Tekst: Jakob Wandam
Det danske blues- og bluesrock-band Thorbjørn Risager & the Black Tornado har endnu en gang taget et spring fremad på den internationale musikscene. Orkestret har skrevet kontrakt med det nederlandsk-baserede pladeselskab Provogue Records, som er en del af Mascot Label Group.
Thorbjørn Risager & the Black Tornado har siden 2014 udgivet plader på tyske Ruf Records. Men Mascot Label Group er hjem for nogle af verdens største bluesrock-navne som Joe Bonamassa, Eric Gales, Beth Hart, Warren Haynes, Sonny Landreth, Jonny Lang, Kenny Wayne Shepherd, Walter Trout og Robin Trower, så man kan godt sige, at Thorbjørn Risager & co. kommer et niveau op i det europæiske blues-hierarki.
Selskabet har hovedkontor i Rotterdam og desuden kontorer i New York, London, Paris, Milano, Köln og Stockholm.
Første album
Det første album med Thorbjørn Risager & the Black Tornado på Provogue bliver Navigation blues, som udkommer den 30. september 2022. En planlagt releaseturné omfatter foreløbig 67 koncerter i Europa, USA og Canada.
Jesper Reginal fra Crunchy Frog/Crunchy Tunes udtaler:
”Denne aftale er en kæmpe chance for tornadoen, og der er blevet arbejdet meget hårdt behind the scenes – både her på Crunchy, men også på Cope Records for at få aftalen i hus og for at nå de måske lidt for optimistiske deadlines. Men nu er alt i hus, masterne leveret og kontrakten underskrevet! På Crunchy har vi også meget store forventninger på synkroniseringssiden med dette album, der indeholder nogle af bandets allerbedste sange til dato.”
Allerede den 1. juli kan man høre den første single-forløber fra Navigation blues, ”Watch the sun go down”. Singlen udkommer på alle streamingplatforme og er det første nye udspil fra Thorbjørn Risager & the Black Tornado siden ”Same old lies” fra sidste års opsamling Best of (læs anmeldelse her).