Til DMA Blues 2021

Tekst: Peter Widmer
Foto: Frank Nielsen

Det er nogle år siden, at Danish Music Awards (DMA) Blues blev afviklet i København. Her gjorde man ikke særlig meget ud af begivenheden, der eksempelvis blev afholdt i Huset i Magstræde. Her var der ikke noget, der hed reel, eleveret scene i forhold til gulvplanet.

De fremmødte publikummers udsyn var således for det meste elendigt, og prisuddelingen var hurtigt overstået. Så u-festligt var det, at en af de nominerede på et relativt tidligt tidspunkt på aftenen følte sig foranlediget til at udtale, at: ”Sjældent har jeg kørt så langt for så lidt.” Og så var vedkommende i øvrigt skredet.

Gennem de senere år er DMA Blues så blevet afholdt på Turbinen i Randers, og her har forholdene været langt bedre, end de var i Magstræde i København. Amager Bio lagde i øvrigt også lokale til hen ad vejen, og publikum – inklusive dem, der har været nomineret til diverse priser – har haft et godt udsyn der og især i Randers på Turbinen.

Sidste år blev DMA Blues i Randers dog afholdt i Værkets Store Sal, og i år er man så – som et nyt tiltag – rykket over i Ridehuset. Der har i Randers hidtil været en reel scene, og der har været en fremragende konferencier i skikkelse af M.C. Hansen.

Årets arrangører

I år var DMA Blues arrangeret af JazzDanmark, ROSA, Tempi og Turbinen i samarbejde med BluesDanmark og med støtte fra Randers Festuge og Statens Kunstfond.

Som tidligere så det ud til, at ROSA og JazzDanmark indtog store roller. Hvorfor kunne man undre sig over, da blues ikke just er hverken ROSA’s eller JazzDanmarks gebet. Man kan formode, at de to organisationer spytter penge i DMA Blues, men positive kunstneriske og blues-relevante input samt blues-videnspersoner skorter det vist noget på.

Den relativt nydannede organisation Tempi tager sig derimod decideret af dansk roots-musik, under hvilken paraply bluesmusikken gemmer sig. Fint nok, hvis Tempi reelt rummer blueskyndige folk, der kan medvirke til at styrke bluesmusikken, men på dette felt synes Tempi at gå stille med dørene.

Sandsynligvis støtter Tempi DMA Blues økonomisk, såvel som dette må gælde både Randers Festuge og Statens Kunstfond. DMA Blues er i år stablet på benene ”i samarbejde med BluesDanmark,” men hvad dette samarbejde går ud på, er ikke klart, og det er heller ikke tydeligt, hvad der egentlig sker i BluesDanmark, og hvad BluesDanmark er for et foretagende.

Hvad vil arrangørerne?

Forsøger arrangørerne at udbrede kendskabet til bluesmusikken ved at hive folk, der intet har (haft) med blues at gøre, op på scenen til DMA Blues og ligefrem få dem til at spille – uden føling med bluesmusikken overhovedet? I givet fald kuldsejler forsøget.

Vil arrangørerne trække folk, der måske slet ikke er interesserede i bluesmusikken, til ved at sætte et kendt pop-navn som Katinka på plakaten? Om Katinka hedder det blandt andet på både ROSA’s og JazzDanmarks hjemmesider, at hun ”skal tage favntag med blues’ens univers.”

Og hvorfor skal hun så dét? Hun har, så vidt det vides, aldrig beskæftiget sig med blues-idiomet på nogen måde overhovedet, og slet ikke professionelt. Hun er et velkendt og velanskrevet pop-navn, der nok ikke ved en kæft om blues, men enhver idiot kan jo spille og synge blues, så hvad pokker … ! Hun kan nok lokke nogle publikummer til, har formodningen vel været.

Det eneste, arrangørerne opnår ved dét forsøg, er at skræmme folk, der virkelig har et forhold til blues, dyrker bluesmusikken og kender til genren, langt, langt væk.

Således har Bluesnews.dk snakket med adskillige mennesker af dén slags, der har følt sig godt røvrendt ved at deltage i den totalt forfejlede, tragikomiske affære, som DMA Blues har været de senere år, hvor arrangementet har været afholdt i Randers. Mange har tilmed sagt, at de ikke har tænkt sig at komme igen.

Det bliver mere og mere mystisk, og det er mere end almindeligt svært at se, hvad arrangørerne vil med den farceagtige forestilling, de har sat op til DMA Blues.

Årets jury

Årets jury 2021 er temmelig ugennemskuelig. Der burde på tydeligt sted offentliggøres et CV på hvert jurymedlem på ROSA’s hjemmeside og på ROSA’s Facebook-side. Det samme gælder JazzDanmark. Hvem er jurymedlemmerne? Hvor kommer de fra? Ved de noget om blues? Og så videre.

Åbenbart skal det være endog meget hemmeligt, hvem DMA Blues-juryen består af, men det lykkedes at finde de eftersøgte oplysninger på ROSA’s Facebook-side. Dér står: ”Jazzsangeren Sinne Eeg har været del af jury’en, som har nomineret kunstnerne til årets Danish Music Awards Blues.”

”Sinne Eeg har repræsenteret JazzDanmark, mens den øvrige jury har bestået af Sabina Smailagic (Tempi), Hans Revsbæk (BluesDanmark), den tyske journalist Tim Schauen (Deutschland Radio) samt ROSA.”

Så vidt, så godt, men hvem er disse mennesker dog? Hvem gemmer sig for eksempel bag organisationsnavnet ROSA her? Hvor mange ROSA-folk er de? Hvad kvalificerer dem til at være jurymedlemmer? Er de i det hele taget vidende om bluesmusikken? Hvordan er de udvalgt?

Pudsig

ROSA står i øvrigt for Dansk Rock Samråd, og på organisationens hjemmeside kan man desuden læse, at: ”ROSAs virke har rødder i pop, rock, elektronica samt en mangfoldighed af beslægtede genrer.” Men hvor er bluesmusikken blevet af? Svaret blæser i vinden.

Man må i det hele taget sige, at det godt nok er noget af en pudsig jury-sammensætning. Hvad ved mon den fremragende jazzvokalist Sinne Eeg om blues? Hvad ved Sabina Smailagic om blues, og hvem er hun mon? Hvor kommer mon egentlig Hans Revsbæk fra, og hvordan repræsenterer han BluesDanmark?

Under alle omstændigheder indeholdt DMA Blues-juryen nu for første gang rent faktisk et menneske, der repræsenterer en dansk blues-organisation – BluesDanmark. Imidlertid er det dog totalt tåget, hvad der får hvem til at inkludere lige Hans Revsbæk i DMA Blues 2021 juryen.

BluesDanmarks hjemmeside bliver man ikke klogere af i denne sammenhæng (se her). Desuden har det ikke vært muligt for Bluenews.dk at få et konkret svar ved henvendelse til en repræsentant for organisationen.

Endelig er der den tyske journalist Tim Schauen. Samme ser i det mindste ud til at lave mange blues- (og roots)-orienterede radioprogrammer og må formodes at være velorienteret om bluesmusikken, men hvem har valgt ham, og hvorfor lige ham?

Stopklods

Når det nu er bluesmusikken, det drejer sig om, virker det aldeles foruroligende at se et folk- og måske americana-agtigt navn som Solvej blandt de nominerede i kategorien Ud af det Blå. Den nye Ud af det Blå-pris gives for nybrud eller et nyt ”take” på bluesmusikken.

Man skal da lige love for, at der bliver tryllet, hvis en i øvrigt udmærket musiker som Solvej, der ikke inkluderer ét eneste gran af blues i sin musik, kan blive indstillet som potentiel modtager af en blues-pris. Men at tildele en sådan musiker Ud af det Blå-prisen vil så sandelig være noget af et nybrud.

Mindst lige så betænkeligt er det at finde det med rette hæderkronede orkester Savage Rose som kandidat til Blues Liveprisen. Så vidt det vides, har Savage Rose i sin over 50 år lange karriere aldrig beskæftiget sig med blues. Hvordan juryen i det hele taget har kunnet undlade at sige fra her, er et mysterium.

Der burde have siddet en human stopklods i DMA Blues 2021-juryen, der skulle have sagt fra. Man kan ikke acceptere Savage Rose som bluesnavn eller medlemmerne som blues-udøvere, så Savage Rose kan ikke nomineres til noget som helst, der har med blues at gøre. Det samme gælder i øvrigt Solvej. Men nej. Med mindre man mener, at – alle kan da spille blues, så hvad pokker!

De nominerede

For lige at få dette på plads, så var de nominerede til DMA Blues 2021 i nedenstående kategorier følgende:

Årets Danske Bluesudgivelse
Ole Frimer Band – Live in Eppingen
Trainman Blues – Shadows and shapes
Fried Okra – Doing it right
Big Creek Slim – Migration blues
Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard – Taking the good with the bad

Blues Liveprisen
The Blues Overdrive
Fried Okra
Trainman Blues
Thorbjørn Risager & the Black Tornado
The Savage Rose

Ud af det Blå
Sahra da Silva
Oscar Mukherjee
Solvej
Nina Massara
Ba Balance

(Læs om de nominerede her).

Desuden skulle prisen som Årets Hoochie Coochie Man/Woman – Hoochie Coochie Prisen – også bekendtgøres. Prisen gik i øvrigt til Roskilde Festivalens Bookinggruppe ”for konstant at huske os på, hvorfor vi elsker musik,” som det lød fra scenen. Men for en indsat for bluesmusikken specifikt? Nej. Prisen blev i øvrigt overrakt af Katinka.

Aftenens solister

Aftenens solister var der fire af, så lad os kigge nærmere på dem.

Katinka er en anerkendt og – mener nogle – meget karismatisk ung, syngende kvinde, der tilmed anses for at være en af de største sangskrivere fra den unge generation, hun tilhører.

I blues-sammenhæng tegner billedet af hende sig således: Om Katinka hedder det som nævnt, at ”denne aften tager hun favntag med blues’ens univers.” Det ligger ”ligesom” i luften, at dét har hun aldrig prøvet før.

Måske nok på grund af manglende kendskab til bluesområdet og til dansk blueshistorie havde både ROSA og JazzDanmark lige glemt at nævne et vægtigt bluesnavn som Young Comets i de to organisationers omtale af aftenens solisters eneste to reelle blues-eksponenter, nemlig Rune Kjeldsen og Jarno Varsted.

Rune Kjeldsens CV er alenlangt, og han har i mange år primært spillet rockmusik. Imidlertid spillede han allerede fra 12–13 års-alderen blues sammen med vennen Jarno Varsted, som han i øvrigt dannede den fremragende blues & roots-trio Young Comets sammen med. Young Comets lavede tre cd’er, der stadig holder, før medlemmerne gik deres egne veje.

Jarno Varsted er mundharpemand, guitarist og vokalist med nogle yderst bemærkelsesværdige soloalbum under bæltet, hvorpå han virkelig flytter grænserne for, hvor langt man kan få især mundharpen til at bevæge sig (læs for eksempel her). Han har spillet blues fra barnsben af, var som anført medgrundlægger af Young Comets, spiller blandt andre ofte med H.P. Lange Big Gumbo og betragtes som en institution i dansk blues (læs mere her).

Dawda Jobarteh er herboende sort afrikaner og spiller først og fremmest på det urgamle afrikanske strengeinstrument kora. Desuden er han vokalist, og så spiller han slagtøjsinstrumenter. Han har turneret med Ibrahim Electric-guitaristen Niclas Knudsen, har tre fine album ude i eget navn og høres også på andre udgivelser. Blandt andet har han indspillet et fornemt album med Ibrahim Electric-janitsharen Stefan Pasborg.

Dawda Jobarteh har desuden guitaristen Preben Carlsen fra den Ud af det Blå-nominerede duo Ba Balance med på sit album Transitional times fra 2016. Alt sammen fint, men bluesmusiker er Dawda Jobarteh ikke. Så kan han være nok så sort og afrikansk, men de to elementer alene gør ingen til bluesmusiker eller til et blueskyndigt menneske.

Dawda Jobarteh er på ROSA’s Facebook-side i et mini-interview om blues i 2021 citeret for at sige, at ”Melankolsk musik er det eneste måde, som virkelig kan udtrykke mine følelser.” Det virker, som om Dawda Jobarteh mener, at blues udelukkende er melankolsk musik.

Dén misopfattelse er der vist i så fald mange, der deler med Dawda Jobarteh, men som Bruce Iglauer (grundlægger af og direktør for Alligator Records, verdens største uafhængige blues-pladeselskab) for mange år siden udtrykte det over for overtegnede: ”If you’re feeling bad, the blues will make you feel good, and if you’re feeling good, the blues will make you feel even better!” Desuden er der vist en del ikke-melankolske blues-subgenrer som jump blues og swing blues, der bestemt ikke emmer af tungsind, eller hva’?!

Kun halvdelen af aftenens solister var altså bluesfolk, og dét er jo sørgeligt, når det nu skulle være en bluesmusikkens aften den 18. august 2021. Katinka var nok hevet ind, fordi hun er et navn blandt den yngre generations medlemmer, som kan trække nogle folk til DMA Blues og lægge nogle penge i kassen i dén forbindelse.

Flere nye tiltag

Den erfarne M.C. Hansen var som tidligere også konferencier i Randers ved DMA Blues 2021. M.C. Hansen er virkelig godt skåret for tungebåndet og er i besiddelse af en veludviklet humoristisk sans. Desuden er han selv (folk-)musiker, sanger og sangskriver, som blandt andet har gjort det fremragende inden for den genre, han selv har døbt ”scandicana.”

DMA Blues 2021 blev afviklet onsdag den 18. august 2021, og som antydet fandt begivenheden sted i Ridehuset i Randers, kun et stenkast fra Turbinen og Værket, hvor DMA Blues ellers har fundet sted. I år var der sket et par ændringer. Faktisk var der flere nye tiltag. På konferencierpladsen var det stadig M.C. Hansen, der var vært, den ansvarlige tovholder og den røde tråd i arrangementet, hvilke roller han klarede glimrende.

Imidlertid var han her i 2021 ikke alene om konferencier-jobbet. M.C. Hansen blev nemlig sekunderet af den dansk-cubanske Emilie Espichicoque Vestergaard. Hun er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium med trommesæt og SDS (Sang Dans og Spil) som hovedfag. Imidlertid spiller hun for eksempel også på trompet, flygel og synth-bas. Hun underviser i SDS og har en forkærlighed for soul, funk og r&b. Men blues? Nej.

Der var altså dels en garvet og dels en ny konferencier, der da fungerede udmærket sammen. Ping-pong de to imellem var der dog ikke meget af. Emilie Espichicoque Vestergaard sprang i øvrigt ind som vokalist og percussion-spiller hist og pist og det med god, diskret understøttende effekt.

Flere ændringer

Ikke blot var der som tidligere påpeget forandringer på konferencierposten. Der var også andre ændringer. Eksempelvis var den gennem de seneste par år faste DMA Blues-duo – den danske trommeslageren Casper Simonsen og den herboende svenske multiinstrumentalist og arrangør Gustaf Ljunggren – blevet udvidet til en trio. Tilsammen udgjorde de som de foregående par år husorkesteret.

Bassisten Anja Kulyova var nemlig kommet til. Anja Kulyova vil være kendt fra bandet Total Hip Replacement, der spiller dub og reggae, og ligesom i Casper Simonsens og Gustaf Ljunggrens tilfælde er bluesmusikken tilsyneladende ikke en størrelse, hun har hverken reel føling med eller er spillemæssigt specielt velbevandret i.

Men – er der tilsyneladende nogle blandt arrangørerne, der mener – enhver idiot kan jo spille blues, så hvad pokker … !

Gustaf Ljunggren, Casper Simonsens og Anja Kulyova bandt de forskellige musikalske indslag sammen, og dét formåede de at gøre ganske godt. De tre er jo også dygtige musikere, der kan spille næsten hvad som helst, men de blå toner har de bare ikke i sig.

Trioen kunne dels høres alene, dels med supplerende musikere, men dens hovedopgave var at akkompagnere aftenens solister (læs mere om aftenens program her).

Startskud

DMA Blues 2021 var for musikere og andre indbudte – blandt andet fra det danske bluesmiljø – berammet til at starte klokken 18 med en hyggelig reception. Idéen – og den var god – var at blande folk, der måske ikke var direkte involveret i bluesmiljøet med folk fra samme miljø, så der kunne udveksles idéer, meninger og erfaringer.

Fremmødet var absolut pænt, og snakken gik i en god atmosfære. Desværre var det jo praktisk umuligt for folk at få snakket i dybden med alle dem, man gerne ville møde, men sådan er det jo ved arrangementer som dette. Imidlertid var det rart at møde gamle venner og bekendte og at se nogle nye folk.

Snak med mere foregik bagest i Ridehuset, mens den anden halvdel var besat med små runde borde, der var placeret foran den eleverede scene. Alle havde fint udsyn til scenen, lige meget hvor man så sad. Efter en god stund var der så lidt udmærket mad at fornøje sig med og drikkevarer til at skylle ned og efter med.

Omkring klokken 20 gik man i gang med aftenens program efter et par velvalgte velkomstord ved M.C. Hansen. Dog fik man først en lille velkomstsang fremført af førnævnte Solvej, der blev præsenteret af aftenens erfarne konferencier. Derefter gik startskuddet, da Husorkesteret gik på scenen.

Husorkesteret

Husorkesteret lagde ud med et soul-agtigt nummer med Emilie Espichicoque Vestergaard på vokal. Blues var der ikke meget af, men det var interessant at opleve M.C. Hansens medkonferencier som vokalist. Nogle havde måske hellere hørt hende ved et trommesæt, men dét blev ikke denne aften.

Derefter var det Jarno Varsted, der fremturede på vokal og mundharpe samt fodtramp. Her blev der stampet lidt blues-autenticitet ind i musikken, og publikum klappede med. Jarno Varsted hørtes for eksempel derefter på vokal, og han og Rune Kjeldsen spillede begge på guitar, mens Gustav Ljunggren trakterede tangenter.

Rune Kjeldsen leverede en bidsk guitarsolo i det Calexico- og Giant Sand-lignende nummer, der blev fremført. Derefter var det tid til uddeling af Blues Liveprisen, og dén stod vokalisten Sahra da Silva for. Vinderen blev Trainman Blues for deres koncerter og for deres online-arbejde med deres musik, eksempelvis for streaming af deres seneste album-releasekoncert (læs her).

Trainman Blues var repræsenteret ved sangeren og guitaristen med mere Richard Farrell, bassisten, produceren med mere Laust ”Krudtmejer” Nielsen og trommespilleren Thomas Crawfurd.

Favntag

Så kom Katinka Bjerregaard – eller bare Katinka – på banen, for nu skulle hun ”tage favntag med blues’ens univers.” Jarno Varsted akkompagnerede hende på mundharpe sammen med Gustav Ljunggren og Casper Simonsen i det første af Katinkas tre egne popnumre, ”Luftballoner” fra debutalbummet Vi er ikke kønne nok til at danse fra 2017.

Dét nummer var der ikke meget blues i, og det samme gjaldt den næste komposition, der blev afleveret med Gustav Ljunggren på lapsteel-guitar, Rune Kjeldsen på elguitar, Casper Simonsen på trommer og Anja Kulyovas udmærkede, men noget anonyme basspil.

Sidste nummer fra Katinka blev ”2000 meter i frit fald” fra 2018-albummet Vokseværk. Dette nummer var der heller ikke blues i, og hvis de tre numre, Katinka fremførte, overhovedet var omarrangerede i blues-retning, var det aldeles u-hørbart. Katinka fik da vist overhovedet ikke taget favntag med bluesens univers.

Man kan i det hele taget undre sig over, hvad man som bluespublikum skulle med poppigen Katinka. Imidlertid blev Katinka på scenen, for stik imod det omdelte program blev nu Hoochie Coochie Prisen mundtligt tildelt Roskilde Festivalens Bookinggruppe af Katinka. Ingen repræsentanter for prismodtageren eller modtagerne var mødt op.

Verdensmusik

Hvor Ud af det Blå Prisen skulle have været uddelt, blev det Hoochie Coochie Prisen, der kom i fokus. Imidlertid blev Ud af det Blå Prisen behørigt tildelt den unge guitarist, sanger og sangskriver Oscar Mukherjee.

Og nu vi er ved, det blev repræsentanter for Trainman Blues atter kaldt op på scenen, for Trainman Blues fik deres anden DMA-pris denne aften, nemlig prisen for Årets Danske Bluesudgivelse for deres seneste album Shadows and Shapes (læs anmeldelse her).

Næste levende billede var dog efter Katinkas optræden den gambiske koraspiller, vokalist og komponist Dawda Jobarteh. Han blev akkompagneret af Husorkesteret samt en landsmand på percussion og en tabla-lydende afrikansk håndtromme. Det var Sal Dibba fra den Ud af det Blå-nominerede duo Ba Balance, der således krydrede musikken. Her var tryk på fra starten, men blues var der ikke noget af i det første af de tre numre, Dawda Jobarteh stod for.

Emilie Espichicoque Vestergaard hørtes i øvrigt på diskret vokal og lidt percussion. Andet nummer blev tilegnet Dawda Jobartehs datter og tangerede i hvert fald bluesmusikken en kende. Det samme kan ikke helt siges om det tredje og sidste nummer, Dawda Jobarteh og Husorkesteret afleverede.

Her kom Jarno Varsted på scenen med sin mundharpe. Nummeret var skrevet til ære for salig Master Fatman, som bragte folk fra forskellige kulturer sammen. Måske kan man sige, at denne komposition måske nærmede sig lidt bluesagtigt i passager via Jarno Varsteds mundharpespil, men helt blåt var det ikke.

Grænsen

Som indledning til aftenens finalenummer spillede husorkesteret med Gustav Ljunggren i fokus på lapsteel-guitar og banjo John Faheys ”Dixie pig barbecue blues”, og dét slap musikerne mægtig godt fra.

Så var hele aftens musikerforsamling på scenen til klassikeren ”Midnight special”. Desværre lykkedes det lige Katinka at ødelægge dette stemningsfulde nummer ved at bræge ”det var en lørdag aften … ”. Havde hun så endda sunget ”Det var en onsdag aften … ,” havde det måske været morsomt, men her var det bare irriterende.

I det hele taget må det siges, at DMA Blues 2021 desværre faldt godt i tråd med de senere års udgaver af DMA Blues, der med arrangørernes påtrængende insisteren på at udsætte bluespublikummet for ”ny” og ”spændende” musik, som intet har med bluesidiomet at gøre, faldt til jorden.

Bluespublikummet er generelt et åbensindet folkefærd, der sagtens kan være med til, at bluesmusikkens grænser udvides, og som kan lytte til ukendte toner med åbent sind. Ikke desto mindre er der grænser for, hvad man kan byde bluesfolket, og disse grænser har DMA Blues-arrangørerne i stigende grad brudt. Tilmed i en sådan grad, at DMA Blues 2021 var stedvis næsten af tragikomisk karakter og mere end på grænsen til det farceagtige.