Tilbageblik: En vigtig epoke i dansk blueshistorie er slut.

Tekst: Peter Widmer. Fotos: Frank Nielsen (www.fotofn.dk)

Bjarne Rask har afrundet sine KingBee exBLUESive koncerter med KingBee’s Blues Guitar Summit #2

Måske er ovenstående gået hen over hovedet på flere bluesfolk, så hermed:

Det var med blandede følelser, at Bluesnews.dk drog mod Jylland den 5. oktober 2014 for at deltage i KingBee’s Blues Guitar Summit # 2. Dels var det glæde, der prægede sindet ved udsigten til atter en fortrinlig søndag eftermiddag i blues-musikkens tegn, dels var det vemod, for KingBee’s Blues Guitar Summit # 2 var berammet som det sidste af en perlerække af søndags-blues-arrangementer i Bygningen i Vejle, arrangeret af Bjarne Rask og hans enmandsforetagende KingBee exBLUESive.

Siden 2008

Omkring navnet KingBee exBLUESive: Bjarne Rask er i blueskredse kendt som KingBee. Et tilnavn han har fået, da de mange amerikanske musikere, han har turneret med, har ret svært ved at udtale det danske navn Bjarne. Så de har blot fået lov til at tiltale ham ”B”; på engelsk ”Bee.”

For Texanske Alan Haynes var det imidlertid ikke nok;”You’re not just a bee, you’re a KingBee” understregede han engang. I daglig tale er det dog fortsat ”Bee.”

Til hverdag er Bjarne Rask ansat som booker og ”venue manager” i Bygningen i Vejle, men er derudover en alsidig mand. Han er nemlig selv aktiv guitarist med en forkærlighed for Texas blues, travl tourmanager & guitartekniker for diverse orkestre, og ellers skribent, vin- og chili-elsker.

Under sine velbesøgte, ofte udsolgte, søndags-blues-arrangementer i regi af KingBee har Bjarne Rask således altid kunnet ses i sin chili-skjorte, og hans guitar-rem er prydet af et mærke med et bundt røde chilier som motiv.

Siden 2008 har Bjarne Rask arrangeret søndags-blues-koncerter – i regi af KingBeeX-bluesive – inden for rammerne af et koncept, der stort set har  fungeret således: Man booker for eksempel et amerikansk kvalitets-blues band, som Sugar Ray & The Bluetones, indforskriver et hav af primært Danmarks bedste, garvede blues-musikere, og så bliver der ellers spillet på kryds og tværs i op til små fem timers tid, naturligvis med et par indlagte pauser mellem de blå toner.

Og så styrer Bjarne Rask med hård men venlig hånd musikken, da han bestemmer, hvilke musikere, der skal deltage, hvem der skal spille med hvem og i hvilken rækkefølge.

På dén måde får publikum lejlighed til at høre velkendte musikere i helt nye konstellationer, som man måske aldrig får lejlighed til at opleve igen. Desuden bliver man ofte præsenteret for blues-musiker-navne, som man måske ikke har hørt før, og som man måske ikke anede eksisterede.

Og så har det hele tiden ligget Bjarne Rask på sinde også at præsentere helt unge blues-musikere, der således får en chance for at spille med erfarne kollegaer foran et kræsent men altid godmodigt publikum.

I øvrigt er publikum gennem de 10 søndags-blues-arrangementer, Bjarne Rask har stablet på benene, inklusive KingBee’s Blues Guitar Summit # 2, konstant blevet udvidet med nye ansigter. Og KingBee exBLUESive søndags-blues-arrangementer har en fast tradition: De gamle publikummer rejser sig og klapper af de nye og omvendt. Så ved man, hvor man har sig, og mange gode bekendtskaber er opstået i de blå toners tegn i Vejle.

God mad

Bjarne Rask ved, at god musik og god mad er en fin kombination, og så gør det heller ikke noget, at Bjarne Rask er både vidende om – og en stor ynder af – bordets glæder, og gerne af international karakter.

Ved hvert eneste af KingBee exBLUESive søndags-blues-arrangementer har der således været en altid overdådig buffet, som man har kunnet tilkøbe sig oven i sin koncertbillet for et absolut rimeligt beløb. Spisningen foregår efter dagens koncert, som oftest ved 18:30 – 19-tiden.

Sædvanligvis er der mange til spisning, hvor man hygger sig sammen med andre blues-interesserede, endda med mange, man aldrig har mødt før, over for eksempel kinesisk, amerikansk eller italiensk mad. Såfremt der er plads, spiser musikere og publikum sammen, og i den altid gode atmosfære er musikerne tilgængelige. Her er der ingen barrierer mellem dagens blues-stjerner og publikum; kun gensidig respekt.

Det er Bjarne Rask, der sammensætter menuen til hvert eneste af sine søndags-blues-arrangementer, og ofte har han været begravet i diverse udenlandske opskriftssamlinger for at finde præcis det, han vil have på bordet. Leverandører af specialiteter til buffeten snuser han også op.

Buffeten har været forskellig fra gang til gang, og været tilvirket i Bygningens køkken under ledelse af madmor Kirsten, en rar midaldrende kvinde, der i øvrigt sætter stor pris på blues-musik. Når Kirsten er færdig i køkkenet, sniger hun sig ofte ned i Bygningens kælder for at få tanket op med blå toner, forlyder det.

Det er – eller var – nemlig i Bygningens kælder, at KingBee exBLUESive søndags-blues-arrangementer foregår – eller foregik – og det er i øvrigt også her, at bluesforeningen Crossroads afholder koncerter.

Gratis sauna

Og i kælderen kan der godt blive varmt – meget varmt – især, når der er proppet med publikummer, sceneprojektørerne er på, og musikken spiller. Det har ofte næsten været som om, man var i gratis sauna. Men hvad gør dét, når man kan strække benene og få lidt luft under de indlagte pauser mellem dagens sæt? Intet. Publikum lider gerne for blues-musikken.

Den 5. oktober sidste år var det dog i høj grad til at ånde til Blues Guitar Summit # 2, for der var ikke så mange folk til dette tiende og sidste KingBee exBLUESive søndags-blues-arrangement, som der plejer at være, når Bjarne Rask disker op med søndags-blues. Der var, oplyste Bjarne Rask, kun solgt 60 billetter i forsalg, men dertil kom de publikummer, der købte billet i døren.

Måske har Bjarne Rask har set rigtigt, da han på Facebook den 15. september 2014, kl. 23:10 skrev:

”Alting har både sin tid og sin ende. Jeg har besluttet, at dette bliver det sidste KingBee exBLUESive event i denne form.”

Men faktisk skulle det foregående søndags-blues arrangement ”Blues for Denver” have været det sidste, som Bjarne Rask også skrev på Facebook, ligeledes den 15. september 2014, kl. 23:10:

”Jeg ærgrer mig faktisk lidt over, ikke at have brugt ‘Blues For Denver’ som naturlig afslutning, men kom jo til at søsætte en forventning om dette her.”

 ”Vi har været vidt omkring siden 2008 og ender tæt på 100 forskellige deltagere, danske som udenlandske, og må hellere slutte ringen i stedet for at gå i ring…og ende som ringvrag…”

Tilegnet tre Texas-guitarister

En veloplagt Bjarne Rask, iklædt sin karakteristiske chili-skjorte, virkede da absolut heller ikke spor ringvrags-agtig, da han bød velkommen til ”dette her” – Blues Guitar summit # 2 – og med dette arrangement blev ringen så sluttet.

Blues Guitar summit # 2 var tilegnet tre store Texas-guitarister, nemlig ”netop afdøde Johnny Winter, Albert Collins der ville være blevet 82 år d. 1. oktober og Stevie Ray Vaughan, der ville være blevet 60 år d. 3. oktober.”

Og til at fejre disse tre blues-giganter var blandt andre følgende 16 musikere tilkaldt:

Alan Haynes (US), Bjørn Erlend Walberg, også kaldet ”Borny” (N), Ole Frimer, Mike Andersen, Kasper Aude Vegeberg, Carsten Larsson, Jimmy Guldbæk, Frederik Tygesen, Olav Poulsen, Martin Munck Jønsson, Claus Daugaard, Jesper Frost Bylling, Henrik Poulsen, Mads Dybdal Andersen, Mathias Rindom, Jais Kurečko Eriksen, Joachim Fensmark og Søren Schack.

Og så blev der ellers spillet op til Texas-blues-fest i tre glimrende sæt, som blev afleveret med intensitet og godt humør over hele linien.

Brillerede

Første sæt var tilegnet ”The Iceman” – Albert Collins, og var i første omgang lagt i hænderne på guitaristerne Ole Frimer, norske Bjørn Erlend Walberg og Carsten Larsson, bassisten Jesper Bylling, trommeslageren Claus Daugaard samt Martin Jønsson på tangenter.

Carsten Larsson, der for de fleste tilstedeværende var et ret ubeskrevet blad, brillerede flere gange med nogle gnistrende guitarsoloer. Igen var det rart at opleve en musiker, mange nok ikke kendte meget til, som man ofte før har haft lejlighed til det ved søndags-blues-arrangementerne.

Den unge Borny fik også demonstreret, at han kan noget med en guitar, som han lokkede bidende toner ud af, og Ole Frimers fortrinlige blues-stemme og mere end solide guitarspil manifesterede sig også positivt.

Det samme kan også kun siges om den solide rytmesektion, og om Martin Jønssons tangent-tryllerier.

Ved 3. nummer forlod Carsten Larsson, der blandt andet har spillet med The Shuffle Kings, scenen til fordel for endnu en ung guitarist, Frederik ”Fretty” Tygesen, der allerede har bevist sit værd. Også han fik sin guitar til at bide og bidrog kun positivt til helheden.

Under dette sæt fik man blandt andet fine udgaver af kendte Albert Collins-indspilninger som ”Got a Mind to Travel” og ”Black Cat Bone.”

Under 4. nummer gjorde Bjarne Rask sin Fender Stratocaster klar. Den skulle Mike Andersen spille på, selvom han først og fremmest var indforskrevet som vokalist:

”Nu er det jo en GUITAR summit, men det er nu sjovest hvis der også er nogen der kan synge…..det er der heldigvis nogen af de deltagende guitarister der er meget gode til, men jeg har alligevel lavet et sjovt lille stunt. Jeg har engageret MIKE ANDERSEN til at deltage, men primært som sanger…(faktisk hans egen idé, da der bliver guitarister nok)….
Jeg vil dog ikke helt undvære hans spil, så jeg har lavet et benspænd, der hedder, at skal han endelig spille guitar i et nummer eller to, SKAL det være på min STRAT..!,” skrev Bjarne Rask på Facebook den 13. september, kl. 01:22.
Sådan blev det – næsten da. Mike Andersens vokale styrke og særpræg brændte godt igennem, og gode toner fik han også lokket ud af sin lånte Stratocaster.

Og Mike Andersen kom man til at høre mere til:
”Jeg kommer til at blande mig i alle sæt. Jeg gør bare, hvad Bjarne siger. Han har gjort så meget for mig,” sagde Mike Andersen, og det gjorde han så.

Funktionelt, funklende trommespil
Sæt nr. 2 var tilegnet Johnny Winter og på scenen hørte man guitaristerne Alan Haynes og Kasper ”Lefty” Vegeberg, trommeslageren Mads ”Tiny” Andersen, bassisten Henrik Poulsen og slide-guitaristen Olav Poulsen.

Et stærkt hold, der spillede sig gennem populære Johnny Winter-klassikere som ”Life Is Hard,” ”Help Me,” ”Parchman Farm” og ”Hustled Down in Texas.”

Mads Andersen leverede som altid et funktionelt, funklende trommespil, godt suppleret af en hårdtarbejdende Henrik Poulsen, og to glimrende lead- og rytmeguitarister, og der var flot og imponerende slide-guitarspil ved Olav Poulsen.

Alan Haynes viste atter, at han er en glimrende guitarist, og det var tydeligt, at han lagde al sin energi i dette hyldestsæt til Johnny Winter, for Johnny Winter har Alan Haynes både spillet og indspillet sammen med.

”Det var noget af en emotionel oplevelse at spille netop det sæt, der var tilegnet Johnny Winter,” udtalte Alan Haynes senere på aftenen, og dét kunne man fornemme.

Krummer

Kasper ”Lefty” Vegeberg overlod efter nogle numre scenen til den unge guitarist Søren Schack. Samme var lidt tilbageholdende i starten af sin optræden men fik dog demonstreret, at der er krummer i ham som musiker.

Halvvejs gennem ”Johnny Winter-sættet” vendte Mike Andersen tilbage til scenen; ikke med Bjarne Rasks Fender Stratocaster men med sin egen halvakustiske Gibson-guitar, og Bjarne Rask udbrød:

”Kan du ikke spille nogle Johnny Winter-sange?”
”Jo,” svarede Mike Andersen, ”…men jeg har aldrig sunget nogle Johnny Winter-sange. Nu har jeg så lært teksten til et par stykker, så det ligger sådan her…”

Og så fulgte ”Life Is Hard”, flot sunget af Mike Andersen og med en fed Alan Haynes-solo sparket ind.

”Er I ikke snart trætte af guitar-soloer?”, lød det fra Olav Poulsen.
”Neeej! Kan man blive dét?”, lød det fra publikum – så sandt, som det blev råbt – og guitar-soloer var det således absolut ikke slut med.

Afslutningsnummeret på dette sæt var ”Hustled Down in Texas,” der blev afleveret i en så forrygende version og med så meget knald på, at Ole Frimer måtte udstøde et ”Pyha!” da nummeret var spillet til ende, og både musikere og publikum sad – eller stod – tilbage med sved på panden.

Piano rock

Det påhvilede blandt andre trommeslageren Mathias Rindom, bassisten Jais Kurečko Eriksen, tangentmanden Martin Jønsson og guitaristerne Carsten Larsson og Jimmy Guldbæk at spille det sidste sæt, der var til ære for Stevie Ray Vaughan.

Der blev blandt andet spillet numre som ”Pride and Joy,” ”Texas Flood” og ”Love Struck Baby”. Joachim Svensmark sparkede en udmærket solo af i ”Texas Flood.”

I sidstnævnte nummer gik der tilmed rock and roll i den. Martin Jønsson angreb sine tangenter i stående position med en fornem piano rock-solo, der tog kegler hos det veloplagte publikum.

Efter 5. nummer forsvandt Carsten Larsson, mens Kasper Vegeberg entrerede scenen igen. Og flere gange viste denne guitarist virkelig tænder med sit gnistrende guitararbejde.

Mike Andersen vendte atter tilbage og berigede dette sæt med fine vokal- og guitar-præstationer, men smuttede igen for at blive afløst af Alan Haynes.

Og så stod den blandt andet på Jimi Hendrix-klassikeren ”Little Wing.”

Mike Andersen gik derefter igen, igen, nu med akustisk guitar, og så væltede det ellers ind med alle dagens musikere til en afsluttende ”supersession” – traditionen tro for Bjarne Rasks søndags-blues-arrangementer.

Her var også den meget unge guitarist Oscar Jønsson med; lidt spagfærdig var han, men han blev godt hjulpet frem af Ole Frimer. Herligt, at også de helt unge musikere kommer frem!

Alt i alt en fin musikalsk afrunding på denne sidste omgang søndags-blues i regi af KingBee exBLUESive – og så var der mad. Græsk buffet med lamme-kølle, gris, ko, grønt og meget, meget mere. Dén buffet fik ben at gå på, og der var rigeligt!

Enmands-proces
Over middagen var der flere, der spurgte hverandre om, hvorfor det nu lige var, at Bjarne Rask ” har besluttet, at dette bliver det sidste KingBee exBLUESive event i denne form?”

Bjarne Rask uddyber over for Bluesnews.dk:

– Ja, der er virkelig meget omkring et arrangement som dette. Det er jo en enmands-proces, og det trækker virkelig tænder ud hver gang! Bare at finde en idé, men hold da kæft, hvor er det fedt. Folk er glade og det kører jo – alting kører.

– Dagen starter jo med, at jeg tager i Bygningen omkring kl. 9 om formiddagen, da jeg skal ha udstyr stillet op. Og det er en del udstyr til så mange musikere, så jeg stiller hele min samling af Fender guitarforstærkere op på scenen, typisk en 6-7 stykker, sammen med trommer og basforstærker.

– Og i dag blev det en kende stresset, for min guitar-leslie, der skulle bruges i Stevie Ray settet, valgte at strejke. Så den skulle skilles ad og loddekolben måtte findes frem, én time før musikerne kom. Jeg skal have lavet kaffe og arrangeret lidt hygge til musikerne kommer.

– Og når de kommer, har de altid mange spørgsmål; hvor, hvornår, hvordan, selvom jeg forsøger at kommunikere så meget som muligt ud i forvejen. Det får de sjældent læst. He-he!

– Så skal billetterne være i orden, alting skal være på plads, vi skal åbne døren, byttepenge skal fikses, og alt sådan noget.

– Jeg skal sørge for alting, dvs. jeg vælger at gøre alting selv, for jeg er ikke så nem at arbejde sammen med, og vil helst bestemme selv. Bl.a. derfor er jeg ikke engageret i foreninger mere, som jeg ellers var i mange år. Jeg var jo medstifter af både Blueskartellet i Horsens og Crossroads her i Vejle, hvor jeg vist var formand i syv år.

– Men med demokratiet, der nødvendigvis må herske der, kom jeg til at lægge navn til for meget, jeg ikke syntes, jeg kunne stå inde for rent musikalsk. Så det var nødvendigt at blive ”løsgænger.”

– Det har både fordele og ulemper, som beskrevet, og derudover skaber det også mit eget forventningspres. Det skal bare virke, det skal kraftedeme virke!

– For jeg har lagt det på egne skuldre, og det forbindes med mig som person. For mig er det ligesom at gå på scenen selv. Det er jeg heller ikke født til.

– Så det er alt sådan noget dér. Men heldigvis har jeg jo en god blanding af folk, der har prøvet det før, og de er med til at guide de nye, og dét hjælper mig rigtig, rigtig meget.

– Så det tager stressen af noget af dét dér. Jeg prøvede det faktisk i dag. Alt var totalt kaos, og lydmanden var rigtig fin. ”Slap nu af,” sagde han, alt imens jeg sad febrilsk med loddekolben for at få den leslie til at køre.

– Denne gang har jeg dog gjort mig umage for at få nogle nye musikere på, men det er faktisk også vigtigt, at der er nogle musikere, der har været her før, så det kommer til at virke, og det kører med at indlemme nogle nye.

– Jeg skydes ofte i skoene, at der er mange gengangere, men der har trods alt været omkring 100 forskellige musikere igennem møllen efterhånden. Men der er altså også lagt et niveau, og en publikumsforventning, der gør, at jeg er nødt til at afsøge de bedste vi har.

Den helt rigtige idé

– Hvis den helt rigtige idé dukker op, så jeg ikke skal lede efter en idé for at få det til at passe til en dato, som jeg skulle denne gang, hvor jeg var så dum at gå ind for første gang nogensinde at sætte en dato, så må jeg bare konstatere, at dét duer jeg simpelthen ikke til.

– Så bliver jeg stresset, og så siger jeg: ”Det gider jeg ikke dét hér. Det kan jeg simpelthen ikke arbejde med,” og så går jeg kold. Ganske som da jeg var klummeskribent, og skulle arbejde på deadline.

– Men hvis der kommer et eller andet igennem landet, hvor jeg tænker: ”Hov! Det kunne være rigtig fedt at sætte dem, der kommer dér, sammen med dém dér,” for jeg har jo i forvejen en musikalsk fornemmelse og kender de enkelte musikeres forcer. Derfor har jeg en god fornemmelse for, hvem der vil passe sammen med hvem og til hvad.

– Og det virker også i dag. Det, der er rigtig, rigtig fedt, det er, når der kommer nogle musikere, der aldrig har mødt hinanden før, og de siger om deres medmusikeres spil: ”Hold kæft mand, hvor er han fed, hvorfor har jeg aldrig hørt om ham!”.

– For eksempel sagde Ole Frimer i dag om Carsten Larsson: ”Hvem fanden er ham der?” Ole Frimer havde aldrig hørt om ham før, og det var en kæmpeoverraskelse! Hold kæft, hvor er han fed!

Mange konstellationer

– Og der er også skabt mange konstellationer her ved søndags-blues-arrangementerne.

– Jeg tror faktisk nok, at sådan et band som (Birgitte) Laugesen All Stars delvist er startet her, for alle i det orkester var med til min Queen Thing (KingBee’s Queen Thing, 28. januar 2013), hvor der var alle dé dér kællinger, der kom og sang. Sagde jeg kællinger?! (Her grines!)

– Og jeg tror faktisk nok, at den startede dér, for der var rigtig god stemning: ”Neeej, dér fik vi spillet de gamle der, og det var rigtig, rigtig fedt, og så gør vi dét.”

– Jeg vil ikke sige, at det var derfor, men jeg tror faktisk, at det, at Laugesen All stars folkene spillede sammen her, var en del af kimen til dét orkester.

– Og når nu for eksempel Kent Thomsen og Margrethe Grarup kommer og spiller her om ikke så lang tid (den 18. oktober i regi af bluesforeningen Crossroads) sammen med Rasmus Stenholm – det er ikke set før – er det blandt andet fordi, at Kent Thomsen og Margrethe Grarup faktisk er blevet samlet her ved et af mine søndags-blues-arrangementer.

– Og så er der nogen, der har sagt: ”Hey, dét fungerer fandeme meget godt det her,” og så kendte de jo hinanden og tog hinanden derfra, hvilket er rigtig, rigtig fedt. Og så blev Rasmus Stenholm smidt på, og dét er en unik konstellation – Kent Thomsen og Margrete Grarup og Rasmus Stenholm – under navnet Kent Thomsen & Friends.

– Men selve kernen – Kent Thomsen og Margrete Grarup – er som sagt blevet samlet her.

Habanero

– Der er også et orkester der faktisk er blevet navngivet her.

– De knægte der; Mathias, Frederik og Søren, blev engang hængende efter et eller andet arrangement, hvor vi sad alene tilbage og hørte musik, spillede og vi blev fuldere og fuldere.

– Det blev senere og senere, og jeg hentede min favorit chilisauce – Backdraft hedder den – Den er lavet på blended Habanero-chili, der har lagret på whiskyfade. Den har en meget røget smag, og den er meget, meget stærk.

– Så sagde jeg: ”Hey knægte, I skal lige smage denne her, og de var ved at dø!”

– Så snuppede de det sidste, tog hjem, og navngav senere deres orkester The Backdrafts.

– Det er sådan alle mulige små ting, der gør indtryk på mig, og som musikerne også er glade for.

– Claus Daugaard var så flink ude i bandrummet i dag, hvor han havde taget en vanvittig go flaske vin og en chili med til mig og holdt en fin takketale for mit arbejde.

– Den drejede sig ikke kun om mine søndagsblues-arrangementer, men også det, at jeg gad bruge så meget af min fritid på at køre rundt med alle de musikere, jeg har kørt rundt med: Mike Andersen, Alan Haynes, The Pocket Players og hvem fanden de så er – og har stået på hovedet for at hjælpe dem rundt.

– ”Bjarne, det er kraftedeme dig, der skal have en blues award,” er der nogen, der har sagt til mig.

– Det er jeg enig i, griner Bjarne Rask.

Det stresser mig

Når det nu er slut med søndags-blues-arrangementerne, har du så andre musik-arrangementer på tegnebrættet?

– Hvis der kommer nogle helt rigtige idéer, men jeg gider bare ikke forcere noget, for det er jeg træt af. Det duer jeg ikke til. Det stresser mig for meget, og jeg går ned på det. Så går jeg bare i sort.

– Man kan måske nok tænke: Hvordan kan det være så svært? Det er da nemt nok bare at ringe til en masse musikere og sige ”Bare kom og spil.” Men sådan er det ikke.

– Folk har også mange forventninger. Blandt andet fordi de seneste arrangementer – KingBee’s KingThing, KingBee’s QueenThing og Blues for Denver – har jo været fuldstændig…altså alle de andre søndagsblues-arrangementer, jeg har lavet før, har også været fine, men de tre har været afsindigt oppe at ringe. De har været timet og tilrettelagt helt ned til mindste detalje.

– Det har bevæget sig fra at være sådan noget åbent jamværk, hvor musikerne selv skulle vælge materiale ’uden censur’ fra mig. Men så går der for meget ”Let the Good Times Roll”, ”Sweet Home Chicago” og ”I’d rather Go Blind’ i den. Og dén slags jams hader jeg.

– Det bliver ikke hos mig, tænkte jeg. Så jeg sadlede bevidst om undervejs, efter at have hørt ”Let The Good Times Roll” ved tre af mine søndage i træk.

– Det skal være noget specielt, og når så publikum tilmed ofte er gengangere, skal de jo helst have lidt nyt og gerne lidt specielle numre, så det ikke bare bliver tolvtakters det hele.

– Så blev det sådan, at man rent faktisk planlagde nogle sætlister. Man øvede selvfølgelig ikke sammen, men man udvalgte numrene. Og vi lavede Spotify-lister, så man kunne lytte til dem. Nogle kor-piger til KingBee’s QueenThing, øvede dog kor via Skype forinden, og sådan lærte de hinanden at kende.

– De havde aldrig mødt hinanden før, men nu er de blevet Facebook-venner og kan udveksle der, og det er jo fedt for musikere at kunne netværke på den måde.

– Det var Sarah Da Silva fra København og en Janni Korff fra Kolding, som jeg havde hørt i anden sammenhæng, og så ’Blue Karina’ Reinmark, som jeg selv har spillet sammen med.

Stoler på det

– Det er også på baggrund af mit netværk, at de godt gider være med, og at de stoler på det.

– Se nu den unge Joachim Svensmark, der gjorde det suverænt godt her i dag. Jeg inviterede ham, fordi jeg blev ham anbefalet af en af vores kernepublikum- mer, Henrik Bruun Hansen, som altid tager turen helt fra Hovedstaden og tager videoer. ”Du skal have Joachim Svensmark med,” sagde han. Jeg havde godt nok hørt ham på Mojo, og jeg vidste godt, at han er en Stevie Ray Vaughan-freak og spiller rigtig fedt. Han skulle dog lige have forklaret konceptet et par gange.

– Jeg ville også gerne have haft Henning Kaae fra Svendborg med. Han er rigtig god, men jeg forsøget at kontakte ham både pr. telefon og via Facebook, men havde desværre ikke held med det.

– Jimmy Guldbæk har jeg lært at kende, da han var afløser hos Mike Andersen på nogle Norske festivaler, hvor jeg kørte for dem. Og så tænkte jeg, at det da kunne være fedt nok at få ham med. Så sagde Jimmy: ”Jeg kunne godt tænke mig at komme med engang.” ”Ok – du kan jo godt spille sådan noget Stevie Ray Vaughan-noget, har jeg set på videoer fra Den Blå Festival.” ”Deal! Du er på,” blev det så til, og det fortryder jeg ikke, efter at have hørt ham i dag.

– Så er der Carsten Larsson. Ham hørte jeg på det gamle Kridthuset her i Vejle i 1990’erne. Hold da kæft, hvor var han fed! Han spillede med Texas Twisters, og så spillede han i noget, der hed Stevie Ray Vaughan Tribute Band i København, som sjovt nok havde Thorbjørn Risager som sanger.

– Nå ja, og så spillede han også i noget, som hed Shuffle Kings. Han er sådan meget Ronni Earl-inspireret, og meget smagfuld i sit spil og i sine fraseringer.

– Og da jeg hørte ham i dag, tog jeg mig selv i at tænke: ”Han spiller faktisk bedre, end jeg husker det!”

Udelukker ikke noget

Der er mange gode historier fra det virkelige musikliv, men er det korte af det lange ikke, at du er nået dertil, hvor du mener, at der er for meget arbejde i det at arrangere søndags-blues i den hidtidige form?

– Jo, det er der. Man skal jo finde på, men man skal også passe på, at man ikke kører i ring. Det kan være, at jeg kan finde på noget andet. Jeg ved det ikke. Nu skal jeg lige tænke mig om. Men jeg skal ikke udelukke noget. Jeg når måske også dertil, at det jo egentlig er meget fedt alligevel – på trods af det enorme arbejde, der ligger bag.

– Jeg har faktisk ikke rigtig haft weekend fri siden februar i år, og jeg må se at finde en bedre måde at klare den på med stressen omkring det.

– Jeg er af en sådan støbning, at jeg aldrig er den der dag foran, så man har god tid. Overhovedet ikke, og især ikke lige for tiden, hvor jeg er rundt i landet med Alan Haynes og Ole Frimer Trio. Jeg er hjemme og i seng omkring kl. 03 hver nat, og så skal jeg op og passe mit arbejde dagen efter, før tourbussen ruller ud igen.

– Blues Guitar Summit # 2 blev arrangeret meget, meget sent. Datoen har ellers ligget fast i lang tid. Jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at få mig sat mig ned og lægge en slagplan, få billetterne ud, og så videre.

– Det var heller ikke så godt besøgt, som det har været førhen. Jeg tror, der var ca. 70 – 80 publikummer. Folk kunne så komme bedre rundt, end de plejer at kunne til søndags-blues-arrangementerne. Men det er måske meget godt, for så kunne de jo bedre komme i baren!

– Det er ikke et must for mig, at der skal være fuldstændig pakket. Overhovedet ikke. Hellere, at det er de rigtige, der er der – musikere og publikum – og at der ikke er nogen, der går. Og det var der vist ikke, så vidt jeg kunne se, slutter Bjarne Rask.

Med denne afslutning på Bjarne Rasks søndags-blues-arrangementer er en vigtig epoke i dansk blueshistorie slut.
Fra Bluesnews.dk skal der hermed lyde en stor tak til Bjarne Rask for 10 fornemme søndags-blues-arrangementer siden 2008, af hvilke vi har deltaget i alle undtagen to, og vi har nydt hvert eneste ét af dem. Desuden en tak for de mange andre positive blues-tiltag, Bjarne Rask har faciliteret både lokalt og nationalt.
Vi tror på, at man kommer til at opleve mange flere fine blues-arrangementer, som Bjarne Rask står bag, fremover. Men med afviklingen af Blues Guitar Summit # 2 er det altså slut med søndags-blues-arrangementerne, i hvert fald i deres hidtige form.

UPDATED liste over KingBee exBLUESive deltagere gennem årene (lige knap 100 og listet alfabetisk efter fornavn):

A.C. Myles (US)
Alan Haynes (US)
Anne Maarten Van Heuvelen (NL)
Anthony Geraci (US)
Asmus Jensen (US)
Ben Hernandez (US
Bettina Thorsøe (DK)
Birgitte Laugesen (DK)
’Big John’ McAfee (US)
‘Blue Karina’ Reinmark (DK)
Borny (Bjørn Erlend Walberg) (NO)
Carsten Larsson (DK)
Claus Daugaard (DK)
Darrell Nulish (US)
David Hroar Saltau Larsson (DK)
Dede Priest (US)
Erik Lodberg (DK)
Erkan ‘The Mad Turk’ Özdemir (DE)
Frederik Tygesen (DK)
Gary Rackham (UK)
Gregory Boyd (US)
Guy Forsyth (US)
H.P. Lange (DK)
Hans Christian Erbs (DK)
Henk Punter (NL)
Henrik Hansen (DK)
Henrik Poulsen (DK)
Hugo Rasmussen (DK
Jakob Skytte (DK)
James Harman (US)
Jamie Little (UK)
Jan Mols (DK)
Janni Korff Andersen (DK)
Jais Kûrecko Eriksen (DK)
Jens Kristian Dam (DK)
Jesper Bjarnesen (DK)
Jesper Frost Bylling ( (DK)
Jimmy Guldbæk (DK)
Joachim Svensmark (DK)
John Nemeth (US)
Jools Grudgrings (UK)
Kai Strauss (DE)
Kasper ‘Lefty’ Vegeberg (DK)
Kenn Lending (DK)
Kent Thomsen (DK)
Lloyd Jones (US)
Mads ‘Tiny’ Andersen (DK)
Magnus Langhammer (SE)
Margrete Grarup (DK)
Martin Jønsson (DK)
Mathias Rindom (DK)
Memo Gonzalez (US)
Michael ‘Mudcat’ Ward (US)
Michelle Birkballe (DK)
Mik Schack (DK)
Mike Andersen (DK)
Miriam Mandipira (DK)
Monster’ Mike Welch (US)
Morten Brauner (DK)
‘Mud’ Morganfield (US)
Nathan James (US)
Neil Gouvin (US)
Nick Fishman (US)
Niels Mathiasen (DK)
Niels Nello Mogensen (DK)
Niels Ole Thorning (DK)
Olav Poulsen (DK)
Ole Frimer (DK)
Omar Dykes (US)
Oscar Martin Eriksen (DK)
Oscar Thorup Jønsson (DK)
Paul Banks (DK)
Paul Junior (US)
Palle Hjorth (DK)
Peter Nande (DK)
Rasmus Bruun (DK)
Rasmus Bøgelund (DK)
Rasmus Stenholm (DK)
Rob Lee (US)
Rob Stubka (US)
Robert Hooper (US)
Ronni Busack-Boysen (DK)
Rikke Mølgaard (DK)
Sahra da Silva (DK)
Samuel Hejslet (DK)
Sherman Robertson (US)
Smokey Davis (US)
Steve Gomes (US)
Sugar Ray Norcia (US)
Søren Schack (DK)
Svante Sjöblom (S)
Theo Thumber (NL)
Thorbjørn Risager (DK)
Tony Vega (US)
Troels Jensen (DK)
Tim Lothar (DK)
Uffe Steen (DK)
Ulrik Bust (DK)
William Landin (US)