Tre gange guitarblues udgør et godt tilbud i Randers

Sue Foley
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

I 2022 er der ingen Randers City Bluesfestival; dén må man vente med til 2023. Til gengæld tilbyder den lokale bluesforening Bluesnight Randers tre koncerter med store internationale bluesnavne hen over de kommende måneder.

Og det kan godt betale sig at skrive alle tre koncerter ind i kalenderen. Ikke blot er der tale om tre ret forskellige navne; man kan også spare en pæn skilling ved et samlet billetkøb til de tre begivenheder. En sådan samlet forsalgsbillet koster kr. 450 og kan købes her. Det giver en samlet besparelse på kr. 90 i forhold til forsalgspriserne på de tre koncerter enkeltvis og kr. 240 i forhold til dørpriserne.

Men man skal skynde sig, for den første koncert finder sted allerede på onsdag, den 1. juni. Og hermed udløber selvsagt også muligheden for samlet billetkøb.

Texas-spillestilen

Onsdag den 1. juni er det guitaristen og sangerinden Sue Foley, der står på scenen på Underværket, Stemannsgade 9C i det centrale Randers.

Sue Foley
Foto: Frank Nielsen

Den 54-årige Sue Foley er født i Canada, men har base i Austin, Texas. Her har hun boet, siden hun var omkring 20 år, og det er Texas-spillestilen, der har formet Sue Foleys guitarspil. Hun nævner selv Texas-guitaristerne Albert Collins, Freddie King, Jimmie Vaughan og Billy Gibbons som nogle af sine inspirationskilder, men også for eksempel Memphis Minnie og Earl Hooker (læs interview med Sue Foley her).

Foley albumdebuterede i 1992 på det hæderkronede plademærke Antone’s med Young girl blues. I alt er det nu blevet til seksten album, inklusive triopladen Time bomb (2007) med Deborah Coleman og Roxanne Potvin og et par duo-udgivelser med Peter Karp. Sue Foleys seneste udspil er Pinky’s blues fra 2021, hvor Jimmie Vaughan medvirker som gæst. Foley har selv gæstet på plader med blandt andre Mark Hummel, Lazy Lester og Duke Robillard.

Albumudgivelser fra Sue Foley bliver sædvanligvis fulgt op af en Europaturné, så hun har besøgt Danmark flere gange tidligere. Bluesnews.dk så hende eksempelvis to gange i 2019 (se her og her).

Guitartalent

Den anden koncert i rækken hos Bluesnight Randers er med det norske band Tora, som spiller på Underværket fredag den 26. august. I spidsen for orkestret står guitaristen og sangerinden Tora Dahle Aagård, som trods sine blot 28 år bliver hyldet som et af Norges helt store guitartalenter. Hun var med ved ved norsk blues’ store eksponeringsfremstød i England, ”The Norwegian Blues Adventure” i 2019, hvor hun spillede i Royal Albert Hall side om side med blandt andre Vidar Busk og Knut Reiersrud.

Tora Dahle Aagård

Tora har spillet deres blues-inspirerede pop/rock (som de selv betegner stilen) på de store bluesfestivaler i Notodden og Hell, og to gange har de været booket i Randers – hvor begge koncerter måtte aflyses på grund af coronapandemien. Men nu skal det altså være.

Tora består af Tora Dahle Aagård (guitar og vokal), Isak Seltveit (bas), Guri Tranås (kor), Andreas Dahle Aagård (guitar) og Magnus Galguften (trommer). De har indtil videre to album på samvittigheden, hvoraf det seneste, Girls, udkom i 2020. Siden har de udsendt flere singler, og den spritnye, r&b-prægede ”Higher” udkom den 27. maj.

Bidende slide

Erja Lyytinen
Foto: Jakob Wandam

Guitaristen og sangerinden Erja Lyytinen besøger Underværket fredag den 23. september. Lyytinen er et af Skandinaviens mest kendte og anerkendte bluesnavne med en godt tyveårig karriere bag sig. Den 45-årige Erja Lyytinen er født i Kuopio i Finland, men har også boet og studeret musik i både Sverige og Danmark. Hun blev i begyndelsen grebet af soulmusik, men opdagede bluesen takket være især Koko Taylor og Bonnie Raitt, som hun nævner som store inspirationskilder.

At Erja Lyytinens bidende slide-guitarspil også står i gæld til Elmore James, er dog ingen hemmelighed, og hun spiller gerne hans numre live, hvilket man for eksempel kan forvisse sig om på hendes glimrende album Live in London (2015).

Erja Lyytinens første album, Attention!, udkom på tyske Ruf Records i 2002. Kontrakten kom i hus, efter at Erja Lyytinen havde jammet med Candye Kane, Ana Popovic og Sue Foley på selskabets første ”Blues Caravan”-tour i 2005. I alt fjorten album er det blevet til; seneste udspil er cd/dvd-udgivelsen Lockdown live 2020, som ikke overraskende udkom under pandemien i 2020.

Det er altså tre forskellige bud på guitarbaseret blues, der bliver præsenteret ved Bluesnight Randers’ koncerter på Underværket. Alle tre er hver især en god grund til at tage til Østjylland, og samlet set må de siges at udgøre et rigtig godt blues-tilbud!