Tre pianister på slap line

Tekst og foto: Jakob Wandam

En gang om måneden afholder Bartof Station på Frederiksberg ”Piano Night” med Esben Just og gæster. Konceptet er, at Esben Just og to andre pianister samles omkring et flygel og skiftes til at spille, hvad der falder dem ind – hvad enten det er blues, jazz, rock, gospel eller noget helt andet.

Mandag den 11. juni havde Esben Just inviteret Søren Baun og Sigurd Barrett, og det betød et bredt felt af genrer.

Esben Just selv er specialist i New Orleans-piano, hvilket han har vist på utallige indspilninger, blandt andet med trioerne SP Just Frost og Skipper Just Frost. I eget navn udsendte han lp’en Coming home i 2007 – han var forud for sin tid og satsede tidligt på vinylmediet, om end albummet også kom på cd året efter.

Desuden har Esben Just udsendt tre album og en single i serien Master tracks – 8 spor i verdensklasse.

New Orleans-stil

Han lagde selv ud denne aften med en R&B-version af Jimmy Rogers’ blues ”Walking by myself” i bedste New Orleans-stil. Esben Just er virkelig en mester udi formen, og han forstår at ligge det helt rigtige sted i halvmånebyens miks af blues, jazz, funk og boogie.

Tilmed har Esben Just en glimrende, varm vokal, hvilket han også demonstrerede på Eddie DeLange/Louis Alter-klassikeren ”Do you know what it means to miss New Orleans”, som blev indspillet første gang af ingen ringere end Louis Armstrong og Billie Holiday.

Sigurd Barrett og Søren Baun sad pænt i venteposition, mens Just rundede sit første segment af med Larry Williams’ ”Bony Moronie”. Herefter var det tid til et stilskifte; fra Esben Justs’ hæsblæsende rhythm & blues bevægede vi os nu over i mere rendyrket jazz.

Afdæmpet jazzet

Søren Baun er frontfigur i kvartetten BAUN og har desuden indspillet som del af ensemblet Acoustic Lounge med flere. Denne aften på Bartof Station var hans udtryk afdæmpet jazzet, men sangvalget afslørede alsidigheden i hans inspirationskilder.

Således lagde Søren Baun ud med George Harrisons ”Here comes the sun” i et følsomt arrangement med nogle fine temposkift. Han besidder en flot, fyldig og soulfuld stemme, der stod sig godt ved det nedbarberede akkompagnement, og der blev lyttet intenst ved bordene til hans fine fraseringer.

Hans andet nummer blev ”The box”, en slags temamelodi fra Søren Bauns engagement på cocktailbaren Kassen på Københavns Nørrebro.

Ind imellem numrene forsvandt Søren Bauns blik ind i flyglet, hvilket altså ikke skyldtes et indelukket kunstnersind, men blot at han havde en iPad liggende dér. Den hjalp ham med at holde styr på repertoiret, og valget faldt nu på ”What the world needs now is love” af Burt Bacharach og Hal David.

Hygge

Det var nu ellers ikke, fordi det skortede på publikumskontakt hos nogen af de tre veloplagte pianister, der så ud til at hygge sig gevaldigt i hinandens og Bartof-gæsternes selskab.

Veloplagt var ikke mindst Sigurd Barrett, der nu tog over. Barrett er kendt af alle Danmarks børn (og deres forældre) for sine tv-programmer, cd-udgivelser, bøger og alskens formidlingsprojekter om opera, orkestermusik og bigband-jazz, Danmarkshistorie og Martin Luther samt græsk, nordisk og bibelsk mytologi.

Desuden har Sigurd Barrett skrevet musicals og udgivet jazz-cd’er med store og små ensembler, hvor han blandt andet har udlevet sin passion for Leo Mathisen. Det kunne derfor ikke komme som nogen overraskelse, at pianisten og komponisten Sigurd Barrett var en alsidig størrelse.

Improvisation

Det kom til udtryk i hans første bidrag, der var et instrumentalt stykke improvisation, som Barrett kaldte ”Painting” (fordi han havde malet hus samme dag og stadig havde maling på fingrene, som smittede af på flyglets tangenter). Om det var klassisk klavermusik, jazz eller noget helt tredje, var op til lytteren, men klart stod det, at Sigurd Barrett var en opfindsom, engageret og teknisk formidabel pianist.

Han lod dog ikke nummeret vare syv kvarter, som han ellers havde truet med, men brugte ikke desto mindre det meste af sin allokerede spilletid i første sæt på ”Painting”. Resten blev tildelt en komposition, som han angiveligt havde fundet på i bilen på vej til Bartof, nemlig en temasang for stedets ”Piano Nights.”

Det var et gyngende rhythm & blues-nummer, hvor publikum fik lov at synge med, og hvor de tre musikere samledes ved klaviaturet for at runde første sæt af i fællesskab.

Samme vis

Andet sæt var bygget op på samme vis som første: Esben Just lagde ud, denne gang med ”If you’re a viper”, et hit for Fats Waller i 1943, der dog kan spores tilbage til 1936 og Stuff Smith. Esben Just leverede den i en fin, swingende version, inden Skipper Just Frosts ”Venter i et kryds” – aftenens eneste bidrag på dansk – lod Just folde sig ud med barrelhouse-agtigt spil.

Så blev det atter Søren Bauns tur, og også han havde en egenkomposition på programmet, nemlig ”Every day”. Det blev endnu en demonstration af Søren Bauns flotte sangstemme, og han holdt niveauet på ”Daydream” med falset, scat og stor pondus i vokalen.

Sigurd Barrett åbnede sit segment af andet sæt med et instrumentalnummer fra hans jazztrio-dage, og der blev også gravet godt i bagkataloget for at finde ”25 cigars from Brazil”.

Sidstnævnte havde Sigurd Barrett & the Cigars indspillet tilbage i 1994, og nu fik entertaineren Barrett for alvor lov til at rulle sig ud og engagere publikum i fællessang.

Højt humør

Så var humøret højt, og på Chuck Berrys rhythm & blues-klassiker ”You never can tell” var hele trioen i sving med såvel hænder som fødder på tangenterne. Festen fortsatte med Jimmie Davis’ ”You are my sunshine” hvor først Esben Just spillede og sang lead, mens Søren Baun sang andenstemmen. Snart udviklede det sig til endnu en trio-optræden og bandt således en fin sløjfe på aftenens program.

Så nemt lod publikum naturligvis ikke musikerne slippe, og Sigurd Barrett fik æren af at sende gæsterne hjem med en særdeles smukt og fingerfærdigt spillet version af Oscar Petersons ”Hymn to freedom”.

Hvem der vandt denne ”konkurrence i at vise sin kærlighed til klaveret,” som Esben Just spøgende havde kaldt det, lod sig ikke afgøre. Det var naturligvis heller ikke meningen, men der var i hvert fald klavermusik for enhver smag, med stor variation i genrer, tempi og måder at gribe musikken an på.

Publikum på Bartof Station fik en alsidig, uhøjtidelig og humørfyldt aften med tre pianister, som hver på deres måde forstod at underholde et publikum, og som lod til at nyde øjeblikket og hinandens spil. Dét smitter – og det gav én lyst til at vende tilbage, når der igen er Piano Night på Bartof Station.