Ugens positive overraskelse

Tekst og foto: Jakob Wandam

Jeg indrømmer det: Det var en skeptisk Bluesnews.dk-anmelder, der ankom til Folkestedet i Aarhus søndag den 25. marts for at se og høre Blues Beatles, det brasilianske orkester, der lige nu er på turné i Danmark.

Seks herrer, der spiller Beatles-sange udsat for bluesarrangementer? Det lød som et showband med en gimmick. Og en lidt fjollet en af slagsen, endda – af alle 1960’ernes British invasion-bands var The Beatles et af dem, der spillede mindst blues-orienteret. Jovist, de begyndte med Chuck Berry- og Fats Domino-covers, men sammenlignet med navne som The Rolling Stones, The Yardbirds, The Animals og The Who var The Beatles i en helt anden musikalsk boldgade.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad konceptet bag Blues Beatles er. Og da bandet entrede scenen i Aarhus, bekræftede de umiddelbart fordommene med deres matchende jakkesæt og røde sneakers.

Kunne sit kram

Men så begyndte de at spille, og det stod meget hurtigt klart, at hér var altså et band, der kunne sit kram!

Folkestedet er et lidt ejendommeligt spillested, hvor scenen er en forsænkning i gulvet, som publikum så er placeret rundt om som i et amfiteater. Publikum var i dette tilfælde hovedsageligt det grå guld – en del havde nok i sin tid stået og rystet det lange pandehår til helt nyudgivne Beatles-plader – men der var også enkelte børnefamilier til stede.

”Ticket to ride” var første nummer på programmet, og den blev leveret som swingende R&B. Forsanger Marcos Viana var et smilende energibundt med en stærk, råbende stemme, der faktisk kunne minde en del om John Lennons, når denne var i sin vildeste rock ’n’ roll-modus.

Guitaristen Lancaster Ferreira spillede den første af mange bluesy soloer, og det gjorde han rigtig godt.

”When I dutch you”

Det blev fulgt af ”I wanna hold your hand” i et arrangement, der var ret tro mod originalen. Ferreira og bassisten Bruno Falcão sang sammen med Viana harmonier som John, Paul og George – men de kunne ikke løbe fra deres brasilianske herkomst, når ”when I touch you” blev til ”when I dutch you”!

En frejdig intro fra den amerikanske stand-in-saxofonist Jon Norbert Viau satte gang i ”You can’t do that”. Han fulgte op med en fin solo, og det blev også til en glimrende orgelsolo fra Flavio Naves.

”I saw her standing there” og ”Help!” fulgte, sidstnævnte med en lang trommesolo af Frederico Lemos Pereira.

”Hygge!” råbte en storsmilende Marcos Viana og forsikrede os, at næste år skulle han nok have lært mindst ti danske ord.

Showband

Det var alt sammen en del af showet, selvfølgelig, og Blues Beatles var et showband. Men for pokker, hvor kunne de spille! Og de kunne spille blues.

Det viste de kontinuerligt, men især da B.B. Kings ”Sweet little angel” havde sneget sig ind i sætlisten. Lancaster Ferreira havde haft æren af at agere chauffør for King i tre dage, fortalte han, og selv om de ikke havde spillet sammen, havde Ferreira lært et og andet.

Hans guitarspil var disciplineret, elegant og med en fed, bluesy tone, og han blev sekunderet af Flavio Naves, der spillede en fremragende bluespiano-solo.

Dét tog kegler, og Blues Beatles greb momentum og engagerede publikum til en syng-med-seance over Ben E. Kings ”Stand by me”, som John Lennon indspillede på sit Rock ’n’ roll-album (1975).

Første sæt blev afsluttet med et af koncertens højdepunkter, en aldeles forrygende version af den mindre kendte ”The word” fra Rubber soul. Nummeret blev en tour de force for Flavio Naves, der indledte med at citere orgel-riff’et fra ”Green onions”, hitlistetopperen af Booker T & the M.G.’s, og endte med nærmest at slynge klaviaturet rundt i luften.

Varmet op

Efter en velfortjent pause var Blues Beatles klar til at underholde igen, og publikum var i den grad varmet op og parate til at lade festen fortsætte. Det skete med ”A hard day’s night”, garneret med rockabilly-guitar og barrelhouse-klaver.

”Yesterday” er den Beatles-sang, som er blevet indspillet i flest coverversioner. Faktisk er det den sang, der er indspillet i flest coverversioner overhovedet. Blues Beatles havde arrangeret den som en slow blues, og før man kunne nå at sige ”helligbrøde,” havde de overbevist alle tilstedeværende skeptikere om, at det ikke blot fungerede – det var en fabelagtig fortolkning, fremragende spillet og med sublime soloer fra orgel og guitar.

Show-nummer

”One after 909” blev et rigtigt show-nummer, hvor Lancaster Ferreira vandrede ud mellem publikum, satte sig på bageste række, poserede på scenekanten – alt imens han strøede smagfulde blueslinjer ud over tilhørerne.

Little Richards ”Long tall Sally” blev fremført som det rock ’n’ roll-nummer, det er, mens Marcos Viana duckwalk’ede i Chuck Berry-stil. Han gav en af sine bedste vokalpræstationer på ”Oh! Darling” – og også en af hans mest Lennon-agtige, selv om nummeret er Paul McCartneys.

Blues Beatles spillede ”Love me do” i et West Coast blues-arrangement, der bød på walking bass fra Bruno Falcão, swing-trommer af Frederico Lemos Pereira og en lækker, jazzet orgelsolo af Flavio Naves. Nummeret blev bygget op med varierende tempi og lydstyrke, og en solo af Falcão udviklede sig til en gang funky slap bass.

Publikums taktfaste klapsalver blev afbrudt af Phil Medley & Bert Berns’ ”Twist and shout”, der lige som i The Beatles’ version var designet til at sætte gang i den, og dét lykkedes. Og selv om Blues Beatles herefter forlod scenen, blev den ekstatiske stemning bevaret, da de satte i med ekstranummeret ”Can’t buy me love”.

Skeptikere

Blues Beatles er blevet mødt af skeptikere, der ikke blot har sat spørgsmålstegn ved, om man kan spille Beatles som blues, men også om der nu er nogen grund til at gøre det.

Svaret på første spørgsmål er, at arrangementerne generelt fungerede ganske godt, og især i tilfældene ”The word” og ”Yesterday” en hel del mere end dét. Ikke alle numre havde lige stærkt bluespræg – nogle var snarere rhythm & blues, nogle rock ’n’ roll – men det virkede sjældent forceret.

Spørgsmål nummer to er mere kompliceret. Beatles-repertoiret er en gimmick, som giver bandet en øjeblikkelig genkendelighed og et stort publikumspotentiale.

Blues Beatles viste sig at være et ualmindeligt velspillende band med en stærk forsanger og nogle teknisk virkelig dygtige solister på saxofon, keyboard og guitar, som tilmed demonstrerede en imponerende, intuitiv bluesfornemmelse.

Ville jeg hellere have hørt dem spille nye, originale bluesnumre? Ja, det ville jeg nok. Men jeg anerkender den tæft, de lagde for dagen, og den stemning, de var i stand til at skabe. Koncerten med Blues Beatles var en fest, og de var ugens positive overraskelse.