Unikke Jimmy Burns-koncerter byder på musikalske gæster

Jimmy Burns og Morten Lunn

Tekst og foto: Jakob Wandam

Den 78-årige sanger, guitarist og mundharpespiller Jimmy Burns fra Chicago er i disse dage i Danmark, hvor han i november og december turnerer med sit danske Chicago Sessions Band (læs mere her). Orkestret kaldes sådan, fordi det består af musikere, som også bakkede amerikaneren op på hans 2020-album The Chicago sessions (læs anmeldelse her).

Laust “Krudtmejer” Nielsen

Albummet var produceret af Laust ”Krudtmejer” Nielsen, som også spiller bas i The Chicago Sessions Band. Thomas Crawfurd bemander trommerne, mens Morten Lunn er på guitar.

Bluesnews.dk overværede Jimmy Burns & the Chicago Sessions Bands koncert på Rampelys i Silkeborg lørdag den 20. november (læs anmeldelse her) samt koncerten i Kulturhuset Pilegården i Brønshøj, hvor billederne af Jimmy Burns i nærværende artikel stammer fra.

Live-album

Morten Lunn og Jimmy Burns

I aften, fredag den 26. november, rammer turnéen Underværket i Randers, og lørdag den 27. november er det Slotsbio i Hillerød, der lægger scene til. Herefter rundes Danmarksturnéen af med tre helt specielle koncert i hovedstaden, som alle vil blive optaget med henblik på udgivelse som et kommende live-album.

Det fortæller Laust ”Krudtmejer” Nielsen på sin Facebook-side.

De tre koncerter i København bliver med forskellige gæstesolister. Søndag den 28. september klokken 16-19 spiller Jimmy Burns på Lygten Station på Nørrebro sammen med Ronni Boysen (guitar) og Morten Lunn (vokal og guitar). Desuden medvirker Thomas Melau som special guest på mundharpe. Dørene åbner klokken 14, hvor DJ Reverend Shaker vender plader, og billetter kan købes her.

Emil Balsgaard

Onsdag den 1. december foregår det på den navnkundige Mojo Blues Bar i Løngangsstræde i Indre By fra klokken 19. Her er Emil Balsgaard (orgel) og Nisse Thorbjørn alias Copenhagen Slim (mundharpe) med som gæster hos Jimmy Burns & the Chicago Sessions Band.

Hvis man er hurtig, kan man måske nå at erhverve en ståplads/taburetplads via billet@mojo.dk. Fra klokken 22 er der i øvrigt duo-koncert med Hans Knudsen & Ronni Boysen – med gratis entré – så der er lagt op til en flot blues-aften på Mojo.

Rift om billetterne

Thomas Melau

Fredag den 3. december klokken 20-22.30 spiller Jimmy Burns & the Chicago Sessions Band på Bartof Station på Frederiksberg. Gæstemusikerne ved denne koncert er Chris Copen (klaver), Thomas Melau (mundharpe) og Rune Højmark (lapsteel-guitar). Billetter kan købes her.

Generelt er det en god ide at komme ud af starthullerne, hvis man vil opleve en eller flere af disse unikke koncerter, for der er rift om billetterne!

Efter de tre koncerter i København fortsætter Jimmy Burns & the Chicago Sessions Band til Norge, hvor de spiller i Oslo, Sandefjord og Slemmestad.