Varieret forårsprogram fra Blueskartellet

Blueskartellet i Horsens har netop præsenteret et ambitiøst og varieret forårsprogram. Her er plads til såvel ny R&B som jump- og Chicago blues.

Martin Jønsson

Martin Jønsson

Ballet åbnes fredag den 3. februar. Martin Jønsson Blues & Boogie Combo er en kvartet med forkærlighed for blues, boogie og rock ’n’ roll – med velkendte Jesper Bjarnesen på vokal og guitar.

Centralt i bandet er den unikke lyd fra et Hammond B3-orgel med Leslieboks (en særlig roterende højttaler, hvis rotationshastighed kan styres af organisten). Martin Jønsson, der betjener tangenter og baspedaler på det 200 kg tunge instrument, bakkes op af tre velkendte herrer fra den danske blues-scene: Jesper Bjarnesen på guitar og vokal, Jens Haack på saxofon og Claus Daugaard på trommer.

Repertoiret spænder lige fra blues, soul og rock ’n’ roll til stemningsfulde ballader, der er hentet fra navne som B.B. King, Ray Charles, Marvin Gaye og Donny Hathaway.

Loulou LaMotte

Loulou LaMotte

Ny rhythm ’n’ blues

Loulou LaMotte, en svensker med amerikanske rødder, følger den 10. marts. Hun har igennem de senere år udviklet en personlig stemme og et udtryk, der lægger sig i slipstrømmen af ny rhythm ’n’ blues, som vi blandt andet kender den med Alicia Keys, Anastacia og Christina Milian. Men Loulou er sin egen, og hun skriver de fleste sange selv, siden hun i 2008 kickstartede sin karriere i Idols på svensk TV4. Hun medbringer et kompetent band af musikere fra både Sverige, Estland og Danmark.

Junior Watson

Junior Watson

Junior Watson

Den 21. april byder programmet på en legende. Junior Watson har spillet med legendariske Canned Heat i sammenlagt fem år fra slutningen af 1980’erne og frem til midten af 1990’erne. Han er eksponent for den såkaldte jump blues, der tilbage i 1940’erne skabte furore og i dag regnes for skridtet mellem rhythm ’n’ blues og rock ’n’ roll. Stilen fik et comeback i 1990’erne, og genrens høje tempo og swing går igen i Junior Watsons spillestil.

Watson er en efterspurgt herre i studierne, og han har lagt sin særegne guitarlyd på plader med blandt andre Big Mama Thorton, George Smith, Jimmy Rogers, Charlie Musselwhite og Kim Wilson fra The Fabulous Thunderbirds.

Lurrie Bell

Lurrie Bell

Lurrie Bell

Lurrie Bell er søn af mundharmonikalegenden Carey Bell, som bl.a. spillede med John Lee Hooker. Lurrie begyndte at klimte på faderens guitar i en temmelig tidlig alder, og allerede som otteårig spillede han gospel i den lokale kirke. Lurrie er født i 1958 og voksede op i Chicago, da bluesscenen her var befolket af legender, og han havde tydeligvis et medfødt talent for lytte og skabe sin helt egen, unikke lyd. Han har medvirket på mere end 50 produktioner med andre kunstnere, hvor hans distinkte lyd af elegance og intensitet har skabt den rette feeling.

Lurrie Bell gæster KulisseLageret med sit Chicago Blues Band søndag den 14. maj.