Velfortjente priser og stærke musikalske oplevelser

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Onsdag den 15. august var store dele af det danske bluesmiljø samt et antal heldige bluesfans samlet i Turbinen i Randers for at uddele årets Danish Music Awards (DMA) Blues. Det var andet år i træk, at ceremonien foregik i Turbinen, og trods det, at der var gjort plads til flere publikummer i år, var der aldeles udsolgt. Salen var da også pakket tæt.

JazzDanmark og ROSA (Dansk Rock Samråd) skulle for første gang uddele hele tre priser: Blues Liveprisen, Årets Danske Bluesudgivelse og den nyindstiftede Årets Hoochie Coochie Man/Woman.

På scenen igen

Liveprisen blev sidste år givet til Uffe Steen (læs her), og sørme om ikke han måtte på scenen efter en statuette igen. Svend Erik Larsen fra Skagen Festival kunne nemlig overrække Blues Liveprisen 2018 til kvartetten Shades of Blue, der netop tæller Uffe Steen sammen med James Loveless, Morten Brauner og Claus Daugaard.

Begrundelsen for Shades of Blues præmiering lød bandt andet: ”Sublimt, sammentømret og teknisk suverænt med musikalsk overskud af uanede højder. I et mere end behageligt lydniveau fremføres klassikere og egne sange elegant, dynamisk, overlegent.”

De nominerede til Blues Liveprisen var indstillet af de danske spillesteder, og ud over Shades of Blue havde de også nomineret trioen Twang. Vinderen var herefter fundet ved afstemning blandt medlemmerne af DMA’s håndplukkede jury. I år bestod juryen af følgende:

• Jakob Wandam, Bluesnews.dk
• Maria Theessink, Tønder Festival
• Steve Johnson, MerleFest North Carolina
• Stevie Freeman, Americana Blues Association UK
• Rasmus Vinther, Mojo Blues Bar

Årets Danske Bluesudgivelse

Næste trofæ, der skulle uddeles, var prisen for Årets Danske Bluesudgivelse. Her kunne alle danske bluesudgivelser udsendt mellem 1. juli 2017 og 30. april 2018 komme i betragtning, og juryen havde indstillet Big Creek Slim, Barrow, Mojo Makers, Trainman Blues og Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard.

Bluesnews.dk’s Jakob Wandam kunne på juryens vegne overrække prisen til Trainman Blues for deres debutalbum, Trainman Blues (læs anmeldelse her). Statuetten blev modtaget af Laust Nielsen og Richard Farrell, der udgør bandet sammen med Thomas Crawfurd og Ronni Boysen.

Jakob Wandam fremhævede de fire musikeres høje individuelle niveau, og hvorledes de i fællesskab havde skabt et postmoderne bluesalbum, som trods sin klare rodfæstning i den traditionelle blues rakte ud over genrens traditioner og idiomer, ikke lød som noget andet – og lød ”skidegodt.”

Hoochie Coochie Man

Den sidste pris, hædersbevisningen ”Årets Hoochie Coochie Man”, gik til koncert- og festivalarrangør, booker m.m. Peter Astrup. Prisen skulle gives til ”en person, der i det forgange år har gjort noget særligt for bluesmusikken i Danmark. En person uden hvis indsats blues- og rootsmusikken i Danmark ville have været en eller flere oplevelser fattigere.”

Peter Astrup er ildsjælen bag Blues Heaven-festivalen i Frederikshavn, landets største og mest ambitiøse bluesfestival. Den begyndte i sin tid som Frederikshavn Bluesfestival, efter at Peter Astrup i en årrække havde arrangeret festivalen Djurs Bluesland. I 2018 har den endog fået en søsterfestival i Næstved, Blues Paradise, som Peter Astrup Blues Productions også står bag sammen med Arena Næstved (læs her).

Journalist Kurt Baagø overrakte prisen til Peter Astrup, som kvitterede med en ganske bevægende og morsom gennemgang af sine genvordigheder og sejre – vilkårene for en mand, der med sine egne ord ikke lever af musikken, men for musikken.

Peter Astrup løb med prisen foran de andre nominerede Viborg Blues- og Musikforening, Oscar Mukherjee, Christian Borg og Martin Olsen.

Underholdning

Løjerne blev lige som forrige år styret af konferencier (og DMA Folk-vinder) M.C. Hansen, og han var en veloplagt, naturligt afslappet og humoristisk vært. Den musikalske underholdning var, også i lighed med sidste år, lagt i hænderne på kapelmester Gustaf Ljunggren og hans makker på trommerne, Casper Simonsen.

De agerede husorkester og åbnede ballet med den instrumentale lejlighedskomposition ”Blues for Randers Kommune” – fordi, som Ljunggren annoncerede, ”de blå toner kommer for alvor frem, når man skal deale med kommunen!”

Det var da også stemningsfulde, blå slide-toner, der kom fra Gustaf Ljunggrens lapsteel-guitar, sagte akkompagneret af Casper Simonsens bækkener og dæmpede trommespil. Resten af aftenen spillede Ljunggren og Simonsen som backingband for de inviterede solister: Uffe Steen, Ida Gard og Svante Sjöblom.

Jazz og blues

Uffe Steen spillede tre instrumentale numre, der illustrerede hans ståsted mellem jazz og blues. Hans elegante guitartone kom til udtryk snart som bløde, jazzede forløb, snart som skarpe, melodiske bluessoloer.

Rungende vibrato afløstes af drilske trioler i et mini-sæt, der indeholdt numre af Sonny Boy Williamson, Mel Tormé og Eddie Harris.

Gustaf Ljunggren leverede en bund af dybe bas-toner fra sin guitar, og Casper Simonsen akkompagnerede med elegant, ofte afdæmpet spil, inden han sluttede af med en tromme- og koklokke-solo.

Udfordre

Singer/songwriteren og guitaristen Ida Gard var aftenens anden solist – resultatet af et udtalt ønske hos arrangørerne om at udfordre publikum med andet end traditionel blues. Aftenens tema, erklærede M.C. Hansen, var at afsøge, hvor bluesen kommer fra, hvor den er i dag, og hvor den skal bevæge sig hen.

Ida Gard kunne dog ikke få sig selv til på nogen måde at kalde sine sange for blues, og det var de da heller ikke. Til gengæld var både ”Burning blue fire”, ”Good enough” og ”Womb” og Ida Gard selv charmerende bekendtskaber med interessante tekster og en stærk musikalitet.

Sammen med Gustaf Ljunggren på skiftevis orgel og lapsteel-guitar og Casper Simonsens varierede spil skabte Ida Gard fascinerende og tryllebindende lydbilleder. Hun skal såmænd nok have vundet nogle nye fans denne onsdag aften.

Kanin i hatten

Sidste musikalske kanin i hatten var den skånske sanger og guitarist Svante Sjöblom, der modsat Ida Gard ikke er et ukendt navn på de danske bluesscener. Sekunderet af Ljunggren atter på lapsteel spillede Sjöblom ”Waltz for Vemmerlöv”, en Tom Waits-agtig sang med stærke elementer af folk blues og country.

På ”Gotta go” skiftede Gustaf Ljunggren til banjolin, og mødet mellem delta blues og stringband-musik gav dette rigtig fine nummer en Otis Taylor-stemning, som ikke blev mindre af en fremragende solo fra Ljunggrens hånd.

Svante Sjöblom sluttede et stærkt sæt af med en country gospel-lignende hymne til sin hustru, ”This road”. Her spillede Gustaf Ljunggren atter orgel, og Sjöblom selv fremviste nydeligt fingerspil på guitaren.

Finale

Til aftenens store finalenummer kom alle solisterne på scenen. Ida Gard sang kor bag Svante Sjöbloms leadvokal, mens Sjöblom og Uffe Steen spillede guitar. Det lød fabelagtig med Svante Sjöbloms kraftfulde stemme og Gustaf Ljunggrens ditto orgel, og da Uffe Steen afrundede en sublim guitarsolo, hang publikums kollektive underkæbe så langt nede, at de helt glemte at klappe!

Den festlige aften fortsatte efter ceremoniens afslutning i Turbinens lounge. Den officielle prisuddeling var dog nu rundet af, vinderne havde fået deres velfortjente priser, og publikum var blevet forkælet med stærke musikalske oplevelser.