Vellykket Blues Heaven Festival 2017

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen (hvor ikke andet er nævnt)

Tolvte udgave af den årligt tilbagevendende Blues Heaven Festival fandt sted i Arena Nord i Frederikshavn den 3. og 4. november 2017. Bluesfestivalen har indtil i år holdt til i Det Musiske Hus – ligeledes i Frederikshavn – der ligger meget tæt på centrum.

I år havde festivalleder, booker med mere Peter Astrup, Peter Astrup Blues Productions, dog valgt at forlægge festival-lokationen til Arna Nord, der ligger 1,8 km fra centrum.

Som navnet antyder, er Arena Nord et noget større sted end Det Musiske Hus og bruges sædvanligvis til afvikling af større sportsarrangementer, men i den relevante weekend genlød stedet af de blå toner og var totalt helliget bluesmusikken i mange forskellige variationer.

Faktisk tyvstartede festivalen torsdag den 2. november med musik ved amerikanske Sugaray Rayford Band på Freddy’s Bar i centrum af byen, men da Bluesnews.dk først ankom til Frederikshavn dagen efter, lader vi den tyvstart ligge.

Masser af plads

Arena Nord er et fleksibelt sted med masser af plads. Der var to scener: Royal Stage, der var placeret i sportshallen som sådan. Her var der stillet borde med duge og stole op, så musikken kunne nydes, mens man sad ned med eventuelle drikkevarer foran sig.

Der var tillige masser af gulvplads, så publikum kunne komme op mod scenen i stort antal. Desuden var der plads til at danse, hvis man havde lyst til det.

Den anden scene hed Spar Nord Stage og var placeret i et mindre lokale, hvor der var opstillet en god gang stolerækker, der optog det meste af gulvpladsen, og begge arrangementer fungerede godt.

Desuden kunne man helt ubesværet bevæge sig rundt fra sprut-med-mere-baren mellem de to sale, til cd-boden, videre til merchandiseboden og ned til enden af stueplanet, hvor der var både bar og madservering.

På stueplan kunne man også nyde den amerikanske fotograf Laura Carbones fine fotoudstilling ”Faces of the Blues.”

Mad og drikke

På førstesalen var der spisning for dem, der havde tilkøbt sig en VIP-billet, og der var også en velassorteret bar.

Desuden var der et presserum, og i et større tilstødende lokale var der indrettet en stor backstage-afdeling, hvor musikere og pressefolk kunne hænge ud. Her foregik også musiker- og pressebespisning med buffet, hvis indhold kunne indtages ved lange borde med hvide duge.

Dagen igennem var der ydermere sandwich og drikkevarer at få, hvis den lille sult og tørst skulle melde sig.

Hvad der kommer indenbords

Blues Heavens publikum havde også rigtig gode muligheder for at få sulten stillet.

Foruden pølser med brød kunne man ved arenaens café for eksempel købe smørrebrød. Andetsteds var der mulighed for at tilkøbe sig både dansk og amerikansk mad foruden vegetarkost, alt sammen til absolut rimelige priser.

Hvad der kommer indenbords, skal som bekendt også ud igen, og her skal det anføres, at toiletforholdene var uantastelige. Der var god plads og fine forhold i det hele taget. Hertil kommer, at Bluesnews.dk observerede, at både toiletter og toiletområderne som sådan så ud til at blive rengjort med jævne mellemrum. Et fint tiltag, så man som festivalgæst blev skånet for beskidte aftrædelsesrum.

Fredag eftermiddag på Freddy’s Bar

Freddy’s Bar, der ligger yderst centralt i Frederikshavn, var centrum for nogle glimrende koncerter. Fredag den 3. november kl. 13–17 spillede den amerikanske tangentvirtuos og sangerinde Doña Oxford og hendes glimrende band to lange sæt. Bluesnews.dk nåede frem til det sidste, og dét var en aldeles fornem tyvstart på festivalen.

De store smil var fremme fra første tone, både hos publikum og hos bandet, der gav den gas med deres blanding af boogie-woogie og blues, så det var umuligt ikke at blive revet med lige fra starten. Orkesterlederen styrede slagets gang med humor og vitalitet og gav den med ren anskuelsesundervisning i keyboardbehandling og bandledelsesteknik.

Desuden var der mere end almindelig god publikumskontakt og fin band-intern kommunikation. Da der ikke var tale om den store koncert, var musikerne iklædt dagligdags tøj. Eksempelvis optrådte Doña Oxford i swinging blue jeans og brun t-shirt med fredstegns-tryk på.

Deres sæt var en ren tour de force fra start til slut, og der hørtes flere numre fra Doña Oxfords seneste, medrivende cd Live … and loud!!, der udkom sidste år. Naturligvis opfordrede den livskraftige kvinde publikum til at investere i en cd, som hun gerne ville signere, ja faktisk sagde hun med glimt i øjet, at ”Jeg vil skrive på alt, hvad I vil have mig til at skrive på!”

Denne eftermiddags musikalske krumspring var en lovende forsmag på orkesterets reelle koncert i Arena Nord den følgende dag, og musikken kom mere end godt ud over scenekanten.

Bluesnews.dk fik i øvrigt en kort snak med Doña Oxford efter bandets sæt og sagde:

”Jeg overværede din koncert på Chicago Blues festival 2002 og var ikke imponeret. Men hvad I lige har spillet, var forrygende! Hvad pokker er der lige sket mellem 2002 og nu?”

Doña Oxford storsmilede sødt, blinkede med det ene øje og sagde: ”Jeg er blevet voksen!” Sådan!

Super Mario

Klokken 19 kunne Peter Astrup og Frederikshavns borgmester Birgit Hansen byde publikum velkommen i Arena Nord, og efter en introduktion fra festivalens veloplagte konferencier Big Llou Johnson kunne de musikalske løjer begynde. Den amerikanske soul blues-sanger og mundharpespiller John Németh havde æren af at åbne Royal-scenen.

Førhen optrådte Németh i skarptskåret jakkesæt og slips, men den tid er forbi. Nu skjuler han sig bag et stort fuldskæg, kedeldragt og solbriller – et kostume, han som en hyldest til Chuck Berry har udvidet med en rød kaptajnskasket. Resultatet blev, at den tidligere så stilfulde sanger i Frederikshavn mest fremstod som en forvasket Super Mario!

Stemmen er der dog ikke pillet ved, så den var som altid fløjlsblød, mens John Németh sang sig igennem sit repertoire af soul-ballader, tung funk og Memphis- og Chicago blues.

Németh skriver selv sine sange, og det gør han ganske godt. Der er naturligvis sange om kærlighed og begær, men John Németh er heller ikke bange for at håndtere mere alvorlige og kontroversielle emner, som han f.eks. gør det i ”Under the gun” fra det nyeste album, Feelin freaky.

Sangen handler blandt andet om USA’s problemer med skydevåben, men også mere generelt om, hvor langt vi mennesker er villige til at gå for at beskytte os selv, og om samfundsværdiernes sammenbrud. Sangen blev faktisk til efter et tidligere besøg i Danmark, hvor John Németh blev inspireret af de tyske bunkere ved kysten.

Kontakten til publikum

Stemmens og sangenes kvaliteter til trods var det dog, som om John Németh havde lidt svært ved at brænde igennem. Måske var det solbrillerne og kasketskyggen, der gjorde, at kontakten til publikum ikke helt var, hvad man kunne ønske.

Måske skyldtes det, at Németh spillede sin soul blues – en subgenre, der ofte associeres med fyldige blæsere og Hammondorgel – i nedbarberede arrangementer med et band, der blot bestod af guitar, trommer, bas og Némeths egen mundharpe. Eller måske var årsagen, at selvsamme mundharpespil virkede minimalistisk og aldrig rigtig lettede. Han virkede opsat på at nedtone ekvilibrismen og satse på at skabe grooves.

Efterhånden løsnede det dog lidt op, blandt andet i kraft af Anthony Stelmaszacks lange guitarsolo på ”My baby’s gone”. Med tiden lagde John Németh også solbrillerne, og med de medrivende sange ”If it ain’t broke” og især ”Fuel for your fire” begyndte han at få fat i publikum.

YouTube-sensation

Den største respons kom dog, da den 12-årige YouTube-sensation Toby Lee entrede scenen med sin guitar og sluttede sig til bandet på ”Country boy”. Det unge supertalent kunne sit repertoire af grimasser og rock-positurer, men først og fremmest spillede han fine, energiske soloer og supplerede John Némeths mundharpesolo med licks og fills og endte med at lægge salen ned ved at spille med guitaren bag nakken!

”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle spille, før jeg gik på,” betroede Toby senere Bluesnews.dk. Og det er den bedste måde at tilgå en bluessolo på!

John Németh & co. vidste godt, hvordan man på passende vis kunne følge op på en optræden fra en barnestjerne, nemlig med ”Ain’t too old”. Dét er den 42-årige John Németh bestemt heller ikke – hans soul-stemme er ren fløde for øregangene, og der blev sluttet af med et par catchy boogie-numre og endelig det funky titelnummer fra Feelin freaky. Men inden da var hans anti-image faretruende nær ved at fremmedgøre publikum.

Et scoop

Peter Astrup havde gjort noget af et scoop ved at få den sorte amerikanske bluesmand Marquise Knox på plakaten.

Den unge guitarist, mundharpemand, sanger og sangskriver, der er født i St. Louis i den amerikanske delstat Missouri, havde aldrig gæstet Skandinavien, før han optrådte i Frederikshavn.

Marquise Knox indspillede sit debutalbum Manchild kun 16 år gammel med god hjælp fra den i 2012 afdøde bluesguitarist Michael Burks og dennes band. Albummet blev nomineret til en Blues Music Award i kategorien Bedste Nye Kunstner-Debut.

Herefter fulgte albummet Here I am, og i 2017 udkom hans seneste værk, live-albummet Black and blue. Albummet er mere laid back end hans forrige fuldlængdeudgivelser med fokus på hans voksende talent for sangskrivning.

Desuden er hans udgave af the blues tilsat en dosis storby-R&B på Black and blue, der kun har fået meget fine anmeldelser, og dét med god grund.

Den nu 26-årige Marquise Knox spiller med stor respekt for bluestraditionen og dens tidligere udøvere i en sådan grad, at han er blevet betegnet som ”en ung mand i en gammel mands sjæl.”

Stjerne i svøb

Mandens form for blues er dog absolut ikke støvet. Den er gammeldags og moderne på samme tid, og aldeles overbevisende; både når Marquise Knox giver den som guitarist og som sanger og mundharpespiller. Desuden skriver han nogle vedkommende tekster.

Med sig havde Marquise Knox den unge sorte, aldeles charmerende sangerinde Kat Riggins, der har et par album bag sig, og som før har gæstet Europa. Kat Riggins er en stjerne i svøb, der favner bredt: Blues, soul, R&B, ja selv rock-elementer sniger sig ind i hendes musik, som hun formidler med stor stemmevolumen og indtagende let hæshed i stemmen.

Kat Riggins, der har sit eget band, Blues Revival, har en mission: at udbrede kendskabet til the blues, og det gjorde hun særdeles godt i selskab med Marquise Knox og hans band på Spar Nord Stage i Arena Nord den 3. november, med planlagt koncertstart kl. 20.30.

Glimrende musikere

Der var dog ca. 15 minutters forsinkelse i forhold til tidsplanen. Der skulle åbenbart flere publikummer ind i salen, før musikken kunne starte, men da salen var ved at være godt fyldt, kom de glimrende musikere på scenen.

Guitaristen Matthew Lawder, trommeslageren Michael Battle og Augustus Thornton på femstrenget bas kom på plads, skarpt forfulgt af orkesterlederen og Kat Riggins. Sidstnævnte blev selvsagt præsenteret, men forsvandt igen. Dog vendte sangerinden tilbage med jævne mellemrum og tog kegler hver eneste gang.

Der var bid i orkesterlederens guitar og kraft i hans stemme fra først færd, trommeslageren spillede utroligt tight hele koncerten igennem, og Matthew Lawders spil var der knald på, mens den grundet hofteproblemer konstant siddende bassist holdt fornemt sammen på det hele.

Kræs for øregangene

Det soul-påvirkede nummer ”Sweet smell” fra Black and blue med en bemærkelsesværdig solo ved Matthew Lauder var kræs for øregangene, og så kom Kat Riggins på scenen.

Her sang hun Koko Taylor-nummeret ”Voodoo woman” til stor applaus, og under Rufus Thomas-sangen ”Walking the dog” hoppede Marquise Knox ned fra scenen og gik syngende rundt på gulvet.

”Blues man” fra Black and Blue fik man også. Her sang Marquise Knox solo til sidst, men fik også fyret en bister guitarsolo af, og så var der hele koncerten igennem glimrende publikumskontakt.

Gensidig ros

Elleve numre henne opfordrede Kat Riggins publikum til at give en stor hånd til Marquise Knox Band og gjorde opmærksom på, at hun og bandet aldrig havde mødt hinanden, endsige øvet, før de stod på scenen i Frederikshavn.

”Gutterne her fik først mit materiale for et par uger siden, men de har gennemøvet det som de professionelle musikere, de er.” Og publikum klappede benovet og begejstret.

Til gengæld var Marquise Knox heller ikke bleg for at rose Kat Riggins og sine medmusikere flere gange under den en time og 45 minutter lange koncert, så tydeligt velment gensidig ros var der nok af, og dét klædte musikerne.

Allerbedste

Koncertens fjortende nummer havde Kat Riggins i centrum med et nummer af ”min bedstemor i ånden” Koko Taylor, og så gav sangerinden og musikerne den gas med klassikeren ”Wang dang doodle”, så ikke et øje var tørt.

Og publikum sang med. Her blev alle musikerne desuden præsenteret og fik hver deres plads i spotlyset efter tur.

Koncertens sidste nummer var Muddy Waters-klassikeren ”Got my mojo working”, der blev leveret med bravour. Her hørtes endvidere Marquise Knox på mundharpe.

Marquise Knox, hans bandmedlemmer og Kat Riggins fik virkelig deres musik sparket langt ud over scenekanten; så langt, at denne koncert må rangere blandt festivalens allerbedste.

Stjernebesat

Den diminutive soul- og soul blues-sanger Wee Willie Walker var et af festivalens hovednavne, og inden han kunne gå i gang med sit sæt, måtte han sætte sit håndaftryk i en cementflise og dermed lade sig optage i Arena Nords Wall of Fame.

Derefter kunne bandet sætte i gang, og det var et stjernebesat orkester, som guitaristen Kid Andersen havde sammensat til at bakke Walker op.

Ud over Kid Andersen selv – der kendes fra Rick Estrin and the Nightcats, som solist og som sideman og producer i sine egne Greaseland-studier – talte bandet Nightcats-kollegerne Alex Pettersen på percussion og Lorenzo Farrell på keyboards, Jim Pugh fra The Robert Cray Band og utallige sessions ligeledes på tangenter, supertrommerslageren Derrick ”D’Mar” Martin, Bill Troiani alias Billy T på bas samt tre korsangerinder og de fire mand store Viking Horns fra Norge.

Sublimt swingende

De spillede fra første strofe sublimt swingende, og ikke mindst Kid Andersen var i storform denne aften med en helt fantastisk tone og skiftevis elegante soloer og funky, huggende rytmespil.

Ingen kunne dog overstråle Wee Willie Walker, der viste sig som en klassisk soulsanger af allerhøjeste kaliber. Han lagde ud med ”Read between the lines”, og det lød fantastisk! Den silkebløde stemme og timingen sad lige i skabet, og Walker optrådte tilmed med store smil, glimt i øjet og fremragende publikumskontakt.

Sættet bestod af soul- og soul blues-sange, mange af dem fra Wee Willie Walkers comeback-plade If nothing ever changes (2015) og den netop udgivne After a while.

Men der blev også plads til klassikere som ”I feel like breaking up somebody’s home” (oprindeligt udsendt af Ann Peebles i 1971) og Willie Dixons Chicago blues-standard ”Little red rooster”, der her blev serveret i en dampende soul blues-version med lækkert walking bass-spil af Billy T, en orgelsolo fra Jim Pugh og en jazzet guitar-ekskursion med Kid Andersen.

Magisk

Et magisk øjeblik var, da Wee Willie Walker satte i med Sam Cookes ”A change is gonna come”, som blev sunget så ualmindeligt smukt, at Bluesnews.dk’s anmelder fik våde øjne.

Men det var i det hele taget fra start til slut en magtdemonstration af en koncert. Arrangementerne var upåklagelige, og den fyldige lyd, der blev skabt af blæsere og kor, fik sat prikken over i’et af Alex Pettersens congas og af Pugh og Farrell, der skiftedes til at spille orgel og elklaver. Det lød hamrende godt!

Anerkendelsen var heller ikke til at tage fejl af fra festivalens andre optrædende. En af dem var Rick Estrin, der tilmed kom på scenen og føjede sin karakteristiske mundharpe-lyd til ”Funky way”, men der var også anerkendende nik fra Mike Ledbetter blandt publikum, og en glædesstrålende Sugaray Rayford gav D’Mar et ordentligt bjørnekram, da denne forlod sit trommesæt.

Wee Willie Walker & Kid Andersen’s Greaseland All-Stars blev et af Blues Heavens absolute højdepunkter.

Hårdtslående orkester

Aftenens anden og sidste koncert på Spar Nord Stage startede ca. kl. 22.45 og var med Zac Harmon Band. Orkesterleder, guitarist, sanger, sangskriver, producer med mere Zac Harmon havde som Marquise Knox aldrig spillet i Skandinavien, før han og hans band entrerede scenen i Arena Nord.

Zac Harmon har seks cd’er under bæltet, hvoraf den seneste, Right man right now, udkom i 2015 på hæderkronede Blind Pig Records. Zac Harmons form for blues har rødder i Mississippi, men han blander traditionelle blues-toner med blandt andet rock, bluesrock og reggae.

I 2006 modtog Zac Harmon en Blues Music Award for albummet The blues according to Zacariah, i kategorien Bedste Nye Kunstner-Debut, selvom hans første cd faktisk blev udgivet allerede i 2002.

Knytnæve

Zac Harmon, trommeslageren Ralph Forrest, bassisten Chris Gipson, keyboardmanden Corey Carmichael og guitaristen Texas Slim leverede et sæt, der nærmest føltes, som det må være at få en knytnæve i kæften. Forstærkerne var mindst skruet op på 11, så publikum fik noget af et lydtryk, der dog var afbalanceret af god lyd, men hårdt var det.

De indledende tre numre må betegnes som hård rock, funk og hård rock blues, mens fjerde nummer var skruet en smule ned i tempo, uden af der blev gået på kompromis med lydtrykket.

Der var godt samspil alle musikere imellem, og visuelt gjaldt det samme mellem Zac Harmon og Chris Gipson.

Manglende præsentation

Ofte manglede der for flere kunstneres vedkommende på Blues Heaven Festivalen 2017 præsentation af de enkelte numre. Dette gjaldt også Zac Harmon, men blandt andet ”Raising hell” fra albummet Right man right now blev dog præsenteret.

Her udmærkede Texas Slim sig med en fremragende solo, og i det hele taget gjorde anden-guitaristen et godt indtryk hele koncerten igennem.

Soul fik man også, og så var der det fedt swingende up-tempo nummer ”Who’s knockin’”, der virkelig tog stikket hjem.

”Who am I to hide” var et tilfredsstillende, hurtigt nummer med godt korarbejde fra alle Zac Harmons musikere.

Dertil skal det bemærkes, at samtlige fem tydeligvis var gode teknikere, præcise og velsammenspillede.

Bob Dylan

For at det ikke skal være løgn, dedikerede Zac Harmon Bob Dylans klassiker ”Knocking on Heaven’s door” til publikum. Trods dette nummers stille karakter leverede Zac Harmon og medmusikere nummeret i en aggressiv version med en fed guitarsolo ved orkesterlederen.

Endelig blev der sluttet af med aftenens trettende nummer, der lå lige lovlig langt fra blues-idiomet.

I det hele taget må det siges, at den musik, Zac Harmon & co. præsterede denne aften, havde mere karakter af rock end af blues, men de fleste publikummer labbede tilsyneladende tonerne i sig uden problemer.

“Chicago royalty”

Ronnie Baker Brooks, der af konferencier Big Llou Johnson blev præsenteret som ”Chicago royalty” – han er søn af den nyligt afdøde Chicago-legende Lonnie Brooks – havde fornøjelsen af at afslutte Blues Heavens første dag fra Royal Stage.

Det gjorde han og bandet (Daryl Coutts på orgel, Ari Seder på bas og Maurice Jones på trommer) med buldrende Hammond-orgel, hvinende guitar og et par bluesrock-numre, der hverken kunne sige sig fri for tung lyd, funk eller guitar-lir – til stor begejstring hos det meste af publikum.

Da de nåede til Willie Dixons soulfulde slow blues ”My love will never die”, begyndte Ronnie Baker Brooks dog at vise, at han også kunne spille elegant og tilbageholdende.

Hyldest

Brooks er tydeligt stolt både af sit ophav og sin baggrund i Chicago. Han stil er måske nok mere rocket og postmoderne, men baserer sig på den klassiske Chicago blues, og det begyndte han nu at give gode prøver på.

En forrygende ”Born in Chicago” udviklede sig til en hyldest til hjembyen, idet den gled over i først Robert Petways ”Catfish blues” og siden Dixons ”I just want to make love to you”. Undervejs underholdt Brooks med imponerende parodier på John Lee Hooker og Howlin’ Wolf.

Nu var der rigtig godt gang i festen, og under den efterfølgende ”Twine time” måtte Big Llou Johnson ud og danse på scenen.

Med dødsforagt

Næste gæst var Toby Lee, der kom på scenen under ”Let me love you baby” (endnu en Willie Dixon-klassiker) og med dødsforagt kastede sig ud i en guitarduel med Ronnie Baker Brooks.

Toby Lee blev på scenen til det næste nummer, ”Stuck on stupid”, og her spillede han så smukt og indfølt, at man måtte bøje sig i støvet.

Det var desuden en fornøjelse at se, hvordan Ronnie Baker Brooks nærmest faderligt opildnede Toby Lee, og hvordan Tobys mor tydeligvis var ved at briste af stolthed ude i scenefløjen – med god grund.

Noget for enhver

Ronnie Baker Brooks bød på noget for enhver. Der var bluesrock og lir, sågar en enkelt rap og ikke mindst en opdateret udgave af Chicago bluesen. Sidstnævnte var det mest interessante, for her fik Brooks demonstreret, at han mestrer sjæl såvel som teknik.

Ikke mindst er han en veloplagt, positiv performer, der forstår at skabe en god stemning og få publikum til at føle sig underholdt og godt tilpas. Det skulle vise sig næste aften, at det ikke er alle kunstnere, der magter dette.

Med Ronnie Baker Brooks’ optræden sluttede fredagens officielle festivalprogram. Gæster, der havde energi til mere, kunne dog fortsætte på Freddy’s Bar, hvor der var ”afterparty” med musikalsk underholdning af Kilborn Alley Blues Band.

Bluesnews.dk valgte dog at gemme kræfterne til lørdagens program.

“Talkin’ Blues”

Lørdag den 4. november kl. 10.30–11.30 var Restaurant Panorama på Hotel Jutlandia i Frederikshavn rammen om arrangementet ”Talkin’ Blues”.

Idéen var, at Rick Estrin, Kid Andersen, Wee Willie Walker og Toby Lee snakkede om deres tilværelse som bluesmusikere, hvordan de kom ind i bluesmusikken og i diverse bluesmiljøer, deres opvækst etc.

”Talkin’ Blues” skulle også have omfattet ”The-American-way-brunch”, men grundet et alt for beskedent billetsalg til dette arrangement blev denne brunch droppet.

Til gengæld var der så mere tid til snak fra de fire bluesfolk, der var i fokus, og det var kun godt. Big Llou Johnson var ordstyrer, og også dén rolle fyldte han godt ud.

Snavs

Wee Willie Walker, der vitterligt er en lille mand, lagde ud og fortalte om en mindre spændende opvækst hos en plejefamilie, om at være ude i noget snavs og at finde et holdepunkt i blues- og soulmusikken, om at trække sig tilbage fra musiklivet og om, hvordan han fandt tilbage igen.

Toby Lee beskrev sin tilgang til bluesmusikken, hvordan han kom til at spille blues, sine idoler og fremtidsplaner – som blandt andet omfattede at få en uddannelse og bo i en autocamper!

Kid Andersen berettede om sin opvækst i Norge, hvordan det var at etablere sig i USA, hvem han havde spillet med, om nødvendigheden af en vis portion held, og om mødet med Rick Estrin.

Rick Estrin skildrede sit liv som alfons(!), sin indgang til bluesmusikken, mødet med Little Charlie Baty, med hvem han grundlagde Little Charlie and the Nightcats, sit stofmisbrug – eller en del af det – og snakkede selvsagt også om sangskrivning med mere.

Efter en times tid var der tid til spørgsmål fra publikum, men der var ingen, der havde noget at spørge de fire paneldeltagere om. Sikkert fordi de fire virkelig havde ryddet deres respektive borde med deres individuelle fortællinger.

Publikum gik ordmætte, glade og tilfredse fra ”Talkin’ Blues”-arrangementet, der således må siges at have været en succes.

Showmanship og humor

Lørdagens egentlige festivalprogram begyndte kl. 16 i Arena Nord, hvor Rick Estrin and the Nightcats åbnede Royal Stage. Eftersom Bluesnews.dk anmeldte bandet tidligere på turnéen – nemlig da de gæstede Train i Aarhus den 2. juni (læs anmeldelse her) – valgte Deres udsendte dog at koncentrere kræfterne andetsteds.

Bluesnews.dk nåede dog at overvære de første 5-6 numre af amerikanernes sæt, og som altid var der skruet op for showmanship og humor hos Estrin & co.

Tilmed var man endnu en gang vidne til en Kid Andersen i fin form, lige som Rick Estrins flænsende mundharpelyd var en sand fornøjelse

Eksportvare

Imidlertid måtte Bluesnews.dk fortrække til Spar Nord-scenen, hvor Thorbjørn Risager & the Black Tornado var dagens første optrædende.

Thorbjørn Risager er dansk blues’ største eksportvare (han er på kontrakt med det store tyske blues-pladeselskab Ruf Records), så det var passende, at det netop var ham og hans Black Tornado, der som de eneste udøvere repræsenterede de danske farver ved Blues Heaven.

De udgav i begyndelsen af året albummet Change my game, der markerede et skift i retning af et mere rocket udtryk. Siden har Thorbjørn Risager & the Black Tornado turneret flittigt og derved indarbejdet et sceneshow, der fremstår professionelt, gennemarbejdet og tight.

Stærk stemme

Risager har ubetinget en af de stærkeste stemmer i dansk, for ikke at sige europæisk blues, og han står i spidsen for et orkester, der dyrker den fuldfede soul blues-lyd med to saxofoner (spillet af Kasper Wagner og Peter W. Kehl), to guitarer (Risager og Peter Skjerning), keyboard (Emil Balsgaard), bas (Søren Bøjgaard) og trommer (Martin Seidelin).

De spillede et gennemprøvet sæt med gang i den fra åbningsnummeret ”If you wanna leave” og havde godt fat i publikum med deres blanding af blues, soul og rock.

Ud over leadvokalen holdt Thorbjørn Risager sig i det store hele til at spille rytmeguitar, men når han en sjælden gang gav en solo, gjorde han det elegant og disciplineret – det kunne han såmænd godt gøre noget oftere.

Blandt sættets højdepunkter var ”Train”, hvor Peter Skjerning spillede på et tydeligvis hjemmelavet strengeinstrument baseret på tre strenge og en konservesdåse! Det gav en herligt bluesy, down-home stemning.

Også den afdæmpede ”China Gate”, hvor Skjerning spillede bottleneck-slide, og Emil Balsgaard pyntede med Thomas Koppel-lignende orgeltoner, var blandt koncertens bedre numre.

Spontanitet

Thorbjørn Risager & the Black Tornados popularitet er svær at argumentere imod, men skulle man udsætte noget på deres performance, skulle det være, at man savner spontanitet.

Showet – og det ér et show – er så gennemarrangeret, planlagt og koreograferet, at man indimellem savner fornemmelsen af noget unikt – forskellen på at gå til en koncert og høre en plade.

Har man været til flere koncerter med bandet, ved man, at alt fra saxofonisternes dansetrin til de replikker, der afleveres mellem numrene, stort set er det samme fra koncert til koncert. Musikerne er ubestrideligt dygtige, men de tætte arrangementer levner ikke megen plads til, at dagens guitarsolo er anderledes end gårsdagens.

Thorbjørn Risager & the Black Tornado leverede varen – og skyndte sig videre til den næste koncert i Randers samme aften – og publikum var begejstrede over underholdningen og det høje professionelle niveau. Det ville dog klæde Risager & co. med noget mere løssluppenhed.

Sympatisk bekendtskab

Kl. 18.30 blev Royal Stage indtaget af engelske James Hunter Six, der var et aldeles sympatisk bekendtskab.

For Bluesnews.dk var det tillige et gensyn – og genhør – med James Hunter, der kort efter udgivelsen af sit andet album Kick it around (2001) spillede i Danmark, hvor han blandt andet rundede Odense, hvor Bluesnews.dk troppede op.

Apropos album fik James Hunter Six i 2016 Hold on! på gaden, udsendt på det gode pladeselskab Daptone og indspillet i mono, helt i tråd med musikkens karakter. Alle numre er skrevet af James Hunter, og skiven fik fine anmeldelser, hvilket der ikke er noget at sige til.

Eneste anke herfra er, at den med sine kun lidt over 30 minutters spilletid er for kort. Den måtte gerne have været dobbelt så langt.

Solidt hold

James Hunter Six, der består af kapelmesteren på sang og guitar, Jonathan Lee på trommer, Lee Badau på baritonsaxofon og Damian Hand på tenorsaxofon, Andrew Kingslow på piano, orgel og percussion samt bassisten Jason Wilson, er et solidt hold.

Således sad hver eneste tone, sekstetten spillede, lige i skabet, og det var fuldfed, swingende soul blues med rødder direkte tilbage til 1960’erne, de formidlede. En sammenligning med legendariske Georgie Fame and the Blue Flames ligger for eksempel lige for.

James Hunter var placeret centralt på scenen og stod helt fremme som ankermanden, der styrede slagets musikalske gang.

God kommunikation

Man fik flere numre fra musikernes seneste album, blandt andet det latin-påvirkede ”(Baby) hold on” med en fed sax-solo.

James Hunters gode stemme var selvsagt i fokus, mens hans bærende guitartoner også var prominente i lydbilledet. Her klarede James Hunter såvel rytme- som lead-guitar i fineste stil.

Den smukke ”Don’t smoke that fag” havde fremtrædende, bidende sax samt en fin guitarsolo ved kapelmesteren. Heller ikke her fornægtede latin- og soul-inspirationen sig.

Englænder som James Hunter er, takkede han høfligt publikum for klapsalver efter hvert eneste nummer, og der var fin ping-pong mellem James Hunter og publikum, såvel som mellem de seks musikere.

Amerikansk rhythm & blues

Den amerikanske rhythm & blues-vokalgruppe The ”5” Royales blev hædret med nummeret ”Baby don’t do it” i en tyktflydende version med en næsten surf-agtig lyd på James Hunters guitar og en herlig guitarsolo fra samme herre.

Northern soul-nummeret ”Stranded” gik rent ind hos publikum, mens James Hunter smådansede til de duvende toner.

Der var også flere ballader på repertoiret, hvor James Hunters vokal fik en ekstra dimension, og ska-påvirkede toner hørte man også fra dette fine engelske band.

Desværre var der lidt for få folk til denne koncert, der virkelig var en fornøjelse. Men de, der glip af James Hunter Six, må så se at få fat på albummet Hold on!, der er svært at sidde stille til, ligesom bandets live-præstation her var det.

Sexet, fræk og forførende

Amerikanske Doña Oxford, “the two-fisted boogie-woogie mama” og hendes yderst velspillende band invaderede Spar Nord Stage kl. ca. 19.45. Dette var deres første koncert i Danmark.

Gode rygter om den særdeles talentfulde tangentbetvinger og hendes medmusikeres optræden på Freddy’s Bar dagen i forvejen må have været i cirkulation, for salen var godt fyldt længe før koncertstart.

Der var ikke én eneste siddeplads at få, og det er der ikke noget at sige til, for Doña Oxford og hendes absolut godt sammentømrede band bare må man opleve om muligt, og det var der forståeligt nok mange, der ville.

Leadguitaristen James Beck, bassisten og korsangeren Philip Mann, guitaristen og korsangeren Jim Williams samt trommeslageren og korsangeren Sam Roberts udgør sammen med Doña Oxford et glimrende hold, der virkelig kan få musikken til at lette.

Og så har Doña Oxford et vokalorgan, der nok kan blæse de fleste træer omkuld. Ikke blot er hendes stemme kraftig, den er også varieret og passer perfekt til den musik, hun gør det i – boogie-woogie og funky soul blues.

Tight

Kapelmesterinden og hendes musikere spillede bare så tight lige fra starten af deres forrygende koncert, og publikum røg på boogie-woogie- og bluesvognen lige med det samme.

Doña Oxford var denne aften iført sort kjole, blottede skuldre og sorte, højhælede sko, mens hendes ”drenge” var klædt i mere casual, men sobert tøj.

Doña Oxford, der med sit keyboard og sin mikrofon var placeret midt på scenen, styrede slagets musikalske gang med hård, men venlig hånd, flankeret af sine to guitarister.

Damen er i hele sin fremtoning både sexet, fræk og forførende, samtidig med at hendes humor overstråler hele scenen og smitter af på både publikum og medmusikere.

Sådan var det også under denne koncert, og der var smil på samtlige musikeres læber. Det var tydeligt, at alle fem virkelig kunne lide at spille det, de gjorde, og at spille med hinanden.

Fede guitarsoloer

Naturligvis skulle energibundtet Doña Oxfords seneste fuldlængdeudgivelse promoveres, og åbningsnummeret var da også den storswingende ”Won’t be long” fra hendes seneste album Live … and loud!!

Forrygende pianospil var der masser af, og den glimrende James Beck fyrede én af mange fede guitarsoloer af. Man lagde dog også i høj grad mærke til Jim Williams, hvis rytmeguitarspil sad lige, som det skulle, og til de to rytmemagere Philip Mann og Sam Roberts, der sammen lagde lige den bund, der skulle til.

”Something you got” – ligeledes fra Live … and loud!! – fulgte, og man fik også Koko Taylor-nummeret “Find a fool, bump her head”, der også findes på Doña Oxfords seneste cd.

Desuden var der toner af så forskellige kunstnere som Tina Turner, The Kinks, The Beatles, Jimi Hendrix og sågar Deep Purple strøet med let hånd ud over kvintettens store musiktæppe.

Et rent festfyrværkeri af en koncert, og en af festivalens absolut mest mindeværdige, hvor Doña Oxford gav det talstærke publikum ”the full keyboard treatment” i sublimt samarbejde med sit fortræffelige band.

Med Gud på guitar

Hæderkronede Sugar Ray and the Bluetones, der snart har eksisteret i en menneskealder med stort set samme besætning, trådte op på Royal Stage lørdag kl. 22, og de var aldeles punktlige.

Besætningen er dog ændret en kende på det seneste, idet der er lavet en enkelt udskiftning. Superguitaristen Monster Mike Welch forlod nemlig for ikke så længe siden orkesteret til fordel for et samarbejde med ingen ringere end guitaristen og sangeren Mike Ledbetter.

Som erstatning for Monster Mike Welch finder man nu selveste medgrundlæggeren af Little Charlie and the Nightcats, den højt respekterede guitarvirtuos Little Charlie Baty, der af mange betragtes som en guitar-gud.

Stor respekt

Little Charlie Baty, der ellers gik på pension for nogle år siden, vendte tilbage til Danmark med et brag på Blues Heaven Festivalen. Han fik al den plads, han kunne ønske sig, men overtog på intet tidspunkt føringen af det kollektiv, han nu er en del af.

Han brillerede med sit storslåede guitarspil, på linje med orkesterets anden hovedsolist, orkesterlederen Sugar Ray Norcia på sang og mundharpe.

Sugar Ray and the Bluetones er et orkester, hvor alle medlemmer er på det rene med, at summen af kræfter er stærkere end enkeltdelene, og det var tydeligt, at de enkelte medlemmer nærer stor respekt for de andres kunnen.

Prominente publikummer

Sugar Ray and the Bluetones, der i indeværende år har været nomineret til ikke færre end ti Blues Music Awards, er et orkester, der er leveringsdygtige i hele bluespakken:

Chicago blues, Texas blues, swing-blues med mere; ja selv jazz-blues-toner kan de diske op med, og alt dette fik et begejstret publikum eksempler på.

Der blev spillet med bandets karakteristiske gode håndværk, og der blev endog plads til et jazzet instrumentalnummer med Little Charlie Baty i fokus, kun flankeret af Michael Mudcat Ward på bas og Neil Gouvin på trommer.

Desuden var der prominente folk blandt det begejstrede publikum, nemlig Rick Estrin og Kid Andersen fra Rick Estrin and the Nightcats og J.T. Lauritsen fra norske J.T. Lauritsen and the Buckshot Hunters, der alle nød en aldeles fornem koncert.

Ubeskrevet blad

Det mest ubeskrevne blad på Blues Heaven 2017-programmet var schweiziske Pascal Geiser Band, som var næste navn på Spar Nord Stage.

Geiser arbejder stadig på sit første internationale albumudspil, men det danske bluespublikum kender ham fra forårets European Blues Challenge i Horsens, hvor Pascal Geiser Band opnåede en tredjeplads.

Det var dog en tydeligt nervøs Pascal Geiser, der vandrede omkring scenen i et kvarters tid og udskød koncertstarten for at få flere publikummer ind i salen.

Der var dog stadig mange tomme sæder, da bandet satte i gang, men det lod nu ikke til at påvirke sangeren, som virkede glad grænsende til det friskfyragtige.

Fyldig lyd

Pascal Geiser Band tæller ud over frontmanden på vokal og rytmeguitar hans ”højre hånd og musical director” Shanky Wyser på orgel, Rolf Mosele på leadguitar, Claudio Berla på bas, Simon Moll på trommer og Stefan Künzli, Ernst Buchinger og Dominik Honauer på henholdsvis saxofon, trompet og trombone.

De har en fyldig lyd, hvor blæserne får lov at spille en stor rolle, og disse stillede sig da heller ikke tilfredse med at gemme sig bag partiturerne. Flere gange var Künzli, Buchinger og Honauer således fremme på scenekanten, både i samlet flok og hver for sig. Særligt saxofonen tog en pæn andel af koncertens soloer.

Pascal Geiser selv var dog det ubestridte fokuspunkt, ikke så meget i kraft af sin instrumentale præstation – han spillede dog såvel akustisk og elektrisk guitar som mundharpe – men fordi han gav den som storsmilende entertainertype og gerne fortalte historier mellem numrene.

Energi

Energi var der således masser af på scenen, og Pascal Geiser lagde stor afstand til ideen om bluesmanden som modgangspræget enspænder. ”A lucky man can play the blues,” insisterede han i sang og fremviste glad ringen på sin finger.

Om han så rent faktisk spillede blues, kunne nok diskuteres. Pascal Geiser Band fremstod som et party-orkester, der nok flirtede med blues, boogie og rhythm & blues – især på sangen ”My pillow” ramte de en fin New Orleans-R&B-lyd – men lige så ofte spillede de sange, der med samme ret kunne klassificeres som pop/rock.

Det var en tilbagevendende gimmick, at Pascal Geiser mellem numrene fortalte, hvordan man som bluesmusiker reagerede på forskellige situationer, nemlig: gik hjem og skrev en sang om dem. Men efterhånden fik man lyst til at bede ham holde op med at beskrive sig selv som bluesmusiker og i stedet spille noget blues!

Naivistisk

Sangene var desuden præget af, at engelsk tydeligvis ikke var Geisers modersmål. Indimellem fremstod teksterne simpelthen naivistiske, hvilket naturligvis blev forstærket af Pascal Geisers drengede kækhed og kraftige accent.

Man fik størst respekt for schweizeren, når han en sjælden gang tog en tørn som solist på guitaren, for det gjorde han faktisk udmærket. Hvor den egentlige leadguitarist Rolf Mosele virkede alt for busy på strengene, spillede Pascal Geiser selv afmålt og med god timing og elegance. Lige som Thorbjørn Risager burde han udnytte dette element noget mere.

Man savnede også lidt bedre udnyttelse af Shanky Wyser på tangenterne. Han viste god bluesfornemmelse og lignede en, der havde mere at byde på.

Kraftcenter

Det skal siges til Pascal Geiser Bands forsvar, at de havde alle odds imod sig, i og med at kraftcenteret Sugaray Rayford og hans forrygende band spillede næsten samtidig på Royal Stage.

Amerikanske Sugaray Rayford er et energibundt uden lige og havde ingen problemer med at samle publikum omkring festivalens største scene.

Da Bluesnews.dk anmeldte hans optræden i Vejle mindre end en måned tidligere (læs anmeldelsen her), måtte der dog planlægges uden om Sugaray Rayfords koncert.

Bluesnews.dk fik således kun slutningen af Sugaray Rayford sæt med. Inden da havde den store amerikaner blandt andet haft besøg på scenen af såvel Toby Lee som J.T. Lauritsen.

Hele tre gange

Amerikanske Kilborn Alley Blues Band har eksisteret i 18 år, men havde aldrig været i Skandinavien, før de ramte Frederikshavn, hvor de optrådte på Blues Heaven Festivalen 2017.

Her kunne de til gengæld opleves hele tre gange. Først fredag nat kl. 01.15–03.00 og dernæst lørdag eftermiddag kl. 12-14. Begge gange spillede de nemlig på Freddy’s Bar, hvor Bluesnews.dk fangede dem om lørdagen.

Endelig spillede de lørdag aften i Arena Nord på Spar Nord Stage kl. 23.45, hvor Bluesnews.dk også var til stede.

Med sig i Frederikshavn havde Kilborn Alley guitaristen og sangeren Mike Ledbetter.

Eminent erstatning

Mike Ledbetter er ikke fast medlem, men var inviteret med, da orkesterets faste guitarist Josh ”Hitman” Stimmel var forhindret. Og Mike Ledbetter var noget af en eminent erstatning.

Ledbetter er klassisk skolet i sang og har en formidabel stemme. Tilmed er han en mere end fremragende guitarist med en fortid i Nick Moss Band og danner nu musikalsk par med instrumentkollegaen Monster Mike Welch. Sammen har de to i år fået udgivet det stærkt roste album Right place, right time.

Med Kilborn Alley Blues Band gjorde Mike Ledbetter en fortræffelig figur og tiltrak sig konstant opmærksomhed med sit vokaltalent og uhyggeligt gode guitarspil samt sin totale indlevelse i musikken.

Fin produktion

Kilborn Alley Blues Band har en fin produktion af album bag sig, hvoraf det seneste er The Tolono tapes.

Desuden har de fået tildelt et mindre hav af priser, og dog har de hidtil været ret ukendte i Danmark.

På deres seneste album medvirker blues-notabiliteter som piano-legenden Henry Gray, den veletablerede mundharpespiller Bob Corritore, Monster Mike Welch og keyboardmanden Anthony Geraci fra Sugar Ray and the Bluetones.

På klokkeslæt

Koncerten på Spar Nord Stage startede på klokkeslæt, da Andrew Duncanson (guitar og sang), Chris Breen på bas, David Garcia på trommer og Mike Ledbetter på sang og guitar steg op på scenen.

Kilborn Alley Blues Band, der er totalt blottet for stjernenykker, spiller rå Chicago- og sydstats-soul blues, og det gør de ualmindelig godt. Det vuggede og gyngede hele sættet igennem, hvor man blev trakteret med et bredt udsnit af numre fra bandets produktion.

Der blev lagt ud med et swingende nummer med omkvædet ”Dance, do your dance,” fulgt af en næsten rock-agtig komposition.

Humoristisk sans

Man fik også ”Town saint” fra The Tolono tapes med en fed guitarsolo fra Mike Ledbetter, og denne var absolut ikke den eneste fra dén kant.

Imidlertid blev man også trakteret med fine guitarindsatser fra Andrew Duncanson, der også var leveringsdygtig i fint vokalarbejde. Og så var han i besiddelse af masser af smittende humoristisk sans.

Muddy Waters var også inde over, og der var hurtige såvel som langsomme både blues- og soul-numre. Alle bandmedlemmer så ud til at nyde denne sene aften, og Kilborn Alley Blues Band fik deres musik langt ud over scenekanten til et begejstret publikum.

Eksperimenterende

Sidste navn på Blues Heaven 2017 var den amerikanske guitarist og sanger Eric Gales. Han optrådte sammen med den unge bassist Terrence Baize, trommeslager Nicholas Hayes og hustruen, percussionisten LaDonna Gales.

Denne formation gav god plads til Eric Gales’ temmelig eksperimenterende kompositioner, som nok var bluesbaserede, men som i lige så høj grad trak på hård rock, funk og freejazz.

Bandet lagde ud med et riff-baseret instrumentalnummer med kraftig funk-bas, og det efterhånden lidt metaltrætte publikum virkede nærmest lamslået.

Der var dog respekt at spore hos musikerkollegerne, og både Rick Estrin, hans keyboardspiller Lorenzo Farrell og guitaristen Gino Matteo fra Sugaray Rayford Band sås blandt tilskuerne, lige som der var begejstrede tilråb fra den unge Toby Lee.

Skældte ud

Eric Gales og hans band fortsatte med ”Boogie man” fra det aktuelle album, Middle of the road. Gales’ musik er dog alt andet end MOR, og nummeret udviklede sig med vilde temposkift til en meget innovativ jazz-ekskursion.

Han fortsatte med en mere traditionel boogie a la John Lee Hooker, men stadig var publikums indlevelse ikke til Eric Gales’ tilfredshed. Faktisk gav han sig til at skælde ud:

”Dét, I giver mig, giver jeg 50.000 gange tilbage – hver gang! Stå ikke der og se så døde ud!”

Derpå gik han i gang med et groovy, hill country-agtigt nummer, der gav mindelser om North Missisippi Allstars. Hendrix-inspirationen var dog også til at føle på, hvilket blev cementeret, da Gales’ guitar citerede ”Voodoo chile”.

Guitar-ekvilibrisme

Det næste nummer skulle sætte fokus på bassisten og trommeslageren, annoncerede Eric Gales nu, og prompte forlod han og hustruen scenen.

Terrence Baize, der tilbragte det meste af koncerten stående med vidt spredte ben, kvitterede med en lang, vild og fusionsjazzet bas-solo, der demonstrerede, at den unge musiker virkelig kunne sit håndværk og lidt til.

Herefter tog Nicholas Hayes over på trommerne, og også han viste talenter ud over det sædvanlige, inden Eric Gales vendte tilbage til scenen og gav en opvisning i guitar-ekvilibrisme.

Dét var noget, publikum kunne lide, og endelig syntes begejstringen at påvirke Eric Gales’ humør i positiv retning.

”That’s what I’m talkin’ about,” smilede han. Men glæden skulle ikke vare ved, for da Gales herefter gav sig til at introducere et nummer, der skulle have fru LaDonna som solist, blev hun mødt med et højest upassende tilråb fra en herre bagest i salen, der åbenbart gerne ville se lidt mere af percussionisten – som naturen havde skabt hende.

Vred

Hvis Eric Gales havde virket tvær hidtil, blev han nu decideret vred. Efter at Gales elokvent havde forklaret, hvorfor han bestemt ikke tolererede den slags opførsel, fremturede tilskueren – der tydeligvis fuldstændig manglede situationsfornemmelse – ved at gentage sit tilråb.

Det var formodentlig kommet til håndgemæng, hvis ikke LaDonna Gales var trådt frem og havde beroliget sin husbond. I stedet indvilgede han i at spille ”Swamp”, der netop bød på forrygende slagtøjsspil fra LaDonna Gales.

Men det blev så også koncertens og festivalens sidste nummer, og Eric Gales forlod scenen uden et ord.

Det var desværre et bittert punktum for en Blues Heaven 2017, som ellers havde budt på en stemning, der lige som det musikalske niveau var glædeligt høj.

Næste år

Festivalleder Peter Astrup kom på scenen og takkede af sammen med Big Llou Johnson, der festivalen igennem havde fungeret som en sympatisk, velforberedt og underholdende konferencier.

Om Big Llou Johnson vender tilbage næste år, skal være usagt, men Peter Astrup undlod ikke at gøre opmærksom på, at der allerede nu er “early bird”-billetter at købe til Blues Heaven 2018.