Vellykket hjemmekoncert trods regn

Tekst og foto: Peter Widmer

Søndag den 18. august 2019 var der atter hjemmekoncert i privat regi hos Kai Krogh Christiansen i Silkeborg. I denne ombæring fandt de musikalske løjer sted i Kai Krogh Christiansens have kl. 14-18.

Kai Krogh Christiansen har været formand for B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association. Desuden er han en flittig koncertgænger, debatterer ofte i diverse sammenhænge og er i det hele taget en velkendt skikkelse i det danske blueslandskab.

Ydermere er Kai Krogh Christiansen kendt som en belæst, vidende og beskeden mand med udpræget humoristisk sans. Endvidere har han et godt netværk, der er udviklet gennem mange år i bluesmusikkens tjeneste.

Som ved de seneste hjemmekoncerter var Maria Watt Hermansen medarrangør (læs her). Imidlertid var der også andre hjælpende ånder til at klare det praktiske, og der var nok at lave.

Våd vejrudsigt

Der skulle nemlig blandt andet stilles lydanlæg op. Desuden måtte presenninger, paraplyer og parasoller på plads, for det var en våd vejrudsigt, man måtte se i øjnene.

Der var også stole og bænke at få i position udendørs, så en stor del af de fremmødte, der fornuftigt og nødvendigt nok var iklædt regntøj, kunne sidde eller stå i nogenlunde ly for regnen, hvis den kom, og dét gjorde den!

Musikerne havde ingen problemer med regnen, der faldt silende og flere gange eftermiddagen igennem, for de spillede under et halvtag, der tillod dem at udføre deres arbejde i aldeles tør tilstand.

Anderledes så det ud for de cirka 100 folk, der var igennem haven i løbet af dagen, men de tog det våde vejr i stiv arm.

Programmet

Dagens fine program så således ud:

Kl. 14.00: Troels Jensen (tangenter/vokal), Big Creek Slim (guitar/vokal) og Peter Nande (mundharpe)

Kl. 15.30: H.P. Lange (resonatorguitar/banjo/vokal) og Jens Kristian Dam (trommer, slagtøj og tangenter)

Kl. 17.00: Margrete Grarup (vokal og slagtøj) og Esben Just (tangenter/vokal)

Kl. 18.00: Fællesspisning v/co-organisator Maria Watt Hermansen – vejledt af H.P. Lange.

Som Kai Krogh Christiansen havde betonet i indbydelsen til hjemmekoncerten: ”Alt er frit: Indgang, mad, vin, øl, sodavand, kaffe, the, snacks med videre, MEN: Hvis vi skal kunne fortsætte arrangementer på dette høje niveau, ser vi gerne, at man lægger et beløb i de opstillede investeringsbøsser – størrelsen af beløbet – som er anonymt – bestemmer du selv.”

Publikum spyttede behørigt i de dertil indrettede investeringsbøsser, og resultatet af spytteriet var ikke så ringe endda, så der skulle være pæn basis for at fortsætte med hjemmekoncerterne på højt niveau.

Forsinkelse

Dagens første koncert startede med en halv times forsinkelse, da det lykkedes Marc Rune – alias Big Creek Slim – at komme for sent til jobbet.

Dette tog hans medmusikere og publikum dog ganske roligt, idet de fordrev ventetiden med munter snak og indtagelse af drikkevarer og snacks, og der var rigeligt af det hele.

Klokken ca. 14.30 var Troels Jensen, Peter Nande og Big Creek Slim klar og kastede sig ud i et varieret repertoire. Her blev publikum for eksempel trakteret med en rørende version af ”Motherless children” af Blind Willie Johnson. Her trak Troels Jensen vokallæsset på bedste vis, og der var fine instrumentalindsatser fra alle tre musikere.

Samme nummer er i øvrigt indspillet af Troels Jensen og Miriam Mandipira på deres fælles fuldlængdeudgivelse Careless love (læs anmeldelse her).

Gang i den

Der var også mere gang i den, for eksempel i Tommy McClennan-nummeret ”Bottle up and go”. Det var herligt at høre denne komposition i akustisk, nedbarberet udgave, men versionen med fuldt orkester er absolut heller ikke at kimse ad.

Samme kan høres på Big Creek Slim-albummet Just don’t understand (læs anmeldelse her).

Mod slutningen af trioens sæt hørte man John Lee Hookers ”You talk too much” med Big Creek Slims stemme i centrum og godt gang i den på den instrumentale front, medens regnen stod ned i lårtykke stråler.

Imidlertid lod hverken musikere eller publikum sig gå på af regnen, og der blev klappet længe efter trioens fornemme sæt, hvor der i øvrigt var god kontakt til det veloplagte publikum.

Duo-tid

Derefter var det duo-tid, for de næste levende billeder var H.P. Lange og Jens Kristian Dam.

De to tog publikum med på en varieret rejse i bluesmusikkens tegn, hvor Jens Kristian Dam ikke blot spillede trommer, men også tangenter, og dét tilmed flere gange samtidigt.

H.P. Lange stod for strengeleg og for det vokale, og alt fungerede optimalt. Både Jens Kristian Dam og H.P. Lange demonstrerede stramhed og intensitet i deres spil, så det var en sand fornøjelse at både høre og se de to musikere i aktion. Tilmed holdt det op med at regne under duoens sæt.

De to lagde ud med H.P. Lange og Paul Junior-kompositionen ”Last night” fra H.P. Langes seneste album Travelling man blues (læs anmeldelse her).

Musikersupplement

Titelnummeret fra samme album fik publikum også, og naturligvis måtte Robert Johnson også luftes i form af sin udødelige sang ”Stones in my passway”, der også findes på Travelling man blues.

Efter et vellykket sæt, der som eftermiddagens første koncert foregik i en afslappet atmosfære med ping-pong mellem musikere og publikum, fik duoen et uventet musikersupplement.

Samme kom i form af Esben Just på tangenter, og så fik publikum et par numre mere.

Her hørtes blandt andet Snook Eaglins ”Country boy down in New Orleans” og det medrivende traditionelle gospelnummer “Jesus on the mainline”, populariseret af Mississippi Fred McDowell og indspillet af et hav af andre kunstnere som for eksempel Ry Cooder og Mavis Staples.

Og publikum sang lystigt med på “Jesus on the mainline”.

Fornemt

Dagens sidste sæt blev som antydet leveret af Margrete Grarup og Esben Just, og det gjorde de aldeles fornemt. De to har arbejdet sammen flere gange før med stor succes (læs her og her), og denne eftermiddags koncert blev også gennemført med bravour, inklusive fin publikumskontakt.

Margrete Grarup var primært i fokus med sine exceptionelle, flotte vokaludladninger, men betjente også tamburin fra tid til anden, mens Esben Just tryllede på tangenter.

Det var fra starten af deres sæt tydeligt, at de begge nød situationen, og de to musikere gav sig selv fuldt ud, så ikke et øje var tørt.

Der var gospel, og der var rock & roll med mere, og publikum sang også her med på flere numre som for eksempel den velkendte spiritual ”Down by the riverside”.

Vokal-løjer

Publikum blev desuden diverteret med Thomas A. Dorseys ”Peace in the valley”, og her var det Esben Just, der var hovedvokalist.

Margrete sang kor og hørtes også på tamburin, som hun tog under behandling med en pind. Desuden sang hun og Esben Just unisont, og det hele aftvang bragende klapsalver fra publikum.

Fats Dominos ”Blueberry Hill” kom også på banen, og Margrete Grarup leverede en strålende solopræstation i Charles Warfield-nummeret ”Baby won’t you please come home”, som Bessie Smith storhittede med i 1923.

Jens Kristian Dam sluttede sig til Margrete Grarup og Esben Just i en fornem udgave af Willie Dixons ”Let me love you baby”, og publikum klappede og hujede atter, som det havde været tilfældet hele eftermiddagen igennem, som tak for endnu et herligt musikalsk traktement.

Cajun

Da eftermiddagens sidste koncert var færdig, var der fællesspisning, og her var det ikke musik, der var på menuen.

Derimod bestod traktementet af en aldeles vellykket gumbo, der var tilvirket af Maria Watt Hermansen og hendes mor. De to havde aldrig lavet cajun-mad før, så de var blevet styret igennem Louisianas kulinariske landskab af H.P. Lange, der har stor erfaring inden for det at lave cajun-retter.

Med gumbo på tallerkenerne – og i maverne – samt drikkevarer dertil gik snakken lystigt, og ved 20-tiden var de sidste publikummer ved at liste af efter en berigende musikalsk eftermiddag. Og gumboen, som der var rigeligt af, blev spist op – rub og stub – hvilket må betragtes som en stor kompliment til kokkene.

Man kan således kun se frem til næste hjemmekoncert hos Kai Krogh Christiansen, og hvis også dén bliver afsluttet med hyggelig fællesspisning omkring en god gang gumbo, eller måske jambalaya eller lignende, er der ingen, der skal høre noget negativt for dét.

Forhåbentlig sender dagens mange publikummer Maria Watt Hermansen og hendes mor en rosende tanke for deres kulinariske indsats, en tak til diverse hjælpere for deres arbejde og til Kai Krogh Christiansen for et velsammensat musikprogram med mere og for at lægge hus og have til en hjemmekoncert, der var aldeles vellykket trods regn.