Sanou Ag Ahmed
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer
Spillestedet Alice, der i februar i år åbnede dørene på Nørrebro i København som en fusion af Jazzhouse og Global, lagde fredag den 11. maj 2018 scene til en udsolgt koncert med det maliske band Terakaft.
Terakaft er et af flere såkaldte ørkenblues-bands fra det vestafrikanske land, som spiller tuareg-musik – en musikform, der i sin moderne inkarnation er guitarbaseret og beslægtet med såvel bluesen fra the Mississippi hill country som John Lee Hookers messende boogie.
Det mest kendte af disse orkestre er Tinariwen, og Terakaft er faktisk en udløber af dette band. Terakaft blev nemlig dannet af Liya Ag Ablil (også kaldet Diara) og Keddou Ag Ossade, som begge var en del af Tinariwens musikalske kollektiv.
Hovedkræfter
Liya Ag Ablil alias Diara
Hovedkræfterne i Terakaft anno 2018 er Diara på rytmeguitar, kor og lejlighedsvis leadvokal samt Sanou Ag Ahmed på leadguitar og –vokal. På Alice fik de selskab af Andrew Sudhibhasilp på bas og Nicolas Grupp på trommer.
Terakaft synger på tuareg-dialekten tamashek, og der var næppe mange blandt publikum, der forstod, hvad der blev sunget om. Ikke desto mindre havde bandet et solidt greb om tilhørerne. I koncertens første par numre var det ganske vist, som om Terakaft lige skulle føle publikum på tænderne, men der gik ikke lang tid, før orkestret havde koncertgæsterne i deres hule hånd.
Og selv om der altså blev sunget på et temmelig fremmedartet sprog, var der da tydeligvis også enkelte koncertgængere, der kendte flere af sangene godt nok til at kunne synge med!
Publikum på Nørrebro-spillestedet var i øvrigt væsentligt anderledes sammensat, end Bluesnews.dk sædvanligvis kan iagttage. Der var mange unge mennesker, og man så flere man-buns end skovmandsskjorter!
Stoisk
Nicolas Grupp
Selv om Terakafts sceneoptræden var rolig, grænsende til det stoiske, var koncerten ingenlunde kedelig. Bandets tranceinducerende ørkenblues inviterede ikke til at springe rundt på scenen, men publikum havde til gengæld svært ved at stå stille til de inciterende grooves. Alice tilbød udelukkende ståpladser, og det betød, at Terakafts stærkt rytmiske musik fik folk til at danse.
Terakafts version af ørkenbluesen er moderne, elektrisk og rock-orienteret. Kvartetten spillede uhyre tight med tunge beats skabt af Nicolas Grupps hårdtslående, men disciplinerede trommespil og Andrew Sudhibhasilps fuldfede, melodiske basgange.
Det var ganske enkelt en fremragende rytmesektion, som havde en stor andel i at holde lydbilledet stramt og fokuseret. Tilmed bidrog det til den gode stemning, at der konstant blev sendt store smil fra Grupp og Sudhibhasilp.
Lydtæpper
Hen over rytmeduoens bund vævede Diaras rytmeguitar og ikke mindst Sanous ringlende, knivskarpe guitarrundgange de mest sublime lydtæpper.
Sanou Ag Ahmed
Indimellem pyntede Sanou med små slide-finesser, men det var den klare tone og energien, der definerede hans spil.
Der var sjældent tale om guitarsoloer i den forstand, som vi kender fra den traditionelle bluesmusik, men snarere hypnotiske rundgange.
Af og til rystede Sanou dog et længere soloforløb ud af ærmet, og publikums begejstring blev gengældt fra scenen.
Det ene medrivende nummer fulgte det andet, og tilhørerne var ellevilde. Der blev vist svedt en del liter på det stopfulde spillested, hvis temperatur efterhånden bevægede sig op i et leje, der matchede de vestafrikanske toner.
På tæerne
Repertoiret var stykket sammen fra Terakafts fire regulære studiealbum, og der var rigeligt med skæve taktarter og temposkift til at holde publikum på tæerne. Flere af sangene benyttede sig desuden af det gamle trick med at lade tempoet stige og stige hen imod slutningen, så salen blev bragt til kogepunktet som i et rave-up med The Yardbirds på The Crawdaddy anno 1964.
Andrew Sudhibhasilp
De fire musikere fungerede som i symbiose, en tæt sammenspillet maskine, der aldrig slap taget i det talstærke publikum. Og da festen havde varet ved i cirka en time og tre kvarter, og bandet takkede af, ville publikum da heller ikke slippe Terakaft.
I nogle lange minutter virkede det, som om det rent faktisk var helt slut, men de insisterende klapsalver og råb på ekstranummer (som næppe var et ord, malierne kendte) fik til sidst lokket Terakaft frem igen til to forrygende encore-numre. Det sidste af disse bød blandt andet på en temmelig syret guitarsolo af Diara.
Dermed var det så også forbi, og det københavnske publikum måtte forlade en umanerlig stærk, intens og velspillet ørkenblues-koncert på Alice.