Blues er meget andet end en halvblind afroamerikaner med en guitar og et alkoholproblem, der synger om livets fortrædeligheder i bomuldsmarkerne og soveværelset. Det vil Blueskartellet i Horsens gerne slå et slag for, og derfor afsøges genregrænserne bl.a. i forårets musikprogram.
Fredag den 10. marts er der derfor r&b i den moderne definition på KulisseLageret. R&b stod oprindelig for rhythm and blues og var blot en betegnelse for den bluesmusik, der begyndte at lade trommesæt og bas blande sig med den nøgne guitars sjælfulde udtryk. Men i 1990’erne kom der en ny afart af soul, der fik prædikatet r&b.
Loulou LaMotte er svensker med amerikanske rødder. Hun har igennem de seneste år udviklet en personlig stemme og et udtryk, der lægger sig i slipstrømmen af r&b, som vi blandt andet kender den med Alicia Keys, Anastacia og Christina Milian. Men Loulou er sin egen, og hun skriver de fleste af sine sange selv, siden hun i 2008 kickstartede sin karriere i tv-programmet Idols på svensk TV4.
Der er flere gode eksempler på hendes uomtvistelige talent på YouTube-kanalen LaMotte Music. Tag f.eks. et lyt på “Pray for you” – vuggende, glad og sjælfuld r&b, det er svært at være sur eller stå stille til.
Hun medbringer et kompetent band af musikere fra både Sverige, Estland og Danmark. Konservatorieuddannede musikere, der formår at skabe den helt rette r&b-feeling.
Koncerten begynder klokken 21:00, og dørene åbnes en time før. Entréen er sat til 130 kroner. Medlemmer af Blueskartellet slipper en skilling billigere.
Læs nærmere på Blueskartellets hjemmeside eller gå direkte til billetkøb her.