,

JJ Blues Band takker af med gratis koncert i Horsens.

Et af landets ældste bluesorkestre lægger nu plekter, stikker og mundharpe på hylden – i hvert fald som band. JJ Blues Band har, efter knap 30 år på scenen, valgt at sige stop, og de siger farvel med en gratis lørdagskoncert i Apotekergården i Horsens, lørdag d 17. august; en koncert, der er arrangeret af Blueskartellet.

– Vi har besluttet at stoppe, mens legen er god. Det var en svær beslutning og heller ikke enstemmig i begyndelsen, men der var ingen af os, der havde lyst til at føre bandet videre med en ændret besætning, forklarer frontfigur og sanger Jens Juel, der understreger, at skilsmissen er foregået aldeles udramatisk.
– Opløsningen af et band, der har eksisteret i så mange år, kan vel sammenlignes med et ægtepar, der går fra hinanden efter sølvbrylluppet. Der er mange følelser i spil. Men selvom det er forbandet trist og meget vemodigt, er vi fortsat gode venner, siger Jens Juel, der nu ser frem til at sætte et ordentligt punktum den 17. august…