Rick Vito: ”Jeg har intet at klage over”.

Tekst & fotos: Peter Widmer

Bluesnews.dk mødte den amerikanske primært autodidakte guitarist, sanger og sangskriver Rick Vito i Vollsmose Kulturhus, Odense, før hvad der skulle vise sig at blive et brag af en koncert foran et talstærkt, begejstret publikum med Rick Vito Band samme sted, et par timer efter at dette interview blev til, den 13. maj 2016.

Rick Vito, der er født i 1947, er kendt fra sin tid med Fleetwood Mac, som han var medlem af fra 1987 til 1991, og som frontfigur i Mick Fleetwood Blues Band featuring Rick Vito. Desuden har Rick Vito gjort sig positivt bemærket som ”sideman” hos en lang stjernerække af musikere som Bob Seeger, John Mayall og Bonnie Raitt. Desuden har Rick Vito spillet med notabiliteter som Big Joe Turner, Jackson Browne og Albert Collins.

Rick Vito, der er kendt som en alsidig musiker med hjerterødderne plantet i blues-musikken, er især anerkendt som en glimrende slide- og bluesguitarist, men han er også en habil sanger og sangskriver.

Rick Vito har desuden en god solo-karriere kørende, og har flere roste fuldlængde-udgivelser bag sig, så som ”Lucky Devils” (2000), ”Crazy Cool” (2001) og senest ”Mojo on My Side” (2014).

Rick Vito er i Vollsmose med sine to tyske medspillere – bassisten Marc Männel og trommeslageren Josef Kirschgen – og viser sig at være en venlig, lun, afbalanceret og imødekommende mand med begge ben på jorden.

Hvordan former tilværelsen sig for Rick Vito for tiden?

– Det er et filosofisk spørgsmål. Livet er godt. Jeg spiller mere, er på solo-turné, og så arbejder jeg med Mick Fleetwood i Mick Fleetwood Blues Band. Jeg indspiller – jeg har mit eget studie derhjemme, – og jeg har min familie. Min datter er lige blevet færdig på universitetet, og min søn er køkkenchef på en restaurant. Alle er sunde og raske og klarer sig godt, så jeg har intet at klage over.

Forskellige bands

Er det band, du spiller med her i aften, dit faste band?

– Jeg arbejder sådan, at jeg har flere forskellige bands. Jeg har et band i Tyskland, som jeg spiller med i Tyskland og Danmark, og dét er det band, jeg spiller med i aften. Så har et band Nashville, jeg har et i det nordøstlige USA, omkring Philadelphia og New York, jeg har et band i Californien og jeg har et band i på Hawaii. Alle spiller virkelig godt, og de er alle gode venner. Dét er det vigtigste element, der holder alle sammen, siger Rick Vito med et smil.

Hvordan fandt du frem til Marc Männel og Josef Kirschgen?

– Forrige sommer blev jeg inviteret til at komme og spille i Frankfurt, Tyskland, og det var så Marc, der var bassisten. Jeg blev meget begejstret for den måde, han spiller på, og så fik jeg desuden lejlighed til at komme over igen og spille nogle jobs, hvor Marc kunne være med. Marc præsenterede mig så for Josef, for han mente, at den måde, Josef spiller på, ville være god for min musik, og den betragtning var helt korrekt. Så sådan mødte jeg de to gutter.

Signature Guitar

Guitar-producenten Reverend Guitars, der holder til I Toledo, Ohio, USA, laver en Rick Vito Signature Guitar. Hvad er historien bag dén?

– Jeg har designet mine egne guitarer i ca. 30 år nu. Jeg fik så nogle prototyper lavet ud fra mine tegninger, og de blev virkelig gode. De var meget Art Deco-inspirerede. Ikke længe efter, at de første originale modeller så dagens lys, mødte jeg et par folk fra Reverend Guitar Company, der er et amerikanske selskab. De kunne godt lide visse ting ved mine guitarer, og spurgte, om ikke vi skule kombinere vores idéer og lave en Rick Vito Signature model, og det gjorde vi så.

Fleetwood Mac

Du spillede med Fleetwood Mac fra 1987 til 1991. Hvordan kom du med i det band?

– Tjah; deres guitarist og sanger Lindsey Buckingham forlod orkesteret meget pludseligt, bedst som de havde fået booket en hel turné i kølvandet på deres succesrige album ”Tango in the Night” (1987). Lindsay Buckingham skred altså, og der var absolut ikke tale om, at han nogensinde ville komme til at spille med Fleetwood Mac igen. Du kan i øvrigt læse alt om det i Mick Fleetwoods bog ”Play On” fra 2014. Jeg vil ikke snakke om det, for jeg var ikke til stede, siger Rick Vito.

– Jeg havde arbejdet sammen med Mick Fleetwood, uformelt, Vi havde jammet nogle gange, og han kunne godt lide min måde at spille på. Så da Lindsey Buckingham forlod Fleetwood Mac, spurgte Mick Fleetwood mig, om jeg var interesseret i at lære tolv numre og kigge forbi og spille dem med bandet. Selvfølgelig sagde jeg ja. Jeg var lige blevet færdig med et års ansættelse hos Bob Seeger, og var alligevel på udkig efter noget at lave, så det er på dén måde, at jeg kom med i Fleetwood Mac.

Hvorfor forlod du så Fleetwood Mac?

– Ser du: Det er faktisk en indviklet, personlig historie, som jeg indtil videre ikke rigtigt har snakket om, og jeg vil gerne gemme detaljerne om dén historie til min bog er på banen; hvis jeg altså ellers nogensinde skriver en bog! Men faktum er, at jeg stadig er venner med Fleetwood Mac, og jeg samarbejder stadig med Mick Fleetwood.

The Mick Fleetwood Blues Band

Du var med i The Mick Fleetwood Blues Band – featuring Rick Vito med stor succes. I lavede blandt andet det Grammy nominerede album “Blue Again!”. Hvordan kom du med i det orkester?

– Jeg begyndte at lave plader, der blev udgivet i Tyskland på det tyske selskab Hypertension Music, og den tredje, jeg lavede for dem, hed ”Band Box Boogie (2003).” Jeg vidste, at der var numre på dén udgivelse, som Mick (Fleetwood) helt sikkert ville synes om, for jeg kender hans smag, og ved, hvad han kan lide.

– Altså ringede jeg til ham, og vi fik en rigtig god snak. Og så var det faktisk femten år siden, at vi havde ses hinanden. Jeg sagde blandt andet til ham: ”Hør her, jeg har lavet denne her plade, som jeg meget gerne vil have, at du lægger øre til. Jeg tror, du vil kunne lide den; og han var vild med den. Han ringede så tilbage efter et par dage og sagde: ”Vi skulle altså spille sammen!”

– Jeg har altid kunnet lide at spille gamle Peter Green-sange og den slags musik, der er på ”Band Box Boogie,” der ikke er så langt væk, stilmæssigt. Så omkring et halvt års tid senere mødtes vi til en større koncert i Los Angeles, og alt klappede.

– Vi har et par ting, som vi laver sammen. En er The Island Rumours Band, som er en blanding af en smule blues mixet med Fleetwood Mac-ting fra ”Rumours”-tiden i midt-1970’erne og hawaii-musik-toner.

– Vi samles og spiller kun lejlighedsvis; for eksempel til events for erhvervslivet. En anden ting er The Mick Fleetwood Blues Band, der blev til lige efter The Island Rumours Band, og dét er et orkester, der har haft vinden med sig på det seneste.

Solo-karrieren

Hvordan går det med din solo-karriere?

– Jeg ville virkelig ønske, at jeg gjorde, hvad jeg gør nu, som 35 – 40-årig. Fundamentalt set drejer det sig nu om, at jeg kommer over til Europa og spiller et par uger. Eller også spiller jeg på festivaler, eller spiller flere jobs koncentreret på én weekend eet sted. Måske spiller jeg også et par jobs i et par nærliggende byer.

Så alt i alt kører det helt godt med min solo-karriere. Jeg har været meget heldig, og jeg har haft meget travlt gennem de seneste par år travlt med min solo-karriere og The Mick Fleetwood Blues Band. Så jeg er meget tilfreds med situationen.

Jeg har intet ønske om at tage på længere turnéer mere. Det har jeg prøvet mange gange i meget lang tid.

Hvad er den værste plade, du nogensinde har lavet?

– Den værste plade? Hold da op! Tjah, jeg kan godt lide alle mine egne udgivelser, så jeg kan ikke sige, at de er dårlige. Jeg kan godt lide mine plader, men jeg har spillet på ca. 100 andre album.

– Der var en kunstner, og jeg kan ikke engang huske, hvad han hedder, i de tidlige 1970’ere, da kom til Los Angeles første gang. Han var en af dem, der havde fået en pladekontrakt, men ingen har hørt om ham siden dengang. Det var virkelig ikke nogen særlig god plade jeg medvirkede på dér, siger Rick Vito skælms, men med eftertryk.

Og hvad er den bedste plade du nogensinde har lavet?

– Jeg kan godt lide en plade, jeg har lavet for mig selv. Det er en slide-guitar version af ”Ave Maria” med fuldt orkester og det hele. Den plade er jeg altid stolt over at spille for folk. Den er ikke udkommet endnu, men den kommer til at se dagens lys på et eller andet tidspunkt. Jeg vil gerne indspille mere i dén stil og med tiden vil jeg udgive, hvad jeg indspiller. ”Ave Maria”-pladen udkommer helt sikkert på ét eller andet tidspunkt.

Tårekanalerne

Hvordan var du i skolen?

– Jeg var god til engelsk og kunstforståelse. Desværre fik jeg ingen musikuddannelse, men jeg var forfærdelig til matematik, naturfag og historie og alle de andre fag, som jeg syntes var kedelige, så jeg var ikke nogen super-elev. Jeg vidste, at jeg var kvik, men jeg var ikke god til de analytiske fag, konstaterer Rick Vito med glimt i øjet.

Hvad var den første koncert, du var til?

– Det var en Everly Brothers-koncert. Det var i 1959. Min mor tog mig med, og det var fantastisk.

Hvis du ikke var musiker, hvad ville du så være?

– Jeg ville nok være en eller anden form for designer, eller have noget med teater at gøre. Jeg ville i hvert fald stadig beskæftige mig med noget inden for kunstverdenen. Måske ville jeg være forfatter, for jeg laver jo alligevel alle disse ting.

Hvad er din kæreste ejendom?

– Det er min kone og mine børn, siger Rick Vito og smiler.

Hvornår græd du sidst, og hvorfor?

– Tjah, hm…! Dén er svær. Jeg ved ikke lige, hvornår det var, men lad mig sige det sådan: Jeg kan godt blive rørt til tårer af en fremragende historie eller selv en god scene i en film, men jeg er helt blank med hensyn til, hvornår jeg græd sidst.

– Jeg er ikke en person, der er bange for at græde eller som ikke græder, for det gør jeg. Jeg kan sagtens blive følelsesmæssigt berørt, så det svider i tårekanalerne.

Knytnæven

Er der noget, der har nogensinde har været en byrde for dig?

– Jeg er meget bedre til at tackle det nu, men da jeg var yngre, var usikkerhed nok det værste, jeg kunne blive overfaldet af. Dét kunne godt være en byrde, og er nok det, der har været sværest for mig at tackle.

Vælg fem ord, der beskriver dig selv.

– Jeg er dedikeret, jeg er loyal, jeg er unik – håber jeg da – vittig og hengiven.

Hvad har du i lommerne?

– Tyske mønter, et plekter og en slide.

Hvem var den sidste, du smækkede en?

– Den sidste, jeg gerne ville smække en, var faktisk en fyr her i Danmark. Jeg var parat til at knalde ham en og havde knytnæven parat, men jeg besindede mig, griner Rick Vito.

– Fyren var leder af et koncertsted, hvor vi lige havde spillet med The Mick Fleetwood Blues Band. Jeg var lige kommet ned fra scenen, og så siger fyren: ”Du ødelagde hele koncerten, din lort!”

Det var simpelthen det mest uforskammede, jeg nogensinde havde hørt, især da det kom fra en der arbejdede, hvor vi spillede. Vi havde lige givet den hele armen med en koncert, hvor publikum var helt oppe at ringe, og så vælger dén mand at være vred over et eller andet.

Jeg blev virkelig rasende, men det at slå nogen fysisk ligger langt, langt tilbage i historien; så langt, at jeg end ikke kan huske, hvem, hvor og hvornår jeg smækkede nogen én.

Streaming

Hvad er den seneste plade, du har købt?

– Jeg har lige købt to plader: Greatest Hits med The Drifters og Merle Haggards Greatest Hits, gnækker Rick Vito.

Hvad synes du om musik-streaming?

– Det har jeg det ikke godt med. Jeg modtager checks i posten for hvad der bliver streamet af min musik, og checkene er på 6 cents, 3 cents, 7 cents og lignende beløb.

Der skal virkelig flere millioner af afspilninger til for at man overhovedet kan tjene penge som musiker via streaming.

Det er godt nok fælt. Det er i forvejen hårdt nok at skaffe sig en rimelig indkomst i musikbranchen uden streaming.

Hvad er det mest sandsynligt, at du klager over, når du bor på hotel?

– Hm….! Hvis det lugter dårligt.

Karaktertræk

Hvilke karaktertræk har du arvet fra dine forældre?

– Min mor var meget støttende og opmuntrende, så det prøver jeg at være over for mine børn.

­Min far og jeg havde intet til fælles, så det var nok en modreaktion – mod ham, altså – der fik mig til at spille guitar, for jeg lavede intet af, hvad han lavede, og han forstod ikke noget af det, jeg var involveret i.

Men vi var begge gode til det, vi lavede, så det jeg nok har arvet fra ham er evnen til at lære noget på egen hånd, for han var nødt til at lære alt selv, inden for det, han nu engang beskæftigede sig med.

Hvad er dit mest ubehagelige karaktertræk?

– Min kone siger, at jeg godt kan blive lidt spydig, eller lidt ondskabsfuld, og jeg ved lige, hvad hun mener, siger Rick Vito og griner smørret.

– Det er nok noget, jeg har fra min far; han var ikke nogen behagelig mand.

Frygt og begravelse

Har du noget kulinarisk hofnummer?

– Jeg er ret god til at lave italiensk mad. Jeg laver nogle gode ret italienske kødboller, en god gang pasta og en god lasagne.

Hvad er din mest tilfredsstillende musikalske oplevelse?

De mest tilfredsstillende musik-oplevelser får jeg, når jeg spiller mindre koncerter. Man er ikke under nogen form for pres, man har det behageligt, er veltilpas, og kreativiteten kommer, så man spiller ting, man ikke troede, man ville – eller kunne – og dét er virkelig tilfredsstillende.

Det er langt mere tilfredsstillende end at spille store koncerter, hvor publikum klapper og hyler nærmest pr. automatik, og man spiller nok ikke så intenst og på samme måde under de store koncerter som på de mindre jobs.

Hvad frygter du mest?

Her følger en lang pause, men efter at have tænkt sig grundigt om, svarer Rick Vito:

– Det er godt nok svært! Jeg ved ikke, om det er det, jeg frygter mest, men det første, der faldt mig ind var dette: Det værste der vil kunne ske mig, tror jeg, er at være spærret inde og blive kvalt, som at blive levende begravet. Det ville være helt ubærligt forfærdeligt, og er noget, der gør mig meget bange at tænke på.

Hvilken musik vil du gerne have, at der bliver spillet til din begravelse?

– Det skal nok være den udgave af ”Ave Maria,” jeg fortalte dig om før.

Loven

Hvem er dit største musik-idol?

– Gudfader! Der er bare så mange, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal prioritere her! Hårdt presset må jeg sige, at det største musikgeni inden for guitarspillets verden, som jeg er meget glad for at lytte til, er Django Reinhardt.

Hvad er verdens bedste plade?

– Det ved jeg godt nok ikke. Men der er en plade, der var et hit i de tidlige 1960’ere, lige før The Beatles kom frem. Den har jeg lyttet til mindst 100 gange, og jeg synes, at det er en af de mest følelsesmæssigt givende skiver, jeg kender og som jeg er meget glad for. Det er ”Maria Helena” med Los Indios Tabajaros.

Har du nogensinde været i konflikt med loven?

Rick Vito ler igen og siger:

– Bortset fra, at jeg har fået et par fartbøder, har jeg kun været i konflikt med loven én gang.

Da jeg var 16 år gammel, spillede jeg et af mine første småjobs. Jeg stod så uden for spillestedet i en pause, og jeg havde jakkesæt på og det hele. Neden under der, hvor jeg spillede, var der en drag queen klub.

Pludselig dukkede to drag queens op fra kælderen, væltede ud på gaden og begyndte at slås. Så kom der en politibil, og de to drag queens blev smidt ind i den, og det blev jeg også! Jeg råbte til politibetjentene: ”Jeg kender dem ikke engang,” griner Rick Vito.

– Men jeg måtte altså med ned på politistationen og snakke mig ud af situationen, skynde mig tilbage til spillestedet og være klar til næste sæt. Jeg kom for sent, men jeg vendte trods alt tilbage.

Lykkelig

Hvad kan få dig i stemning?

– Det kan god musik.

Hvad er lykke?

– Lykke for mig er at spille guitar!

Det amerikanske præsidentvalg nærmer sig. Hvem stemmer du på? Donald Trump eller Hillary Clinton?

– Jeg hader Hillary! Jeg kan ikke fordrage hende! Jeg synes, at hun er en løgner. Jeg vil stemme på alle andre end Hillary!

Hvad er dine fremtidsplaner?

– Planen er at blive ved med at spille den musik, jeg spiller, så længe jeg er i stand til det fysisk. Jeg er vild med musikere som B. B. King, der bare blev ved til det allersidste. Det håber jeg virkelig, at også jeg kan.

For mig er det ikke et arbejde at spille; det er bare noget, jeg elsker, og hvis jeg kan blive ved med det så længe som muligt, er jeg lykkelig, slutter Rick Vito.