Tekst: Jakob Wandam
Festivalen Aarhus Blues Fest 2020, der skulle have fundet sted i oktober, er blevet aflyst. Det meddeler musikbooker Inger Boysen fra Boysens Blues Venner til Bluesnews.dk. Det var Boysens Blues Venner, der sammen med Café Smagløs havde taget initiativ til festivalen.
”Desværre bliver Aarhus Blues Fest ikke til noget, idet det økonomiske sikkerhedsnet er blevet fjernet. Der kunne søges sponsorater og støtte fra kommunen, men uden nogen garanti. Jeg turde derfor ikke fortsætte,” fortæller en trist Inger Boysen, som i mange år har ønsket, at Aarhus skulle få sin egen bluesfestival.
Inger Boysen havde ellers truffet aftaler med 11 bands fra ind- og udland, men de har altså måttet afblæses. Heldigvis fik musikere og bookere besked i god tid, så alle har taget det pænt, fortæller Inger Boysen.
Aarhus Blues Fest skulle have været afviklet i uge 40 i Ridehuset og på Officerspladsen.