Fra Texas til Vejle

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Lørdag den 11. november var der fornemt besøg i Bygningen i Vejle, da Anson Funderburgh and the Rockets gav koncert i regi af Bluesforeningen Crossroads.

Funderburgh var en væsentlig del af den Texas blues-bevægelse, der stod centralt i 1980’ernes blues-boom og også talte navne som Stevie Ray Vaughan og The Fabulous Thunderbirds. Anson Funderburgh indspillede faktisk med ”The T-birds”, inden han albumdebuterede i eget navn i 1981.

En række plader fulgte op igennem 80’erne og 90’erne. Siden blev der mere stille omkring Anson Funderburgh på albumfronten, men i de senere år er han begyndte at dukke oftere frem som producer og/eller sideman for navne som Andy T-Nick Nixon Band, The Fabulous Thunderbirds og Zac Harmon samt som medlem af Ruff Kutt Blues Band, 4 Jacks og Mark Hummels Golden State Lone Star Blues Revue. Med sidstnævnte besøgte han Danmark tilbage i 2013.

The Rockets

Siden slut-1970’erne har Anson Funderburghs eget backingband heddet The Rockets, og skiftende besætninger har inkluderet store sangere som Darrell Nulisch, Sam Myers og John Németh.

I Vejle bestod bandet af Anson Funderburgh på guitar med Texas-musikerne ”Gentleman” John Street på orgel og Eric Przygocki på bas, østrigske Christian Dozzler på klaver, vokal, mundharpe og harmonika samt ”Big” Joe Maher fra Washington D.C. på vokal og trommer.

De lagde ud med et instrumentalnummer, der stak retningen for koncerten ud, idet der var tale om en Texas-shuffle med Anson Funderburghs letflydende guitarsoloer i den centrale rolle.

Også ”Gentleman” John Street fik en solo på orglet, og det hele foregik i et adstadigt tempo uden de store dikkedarer, men med elegance, tilbagelænet spilleglæde og lækker lyd.

Multiinstrumentalist

Herefter var der fokus på multiinstrumentalisten Christian Dozzler i de næste tre numre. Dozzler er måske ikke den kæmpestore sanger, men han gjorde det fornuftigt på bl.a. Earl Kings ”Come on (let the good times roll)” og Dr. Claytons ”I need my baby”.

Samtidig håndterede han elklaveret aldeles glimrende, hvad enten der blev spillet slow blues, uptempo rhythm & blues, boogie-orienteret Texas blues eller traditionel Chicago blues.

Imens strøede Anson Funderburgh – der hele aftenen holdt sig langt væk fra alle mikrofoner – sin guitar-magi ud over sangene med smukt komponerede soloer, en lækker, ren tone og store smil.

I det hele taget emmede koncerten af god stemning. Det var old-school bluesmusik, som gik rent ind hos publikum.

Forstenet

Big Joe Maher virkede ganske vist i begyndelsen nærmest forstenet bag trommesættet, men det skulle man nu ikke lade sig narre af. Joe Maher pådrog sig i 2001 en alvorlig rygskade, som har gjort ham dårligt gående og givet ham en luvende holdning.

Men da han fem numre inde i koncerten overtog spotlyset, afslørede han sig som en humoristisk frontfigur med en veloplagt vokal, der stilmæssigt virker inspireret af 1940’ernes store blues shouters som Jimmy Rushing, Jimmy Witherspoon og Big Joe Turner.

Joe Maher sang blandt andet den morsomme – og lidt for aktuelle – ”I don’t want to be president” fra 2013-albummet Deal with it, som han og Funderburgh indspillede under navnet 4 Jacks (sammen med Kevin McKendree og Steve Mackey).

Dette var et funky Chicago blues-nummer, men Maher gjorde det også godt i en slow blues som ”Your turn to cry”, der fik en lækker orgelbund af John Street og en klaversolo fra Dozzler.

Christian Dozzler tog teten igen på sidste nummer inden pausen, hvor han denne gang fik demonstreret sin kunnen på mundharpe.

Zydeco

Andet sæt blev åbnet med endnu en instrumental Texas-shuffle, inden Big Joe Maher sang to numre fra Deal with it: først den swingende ”Thunder and lightning” og derefter shufflen ”Ain’t worth a dime” med en fin solo fra John Street.

Herefter var det atter Christian Dozzler, der tog over, og han tog blandt andet kegler med Clifton Cheniers zydeco ”I’m coming home” og et ret originalt arrangement af Tampa Reds ”Don’t you lie to me (I get evil)”, begge med Dozzler på trækharmonika.

En groovy soul blues, ”Love’s like that”, fulgte, hvor Joe Maher spillede congas-agtigt med fingrene på lilletrommen, og Anson Funderburgh var blændende på guitaren.

Variation

Det var i det hele taget en koncert, hvor der var tilpas variation mellem Texas blues, Chicago blues, rhythm & blues m.m., uden at bandet nogensinde bevægede sig væk fra blues-idiomet.

New Orleans-R&B’en blev også besøgt i form af Chris Kenners ”Something you got”, hvor Christian Dozzlers fingre rullede over tangenterne i bedste Professor Longhair-stil.

Andet sæt blev afsluttet med Big Joe Maher i centrum. På den livlige, Jerry Lee Lewis-inspirerede ”Good rockin’ daddy” måtte han op at stå bag trommerne, mens Christian Dozzler gav den på rock’n’roll-klaver, og som ekstranummer den blev meget passende fulgt op af Mahers selvbiografiske jump blues ”You can’t keep a good man down”. Her blev der udvekslet store grin mellem Maher og Funderburgh, og der var fine soloer raden rundt.

Anson Funderburgh and the Rockets måtte dog lade sig kalde tilbage på scenen endnu en gang. Christian Dozzler kom først og satte i med en New Orleans-blues’et version af Leroy Carrs ”Midnight hour blues”. Snart var hele orkestret dog tilbage, og sangen udviklede sig til et medley med Doc Pomus’ ”Chains of love” og Sleepy John Estes’ ”Diving duck blues”.

Urokkelig musikalitet

Det var en flok ældre herrer, der nu havde underholdt i omkring to timer i Bygningen i Vejle, og der er en helt særlig ro over et orkester, hvor hovednavnet skyr mikrofoner, og hvor forsangerne er fanget bag henholdsvis trommer og klaver.

Men koncerten med Anson Funderburgh and the Rockets var på ingen måde kedelig. Man blev fanget ind i den gode stemning, der blev skabt af dette fremragende band, som med deres erfaring og urokkelige musikalitet bare befandt sig godt i hinandens selskab og fik publikum til at føle sig som en del af festen.

Anson Funderburgh spiller med en smagfuld elegance, der nok aldrig chokerer lytteren, men er så dybt rodfæstet i the blues, at man som tilhører bare kan læne sig tilbage og lade sig bære af de blå toner, indtil han nænsomt sætter én ned på jorden igen.

Og med især Big Joe Maher som sanger er der tale om et storswingende, ærkesympatisk orkester, hvis koncerter kan anbefales på det kraftigste til elskere af traditionel blues.