Af Jakob Wandam
”Det er jo bare musik,” skal Aegteskabs trommeslager Eddi Jarl angiveligt have sagt, da en tilhører spekulerede højt over, hvad man egentlig skulle kalde trioens musik. For det var jo ikke egentlig blues, og jazz var det da heller ikke.
Det er da også lidt svært at rubricere Aegteskab, det første albumudspil fra denne supergruppe, som består af Mike Andersen, Michael Blicher og altså Eddi Jarl. I Mike Andersen råder Aegteskab over en af de mest sjælfulde stemmer i dansk blues. Ja, faktisk to af de mest sjælfulde stemmer, for Mike Andersens guitar synger med en passion, der kan måle sig med vokalen. Og der er masser af flotte, bluesy licks på albummet, hvor guitaren for eksempel bliver sat flot i kontrast af blød synth og percussion på den stemningsfulde, instrumentale ”Laura Lee”.
Men bluesen bliver således et virkemiddel mere end en form, og Aegteskab har adskillige andre midler i værktøjskassen. Der er både soul, jazz og rhythm & blues i Michael Blichers saxofon, som veksler mellem det røgfulde, æteriske som på den hjemsøgende ”How do you do it” og det sprælsk truttende på den mere R&B-prægede ”Checking out”.
Gruppen har selv skrevet, arrangeret og produceret de ti stærke numre på Aegteskab. Også i denne henseende lader Blicher, Jarl og Andersen genrerne flyde sammen. Lyt blot til ”My long time lover”, hvor Bob Dylans ”I shall be released” møder Etta James-ballader og ”Tennessee whiskey”.
Produktionen er udtryk for en kælen om lydbilledet. Selv på et relativt hårdt rockende nummer som ”This morning” med Blichers Jim Horn-agtige, punkterende blæs trænger David Lynch-stemningen igennem. Det giver luft til Mike Andersens stemme, og han synger fantastisk på albummet.
Saxofonen virker næsten forstøvende, når tonerne svæver ud over den fine, koncise blues-ballade ”Out of my head”. I det hele taget er der en lethed i Michael Blichers spil, som løfter hele albummet, også når han træder mere frem i spotlyset som på ”Headlights”, endnu et instrumentalnummer.
Aegteskab vandt prisen for Årets Danske Bluesudgivelse ved Danish Music Awards Blues (læs her), og så kan det jo sådan set også være ligegyldigt, hvilke tags man kan sætte på musikken. Det er en superflot plade, som bør appellere bredt – også blandt bluesfans.