Af Jakob Wandam
Da de nominerede til Danish Music Awards Blues – Årets Danske Bluesudgivelse tidligere på sommeren blev offentliggjort (læs her), var et af navnene i feltet kvartetten Barrow med deres andet album, Like a home.
På Facebook beskriver Barrow selv deres musik som folk/alt.country, og de markedsføres desuden som ”americana med nordjyske rødder.”
Hovedkraften i Barrow er forsanger og guitarist Mikkel Bøggild, som også har skrevet, produceret og arrangeret alle sangene på Like a home, hvor han desuden spiller banjo, klaver og percussion. Bøggild har tidligere blandt andet kunnet høres i orkestrene Orange Tree og Northern Skyline, og han har et omfattende CV med sessionarbejde for Ester Brohus, Julie Lindell, Helene Blum m.fl.
Med fra Northern Skyline er desuden pedal steel-guitaristen Ole Albrechtsen, der ligeledes har spillet mange navne på den danske folk/americana-scene (Ole Berthelsen, Mikael K, Allan Olsen osv.), den allestedsnærværende trommeslager Eddi Jarl (Vestbo Trio, Lars Lilholt Band, Ester Brohus, Live Bleeding Fingers etc.) og endelig bassisten Henrik Poulsen, som bluesfans vil kende fra The Pocket Players, Turnip Greens, Live Bleeding Fingers m.fl.
På Like a home sigter Barrow efter den støvede, semi-akustiske americana-lyd, og det gør de rigtig godt. På åbningsnummeret ”There’s nowhere I can go when I’m with you” får de assistance af Anne Hjort på kor, og det skaber en harmonisk folk-pop-lyd, der kan minde om bands som Fleet Foxes, Peter Bjorn and John eller Choir of Young Believers.
Mange af melodierne har Springsteen’sk iørefaldende kvaliteter, f.eks. singlen ”Julia wants to take me home”, ”Along the way” og det fine titelnummer. Især sidstnævnte gør god brug af den stryger-trio, som Barrow med god effekt anvender på de fleste af albummets skæringer.
Ole Albrechtsens æteriske steel-guitar forankrer musikken i country-traditionen, men giver også sangene et drømmende, længselsfuldt udtryk. Bøggilds banjo fungerer rigtig godt som en slags hillbilly-kontrast til strygerne, ikke mindst på sangen ”Everybody knows” (som ikke er Leonard Cohens klassiker, men en Mikkel Bøggild-komposition).
Like a home er en americana-plade på et rigtig højt niveau. Melodierne er stærke og iørefaldende, arrangementerne er velgennemtænkte og fastholder lytterens interesse albummet igennem, og det musikalske håndværk er i top med Mikkel Bøggilds fine stemme og gode engelske diktion, Ole Albrechtsens følsomme steel-guitarspil og en klippestærk, erfaren rytmesektion i Jarl og Poulsen, der fylder præcis så meget, som de skal.
Skal man sammenligne Barrows seneste udspil med et andet hjemligt navn, kunne det være One-Eyed Mule, som de lød på deres første skive, Hobo in the land of love. Vi befinder os i samme stemningsmæssige landskab, men hvor man hos sidstnævnte klart hørte blues-inspirationen fra f.eks. Mississippi John Hurt, er der ikke meget blues at spore hos Barrow på Like a home. Til gengæld finder man ikke meget dansk americana af denne kaliber.