Af Jakob Wandam
Jens Normann Nielsen fra Albertslund slår normalt sine folder i trioen Bonafide Bluesmen, men i de seneste år har han arbejdet på den solo-ep, der nu har set dagens lys, i hvert fald i cyberspace. Det er så vidt vides Jens Normanns første udgivelse, og den er altså kun ude digitalt.
Helt solo er Jens Normann nu ikke, for på The way I am får han assistance fra Jakob Fløe Lind på trommer og fra tangentspilleren Michael Roepstorff, der også har produceret ep’en. Men Jens Normann har skrevet alle udgivelsens seks numre, og så står han for guitar, bas og sang.
Jens Normann er inspireret af blues fra Chicago og Texas, men filtrerer den gennem 1960’ernes British blues boom og også senere årtiers bluesrock og moderne elektriske blues. Der er således tilsat et skvæt rock & roll her (”The way I am”) og en knivspids soul hist (”I saw you”).
Sangene på The way I am er strømlinede og letfordøjelige. Det kan let lyde som en kritik, og man kunne da også godt savne, at han slap tøjlerne lidt mere. Men Jens Normann skal roses for sit stilige guitarspil, hvis tilbagelænede elegance godt kan minde om Mark Knopflers stil.
I det hele taget sporer man et åndsfællesskab med Knopfler også i Jens Normanns vokal og hans kompositioner, ikke mindst den afsluttende ”Summer love”.
Så når man ikke river sig på Jens Normanns sange, er det, fordi han har valgt et mere melodisk udtryk, og det lykkes faktisk ganske godt for ham. Så kan det godt være, at denne type mellemblød bluesrock var i højere kurs i 1980’erne eller 90’erne, men det er i hvert fald gennemført og ganske godt lavet.
Jens Normann kan ikke sige sig helt fri for dansk accent, og af og til slipper der da også en ikke helt ren tone fra ham. Men der er en behagelig varme og en let, Unmack’sk skrøbelighed i hans stemme, som fungerer godt.
Michael Roepstorff lægger nogle velplacerede orgel-klangflader, og Jakob Fløe Linds trommespil er dynamisk og spændstigt, om end han indimellem godt måtte have været mikset lidt lavere, særligt på ”Summer love”.
The way I am er som sagt lidt anakronistisk i sin lyd, men helt sikkert værd at lytte til – også flere gange. Så åbenbarer der sig nogle fine detaljer, og sangene er solide og veludførte. Næste gang – og sådan én må der gerne komme – skal Jens Normann blot være velkommen til at bevæge sig lidt længere ud af sin comfort zone.