Af Jakob Wandam
Med mange hundrede indspilninger bag sig som korsanger i alle hjørner af den danske musikscene kunne Lei Moe sådan set godt have trukket sig tilbage med god samvittighed. I stedet har hun i en alder af 66 genoptaget solokarrieren og udsendt albummet, der blot bærer hendes navn.
Det er tredje gang, Lei Moe forsøger sig som hovednavn på en albumudgivelse. Hun solist-debuterede med lp’en High i 1984 og fulgte den op med Nu og her to år senere.
En engangsforeteelse hos Bluesforeningen Crossroads i Vejle i 1999 præsenterede Lei Moe i rollen som bluessangerinde i selskab med Kent Thomsen (læs her) – de to havde tidligere optrådt sammen i Peter Belli & de Nye Rivaler. Siden løb hun ind i musikeren, sangskriveren og produceren Morten Wittrock, og et nyt makkerskab var født.
Sangene på Lei Moe er skrevet af Moe og Wittrock, nogle i fællesskab med den texanske trommeslager John Chipman, der også adskillige gange tidligere har arbejdet sammen med produceren Morten Wittrock. I det hele taget er Lei Moe indspillet af et musikerhold, som i mange tilfælde kendes fra Wittrocks produktioner for f.eks. Holtsø & Wittrock, Nina Massara eller Rockabilly Heart.
Ud over John Chipman gælder det erfarne session-musikere som bassisterne Mikkel Risum og Morten Maltesen, guitaristerne Knud Møller, Hannibal Gustafsson og Jacob Rathje, trommeslageren Mads D. Andersen og blæserfolkene Anders Gaardmand og Peter Marott.
Stilmæssigt er vi også ude i Morten Wittrocks velkendte miks af blues, soul, rock og New Orleans-funk, om end bluesen er nedtonet til at være et delelement i albummets overordnede lyd. En sammenligning kunne være Hanne Boels tidlige soloproduktion.
Pladen åbnes med en omgang svedig funk i form af singlen ”Mighty good”, en slags præsentationssang med gæsteoptræden af hele Moe-familien inklusive Leis søskende Lupe og Lanni (som sang sammen med hende i bandet Skunk Funk) og nevøen Joey Moe med en jazzet og koncis rap. Chipman, Risum og Gustafsson skaber et lækkert, sumpet beat, og Anders Gaardmands saxofon og Peter Marotts trompet giver nummeret fylde og punch.
Et lignende groove findes på ”Dash of love” og på ”Say no”, hvor blæserne dog er skrællet af, hvilket giver bedre plads til guitar-trioen Knud Møller, Hannibal Gustafsson og Jacob Rathje.
Lei Moes stemme befinder sig som en fisk i vandet på disse numre, hvor dens mørke glød spiller godt sammen med den bas-tunge funk. Hendes ubesværede flow og stemmekontrol gør imidlertid også Lei Moe til en glimrende balladesanger. Det hører man på ”Tonight” – med smukt, afmålt solospil af Knud Møller – og på den fine ”Honey”.
Sidstnævnte har skuespilleren Troels Lyby som en lidt uventet duetpartner. Han har nok hjulpet til, at denne albummets førstesingle har fået en del medieomtale, men de to klæder faktisk hinanden glimrende i den fængende sang, som bestemt ikke bliver ringere af Knud Møllers intense slide-guitarspil.
Albummets anden duet er ”Won’t let go”. Sangen er også blevet indspillet af Holtsø & Wittrock sammen med Ester Brohus og blev udsendt som single sidste efterår. I Lei Moes egen version er det Allan Mortensen, en af landets bedste soulstemmer, der sammen med sangerinden samt gæste-organisten Pete Repete og den amerikanske guitarist Bob Britt bringer nummeret til live som en simrende soul blues.
I samme boldgade finder vi den funky ”Give it up”, som igen løftes af blæserne og Lei Moe selv på kor. I det hele taget sidder backing-vokalerne ikke overraskende lige i skabet hele pladen igennem. Til gengæld savner man det ekstraordinære i Lei Moes teknisk upåklagelige leadvokal, som kunne løfte det samlede album op over det velgennemførte og genkendelige. For Lei Moes P4-venlige sange lyder lidt som noget, man har hørt før.
Med blot otte skæringer er alt overflødigt fedt på godt og ondt skåret fra albummet. Lei Moe er ingen bluesplade, men er man til den mere soul’ede ende af bluesspektret, er der god grund til i hvert fald at give dette solide comeback-album et lyt. Er man fan af Holtsø & Wittrock, er Lei Moe et must.