Af Jakob Wandam
Leif Sylvester har efterhånden nået den modne alder af 78 år. De akkumulerede leveår og konfrontationen med egen dødelighed er da også gennemgående temaer på Kød og knogler, Leif Sylvesters tredje album siden comebacket med Ama’r i 2017.
Men selv om der er en vis resignation at spore, virker Leif Sylvester også villig til og ivrig efter at leve og mærke livet. Flere af sangene på albummet beskæftiger sig således med erotikken og kærligheden, både den ulykkelige og den lykkelige.
Musikalsk befinder vi os i samme univers som på forløberen Født til at dø (2017) (læs anmeldelse her), hvilket vil sige i et dansk-amerikansk roots-land, hvor rock, viser, blues, jazz og folk mødes i skøn forening. Som sådan kan Kød og knogler sammenlignes med Bob Dylans senere produktioner, både i dens rent faktiske udtryk og dens underliggende erkendelse af, at genreetiketter ikke er vigtige – der er kun god og dårlig musik.
Kød og knogler hører så afgjort til i førstnævnte kategori. Hele holdet fra Født til at dø er med igen og tæller musikere som Jarno Varsted på mundharpe, guitar og kor, Silas Tinglef på trommer og Nicholas Kingo på klaver og keyboard.
Lige som på Født til at dø spilles alle albummets bas-toner af Kristian Tangvigs tuba, og det er med til at give pladen et organisk feel og en smag af jazz og jug band-musik.
Hertil kommer en blæsersektion, der tæller nogle af Leif Sylvesters samtidige: Ole ”Fessor” Lindgreen på trombone, Elith ”Nulle” Nykjær på klarinet og Holger Tvestmann på trompet samt årsungerne Jesper Capion Larsen på klarinet og Jeppe Skjold på saxofon.
De er særligt prominente på sangen ”Stjernestøv”, hvor de spiller den mest vidunderlige New Orleans-begravelsesjazz til Silas Tinglefs marchtromme.
Bluesmanden Jarno Varsted sætter et solidt fodaftryk på Kød og knogler. Han er medkomponist på fem skæringer, og flere af dem har distinkt bluespræg. ”Månen er oppe” nyder ikke blot godt af Varsteds mundharpespil, den er også svøbt i hans fine resonator-guitararbejde med slide.
Titelnummeret ”Kød og knogler” er ren boogie-blues, og også ”Åben nu din dør” [sic] er et skønt bluesnummer med Jarno Varsteds mundharpe i en central rolle.
Leif Sylvesters solo-kompositioner stikker i flere retninger. ”Håbets hotel” er Tom Waits-møder-Johnny Madsen, ”Alene igen” kunne være en Kim Larsen-melodi, og ”Kom og dans” lyder af sigøjnerjazz, mens ”Go’morgen” kanaliserer Dissing & Andersen.
Leif Sylvester er slet ikke musiker, siger han, men han besidder ikke desto mindre en rigtig god sangstemme. Den frembringer ikke skønsang, men den er udtryksfuld, oser af levet liv og er faktisk også virkelig behagelig at lytte til.
På samme måde er Leif Sylvesters tekster direkte og uprætentiøse, uden at man derfor kan sige, at de er blottet for poesi. En central sang på Kød og knogler, erindringssangen ”Tiden går”, fortælles for eksempel næsten i prosatekst, men man kunne lytte til Leif Sylvester berette i timevis.
Sylvester har endnu en gang ageret producer for sig selv, og det er der kommet en varm og dejlig plade ud af. Den blues- og jazzorienterede instrumentering klæder Leif Sylvesters grusede stemme og tekstunivers godt, og samlet set er Kød og knogler ikke blot på niveau med forgængeren; den er faktisk bedre.