Koncertanmeldelse: New Orleans New Year Jazz Event #7, Pumpehuset, København

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Edith Tamayo (hvor ikke andet er nævnt)

Med udsolgt begge spilledage må årets New Orleans New Year Jazz Event siges at have været en publikumsmæssig succes, og musikalsk fik billetternes indehavere også, hvad de kom efter – og mere til. New Orleans-musikken har fået et godt tag i danskerne, og dens glade rytmer skaber en god og festlig stemning hos koncertgængerne.

New Orleans New Year Jazz Event er en årligt tilbagevendende begivenhed i Pumpehuset i København. Fredag den 11.-lørdag den 12. januar 2019 fandt den sted for syvende gang, og Bluesnews.dk havde taget imod invitationen og var styret mod Studiestræde for at tage del i minifestivalen. Det var der altså også mange andre, der gjorde, og årets festival blev den hidtil bedst besøgte.

I den jazzede ende

New Orleans New Year Jazz Event er naturligvis, som navnet mere end antyder, er en jazzfestival og ikke en blueskoncert. Blues er en essentiel grundbestanddel i jazzmusikken, og ikke mindst i New Orleans-varianterne kan det være svært at skelne, hvor bluesen ender, og jazzen begynder. Men ved koncerterne i Pumpehuset var vi, særligt på festivalens første dag, klart i den jazzede ende af spektret.

Festivalen arrangeres af JBL Music ved Johan Bylling Lang, som også er fast inventar på scenen. Johan Bylling Lang kendes som en yderst aktiv spiller i det københavnske jazzmiljø, hvor han blandt andet jævnligt kan opleves som saxofonist i orkestret Jazz Five (læs her og her).

Lang var også en del af fredag aftens første indslag, som var slået op som ”Michael Watson Presents: The Alchemy”.

Eget materiale

”The Alchemy” synes at være et navn eller en overskrift, Michael Watson bruger, når han spiller sit eget materiale – uanset hvem bandet består af. I København var der samlet en dansk/svensk kvintet til lejligheden bestående af Mattias Nilsson på klaver, Matthias Petri på kontrabas, Niclas Bardeleben på trommer og Johan Bylling Lang på saxofon. Michael Watson selv var ansvarlig for trækbasun og vokal.

Michael Watson har gennem ti år etableret sig som et af de store unge jazztalenter i New Orleans, hvor han har spillet med legender som Dr. John og Allen Toussaint. Desuden har han siden 2012 jævnligt optrådt i Danmark.

Hans stil tager udgangspunkt i den traditionelle New Orleans-jazz og er i sagens natur præget af messingblæserne, men den inkorporerer også i høj grad funk, soul og smooth jazz.

Dogme

Michael Watson satte tydeligvis en vis ære i at spille ”all original music,” og dette dogme overholdt han da også – næsten! Åbningsnummeret var således hans egen instrumentale ”Open road”, og som store dele af sættet startede den i det forholdsvis stille hjørne. Efterhånden udviklede nummeret sig i en mere funky retning med soloer fra først Johan Bylling Lang og siden både Watson, Mattias Nilsson og Matthias Petri.

Med jazzballaden ”Born again” fik man første smagsprøve på Michael Watsons silkeglatte vokal. Denne havde en flot, varm og mørk klang, om end hans fraseringer ikke altid var helt vellykkede.

”Morning light” satte fokus på Mattias Nilsson og Niclas Bardeleben. Det var igen en dæmpet sag, og Michael Watson måtte bede publikum om at holde inde med snakken, så de kunne høre Nilssons fine klaversolo. Det syntes desværre ikke at gøre stort indtryk på den storsnakkende del af tilhørerne, som først lod sig overdøve, da Michael Watson satte i med sin ballade-sang, og Mattias Nilsson slog over i Bruce Hornsby-lignende toner.

Niclas Bardeleben var en sand fornøjelse på trommerne, ikke blot med sin velproportionerede solo, men hele koncerten igennem. Han spillede opmærksomt, varieret og ikke mindst med stor glæde og veloplagthed.

Bedste indslag

”Straight to the point” var sættets bedste indslag med en god klaver-intro, en bluesy trombone-solo ved kapelmesteren og en fed, rhythm & blues-præget ”duel” mellem Michael Watson og Johan Bylling Lang. Dén sang tog virkelig kegler, og Michael Watson kunne fortjent modtage publikums hyldest.

Dermed kunne Michael Watson og hans fem medmusikere runde deres sæt af i højt humør med et medley af standarden ”September in the rain” og Marvin Gayes ”What’s going on”. Til en funky rytme ledte Michael Watson publikum gennem en call-and-response-seance, der afsluttede den cirka en time lange koncert på en bølgetop.

Swingdance

Konferencier Christian Cherry kunne herefter introducere det næste navn, som var den dansk/svenske Flying Jazzman Quintet. Koncerten var programsat som ”swingdance party,” og Christian Cherry opfordrede dansens entusiaster til at slå sig løs – og andre til at gøre plads for dem.

Opfordringen blev da også i høj grad efterlevet igennem hele Flying Jazzman Quintets optræden. Også dette band optrådte i en til lejligheden sammensat opstilling og bestod af Jan Nielsen (klaver og vokal), Mads Rahbek (saxofon og klarinet), Björn Ingelstam (trompet og vokal), Matthias Petri (kontrabas) og Søren Pedersen (trommer).

Der måtte naturligvis dansevenlig musik på bordet, og det kom der i form af numre af fra Duke Ellingtons, Nat ”King” Coles og Fats Wallers repertoirer. Det betød væsentlig mere R&B-stemning end hos Michael Watson, og også her var der tale om musikerskab på højt niveau hos et band, der tydeligvis nød at spille sammen.

Løb med opmærksomheden

Orkesterlederen var Jan Nielsen – ”The Flying Jazzman” – men Björn Ingelstam løb med meget af opmærksomheden med sit altid stilige og elegante trompetspil. Han stod også for leadvokalen på et enkelt nummer, ”Dinah” (oprindeligt med Ethel Waters), som han leverede med sit karakteristisk tilbagelænede croon.

Ingelstams spil var overlegent og legende, eksemplificeret ved hans solo på netop ”Dinah”, hvor han indflettede et citat fra Griegs ”I dovregubbens hal”.

Jan Nielsen selv håndterede en del af leadvokalerne, blandt andet på ”Sweet Lorraine”, hvor han også rullede sig ud i en klaversolo. Det hele swingede afsindigt, og der var virkelig højt humør i Pumpehuset – ikke mindst da det udviklede sig til en regulær danseopvisning foran scenen.

Samtidig var der soloer fra Mads Rahbek på klarinetten og en meget veloplagt Søren Pedersen bag trommerne.

Besøg på scenen

Omtrent halvvejs i koncerten var der besøg på scenen af den skotske sangerinde Ali Affleck. Den prisvindende Affleck har boet i New Orleans og er til daglig frontfigur i de to orkestre The Gin Mill Genies og The Copper Cats. Ikke desto mindre virkede hun lettere nervøs, da hun sang Fats Wallers ”Ain’t misbehavin’” til akkompagnement af den pragtfulde tone fra Björn Ingelstams trompet.

Fats Waller var også ophavsmand til ”Honeysuckle rose”, som havde Matthias Petris kontrabas i en central rolle. Der var smukt sammenspil mellem bas, klaver og trommer, og Ingelstam og Rahbek dansede kædedans, mens Jan Nielsen klimprede i tangenterne.

Ali Affleck vendte tilbage og gav to yderligere numre, først Isham Jones’ ”I’ll see you in my dreams”, hvor hendes behagelige stemme og fine vibrato kom til sin ret. Herefter ledte Ali Affleck veloplagt publikum igennem Jimmy McHugh og Dorothy Fields’ ”Exactly like you”, hvor hun hurtig fik lært tilhørerne at råbe ”why?!” på de rigtige tidspunkter.

Med Jan Nielsen i front kunne Flying Jazzman Quintet lukke en times koncert med Gershwin-brødrenes ”Oh, lady be good!”. Atter var der skønt basspil af Matthias Petri og fortrinlig klarinet af Mads Rahbek.

Trækplaster

Aftenens tredje koncert var utvivlsomt et trækplaster, for her kunne New Orleans New Year Jazz Event byde på et dansk verdensnavn, som appellerer langt ud over jazzens grænser. Svensk/danske WonderBrazz havde nemlig allieret sig med bassisten og sangerinden Ida Nielsen, der også går under navnet BassIda.

Ida Nielsen har indspillet med verdensmusikorkestret Zap Mama og turneret med Prince, og herhjemme har hun blandt andre spillet med Mike Andersen og været medlem af Indigo Sun.

Med sig havde WonderBrazz også den danske rap-veteran Al Agami, som ikke er uvant med jazzmusikken.

Blandt hans største succeser er de to album, han indspillede med Thomas Blachman og Remee i 1990’erne – The style and invention album (1994) og Four corners of cool (1997) – som på vellykket vis fusionerede jazz og rap.

Hæsblæsende

WonderBrazz selv har også fans uden for jazzens kernepublikum, for deres hæsblæsende og humørfyldte blanding af New Orleans-jazz, funk, verdensmusik med mere er det de færreste, der kan modstå.

De har spillet på store, internationale jazzfestivaler og gnubbet skuldre med navne som Dr. John og Dirty Dozen Brass Band.

Inden der kom gæster på scenen, lagde WonderBrazz ud med to festlige instrumentalnumre.

Blæserne agerede frontfigurer, og basunist Ola Åkerman, saxofonist Stig Naur og trompetist Peter W. Kehl nøjedes ikke med at blæse, men supplerede energisk med claves, tamburin og koklokke.

Det var funky som bare pokker, og med koncertens andet nummer kom der ren karnevalsstemning i Pumpehuset. Der var jubel, da Peter W. Kehl i en trompetsolo citerede linjer fra Kaomas ”Lambada”.

Funky

Ud over blæserne bestod WonderBrazz af Martin Seidelin på percussion, Esben Duus på trommer og Henrik Kjelin på Hammondorgel. Sidstnævnte stod, ud over glimrende solospil, også for at levere basgangene, og det var imponerende, at et band uden bas kunne lyde så funky!

Det morsomme titelnummer fra WonderBrazz’ 2012-album Exercise inviterede til publikumsdeltagelse, og der var mange af tilskuerne, der var villige til at lege med i blæsergruppens vanvittige workout.

Nu kom Al Agami på scenen og rappede sig med jazzet coolness igennem ”Just another cocktail” fra WonderBrazz-albummet A funky miracle (2006).

Straks efter fik han følgeskab af Ida Nielsen, som lagde hårdt ud med forrygende slap bass og sang på ”You can’t fake the funk” fra hendes Sometimes a girl needs some sugar too (2011), og publikum var ellevilde.

Ærefrygtindgydende

Det var også ærefrygtindgydende, hvor hurtigt Ida Nielsens fingre bevægede sig på elbassens lange gribebræt. Hun fortsatte med numre fra sin soloproduktion, blandt andet ”Showmewhatugot” fra Turnitup (2016), ”Feed me” fra Sometimes a girl needs some sugar too og ”Rock the bass” fra det ganske nye album Time 2 stop worrying (bout the weird stuff).

Sidstnævnte nummer, hvor Ida Nielsen viste en mere melodisk side af sit basspil, er i øvrigt på albummet indspillet med Al Agamis bror Kuku Agami.

I Pumpehuset var Al Agami tydeligvis i højt humør, og hans opmærksomme, luftige rapstil, Ida Nielsens über-funky slap bass og WonderBrazz’ postmoderne New Orleans-jazz gik op i en højere enhed.

”Det’ ik’ for sjov, det’ for rigtig,” erklærede Al Agami gentagne gange, og så måtte han i øvrigt øse ros ud over Ida Nielsen, hvilket var aldeles fortjent. I tilgift til det høje tekniske niveau var der, trods solbrillerne, nærvær og stærkt smittende glæde i hendes optræden.

I aftenens sidste nummer fik Al Agami også lige sendt en hilsen til MC Einar med et par linjer fra rap-klassikeren ”Ahr dér!”, og WonderBrazz kunne sende de ekstatiske koncertgæster hjem med soloer fra Henrik Kjelin på orglet og Esben Duus på trommerne.

Højt niveau

Med sådan en afslutning på New Orleans New Year Jazz Events første dag var der lagt et højt niveau, som andendagens optrædende heldigvis ikke stod tilbage for.

Igen var der tre bands på programmet, og det første var Jay Boe & Southern Cross, der havde sat sig for at hylde en af de helt store inden for New Orleans-R&B og –soul, Allen Toussaint.

Toussaint, der døde i 2015, var en uhyre indflydelsesrig sangskriver, arrangør og producer, og så indspillede han desuden nogle ganske fremragende plader i eget navn (Songbook (2013), den sidste plade, han udgav, mens han var i live, er en fin introduktion til Allen Toussaints sange, sunget og spillet live af ham selv ved klaveret).

Imponerende

Jay Boe – der lyder det borgerlige navn Jesper Bo Hansen – havde samlet et imponerende 15 mand stort band på Pumpehusets lille scene. Fra Jazz Five kom Johan Bylling Lang og Jeppe Zacho på hhv. baryton- og tenorsax, fra Brassflavour var hentet Bjarke Nikolajsen på trompet, og desuden hørtes freelance-trompetisten Michael Mølhede samt ikke mindst Michael Watson på trombone.

Jay Boe selv var på keyboard og vokal, og ligeledes på keys fandt man Bob Fridzema fra skotske King King, som også har spillet med bl.a. Joanne Shaw Taylor, Aynsley Lister og Dana Fuchs. Guitaristerne var Michael Stern (Lars H.U.G. m.fl.) og Mads Reinhold (Thomas Buttenschøn, Anna David m.fl.), og på bas sås H.C. Röder (Lars Lilholt m.fl.).

Niels Ratzer (Troels Skovgaard, Esben Just m.fl.) var på trommer, og session-manden Christian Glass spillede percussion.

Endelig var der de tre korsangerinder Anna Röder Jessen, Julie Nynne Hansen og Louise Brüel Flagstad, som skulle få hver deres tid i spotlyset.

God stil

Jay Boe & Southern Cross startede i god stil med Toussaints “Yes we can can”, en funky New Orleans-rhythm & blues-sang, der oprindelig var et hit for Lee Dorsey og senere for The Pointer Sisters. Den svulstige lyd fra det store ensemble satte øjeblikkeligt en god stemning på Pumpehuset, og de to guitarister duellerede energisk.

På ”Sneakin’ Sally through the alley” blev Johan Bylling Lang og hans saxofon trukket frem til den forreste del af scenen, hvorfra Lang leverede sin solo, og i det hele taget nødvendiggjorde den sparsomme plads en løbende omrokering.

Allen Toussaints signatursang ”Southern nights” blev således fremført uden bas eller kor, men med æterisk guitar-nulren. Med Jay Boes forvrængede, John Lennon-agtige vokal fik denne stille ballade et psykedelisk præg.

Blændende

Allen Toussaint skrev ”Night people” til Lee Dorsey i 1978, men indspillede den også selv samme år. Jay Boe & Southern Cross leverede den med funk-keyboard af Jay Boe, fedt trommearbejde af Niels Ratzer og en fuldstændig blændende guitarsolo med masser af wah-wah af Michael Stern. Dén præstation afførte stor ros fra instrumentkollegaen Mads Reinhold.

Reinhold selv fik til gengæld soloen på ”Fortune teller”, som Allen Toussaint gav Benny Spellman i 1962 (senere blev den bl.a. indspillet af The Rolling Stones og Robert Plant & Alison Krauss), mens Jay Boes maracas bidrog med bayou-atmosfære.

Anna R. Jessen agerede leadvokalist på ”Ruler of my heart” fra souldronningen Irma Thomas’ repertoire (og naturligvis skrevet af Allen Toussaint). Michael Mølhede spillede trompet på dette nummer, og så kom hele blæsergruppen frem til ”Am I expecting too much”.

Nynne Hansen – der som Nynne udgav solo-ep’en Altitude is a strong drug i 2011 – sang for på ”What do you want the boy to do?”. Bonnie Raitt havde givet Toussaints sangtitel denne kønsskifteoperation, da hun indspillede den på sit 1975-album Home plate.

Skyhøjt humør

Humøret var skyhøjt både på og foran scenen, og det blev ikke ringere af ”On your way down”, der emmede af sump-blues og bød på skarpt bluesguitarspil af Michael Stern. ”Victim of the darkness” var til gengæld et uptempo-funknummer, som satte scenen til den tredje og sidste kvindelige vokalist.

Louise Brüel har tidligere sunget kor for Mama’s Blues Joint m.fl. I Pumpehuset gav hun den fuld Janis Joplin-skrue med en meget rocket fremførelse af ”Mean man”, understøttet af hendes kropssprog og flagrende, meterlange hårpragt. Det blev næsten for meget, men Michael Watson reddede den med en sublim trombone-solo og høstede fortjent et stort bifald.

”Happiness” blev udsendt af Allen Toussaint i 1978, og kort tid efter blev den indspillet af såvel The Pointer Sisters som Sylvester. Jay Boe & Southern Cross startede den som en stille klaverballade, men snart udviklede den sig til en funk-workout med lækker korsang og bidende guitar-licks.

Nummeret stammer fra Allen Toussaints album Motion, og herfra havde Jay Boe & co. også hentet koncertens sidste nummer, ”Just a kiss away”. Dette funk/R&B-nummer med Ray Charles-stemning efterlod et begejstret publikum helt klar til den næste hyldest, som var tilegnet the queen of soul.

Soul-legende

Aftenens andet punkt på programmet havde nemlig overskriften ”Respect Aretha”, og for denne tribute stod sekstetten Brassflavour. De havde ydermere indforskrevet sangerinden Nellie Ettison til at håndtere vokalerne på en række sange fra den nylig afdøde soul-legende Aretha Franklins repertoire.

Nellie Ettison er ikke et household name, men mange har nu nok både set og hørt hende alligevel. Hun har gjort sig bemærket som korsangerinde for Thomas Helmig, indspillet med en lang række populære kunstnere som Filur og Safri Duo, og så har hun sunget i tv-bandet The Antonelli Orchestra.

Ikke mindst spiller hun en markant rolle i Gentofte Gospel Choir, og det er nok ikke mindst dén baggrund, der har gjort hende velegnet til at fortolke Aretha Franklin.

Nød at optræde

I Pumpehuset var Nellie Ettison tilbage på scenen efter sin barselsorlov, og der var ingen, der kunne være i tvivl om, at hun nød at optræde igen. Hendes smittende glæde charmerede publikum, og det samme gjorde hendes fine stemmekontrol.

Aretha Franklin-hyldesten var en engangsforeteelse, og faktisk havde Nellie Ettison og Brassflavour aldrig tidligere optrådt sammen. Derfor måtte hun overlade til trompetisten Bjarke Nikolajsen at præsentere bandet, for hun kunne simpelthen ikke deres navne!

Ud over Ettison og Nikolajsen gjaldt det Mads Rahbek på tenorsaxofon og klarinet, Magnus Bak på trombone, Casper Jensen på tuba, Thomas Bryla på klaver og Søren Pedersen på trommer.

Største hits

Konceptet var enkelt: Ni af Aretha Franklins største hits, spillet og sunget med stor respekt for forlægget, men også med en smag af New Orleans, som Thomas Brylas arrangementer sørgede for.

Publikum kendte altså repertoiret, og der blev sunget godt med. Nellie Ettison kendte naturligvis også sangene, men det skinnede dog igennem, at det ikke var et repertoire, hun var vant med. Ettison havde simpelthen øjnene fæstnet ved sine sangtekster i flere perioder, og selv om det ikke kunne høres på hendes sikre og engagerede sangforedrag, trak det altså lidt ned, når blikket således blev vendt nedad.

Resten af tiden sprudlede hun imidlertid og havde, når ret skal være ret, generelt rigtig god kontakt til publikum.

Bluesy solo

Bjarke Nikolajsens trompet åbnede ballet med en intro til den soul/blues’ede ”I never loved a man (the way I love you)”, og han leverede også en bluesy solo til sangen.

”Så er vi i gang,” bekendtgjorde en storsmilende Nellie Ettison, og bandet fortsatte med ”Chain of fools”, der indeholdt en saxofonsolo af Mads Rahbek, og Paul Simons ”Bridge over troubled water”, som Franklin fortolkede på sin 1971-opsamling Aretha’s greatest hits.

”Think” høstede stort bifald og fungerede da også rigtig godt med second line-blæserne, og Aretha Franklins egen bluesy ”Dr. Feelgood (Love is a serious business)” blev virkelig flot sunget af Nellie Ettison.

Burlesk

Thomas Bryla havde i sandhed leget med arrangementet af ”I say a little prayer”, som Bjarke Nikolajsen karakteriserede som ”burlesk”. Dét var ikke helt ved siden af, og denne fortolkning af Burt Bacharach/Hal David-sangen var både vellykket og meget festlig.

Casper Jensens tuba kom virkelig til ret som leverandør af basgangen, og Bryla spillede en overraskende blid klaversolo.

Aretha Franklins version af sangen blev i øvrigt Grammy-nomineret i 1968, lige som Dionne Warwicks originaludgave var blevet det året forinden! Dette på trods af, at Franklins pladeselskab Atlantic havde udsendt sangen som en B-side. A-siden var ”The house that Jack built”, og den spillede Nettie Ellison og Brassflavour sandelig også.

Kæmpe-klassiker

Først måtte publikum dog synge med på Carole Kings kæmpe-klassiker ”(You make me feel like a) natural woman” – og lytte til Magnus Baks basunsolo – og det gjorde de med stort engagement.

I det hele taget var begejstringen stor for Nellie Ettison & Brassflavour, som fremstod både sympatiske, humørfyldte og dybt musikalske.

Sidste nummer fra deres side måtte naturligvis være ”R.E.S.P.E.C.T.”, Otis Reddings sang, som Aretha Franklin i dén grad gjorde til sin egen. Det gjorde Brassflavour nu også med New Orleans-marchtrommer og en blæsergruppe, der spillede ”sock it to me”-korlinjerne i fraværet af backing-vokalister.

Ét band tilbage

Så var der kun ét band tilbage på programmet, og det var naturligvis Jazz Five, Johan Bylling Langs orkester, der ikke overraskende har spillet på samtlige udgaver af New Orleans New Year Jazz Event. Jazz Five består af Bylling Lang og Jeppe Zacho på saxofon, Esben Hillig på klaver, Jonas Starcke på bas og sang samt Stefan Andersen på trommer og sang.

Denne aften var de desuden suppleret med Michael Watson på trombone og sang. Han dansede og udvekslede soler med Johan Bylling Lang på Bobby og Shirley Womacks uptempo-bluesy ”It’s all over now” (et stort hit for The Rolling Stones).

Nummeret blev sunget af Jonas Starcke, som i det hele taget stod for broderparten af leadvokalerne. Han sang også Fats Dominos rhythm & blues ”Blue Monday”, denne gang med en rigtig fin klaversolo af Esben Hillig og endnu en god enkeltmandspræstation fra Watson.

Dr. John

Stemningen i salen var helt fantastisk, og Jazz Five fortsatte med Dr. Johns funky ”Qualified” og The Dixie Cups’ ”Iko iko”, som Dr. John også hittede med. Sidstnævnte sang blev drevet frem af klaveret, men det var trommeslager Stefan Andersen, der sang for, mens de øvrige bandmedlemmer sang kor.

Michael Watson rystede fortsat den ene solo efter den anden ud af ærmet, og han gjorde det aldeles formidabelt med god blues-feeling.

Stefan Andersen var nok en gang i front – vokalmæssigt – på Jesse Hills storswingende ”Ooh poo pah doo” med Johan Bylling Lang på barytonsaxofon. Herefter var det atter Jonas Starcke, der førte an på ”Smoke my peace pipe” foran gospelagtig korsang, hvor især Michael Watsons mørke stemme gav en god effekt. Han ledte også fællessangen med publikum, mens Jeppe Zacho gav en solo på tenorsaxofonen.

Funky trommespil

Stefan Andersens funky trommespil prægede The Meters’ ”Hey pocky a-way” med Michael Watson som forsanger. En altsax-solo fra Johan Bylling Lang lagde op til Jonas Starckes bassolo, der strakte sig længere og længere, mens resten af bandet stod i baggrunden og så på.

Starcke havde selv skrevet det næste nummer, ”Sugar daddy”, som i øvrigt også er at finde på Jazz Five-albummet Belville Street (2014).

New Orleans New Year Jazz Event havde tiltrukket adskillige notabiliteter. Blandt publikum i Pumpehuset spottede Bluesnews.dk blandt andre pianisterne Emil Balsgaard og Søren Baun og sangerinden Samantha-Antoinette Smith.

Pragtfuld udgave

Sidstnævnte, der sammen med Jazz Five-medlemmerne kører sideprojektet Samantha-Antoinette & Hidden Agenda (læs her), dukkede nu op på scenen og sluttede sig til orkestret. Sammen leverede de nu en pragtfuld udgave af ”St. James Infirmary”, blændende flot sunget af Samantha-Antoinette.

Hun blev på scenen og sang kor og spillede tamburin på ”Lil’ Liza Jane”, der havde Michael Watson på sang og koklokke. Esben Hillig spillede funky piano, og Jeppe Zacho præsterede en fed saxofonsolo.

Jonas Starcke spillede walking bass på sin egen ”Beates blues” (fra New Orleans heat (2011)), der sluttede sættet af med gode præstationer raden rundt – ikke mindst Stefan Andersens trommespil var en fornøjelse og havde været det hele koncerten igennem.

På kogepunktet

Det efterlod salen på kogepunktet, så selvfølgelig måtte der et ekstranummer til. Intet ville være mere passende at slutte festivalen med end Professor Longhairs klassiker ”Mardi Gras in New Orleans”, hvor Jazz Five fik selskab af Niclas Bardeleben på tamburin.

Det er ikke ofte, man oplever en tamburinsolo, men det præsterede Bardeleben ikke desto mindre. Starcke og Watson sang, og så var der soloer fra hele blæsergruppen.

Dermed kunne der sættes punktum for New Orleans New Year Jazz Event #7, som altså blev en bragende succes, både musikalsk og besøgstalsmæssigt. Alle var indstillet på at skabe en fest, om det så var de spilleglade optrædende, de energiske swingdansere eller det resterende publikum, som iklædte sig de traditionelle farvede perlekæder, som er fast inventar ved Mardi Gras.

New Orleans New Year Jazz Event vender utvivlsomt tilbage i 2020. Er man til New Orleans-musik, og kan man ikke vente så længe, bør man besøge Pumpehuset under Copenhagen Jazz Festival. Her finder Fringe Jazz Fest sted den 5.-14 juli med New Orleans-musik og –kultur i Pumpehusets Byhave og på de indendørs scener.