Af Jakob Wandam
(Not) for sale er den første udgivelse fra Poulin Bands hånd, men frontfiguren Nils Poulin er en erfaren herre. I 1989 udgav han albummet Under horisonten under navnet Poulin og med hjælp fra blandt andre Peter Thorup og Stefan Borum. Han har været frontmand i Poulin & de Lidt Brugte (med Wili Jønsson m.fl.) og i bluesbandet No Shoes.
Poulin Band har eksisteret i et par år, og (Not) for sale er blevet til på opfordring fra koncertgængere, der ønskede en cd, de kunne tage med hjem.
Poulin Band består af Nils Poulin (vokal og guitar), Jens Bech (vokal og guitar), Lasse Lindgren (vokal og bas) og Nis Junker Kjær (trommer og percussion). På albummet medvirker desuden Jesper Agerschou på saxofon og Kim Langelund på mundharpe, som begge tidligere har indspillet med No Shoes.
Albummet har fået titlen (Not) for sale for at signalere, at Poulin Band ikke går på kompromis med stil og smag, men spiller den musik, der står deres hjerter nærmest. Det betyder primært blues med enkelte afstikkere til beslægtede genrer.
Mere kompromisløs er musikken dog heller ikke, end at tracklisten hovedsageligt består af velkendte covernumre. Særligt den tilbagelænede boogie-blues a la J.J. Cale befinder Poulin Band sig godt i, og Cale er da også repræsenteret ved to af sine største hits, ”After midnight” og ”Call me the breeze”. Begge bliver fint leveret af Poulin Band, som dog ikke tilfører dem noget nævneværdigt nyt.
Nils Poulin har en gruset stemme, der kan minde om Leif Sylvesters, og som står sig godt i den blidt vuggende blues som for eksempel Muddy Waters’ ”Blow wind blow” eller James Taylors ”Streamroller blues” – sidstnævnte oprindeligt skrevet som en bluesparodi, men her et af (Not) for sales bedste øjeblikke.
Til gengæld kommer Poulin til kort på Jimi Hendrix’ ”Little wing”. Poulin Bands version skylder nok mere til Sting og Gil Evans’ arrangement og gør udmærket brug af Jesper Agerschous tenorsaxofon, men fremstår trods solide guitarindsatser vaklende og uskarp.
På samme måde er Sonny Terry & Brownie McGhees ”Sporting life” skæmmet af en usikker vokal (Jens Bech?), hvilket er en skam, da det ellers er et nummer, som ligger rigtig godt til Poulin Bands behagelige bluesstil.
(Not) for sale fungerer simpelthen bedst, når bandet ikke tager for mange chancer, og det er også Poulin Bands svaghed: De er driftsikre, når de holder sig i det velprøvede blues-groove – godt støttet af Kim Langelunds solide mundharpespil – men begrænsningerne viser sig hurtigt, når de afviger fra det.