Af Jakob Wandam
Tom Waits møder Eddie Vedder og The Jon Spencer Blues Explosion på Drifters, dreamers and damaged goods til en dyster og stemningsfuld bluesrock-sammenkomst, hvor også The Doors, ZZ Top, R.L. Burnside og Elmore James er inviteret. Og måske Chris Rea.
Alle disse indtryk farer gennem hovedet, når man lytter til det seneste udspil fra københavnske Reddie & Abel. Det er det andet album fra bandet, som debuterede i 2018 med ep’en Freddie & the axeman. I 2020 kom debutalbummet Rough and tumble – live (læs anmeldelse her), som blev fulgt op året efter med ep’en Night tales (læs anmeldelse her). Drifters, dreamers and damaged goods er så afgjort deres stærkeste udgivelse til dato.
Der er småt med krediteringerne på albummet, og Reddie & Abel præsenterer sig nogle gange som en duo, andre gange som en kvartet. Vi er dog rimelig sikre på, at Drifters, dreamers and damaged goods er skabt af firebanden Jesper Bruun på vokal, Jacob Hviid Birkelund på guitar, Esben Rasmussen på bas og Søren Bække Olesen på diverse strengeinstrumenter. De har skrevet alle albummets otte sange med undtagelse af standarden ”St. James Infirmary”, der her er blevet til ”St. James blues”.
På sidstnævnte medvirker også Copenhagen Slim – Nisse Thorbjørn – på mundharpe, lige som han spiller på ”Poor life choices blues”.
Jesper Bruuns grusede og meget Tom Waits-agtige stemme (med Eddie Vedders vibrato) sætter stemningen, og der er heller ingen tvivl om, at Reddie & Abel sætter stor pris på Waits’ noir-univers. De kalder selv deres musik for ”murder blues”, og den trækker på både hill country bluesens insisterende beats, delta bluesens mørke desperation og den boogie-bluesrock, som ZZ Top og andre videreudviklede på John Lee Hookers fundament.
Resonator-guitar og rundhåndet brug af slide skaber en intens, mørk og pågående stil, og sporadisk banjo forankrer den i de amerikanske sydstater. Det fungerer ærligt talt virkelig, virkelig godt, også når Copenhagen Slims mundharpe kommer ind og giver et pift af Chicago blues. Om man synes om Jesper Bruuns gravrøst, er nok en smagssag; den kan godt næsten virke karikeret, men den er i hvert fald svær at sidde overhørig, og for denne anmelder fungerer det, netop fordi det er så gennemført.
Det hele er lidt teatralsk, ikke mindst når Jesper Bruun reciterer som på ”Prayer mountain” eller ”McKinney’s lament”. Og selvfølgelig er det bare noget, vi leger, når Reddie & Abel synger om ”lurvede hustlere, fordrukne banditter og selvbestaltede profeter,” som de skriver i promotionmaterialet. Men det er der altså også en rig tradition for i en genre som bluesen, der dels bygger på legender om folkehelte, dels er opstået i efterdønningerne af et brutalt slavesamfund, og som aldrig rigtig har sluppet dén tematik.
Når et dansk bluesband anno 2023 skriver sange i den virkelighed, må det nødvendigvis blive kunstigt. Spørgsmålet bliver så, om konstruktionen er overbevisende eller kikset. Og heldigvis er svaret i dette tilfælde, at Reddie & Abels projekt overbeviser såre.
Eller sagt på en anden måde: Drifters, dreamers and damaged goods er en rigtig god plade! Gode, fængende sange, der bliver fremført virkelig flot i en atmosfærefyldt produktion. Man bliver øjeblikkeligt grebet af stemningen, og den slipper ikke én, før sidste skæring er løbet ud.
Drifters, dreamers and damaged goods udkom den 3. november 2023.