Af Jakob Wandam
Den herboende irer Richard Farrell er forsanger i bandet Trainman Blues, men dyrker sideløbende diverse projekter, herunder et virke som leder af sin egen Richard Farrell Quartet. Det er dette ensemble, der spiller på Bathing in cold water, Richard Farrells andet soloalbum.
Bandet består af Spencer Gross (kontrabas), Lars Emil Riis Madsen (keyboards), Lars Heiberg Andersen (trommer) og Richard Farrell selv på vokal og guitar. Desuden medvirker Yannik Vikingo på percussion.
Bathing in cold water er indspillet live i studiet (to af sangene indeholder overdubs), og det mærker man. Der er en følelse af stuekoncert over albummet, der således inviterer lytteren ind i et intimt rum, hvor man virkelig får mulighed for at nyde det organiske sammenspil. Intimiteten klæder Richard Farrells sange, som ikke er bluesnumre, men snarere bevæger sig mellem soul og jazz med touches af gospel, folk og the great American songbook.
Man kunne således godt fristes til at tro, at hans udgangspunkt har været ”I wish I knew how it feels to be free”, som er pladens eneste covernummer. Jazzpianisten Billy Taylors komposition, som også er indspillet af blandt andre Nina Simone, forener alle de nævnte elementer.
Richard Farrell tager sit cue herfra med syv gode kompositioner, der swinger fedt, leger med taktarterne og iscenesætter Farrells unikke stemme. Førstesinglen ”My guardian, gardener & keeper” er et medrivende, vuggende nummer med en stærk melodi, tørt shuffle-trommespil og et pift af New Orleans i Lars Emil Riis Madsens veloplagte klaverspil.
Titelnummeret afgiver Sting-vibrationer fra både tekst og arrangement, mens ”Never been told” med sin bløde funk og lækre melodi kunne være et Stevie Wonder-outtake.
”Place me anywhere” har latin-påvirkning, men også Sinatra-swing a la ”Fly me to the moon” med kildne klavertoner. ”Watch the storm” er en gribende jazzballade, og singlen “Whose steps will I follow” lægger sig et spændende sted mellem folk-jazz og neo-soul med nogle virkelig velfungerende melodigreb.
Den afsluttende ”Lighten the load” er det rytmisk mest legende nummer, næsten med karakter af fusionsjazz.
Bandet spiller skønt med en jazzet spilleglæde. Lars Heiberg Andersens og Spencer Gross’ rytmesektion giver numrene en lethed og et swing, som løfter og vugger musikken, men samtidig har en meget jordnær, næsten americana-agtig kropslighed. Og Lars Emil Riis Madsen virker særdeles veloplagt ved klaveret med et let og vævert touch – men han kan også skabe gospelfylde, hvor det er påkrævet, ikke mindst på ”I wish I knew how it feels to be free”, hvor man hører ham på orgel.
Endelig er Richard Farrells stemme altid en oplevelse. Hans vibrato-vædede røst svæver og dykker, udforsker melodiernes hjørner og kroge og trækker på både blues-evangelister, keltisk folk og balladesang og Al Green’sk soul-indføling.
Bathing in cold water er en dejlig og intim lytteplade med god variation og opfindsom sangskrivning, som sjældent vælger den lette eller korteste vej fra A til B. Det er otte numre med musikalsk substans og sjæl.
Bathing in cold water udkom på lp og digitalt den 17. februar.