Af Peter Widmer
Útisetablús er seneste udgivelse fra den herboende færing, guitarist, sanger og sangskriver Terji Krossteig Messell, der synger på færøsk. Dét skal man nu ikke lade sig afskrække af, for den færøske sprogtone passer fortræffeligt til blues.
Terji har en god, udtryksfuld og genkendelig lystonet vokal og spiller halvakustisk eklektisk blues med påvirkninger fra ”folk blues” med mere, alt sammen kogt ned til en egen form.
Terji, der selv har produceret, får her hjælp af nogle af Danmarks fineste bluesmusikere så som Christian Bundgaard, Peter Nande og Olav Poulsen. Desuden høres bl.a. Big Creek Slim og den finske trommemand Mikko Peltola.
Teksterne på denne cd’s 11 selvkomponerede numre drejer sig primært om savnet af hjemstavnen. Den gribende ”Heim” har Peter Nande på ekspressiv mundharpe. Der er et nik til Ma Rainey i ”Kassagittarblús” og til New Orleans i ”Blús i F.”
Terji & co. har lavet en fin, særegen og langtidsholdbar skive med en varm, krystalklar lyd. Anbefales uden forbehold.