Af Jakob Wandam
The Devils er en københavnsk kvartet, som i dag består af Søren Bruun på vokal og mundharpe, Christian Balder på bas, Lars Diers på guitar og Kasper Schultz på trommer. Da debutalbummet Electrified blues … no bullshit … blev indspillet i december 2020, så opstillingen imidlertid lidt anderledes ud, idet guitaristen dengang var Mads Bolding, og Lars Lorentzen spillede trommer.
The Devils har til albummet udvalgt en række covernumre af navnkundige Chicago blues-koryfæer som Howlin’ Wolf (”Mr. Highway Man”), Willie Dixon (”She’s dangerous”, ”I’m ready”), Sonny Boy Williamson II (”Checkin’ up on my baby”) og Freddie King (”I’m tore down”) og også plukket hos lidt nyere navne som The Fabulous Thunderbirds (”Can’t tear it up enuff”).
Først og fremmest er The Devils dog inspireret af det kortlivede Los Angeles-band The Red Devils, der i start-1990’erne lavede et antal indspilninger med produceren Rick Rubin. Fem af de ti numre på Electrified blues … no bullshit … er således gengangere fra The Red Devils’ live-album King King (1992), inklusive forbilledernes egen ”Devil woman”.
Electrified blues … no bullshit … er en ganske rammende beskrivelse af, hvad man hører på albummet. Også lydmæssigt lægger The Devils sig tæt op ad deres amerikanske næsten-navnebrødre med en rå og umiddelbar stil, der har Søren Bruuns mundharpe og metallisk-forvrængede vokal i centrum. Kender man ikke The Red Devils, kan der også drages sammenligninger med ZZ Top og The Fabulous Thunderbirds – med et touch af Howlin’ Wolf – når The Devils dundrer derudad med deres gyngende boogie-blues.
Og det gør The Devils ret godt. Albummet er indspillet live i studiet, og der bliver spillet tight, intenst og – som lovet – uden bullshit! Christian Balder og Lars Lorentzen lægger et urokkeligt beat og overlader det til Mads Boldings uprætentiøse guitarspil og Søren Bruuns prunkløse, men effektive Chicago-mundharpespil at tilføje numrene tekstur. De giver den hverken for meget eller for lidt, og samlet set spiller The Devils med en forbilledlig disciplin.
Det er godt håndværk og en fornøjelse at høre på, og den eneste anke er sådan set, at respekten for forlægget næsten er for stor. Lyt for eksempel til ”Can’t tear it up enuff” – The Devils reproducerer lyden af The Fabulous Thunderbirds’ original så præcist, at selv den bedagede firserproduktion er gengivet.
The Devils kan deres kram og har begået en plade, der lyder fedt. Næste gang må de gerne tage nogle flere chancer og lyde fedt, også når de ikke lyder som deres forbilleder.
Electrified blues … no bullshit … er ude på vinyl og som streaming.