Det er svært ikke af holde af The Devils, når de med en forbilledlig energi pisker igennem de elleve sange på Goin’ to the church. Den københavnske kvartet markedsfører sin musik som ”fandenivoldsk og møgbeskidt bluesrock”, og det er betegnelser, man godt kan genkende, når man lytter til albummet.
Møgbeskidt, måske, men bestemt spillet med masser af disciplin. Det er nogle tight arrangementer, de lægger for dagen – uden tøven eller svinkeærinder, men lige på og hårdt. Søren Bruuns mundharpe forankrer musikken i Chicago blues-traditionen, mens Christian Balder på bas og Lars Lorentzen på trommer giver den et mere hårdtpumpet og insisterende udtryk, som trækker tråde til hill country bluesen og til John Lee Hookers og ZZ Tops boogie. Lyt blot til for eksempel Slim Harpos ”Shake your hips” eller det forrygende titelnummer.
”Goin’ to the church” er skrevet af Los Angeles-bandet The Red Devils, og lige som på The Devils’ debutalbum Electrified blues … no bullshit … (læs anmeldelse her) står det klart, at amerikanerne er en stor inspiration. Fire skæringer på Goin’ to the church er også indspillet af The Red Devils, og danskernes gennemgående lyd læner sig meget op ad forbillederne.
Det er nu ingen skam, for The Devils lyder faktisk rigtig, rigtig godt på Goin’ to the church. Albummet består udelukkende af covernumre, og det er selvfølgelig ikke videre originalt, men de bliver altså spillet ret fedt! Det er også førsteklasses materiale, der valgt; ud over de allerede nævnte er der sange af for eksempel The Fabulous Thunderbirds (”Mean love”), Earl Hooker (”You got to lose”), Billy Boy Arnold (”I wish you would”) og Juke Boy Bonner (”Runnin’ shoes”).
Søren Bruun og hans mundharpe boltrer sig over de hårdtslående rytmer, så det er en fornøjelse. Også hans vokal bliver ofte filtreret gennem mundharpemikrofonen, hvilket medvirker til hans 1950’er-bluesæstetik. Lars Diers spiller veldoseret elektrisk bluesrock-guitar, som måske snarere genkalder 1960’ernes britiske blueshelte, men uden deres selvsmagende maratonsoloer. Diers’ spil er koncist og uden dikkedarer.
Alt i alt er Goin’ to the church bare en fornøjelse at lytte til, medrivende og med masser af slagkraft.