Af Jakob Wandam
Bandet The Works blev dannet i forbindelse med Niels Malmros’ film Kærestesorger (2009). Filmen foregår i begyndelsen af 1960’erne, og Malmros havde brug for et orkester, der kunne spille autentisk, tidstypisk rock & roll. Det gik så godt, at The Works besluttede at fortsætte som live-band.
Siden er der sket er par udskiftninger i besætningen, og The Works anno 2020 er Jakob Baumgartner (leadvokal og guitar), Josef Baumgartner (klaver, Hammondorgel og kor), Mads D. Andersen (trommer og kor), Dave Stevens (kontrabas), Niels Mathiasen (tenorsaxofon) og Jakob Elvstrøm (barytonsaxofon).
Det er alle sammen folk, der kendes fra både den hjemlige og den internationale bluesscene. Brødrene Baumgartner spiller fast i Michelle Birkballes band. Mads D. Andersen har været medlem af Otis Grand & the Big Blues Band og Mike Andersen Band, har spillet med gud og hver mand og er i dag blandt andet en del af Nello & the Helping Hand Band (læs her).
Dave Stevens spiller til daglig i H.P. Lange Big Gumbo og har tidligere været med i Mike Andersen Band og Paul Lamb & the King Snakes. Niels Mathiasen kendes fra Grarup Allstars og Loveless Blue Jazz Quintet, og Jakob Elvstrøm har arbejdet sammen med blandt andre Blue Junction, Sahra da Silva, Miriam Mandipira og James Loveless.
Trods disse respektive generalieblade er I gotta know ikke en bluesplade, men et temmelig rendyrket rock & roll-album, om end dette også betyder betragtelige elementer af jump blues og især New Orleans-R&B. Der bliver spillet numre, som kendes med Gary U.S. Bonds (”New Orleans”), Little Richard (”Send me some loving”, ”Tutti frutti”), Chuck Berry (”Bye bye Johnny”), Roy Orbison (”Claudette”), Eddy Arnold/Ray Charles (“You don’t know me”) og Huey “Piano” Smith (“Sea cruise”).
Musikerne er topprofessionelle folk, som har godt styr på stilarten. Niels Mathiasens Lee Allen-fraseringer sidder lige i skabet, og kombinationen af trommer, bas og klaver er tight og sømløs. I virkeligheden har The Works måske lidt for godt styr på konventionerne, for de oprindelige versioner fra pladeselskaber som Chess, Specialty og Ace besidder en rå, spontan pioner-energi, som er vanskelig at eftergøre i 2020.
The Works leverer covernumrene godt, men gengivelser af ”musik, du kender” (som de siger på oldies-kanalerne) skal helst have en egen berettigelse. Ellers kan man jo bare lytte til originalversionerne.
Projektet lykkes nogle gange bedre end andre. ”Bye bye Johnny” og ”Claudette” bliver tæsket igennem på en måde, så originalernes enkle elegance helt forsvinder. Ligeledes er ”Tutti frutti” – med Rock Nalle og Michelle Birkballe som gæstevokalister – lidt af et lydmæssigt stormløb, som med fordel kunne have været gjort mere enkelt.
”New Orleans”, der synges som en duet mellem Jakob Baumgartner og Nalle, er til gengæld ret charmerende, og især på balladerne kommer Jakob Baumgartners stærke stemme til sin ret. Den besidder tilpas meget karakter til, at han ikke behøver at konkurrere med Richard, Charles og Orbison, og på for eksempel ”Send me some loving” finder Baumgartner sin egen stil og lyder mere oprigtig end den manierede Little Richard på originalversionen.
Når I gotta know ender som mere end en stiløvelse, skyldes det dog primært de nye numre. Omtrent halvdelen af skæringerne er nemlig skrevet af et eller flere af gruppens medlemmer. Også disse sange bekender sig til rock & roll’ens konventioner og holder et aldeles respektabelt niveau. Højdepunktet er Mads D. Andersens og Baumgartner-brødrenes bluesy ballade ”You’re in my life”, hvor Jakob Baumgartner ikke bare synger fremragende, men også får vredet nogle særdeles elegante, B.B. King-lignende toner ud af guitarstrengene.
Den instrumentale ”Boogie cruiser” er en charmerende boogie-woogie med veldoseret og disciplineret solospil af Josef Baumgartner på klaveret og Jakob Elvstrøm på barytonsax. Og Elvstrøms bevidst påtrængende ”Pick up the phone” er et novelty-nummer – beslægtet med The Champs’ ”Tequila”, som den da også parafraserer – som ikke kan undgå at gøre indtryk, hvad enten man elsker den eller finder den enerverende.
På bundlinjen står, at The Works er gode, når de spiller covernumre – de kan deres kram – men de er bedst, når de spiller egne numre. Der er hér, de for alvor viser, at de kan og vil noget med rock & roll.