Big Daddy Wilson tog publikum med storm

Tekst og foto: Peter Widmer

Big Daddy Wilson, der er i 50’erne, er født i North Carolina, USA. Big Daddy Wilson voksede ikke op med bluesmusikken i ørerne, men sang i den lokale kirke. Nogen fremtrædende plads havde han dog ikke, for han var ekstremt genert.

Big Daddy Wilson kom fra fattige kår, men fandt et udkomme ved at lade sig indrullere i hæren, hvor han gjorde tjeneste i Tyskland.

Her blev han senere gift med en tysk pige og bosatte sig permanent. Det var også i Tyskland, at han mødte bluesmusikken, og siden da har han ikke set sig tilbage.

Big Daddy Wilson har tolv cd’er bag sig, der er indspillet med forskellige musikere. Seneste cd-udgivelse er Neckbone stew, der udkom i år.

Konglomerat

Big Daddy Wilson har bred publikumsappel og spiller et vellykket konglomerat af reggae, roots, soul, funk, gospel og blues.

Med andre ord er der ikke tale om ren blues, og det er nok det, der gør, at selv folk, der normalt ikke er til bluestoner, tager Big Daddy Wilson og hans musik til sig.

Et hurtigt tjek blandt publikum afslørede, at der var mange, der ikke kendte til Big Daddy Wilson og normalt ikke lyttede til blues, men omvendt blev de.

På Jam Days-musikfestivalen 2017, hvor Big Daddy Wilson gav koncert fredag den 4. august, var det i hvert fald tydeligt, at bluesmanden fik mange nye proselytter, og det var forståeligt nok.

Bamselignende

Med bamselignende, tryghedsindgydende fremtoning og ikke et gran af generthed entrerede Big Daddy Wilson Amfiscenen på Brandts ved 19-tiden sammen med sine tre musikere.

Med Big Daddy Wilson på vokal og lejlighedsvis brug af håndholdte percussion-instrumenter, en trommeslager, en bassist og en guitarist spillede kvartetten sig gennem et fjorten numre langt sæt – plus det løse.

Med undtagelse af trommeslageren, der var iført nydelig sort skjorte og ditto grå benklæder, var musikerne iklædt ulastelige jakkesæt, og alle havde de bredt set de store smil fremme hele koncerten igennem.

Det var tydeligt, at de fire musikere nød at spille og at spille lige netop med hinanden. Og alle kunne de deres sager.

Italienere

Det skal lige bemærkes, at Big Daddy Wilsons musikere, der alle sang kor fra tid til anden, og som orkesterlederen i øvrigt roste flittigt ved flere lejligheder, var italienere.

Lider – eller led – man af den misopfattelse, at italienere kun er til vin, pizza og pasta, fik man sin opfattelse kraftigt revideret.

Trommeslageren Nik Taccori, bassisten Paolo Legramandi og guitaristen Cesare Nolli demonstrerede nemlig fornem instrumentbehandling og usvigelig tæft for den musik, de excellerede i, og så var de yderst behændige til tempo- og stilskift.

Desuden var der perfekt kommunikation alle fire musikere imellem, hvilket var herligt at opleve.

Honningstemme

Der blev lagt ud med Blind Willie Johnsons “John the revelator”, der ubesværet gik over i den traditionelle “Nobody’s fault but mine”. Begge udgaver var et velfungerende mix af blues, folk og spirituals.

“John the revelator” er i øvrigt et nummer, som Big Daddy Wilson ofte spiller i koncertsammenhæng, og som findes på de to live-cd’er, han har begået.

Derefter fulgte “Dead end Road” fra Big Daddy Wilsons album Time fra 2015.

Der var “reggae-gospel” i koncertens fjerde nummer, og Big Daddy Wilsons kraftfulde, gyldne honningstemme var den rene fryd.

Fingerspil

I det vuggende nummer “Time”, fra cd’en af same navn, demonstrerede Cesare Nolli, at han blandt meget andet mestrer et godt, næsten lyrisk fingerspil.

Men at han også mestrer det mere beskidte, rå og skramlede, fik man flere beviser på koncerten igennem.

Med nummeret “Texas boogie”, indspillet på Big Daddy Wilsons to live-cd’er, fik man aftenens eneste reelle tolvtakters blues-nummer. Samme drejede sig om en tiltrækkende “big mama.”

Også her var publikum helt med og sang lystigt “shake it, big mama” på Big Daddy Wilsons opfordring, klappede lystigt, og mange rejste sig endda op med store smil på læben.

Flere smil

Den solide og elegante “7 years” fra Neckbone stew fulgte, og både musikere og publikum kom frem med endnu flere smil.

Herefter fik man titelnummeret fra samme album, og her var der tale om ren reggae med flot guitarsolo og glimrende korarbejde.

Det trods regn og blæst pænt talstærke publikum lappede også denne komposition i sig med stigende entusiasme.

Det lange nummer “My day will come” fra Big Daddy Wilsons album I’m your man fra 2013 fulgte. Dette uptempo-nummer var på højt energiniveau, indeholdt en forrygende guitarsolo og sluttede helt gospel-agtigt.

I kirke

Det var næsten som at være i kirke, måske lige bortset fra, at Big Daddy Wilson fandt det betimeligt at steppe, hvilket publikum da var helt med på.

Big Daddy Wilsons behagelige stemme opfordrede desuden publikum til at klappe i hænderne, og de gjorde det sgu!

Med “If you were mine” fra 2011-albummet Thumb a ride blev tempoet skruet ned.

Nummeret, som blev tilegnet Big Daddy Wilsons hustru, er nemlig en langsom, dæmpet sang med næsten gospel-lignende vokaler i centrum. Et sjælfuldt nummer med masser af godt korarbejde.

Gospel-rock

Selveste Ray Charles stak snuden frem med sin klassiske komposition “I got a Woman”, der her blev leveret i en gospel-influeret udgave.

“Baby don’t like” fra albummet Thumb a ride blev koncertens sidste officielle nummer. Og her var der tryk på. Faktisk var der tale om “gospel-rock” i en hårdtslående udgave.

Havde man ikke opdaget det før, blev det klart, at der er masser af krummer i den klejne trommeslager Nik Taccori, og så var desuden inciterende surf-guitararbejde ved Cesare Nolli og sandelig også reggae-toner.

Kort sagt var det en fed, forrygende afslutning på en aldeles fornem koncert.

Ekstranumre

Men så let skulle Big Daddy Wilson og hans glimrende medmusikere ikke slippe, for det ellevilde og meget sultne publikum ville have mere, og dét fik de så, og dét til fulde.

Første ekstranummer var “Country boy” fra albummet Love is the key fra 2009, “til alle jer smukke damer derude,” sagde kapelmesteren, og så var der fin guitarsolo og masser af pjank med publikum ved Big Daddy Wilson, til folks store jubel.

Derefter fulgte Bert Berns-klassikeren “Cry to me” sunget af Cesare Nolli, og publikum klappede som besatte.

Det samme gjaldt Ben E. Kings “Stand by me”, sunget af Nik Taccori, og også her sang publikum med, så ikke et øje var tørt.

Lang afslutning

Bassisten Paolo Legramandi gav den hele armen – og publikum med – da han sang Smokey Robinsons “My girl”.

Big Daddy Wilson fik naturligvis det sidste ord med Otis Redding & Steve Cropper-perlen “(Sittin’ on) the dock of the bay” i en smuk version.

Også her var publikum helt med, og sang og klappede som besatte.

Det blev således en lang afslutning på en fremragende koncert, og var det ikke, fordi der naturligvis var en bagkant også på Big Daddy Wilsons koncert, kunne det begejstrede publikum sagtens have klaret mere endnu.

Jo, Big Daddy Wilson og hans fine medmusikere tog virkelig publikum med storm.