Billedserie: Alan Haynes, Platform K, Horsens og Godset, Kolding

Uffe Steen, Alan Haynes, Mika Vandborg, Mathias Rindom, Henrik Poulsen

Foto: Frank Nielsen

Den amerikanske guitarist og sanger Alan Haynes har netop afsluttet en omfattende Danmarksturné, der har budt på seksten koncerter på Fyn, på Sjælland og i Jylland. Alan Haynes blev bakket op af sin danske rytmesektion, der bestod af bassisten Henrik Poulsen og trommeslageren Mathias Rindom.

Fotograf Frank Nielsen var med ved koncerterne i Horsens og Kolding, og han forevigede begivenhederne i gallerierne nedenfor. Klik på et af billederne for at se galleriet i fuld størrelse.

Suppleret

Lørdag den 19. marts var et særligt stop på turnéen. Denne aften spillede trioen på Platform K i Horsens, og her blev de suppleret af guitaristen og sangeren Jesper Bjarnesen, der også kendes fra bandet JB & the Hüggeli og som solist m.m. (læs mere om Jesper Bjarnesens karriere her).

Tre guitarister

Mandag den 4. april gik turen så til Godset i Kolding. Også her var koncerten en ekstraordinær begivenhed, for den var annonceret som “Guitar Haters Nightmare”. Hele tre guitarister stod denne gang på scenen; ud over Alan Haynes var det Uffe Steen (Shades of Blue, Grarup Allstars, Uffe Steen Trio m.fl.) og Mika Vandborg (Electric Guitars, Gnags, Love Shop m.fl.).