Blues-a-Rama var en tilbagevendende årlig begivenhed hos Bluesforening Crossroads i Vejle fra 2001 til 2007. På denne festival spillede hvert år 4-6 bluesbands fra ind- og udland, og der var ofte tale om absolutte topnavne.
Amerikanske stjerner som Omar & the Howlers, Debbie Davies, Magic Slim, Janiva Magness, Darrell Nulisch og Dave Specter blandede sig med hjemmedyrket talent som Ole Frimer, The Blue Junction, Mike Andersen, Lightnin’ Moe, H.P. Lange, Paul Banks og Thorbjørn Risager.
Fem danske bands
I 2020 afholdt Crossroads en ”Dansk Blues Special” med fem danske bands på én dag (se billedserie fra dagen her) – som en mulighed for at få afviklet nogle af alle de koncerter, de havde måttet aflyses på grund af den første corona-nedlukning.
Det gav Crossroads blod på tanden til at genoplive konceptet Blues-a-Rama, der således genopstår som en endags-festival med fem danske navne på plakaten. Den første (nye) Blues-a-Rama finder sted lørdag den 17. september klokken 13-22 i ”Store Sal” i Bygningen i Vejle.
”Crossroads’ bestyrelse [har] gennem længere tid har haft ambitioner om at præsentere flere bluesorkestre, flere koncerter for publikum,” skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Den fortsætter: ”Så efter længe at have talt om det, haft tid til at spekulere på format, tidspunkt etc., gør vi nu alvor af idéen og gør initiativet til virkelighed. Vi lader tidligere tiders Blues-a-Rama events genopstå. Nu blot som event der afvikles på én dag.”
Syv timers musik
Det bliver en lørdag med omkring syv timers musik, kun afbrudt af 15-20 minutters pause mellem orkestrene, der hver spiller omkring 70 minutter. Og så er der en spisepause klokken 18-19, hvor Bygningens restaurant er åben, så publikum ikke vansmægter undervejs.
Dagens program ser ud som følger:
13.00: Dørene åbner
13.30-14.45: Blue Belles of Joy
15.00-16.15: Nello & the Helping Hand Blues Band
16.30-17.45: Jumpin’ Jacks
18.00-19.00: Pause – Bygningens restaurant er åben
19.00-20.15: Ole Frimer Band
20.30-21.45: The Manic Blues
Det har været et mål for Crossroads at sammensætte et program med stor stilmæssig spredning, og det må siges at være lykkedes.
Blue Belles of Joy
Blue Belles of Joy er de tre sangerinder Pia Trøjgaard (som også spiller klaver), Miriam Mandipira og Lea Thorlann. Samarbejdet er en udløber af Troels Jensen & the Healers, som trioen både sammen og hver især har optrådt med.
Der er i det hele taget tale om tre særdeles erfarne damer, der samlet set har medvirket som korsangere på et utal af danske plader inden for pop, jazz og blues. Hertil kommer deres respektive roller som frontfigurer i bands som Circles, Ladies Sing the Blues og Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost.
Endvidere har Lea Thorlann udsendt solopladen Untitled (2009) og skrevet og indspillet to musikalske børne-netbøger om katten Snooze, der synger kattejammer-blues (læs her og her). Miriam Mandipira har fire udgivelser i eget navn på samvittigheden, senest med ensemblet The Soul Family (læs her), og udgav i 2017 duo-pladen Careless love med Troels Jensen (læs her).
Blue Belles of Joy har karakter af en slags fritidsprojekt for de tre travle sangerinder, og humøret er altid højt ved deres koncerter, der har blues som udgangspunkt, men også kommer længere ud i hjørner af jazz, soul, gospel og pop (læs for eksempel her).
Med sig i Vejle har Blue Belles of Joy saxofonisten Nis Toxværd, og også han kan skrive Troels Jensen & the Healers på cv’et. Nis Toxværd har desuden indspillet med for eksempel Mama’s Blues Joint og Sahra da Silva, spillet funk med Ridin’ Thumb og Zapp Zapp og optrådt på plader med alskens danske popnavne som Shu-Bi-Dua, Hanne Boel og Sko/Torp.
Nello & the Helping Hand Blues Band
Bassisten og sangeren Niels Nello Mogensen har været at finde på de danske bluesscener i mange år i bands som Thomsen-Nello-Hansen og Grarup Allstars og som sideman for udenlandske kunstnere, der har besøgt landet. Nello har desuden i en årrække haft sit eget rockband Nellovator.
I 2020 besluttede Nello så at tage springet og etablere et bluesband med sig selv som frontfigur (læs mere her). Nello & the Helping Hand Blues Band, som orkestret kom til at hedde, er lidt af en supergruppe med erfarne folk fra blues-Danmark. Mads D. Andersen (Otis Grand, Alan Haynes, Holtsø & Wittrock m.fl.) spiller trommer, og Ronni Boysen (Mud Morganfield, The Kokomo Kings, Peter Nande m.fl.) er på guitar.
På Hammondorgel finder man Rasmus Stenholm (Grarup Allstars, Live Bleeding Fingers, Margrete Grarup m.fl.), der er permanent afløser for orkestrets oprindelige organist Kjeld Lauritsen.
Nello & the Helping Hand Blues Band spiller enkelte egne sange, men ellers numre af kunstnere som Muddy Waters, Willie Dixon, Howlin’ Wolf, B.B. King, Little Walter, Albert King og John Lee Hooker. Tror man, at det er et ordinært coverband, man har med at gøre, tager man imidlertid fejl. Nello & the Helping Hand Blues Band skaber deres egne, særdeles originale versioner og er i det hele taget garanter for en stærk bluesoplevelse, ifølge Bluesnews.dk’s erfaring (læs her).
Jumpin’ Jacks
Stærke oplevelser er man også sikret med jump blues-trioen Jumpin’ Jacks. Det har bandet bevist gennem den relativt korte levetid, det har haft siden dannelsen under begyndelsen af coronakrisen.
Jumpin’ Jacks har nemlig været et ekstraordinært aktivt live-navn, som har spillet såvel på gader og stræder rundt om i landet som på egentlige koncertscener, for eksempel hos Bluesnight Randers (læs her) og på Vejle Fjordfestival (læs her).
Bandet udspringer af det hedengangne Business Stress Express, som blandt andre bestod af sanger og kontrabassist Thomas Valther og guitarist Bo Møller, der begge er med i Jumpin’ Jacks. I Jumpin’ Jacks bliver der spillet publikumsvenlig og særdeles energisk rhythm & blues med afstikkere til Chicago- og New Orleans blues, rock & roll og rockabilly og sågar til dansktoppen.
Jumpin’ Jacks tager nemlig gerne numre fra for eksempel Four Jacks’ og John Mogensens repertoirer op og arrangerer dem i bandets egen stil. Og så skriver de også selv numre på både engelsk og dansk og har faktisk toppet DK4 Dansktoppen to gange med deres egne sange.
Det skal man nu ikke lade sig afskrække af, for som Bluesnews.dk skrev om Jumpin Jacks’ debutalbum Rock ’n’ roll og ikke andet: ”Kan man lide Ray Charles, Fats Domino, Louis Jordan eller Stray Cats, vil man også kunne lide den instrumentale side af Jumpin’ Jacks” (læs hele anmeldelsen her). Og så har bandet tilmed en god sanger og en stærk frontfigur i Thomas Valter.
Jumpin’ Jacks er lige nu aktuelle med deres tredje album, der blot lyder titlen Jumpin’ Jacks 3 (læs anmeldelse her).
Ole Frimer Band
Guitaristen, sangeren og sangskriveren Ole Frimer har igennem mere end tre årtier skabt sig en plads i dansk blues’ allerforreste geled. Hans første projekt som orkesterleder, Frimer Band, var en højt værdsat del af 1990’ernes stærke aarhusianske bluesscene, og succesen blev fortsat i Blue Junction. Siden dannede han Ole Frimer Band, der pladedebuterede i 2014 med den meget roste Blålys.
Her sang Ole Frimer sine egne, dansksprogede tekster – noget, der både dengang og nu er et relativt sjældent syn. Men Ole Frimer viste sig at have en stærk lyrisk åre, som kunne matche hans meget elegante, melodiske og sjælfulde guitarspil.
Albummet faerd fra 2020 fortsatte Ole Frimers udvikling som sangskriver og tiltrak sig igen store lovord (læs anmeldelse her). Stor ros har der også været til Ole Frimer Bands to live-plader Live at Blues Baltica (2015) (læs her) og Live in Eppingen (2020) (læs her). De to album dokumenterer desuden, at Ole Frimer Band også har format til at konkurrere på internationalt plan. I live-sammenhæng trækker Ole Frimer både på sine danske sange og på det engelsksprogede repertoire.
At Ole Frimer er en af landets fremmeste bluesguitarister, er hævet over enhver diskussion, og i Ole Frimer Band omgiver han sig med musikere, der kan leve op til standarden. Orkestret består, ud over altså Ole Frimer på guitar og vokal, af Claus Daugaard på trommer, Jesper Bylling på bas og Niels Ole Thorning på tangenter.
The Manic Blues
Sidste band på Blues-a-Rama-programmet er også det nyeste. The Manic Blues har blot eksisteret i et par år, men de fire medlemmer har masser af spilleerfaring både sammen og hver for sig. Således havde sangeren Henrik B. Bruhn, guitaristen Martin ”Big” Skaastrup og bassisten Jais Kurečko Eriksen et band sammen helt tilbage i de tidlige 00’er, og trommeslager Lars Møllenberg har spillet sammen med Jais Kurečko Eriksen on and off siden de tidlige teenageår.
Det danske bluespublikum kender naturligvis Jais Kurečko Eriksen fra bands som JB & the Hüggeli, Big O & the Blue Quarters, The Blues Express og Max Wolff & the Blues Tones. Han havde i sine unge år sin faste gang på spillestedet Fatter Eskil i Aarhus, hvor han blandt andre jammede sammen med Martin Skaastrup. De to optræder fortsat indimellem som Eriksen & Big.
Lars Møllenberg har blandt andre indspillet med saxofonisten Jakob Elvstrøm, og i det hele taget har bandmedlemmerne en god og blandet erfaring og kan samlet set skrive koncerter i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, Østrig, Schweiz og USA på cv’et.
I The Manic Blues spiller de udelukkende originalt materiale, som kombinerer traditionel Chicago blues med rock, soul og funk. De arbejder p.t. på at færdiggøre debutalbummet.
Konferencier
Konferencier ved Blues-a-Rama bliver Poul Ewald, der kendes som mundharpespiller i Evil Sons of the Blues og som den ene halvdel af duoen Bøje&Ewald, hvor han fungerer som sangskriver, sanger, mundharpemand og percussionist.
Poul Ewald har også spillet med blandt andre Ole Friis, Jan Olsen og The Blues Brothers Souvenir Show.
Læs mere om Blues-a-Rama på Crossroads’ hjemmeside her, hvor der blandt andet forefindes information om billetsalg, menuen i restauranten og vilkårene for tilkøb af mad.
Billetter til Blues-a-Rama forventes sat til salg fra den 1. maj 2022.