Blueskartellet i Horsens (se sammes hjemmeside her) stod i flere år for Horsens Blues Festival, der efterhånden skiftede navn til Keeping the Blues Alive Festival for til sidst at lande på navnet Blues Alive Festival i 2018, og dét hedder den årlige endagsbegivenhed stadigvæk (læs mere her).
2020-udgaven af Blues Alive Festival finder sted den 31. oktober klokken 15.00-00.30, og billetprisen er absolut rimelig, da den er sat til 350 kr. pr. snude. På Blueskartellets hjemmeside gøres der tilmed opmærksom på, at: ”Vi følger alle myndighedernes restriktioner vedr. Corona. Hvis festivalen må aflyses, får alle billetterne refunderet.”
Som i de forløbne to år finder festivalen sted i Håndværkerforeningens bygning, Allégade 16A i Horsens, og dét er et godt lokalitetsvalg for en blues-med-mere-festival. Der har dog været problemer med koncertlyden, specielt i Store Sal (se eksempelvis her). Lyden bliver dog forhåbentlig forbedret i år.
Blues Alive Festival 2020 drosler i år lidt ned for musiknavnenes antal i forhold til tidligere. Både i 2018 og i 2019 præsenterede festivalen syv navne. I år er de deltagende musiknavne imidlertid reduceret til fem.
Rettidig omhu
Bluesnews.dk ringede til Carsten Mellson, der er formand for Blueskartellet i Horsens, booker og den, der står for pressekontakt, for at få afklaret et par ting i forbindelse med Blues Alive Festival 2020.
Hvorfor har I skåret ned på antallet af musiknavne i år?
– Fordi det skal kunne køre rundt økonomisk. Vi mangler nogle midler i forhold til sidste år, så det, at vi ”kun” har fem navne på plakaten i år, drejer sig om rettidig omhu, siger Carsten Mellson.
– Der var desuden flere navne, der ikke kunne komme på grund af coronaen, men det er der jo ingen, der er herre over, slår Carsten Mellson fast.
Pubikumskapaciteten
Sidste år blev der solgt 360 billetter til Blues Alive Festival 2019. Satser I på at sælge lige så mange billetter i år?
– Vi håber på at sælge 400 biletter i år, for i år har vi lavet et anderledes program. Vi satser på det, vi formoder, at folk efterspørger. Folk vil gerne have noget, de kender. Derfor har vi for eksempel booket Thorbjørn Risager & the Black Tornado. Desuden er blandt andre Chris Grey & co. jo i vælten. og B.B. & the Blues Shacks laver en fest.
Hidtil har der på Blues Alive-festivalen været to scener, nemlig Caféscenen og Store Scene, men i år er der – så vidt jeg kan se – kun én scene, nemlig Store Scene, der ligger på første sal. Hvorfor det?
– Det drejer sig om lidt logistik, så vi ikke skal rende frem og tilbage mellem caféen i stuen og Store Sal på første etage. Folk skal også spise, hvilket foregår i caféen, og der skal laves lyd i Store Sal, som skal tilpasses det enkelte musiknavn.
Solist
På Håndværkerforeningens første sal har der de sidste to år været flere udstillere. I år er den lokale musikforretning Cat Music igen repræsenteret, og det samme gælder Hattemanden. Er der andre udstillere i år?
– Ja, det er der. I år kommer fotografen Frank Nielsen til. Han får sin egen stand, hvor han vil sælge sin fotobog med blues-fotografier (læs her).
– Folk er desuden velkomne til at spørge Frank Nielsen om diverse, og mon ikke Frank Nielsen kan overtales til at signere de bøger, han sælger? Det går jeg da ud fra, siger Carsten Mellson.
Fortæring
For lidt siden sagde du, at: ”Folk skal også spise, hvilket foregår i caféen …” Hvordan forholder det sig med fortæring festivalen igennem? Kan man købe mad i caféen?
– I princippet kan man kun købe drikkevarer. Imidlertid kan man tilkøbe sig Håndværkerforeningens buffet, der har fået megen ros, for den ringe sum af 130 kr. (se nærmere her). Buffeten vil så, som på de to tidligere udgaver af Blues Alive Festival, være tilgængelig først på aftenen, og indtil videre har dét passet publikum meget godt, så vidt jeg ved, bedyrer Carsten Mellson.
Hvordan har I forberedt jer på afholdelse af festivalen angående corona-situationen?
– Vi følger naturligvis myndighedernes anvisninger. Desuden vil man sagtens kunne holde afstand til andre festivaldeltagere, og så har vi naturligvis masser af tilgængelig håndsprit, så alt skulle køre efter de gældende forskrifter.
– Vi må naturligvis også påregne, at der muligvis kommer en coronabølge 2, der vil gøre, at vores festival slet ikke kan finde sted. Skulle dette ske, vil alle, der har købt billet til festivalen, få deres penge igen. Dette fremgår i øvrigt også af vores hjemmeside, slutter Carsten Mellson.
Musikprogrammet
De nærmere detaljer omkring afviklingen af musikprogrammet på Blues Alive Festival 2020, så som spilletider, vil blive offentliggjort på Blueskartellets hjemmeside.
Planlægger man at deltage i Blues Alive Festival 2020, bør Blueskartellets hjemmeside derfor tjekkes løbende.
Indtil videre omfatter musikprogrammet følgende navne: Danske Thorbjørn Risager & the Black Tornado, Chris Grey & the BlueSpand samt Jesper Bjarnesen.
Fra Tyskland kommer et af Europas allerbedste soul- og rhythm & blues-bands, nemlig B.B. & the Blues Shacks. Desuden optræder den amerikanske guitarist, sanger og sangskriver Shawn Pittman, der akkompagneres af tyske The Özdemirs.
Institution
Danske Thorbjørn Risager & the Black Tornado, der som orkester har fungeret næsten intakt i årevis, er en institution i det danske musiklandskab.
Orkesteret, der tæller otte mand, startede som bluesband, men valgte at kalde sig et rockband for et par år siden med udsendelsen af deres tiende album Change my game fra 2017 (læs anmeldelse her).
Til almindelig beroligelse skal der dog her gøres opmærksom på, at blues er der stadig en del af i bandets musik.
Thorbjørn Risager & the Black Tornado har ved særlige lejligheder udvidet besætningen med to svenske sangerinder med glimrende resultat. (læs for eksempel her).
Tilmed har de varmet op for amerikanske Tedeschi Trucks Band (læs her).
Thorbjørn Risager & the Black Tornado fik for ikke så længe siden ny guitarist, der eksempelvis kunne opleves i Silkeborg sidst i januar i år (læs koncertanmeldelse her).
Forrygende
Thorbjørn Risager & the Black Tornado spiller forrygende, og albummæssigt leverer de konstant kvalitetsvaren, hvilket man blandt andet kan overbevise sig om ved at lytte til orkestrets seneste udspil Come on in (læs anmeldelse her).
Thorbjørn Risager & the Black Tornado er endvidere en af Danmarks bedst sælgende eksportartikler, og at de gør det rigtig godt i udlandet, viser sig blandt andet ved deres intense turnévirksomhed med jobs i Frankrig, Tyskland, England med mere.
Ikke blot sælger deres koncerter godt. Også deres lp’er, cd’er og downloadede musik går det godt med (læs for eksempel her).
Man er altid i rigtig godt selskab med dette hyperkompetente, utrolig velspillende orkester, der utvivlsomt vil trykke den af, når de spiller op på Blues Alive Festival 2020.
Mere end Mammalaid
Den fynske power funk blues-trio Chris Grey & the BlueSpand fik sig for snart mange måner siden et kæmpe viralt hit med deres nummer ”Mammas mammalaid”.
Dette satte naturligvis ekstra gang i en allerede velkørende karriere, der har bragt trioen rundt på adskillige både små og store danske og udenlandske scener.
Eksempelvis har Chris Grey & the BlueSpand spillet i både Letland og Tyskland med stor succes, og bandet er meget mere end ”Mammas mammalaid”.
Trioen, der består af Chris Grey på guitar og vokal, Kasper Lauersen på bas og Lars Frimodt-Møller på trommer, har også samarbejdet med den amerikanske sangerinde Lucy Woodward (læs her) og med tyske Tommy Schneller Band (se for eksempel her).
Venter
Tommy Schneller, der er saxofonist, medvirker endvidere på Chris Grey & the BlueSpands debut-cd Lotta love fra 2014.
Trioen har spilet flere danske festivaljobs (læs for eksempel her og her), og festivaler i for eksempel Letland har også haft bud efter Chris Grey & the BlueSpand (se for eksempel her).
Imidlertid gør Chris Grey & the BlueSpand det også fornemt på mindre spillesteder (læs for eksempel her).
Chris Grey & the BlueSpand har ord for at kunne tackle ethvert publikum med deres velspillede musik, charme og underfundige, energifyldte sceneoptræden, og mon ikke de også får publikum i deres hule hånd på Blues Alive 2020-festivalen? Dét er der i hvert fald meget, der tyder på.
Veteranmedlemmer
Gennem rigtig mange år har Bluesnews.dk adskillige gange haft fornøjelsen af at opleve tyske B.B. & the Blues Shacks gi’ den gas på mange forskellige scener i Danmark.
B.B. & the Blues Shacks, der har været i gang i 30 år, består af de tre veteranmedlemmer, mundharpemanden og forsangeren Michael ”Maddy” Arlt, hans bror, superguitaristen Andreas Arldt og den bundsolide bassist Henning Hauerken. Hertil kommer tangentmanden Fabian Fritz og den swingende trommeslager André Werkmeister.
Kvintetten gæster fra deres geografiske udgangspunkt, Hildesheim i Tyskland, ikke blot Danmark, for hele Europa er deres arbejdsplads. Desuden har de spillet – og indspillet – i USA, i Australien og i flere andre dele af verden.
Deres albumproduktion er alenlang og præget af høj kvalitet. Det samme kan man kun sige om deres koncerter, hvor de har det med at lægge deres ofte forskelligartede publikummer ned (læs for eksempel her).
Samarbejde
B.B. & the Blues Shacks har på to fuldlængdeudgivelser lavet et frugtbart samarbejde med den glimrende sydafrikanske sangerinde Bonita Niessen. Deres seneste fælles-cd er Sweet thing fra 2018.
Desuden har de for eksempel indspillet live med amerikanske Tad Robinson. Det kom der et sprudlende album ud af, nemlig Live at Lucerne Blues Festival (1998).
B.B. & the Blues Shacks har alt i alt små tyve fuldlængdeudgivelser under bæltet og over 4.000 koncerter bag sig, så man må konstatere, at det er et gennemprøvet orkester, der snart runder Horsens.
Som Chris Grey & the BlueSpand angriber B.B. & the Blues Shacks ethvert publikum med afvæbnende charme og kompetence, og det er svært at sidde stille til orkestrets altid energiske og velswingende udladninger på enhver scene (læs mere om B.B. & the Blues Shacks her og her).
Texas-guitarist
Har man trang til at få sig et velrettet skud Texas blues, er man kommet til den rette mand, når man møder den amerikanske guitarist, sanger og sangskriver Shawn Pittman, der har base i netop Texas. Samme bliver ved koncerten på Blues Alive Festival 2020 backet af ingen ringere end rutinerede tyske The Özdemirs.
The Özdemirs består egentlig af Erkan Özdemir på bas og hans to sønner Levent Özdemir på trommer og Kenan Özdemir på guitar. Om alle tre tropper op på Blues Alive Festival 2020, kan der i skrivende stund ikke skaffes gangbare oplysninger om. Imidlertid taler noget for, at Kenan Özdemir ikke viser sig, men alt kan ske.
Bluesnews.dk havde i øvrigt fornøjelsen af at høre Shawn Pittman og to medlemmer af The Özdemirs på Bartof Station i København for nogle måneder siden. Her var det ”kun” Levent og Erkan Özdemir, der backede Shawn Pittman, og dét gjorde de habilt (læs koncertanmeldelse her).
The Özdemirs har på fornem vis backet den amerikanske sanger, sangskriver og guitarist Johnny Rawls ved flere lejligheder (se for eksempel her). Ydermere har de blandt mange andre ofte backet den amerikanske sværvægter Memo Gonzalez (læs her).
Det er med andre ord nogle solide musikere, der dukker op i Horsens sammen med Shawn Pittman.
Multimusiker
Shawn Pittman er født og opvokset i Oklahoma og flyttede først til Texas, da han skulle gennemføre sit sidste år på gymnasiet. Han er ud af en familie med musik i, og Shawn Pittman selv spillede klaver i flere år, fra han var blot otte år gammel.
Senere blev det trommer og saxofon, indtil han landede på guitaren som sit foretrukne instrument. Shawn Pittman var altså noget af en multimusiker i barn- og ungdommen, men det blev guitaren, han holdt fast ved og blev rigtig god på.
Han bosatte sig i det sidste gymnasieår i Dallas, Texas og kastede sig efter endt gymnasietid ud på den lokale bluesscene. Shawn Pittman blev oplært af folk som Anson Funderburgh og Mike Morgan.
Hans tidligste blueshelte var dog Lightnin’ Hopkins og Jimmy Reed. Shawn Pittman er desuden stærkt påvirket af Hound Dog Taylor samt af både Jimmie og Stevie Ray Vaughan. De to sidstnævnte huserede på blues-spillesteder i Dallas, før de flyttede til musikbyen Austin, hvilket Shawn Pittman efterhånden også gjorde.
Produktiv
Shawn Pittman er en fin guitarist, der forstår betydningen af at spille på pauserne i musikken, og han vægter både tone og melodi langt mere end guitarfræs. Desuden spiller han både rytme- og leadguitar mægtig kompetent.
Shawn Pittman må siges at være en produktiv herre. Bortset fra omfattende turnévirksomhed har han også haft tid til at komme i studiet. Indspilningskarrieren startede med albummet Burnin’ up i 1998, og han har nu ikke færre end 10 solide fuldlængdeudgivelser i eget navn bag sig.
På sine indspilninger har Shawn Pittman haft hjælp af stort set alt, hvad der kan krybe og gå af Austins blueshær. Blandt andre har Stevie Ray Vaughans gamle rytmefolk Tommy Shannon og Chris Layton medvirket hist og pist.
Ikke blot er Shawn Pittman en velmodnet musiker, hvis guitarspil absolut er værd at lytte til. Han ejer også en stemme, der gør sig mægtig godt i blues-sammenhæng.
Desuden skriver Shawn Pittman ofte nogle interessante tekster, og på en scene er Shawn Pittman en glæde at opleve, så der er noget at se frem til, når Shawn Pittman & the Özdemirs indtager Store Scene den 31. oktober.
Jesper Bjarnesen
Den garvede professionelle Horsens-musiker Jesper Bjarnesen er hverken rig eller berømt. Til gengæld er han far til Oscar ”Big O” Eriksen, der er god ved et trommesæt, og som både synger og spiller mundharpe i det prisbelønnede østjyske jump blues-band Big O & the Blue Quarters.
Samme blev sidste år tildelt Blueskartellets Ærespris (se her).
Jesper Bjarnesen, der er en respekteret musiker, er blevet tildelt flere priser. Eksempelvis modtog han selv Blueskartellets Ærespris i 2018, og dét er da noget af en anerkendelse for en mand, der har knoklet i årevis for udbredelsen af den rytmiske musik (læs her).
Forinden blev Jesper Bjarnesen endvidere tildelt Horsens All Stars’ publikumspris 2018, og Jesper Bjarnesen er et skattet og veletableret navn i sin hjemby.
Jesper Bjarnesen, der startede sin musikerkarriere i 1977, spiller banjo og guitar og synger. Guitaren er dog i dag hans foretrukne strengeinstrument. Jesper Bjarnesen er leveringsdygtig i numre af kvalitetskunstnere som Van Morrison, Joni Mitchell og Dire Straits, i jazz-ballader, i ragtime-numre og i blues-toner.
Han har spillet i utallige forskellige sammenhænge, primært inden for genrerne blues og jazz. Det sidste blandt andet med hæderkronede aarhusianske Klüvers Big Band.
Rock
Imidlertid har han også markeret sig inden for andre genrer og var for eksempel et bærende led i det legendariske rockband Shotgone Wedding, der senere blev til Shotgone. Desuden har han optrådt solo mange gange.
Jesper Bjarnesen har også gjort sig bemærket på cd. Her har han eksempelvis den sympatiske fuldlængdeudgivelse Swinging Christmas på gaden, og den har solgt pænt.
Jesper Bjarnesen kommer til at fungere som konferencier på Blues Alive 2020, og konferencier-rollen er han vant til, da han i flere omgange har styret slagets gang, blandt andet på bluesfestivaler i Horsens.
Her har han også fungeret som en musiker, der på bedste vis har lukket og slukket for de blå toner med sin stemme og sin guitar (læs her). Tilmed afsluttede han Horsens Blues Festival 2016 sammen med Mellson Blues Band (læs her).
Jesper Bjarnesen er altid behageligt selskab, hvis musikalske frembringelser man kan se frem til at lægge øre til, når han som sidste mand slår tonerne an på Blues Alive Festival 2020.