Blues-booker Keld Christensen er død

Keld Christensen

Tekst: Jakob Wandam

Den danske bluesverden måtte i weekenden sige farvel til en skikkelse, som i mere end tredive år har ageret bag scenen, når musikken har spillet rundt om i landet. Booker og promotor Keld Christensen døde søndag den 20. august, dagen efter sin 63-års fødselsdag.

Keld Christensen drev bureauet KC/DGM Concert & Booking. DGM stod for “damn good music”, og Keld Christensen brændte for musikken gennem en alsidig karriere, hvor han både optrådte som musiker og gadegøgler og stod foran og bag scenen som lystekniker, ”crew” og koncert- og festivalarrangør.

I de seneste år var det især som booker og tourmanager, man så Keld Christensen. Han stod bag turnéer, der blandt andre bragte Blues Beatles, Lachy Doley og Steve Hill til landet, og netop nu turnerer Adam Karch i Danmark takket være Keld Christensen.

Keld Christensen nåede også at agere tourmanager for blandt andre Robben Ford og Fred Chapellier, lige som han arbejdede sammen med Tony Vega & Kai Strauss, Big Brother and the Holding Company, Popa Chubby, Tommy Schneller Band, hjemlige Troels Jensen og mange andre.

I hjembyen Randers virkede Keld Christensen for det lokale musikliv, hvad enten det gjaldt tiltag som undergrunds-rockfestivalen Søsyg Havnerock eller de mange blueskoncerter, der lagde grunden for foreningen Bluesnight Randers.

Keld Christensen bliver bisat fra Sct. Clemens Kirke i Randers torsdag den 31. august klokken 14. Alle, der har lyst til at sige et sidste farvel, er velkomne, skriver familien på Facebook.