Blues fra mange lande i Randers

Tommy Schneller
Foto: Sascha Rheker

Tekst: Jakob Wandam

I Bluesnews.dk’s rundtur til de danske bluesforeninger og deres forårsprogrammer er vi nu nået til landets sjettestørste by. Her varetages blueslivet af (blandt andre) foreningen Bluesnight Randers.

Vi har tidligere skrevet om bluesforeningernes programmer i Silkeborg (læs her), Vejle (læs her) og Horsens (læs her). Hos Bluesnight Randers begyndte man allerede den 4. februar, hvor svensk/danske The Kokomo Kings spillede på Underværket. Det er i øvrigt her – på Underværket, Stemannsgade 9C i det centrale Randers – at alle foreningens koncerter i denne sæson foregår.

Billetter til Bluesnight Randers’ koncerter kan købes her.

Førstkommende

Steen Frederiksen, Morten Brauner, Stefan Borum
Foto: Frank Nielsen

Det førstkommende programpunkt er Frederiksen Blues Band, som optræder fredag den 4. marts klokken 20. Bandet ledes af Steen Frederiksen, der er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og tidligere har spillet klaver i Silkeborg-bandet Bop Till You Drop, ligesom han har været bestyrelsesmedlem i B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association.

I Frederiksen Blues Band optræder Steen Frederiksen på guitar og vokal. Med sig har han på bas Morten Brauner, og det var faktisk ham, der tilbage i 2019 opfordrede Steen Frederiksen til at samle et bluesband. Morten Brauner kendes af bluesfans for sit mangeårige medlemskab af Trouble Cats og Shades of Blue, lige som han spiller i The Doors Tribute.

På trommer finder man Claus Daugaard, som også svinger trommestikkerne i Ole Frimer Band og Kent T. & the Delta Grinders. Både Morten Brauner og Claus Daugaard var i øvrigt medlemmer af hedengangne Blue Junction.

Emil Otto
Foto: Jakob Wandam

Hele to tangentspillere kan Frederiksen Blues Band byde på. På orgel har de Stefan Borum, som er tidligere Shades of Blue-medlem og også har indspillet med for eksempel Uffe Steen, Poulin og Lars H.U.G. Klaveret betjenes normalt af Josef Baumgartner, men ved denne lejlighed er han afløst af Emil Otto. Denne er, ud over at være søn af Claus Daugaard, et up-and-coming navn på den danske blues- og jazzscene, hvor han allerede har markeret sig både som solist og med grupperne Gumbo Ya-Ya og The Vooo Ca Ray.

Frederiksen Blues Band lover ”seje og sprøde bluessange samt smukke overraskelser” og traditionel blues med et tvist.

På strandhugst

Mathias Rindom
Foto: Jakob Wandam

Fredag den 1. april klokken 20 er det amerikanske Alan Haynes, der spiller hos Bluesnight. Også han har været på strandhugst i den næste generation af jyske bluestalenter, for Alan Haynes har Mathias Rindom på trommer. Rindom spiller også med bands som Natural Boogie og Big O & the Blue Quarters, og så har han endvidere optrådt sammen med ovennævnte Emil Otto (læs her).

Til at betjene bassen har Alan Haynes indforskrevet Henrik Poulsen, og de to har mere end ti års erfaring som sparringspartnere på de danske scener. Henrik Poulsen har et kilometerlangt cv, der blandt andet omfatter The Pocket Players, Barrow og Peter Sommer.

Alan Haynes og Henrik Poulsen
Foto: Frank Nielsen

Som antydet er Alan Haynes en hyppigt tilbagevendende gæst i Danmark, hvor han har et stort og trofast publikum – også i Randers, hvor han for eksempel spillede på Randers City Blues Festival i 2017 (læs her). Faktisk er Alan Haynes kommet til landet med jævne mellemrum i mere end tyve år. Når han til stadighed kan begejstre publikummer, skyldes det ikke mindst hans ihærdighed, som kommer til udtryk både i udstrakte guitarsoloer og koncerter af maratonlængde.

Alan Haynes, der optræder på både guitar og vokal (men mest guitar), er af Texas blues-skolen og stammer da også fra Houston, Texas. I dag bor han i statens hovedstad Austin. Han har udgivet to studieplader og diverse live-album, men fokuserer mest på koncertaktiviteten, der især er koncentreret omkring hjemstaten samt Nordeuropa og særligt Skandinavien.

Ikke specielt engelsk

Fredag den 6. maj klokken 20 kan opleve det britiske bluesband The Cinelli Brothers på Underværket. Cinelli-navnet lyder måske ikke specielt engelsk, og det skyldes, at bandets stiftere Marco Cinelli (guitar og vokal) og Alessandro Cinelli (trommer) stammer fra Latina i Italien. De spillede begge fra en tidlig alder, men det var først som voksne, at de fandt sammen i London og begyndte at spille sammen i byens bluesklubber.

The Cinelli Brothers
Foto: Anastasiia Zaitz

Her fik de selskab af endnu en eksil-italiener, bassisten Enzo Strano, og senere af Tom Julian-Jones (også kendt som Tom J.J.) på mundharpe og guitar. De kunne nu udvide turnévirksomheden til resten af Storbritannien samt Frankrig, Spanien, Nederlandene, Italien, Portugal og Tyskland – og nu Danmark.

The Cinelli Brothers spiller Chicago-baseret blues og R&B. Det har de dokumenteret på to albumudgivelser, Baby please set your alarm (2018) og Villa jukejoint (2021). Sidstnævnte har resulteret i to nomineringer ved UK Blues Awards 2022, nemlig i kategorierne ”Blues Band of the Year” og ”Blues Album of the Year”.

Bidt af bluesen

Den tyske saxofonist og sanger Tommy Schneller står for underholdningen fredag den 10. juni klokken 20. Tommy Schneller, der stammer fra Ankum nær Osnabrück, spillede oprindelig klarinet, men skiftede til saxofon og spillede bigband-swing i det lokale skoleorkester. Da han overærede en koncert med Little Willie Littlefield med deltagelse af den i Tyskland bosiddende saxofonist Gary Wiggins, blev Tommy Schneller bidt af bluesen, og Gary Wiggins blev hans mentor.

Tommy Schneller
Foto: Frank Nielsen

Efter at have indspillet med blandt andre den tyske bluespianist Christian Rannenberg udgav Tommy Schneller sit første soloalbum Blown away i 1997. Flere plader fulgte, både med Tommy Schneller Band og Bluesin’ the Groove, et orkester, som Schneller dannede i 2010 sammen med Christian Rannenberg og Alex Lex.

Tommy Schneller Band består af Tommy Schneller (saxofon og vokal), Adman (bas og vokal), Gary Winters (trompet, flygelhorn og vokal), Fabian Koke (trommer), Dieter Kuhlmann (trombone og vokal), Steffen Schöps (guitar og vokal) og Kiril Vorwald (tangenter og vokal). De spiller fyldig blues med masser af soul og funk, hvilket er blevet bevidnet ved flere danske festivalkoncerter, for eksempel på Randers City Blues Festival i 2017 (læs her).

Tommy Schneller har fire gange vundet German Blues Award i kategorien ”Instrument – Sonstige”. Den pris uddeles kun hvert andet år, og Schneller vandt den i 2010, 2012, 2014 og 2018.