Blues Heaven er klar med plan B

Tekst: Jakob Wandam

Coronakrisen har ramt live-musikken hårdt (læs for eksempel her), og Blues Heaven Festival i Frederikshavn er ingen undtagelse. Som Danmarks ubetinget største bluesfestival præsenterer Blues Festival sædvanligvis navne fra bluesens absolutte superliga, og det betyder en stor overvægt af amerikanske kunstnere.

Under de nuværende omstændigheder er det imidlertid så godt som umuligt for amerikanske musikere at turnere, og dermed er Blues Heavens tidligere offentliggjorte program (læs her) faldet fra hinanden.

Det har dog ikke fået Blues Heavens arrangør og grundlægger Peter Astrup til at give op. Peter Astrup blev kåret som ”Årets Hoochie Coochie Man” ved Danish Music Awards Blues i 2018 (læs her), og det skyldtes ikke mindst hans ildhu. Så selvfølgelig har Peter Astrup været på overarbejde og sørget for, at der også bliver bluesfestival i Frederikshavn i 2020 – og stadig på højt internationalt niveau.

Europæiske kunstnere

”Plan B” indeholder med en enkelt amerikansk undtagelse kunstnere fra det europæiske toplag, og faktisk er der tale om, at samtlige navne på festivalplakaten er skiftet ud.

Blues Heaven finder fortsat sted i Arena Nord i Frederikshavn den 6. og 7. november. Under de gældende regler betyder det, at der er plads til maks. 500 gæster, alle siddende. Størstedelen af billetterne er allerede solgt, og de resterende bliver sat til salg som endagsbilletter. Forhåbningen er, at myndighederne igen øger antallet af tilladte gæster, så der atter kan åbnes for salg af weekendbilletter. I tilfælde af, at dette skulle ske, har festivalen oprettet en venteliste

Har man allerede købt billet til Blues Heaven 2020, har man ifølge Peter Astrup Blues Productions fire muligheder:

  1. Få pengene retur
  2. Komme til Europas største blues- og soul-party i år
  3. Benytte de købte billetter til Blues Heaven 2021
  4. Donere beløbet for den købte billet til den hårdt ramte festival, som ikke har fået andel i regeringens støttepakker

Vælger man mulighed nummer 2, kan man opleve et bredspektret bluesprogram med følgende kunstnere:

West Coast blues

Kirk Fletcher
Foto: Søren Ladegaard

Den amerikanske guitarist og sanger Kirk Fletcher er født i Californien i 1975 og fik som ung foden indenfor på den lokale West Coast blues-scene. Han udgav sit første album, I’m here & I’m gone, i 1999, og snart kunne han også høres på plader med blandt andre Lynwood Slim, Frank Goldwasser og James Harman.

Via Hollywood Fats-sangeren Al Blake kom Kirk Fletcher i kontakt med The Fabulous Thunderbirds’ frontmand Kim Wilson, og Fletcher turnerede og indspillede både med The Fabulous Thunderbirds og Kim Wilson’s Blues Revue.

Senere sluttede Kirk Fletcher sig til allstar-bandet The Mannish Boys, samtidig med at han selv fortsatte som solist og bandleder. I alt har Kirk Fletcher udsendt fem album i eget navn, senest Hold on fra 2018, og et nyt album, My blues pathway, udkommer til oktober.

Kirk Fletcher
Foto: Rick Gould

Kirk Fletchers største musikalske forbillede er B.B. King, men Fletcher har også efterhånden selv oparbejdet et ry som bluesguitarist af høj klasse. Han har været nomineret til fem Blues Music Awards, og han er fortsat flittigt anvendt som studie- og livemusiker af andre stjerner. Blandt andet kan Kirk Fletcher høres på Joe Bonamassas live-plader Muddy wolf at Red Rocks og Live at the Greek Theatre.

Kirk Fletcher har flere gange tidligere besøgt Danmark. Han spillede på Frederikshavn Bluesfestival i 2014 og vendte tilbage til de danske scener i 2015, hvor Bluesnews.dk også fik chancen for at tale med ham (læs her).

Når Kirk Fletcher optræder på Blues Heaven, bliver det med et band, der består af Robert Cray Bands mangeårige bassist Richard Cousins samt Jonny Henderson på orgel og Matt Brown på trommer. Sidst, men absolut ikke mindst bliver de suppleret af selveste Walter Trout på vokal og guitar.

Hyldest til Peter Green

Fred Chapellier
Foto: Jakob Wandam

Også franske Fred Chapellier har tidligere gæstet Danmark, og Bluesnews.dk indgav en begejstret anmeldelse af hans koncert i Kerteminde i 2017 (læs her).

Den 54-årige guitarist og sanger Fred Chapellier spiller sin egen blanding af blues, soul og rock og er især påvirket af Roy Buchanan og Peter Green. Hans koncert på Blues Heaven er netop planlagt som en hyldest til Fleetwood Mac-grundlæggeren Peter Green, der døde i juli i år (og som i øvrigt selv spillede i Frederikshavn i 2009).

Chapelliers seneste udgivelse er netop Fred Chapellier plays Peter Green fra 2018. Samlet set har Chapellier tretten udgivelser på samvittigheden i eget navn eller sammen med stjerner som Billy Price, Neal Black og Tom Principato. Senere i denne måned udsender han dobbelt-cd’en Best of – 25 years on the road.

Flere af Fred Chapelliers plader er i øvrigt indspillet med den danske tangentspiller Johan Dalgaard. På Blues Heaven i november består bandet dog af Patrick Baldran på rytmeguitar, Guillaume Destarac på trommer og Christophe Garreau på bas samt naturligvis kapelmesteren selv på guitar og vokal.

Vandt European Blues Challenge

Spanske Travellin’ Brothers vandt European Blues Challenge i Bruxelles i 2015 (læs her) og nåede efterfølgende finalen ved International Blues Challenge i Memphis, Tennessee.

Travellin’ Brothers
Foto: Frank Nielsen

Travellin’ Brothers stammer fra Bilbao i den baskiske region i det nordlige Spanien og spiller hovedsageligt soul blues og jump blues. Bandet optræder i forskellige formationer, men på Blues Heaven stiller de op som sekstet med Jon Careaga (vokal), Aitor Cañibano (guitar), Alain Sancho (saxofon), Ander Unzaga (keyboards), Eneko Cañibano (bas) og Isi Redondo (trommer).

I Danmark er Travellin’ Brothers et ret ubeskrevet blad, men de har udgivet ti album, hvor af det nyeste er live-cd/dvd’en 1001 nights fra 2019. Her arbejder de sammen med den amerikanske sanger Earl Thomas, som også har turneret og indspillet med danske Blue Magic (læs her).

Kendt og elsket

Vidar Busk
Foto: Peter Widmer

Den norske guitarist Vidar Busk er et kendt og elsket navn på de danske bluesscener, hvor han blandt andet i de seneste år har dyrket et samarbejde med Ole Frimer (læs for eksempel her og her). Nu er Vidar Busk imidlertid blevet genforenet med The True Believers – det band, som han indledte sin indspilningskarriere sammen med i slut-1990’erne.

Vidar Busk & the True Believers udsendte tre bluesalbum i perioden 1997-1999, som medførte adskillige musikpriser til Vidar Busk i hjemlandet, hvor de også gjorde det godt på hitlisterne. På senere udgivelser bredte Vidar Busk sig mere ud, både hvad angik musikgenrer og samarbejdspartnere, men nu arbejder han og The True Believers på et nyt album, som nok atter vil trække ham i retning af bluesen.

Alex Pettersen
Foto: Frank Nielsen

Vidar Busk er en formidabel guitarist, og det er et rutineret hold, han har med sig til Frederikshavn. Johnny Augland (klaver og guitar) har spillet med blandt andre Louisiana Red og Carey Bell, og Rune Endal (bas) har turneret med Jeremy Spencer og spillet med talrige norske bands, blandt andre Greasy Gravy.

Arne Fjeld Rasmussen (mundharpe) var i lighed med Rune Endal del af det oprindelige True Believers og har også spillet med landsmanden J.T Lauritsen. Robert Alexander ”Alex” Pettersen (trommer) har skabt sig en stor karriere i USA som medlem af Rick Estrin & the Nightcats og har spillet med andre West Coast- og soul blues-musikere som Mark Hummel, Big Harp George, Frank Bey og Billy Price.

Soulmusikkens dronning

Groove City

Koncerten med italienske Groove City & Daria Biancardi bliver en hyldest til soulmusikkens ubestridte dronning, Aretha Franklin, som døde i 2018.

Groove City blev dannet i 2005 i Bologna i det centrale Italien af en flok musikere, som mødtes omkring en fælles begejstring for blues og soul, særligt Memphis soul, som den lød i pladeselskaberne Stax og Hi Records’ storhedstid med navne som Sam & Dave, Eddie Floyd, Al Green og Ann Peebles.

Bandet albumdebuterede i 2010 og har gennem årene arbejdet sammen med mange både italienske og amerikanske kunstnere, blandt andre Sax Gordon og Blues Heaven-veteranen Wee Willie Walker.

Daria Biancardi

Samarbejdet med sangerinden Daria Biancardi blev indledt i 2016 og førte til musicalen Respect! Queen Aretha (2017), hvor de sammen fortolkede Aretha Franklins sange. Det er med samme repertoire, Groove City & Daria Biancardi kommer til at fylde Arena Nord med southern soul, blues og gospel.

Daria Biancardi blev kendt gennem tv-talentshowet The voice of Italy 2014, hvor hun nåede semifinalen og sang duetter med Ricky Martin og Kylie Minogue. Biancardis udgangspunkt er dog soul, r&b, gospel og jazz, og allerede i 2001 var hun som 19-årig til audition i soulmusikkens tempel, The Apollo Theatre i Harlem, New York.

Groove City & Daria Biancardi

Daria Biancardi vendte dog hjem til Palermo og dannede i 2009 ensemblet Daria Biancardi & the Soul Caravan, som turnerede med et repertoire bestående af soul, funk og rhythm & blues. På plade debuterede Daria Biancardi i 2015 med ep’en Daria.

Groove City & Daria Biancardi består af Daria Biancardi (vokal), Fabio Ziveri (keyboards), Pier Martinetti (guitar), Rita Girelli (bas), Gianluca Schiavon (trommer), Andrea Scorzone (tenorsaxofon), Franco Venturi (trompet) og Paolo Carboni (trombone) samt to endnu unavngivne korsangere.

Guitarbetvinger

Kai Strauss
Foto: Frank Nielsen

Mange danske bluesfans vil nok nikke genkendende til navnet Kai Strauss & the Electric Blues Allstars. Den tyske guitarbetvinger har ofte besøgt landet, både sammen med amerikaneren Tony Vega i deres Vega Strauss Band (læs for eksempel her) og, som på dette års Blues Heaven Festival, med sine egne Electric Blues Allstars.

Kai Strauss voksede op i Osnabrück, men fandt sin inspiration i amerikansk elektrisk blues og navne som Buddy Guy, B.B. King og Magic Sam. Hans egen stil er nok tættest på Texas blues og kunstnere som Jimmie Vaughan, Ronnie Earl og Anson Funderburgh.

Strauss tjente sine lærepenge gennem femten år med Memo Gonzalez & the Bluescasters. Siden blev han frontfigur for sit eget band og pladedebuterede som bandleder med Electric blues i 2014, der bød på gæsteoptrædener af Sugar Ray Norcia, Sax Gordon og Darrell Nulisch m.fl. Seneste udgivelse er Live in concert fra 2019.

Thomas Feldmann
Foto: Frank Nielsen

Ud over Kai Strauss på sang og guitar består Kai Strauss & the Electric Blues Allstars af Thomas Feldmann (der også selv har indspillet som solist) på saxofon og mundharpe, Nico Dreier på klaver og orgel, Alex Lex på trommer og Kevin DuVernay på bas.

Dermed stiller Kai Strauss & the Electric Blues Allstars samme hold som ved koncerterne i Vejle i 2018 (læs her) og Kerteminde i 2019 (læs her).

Kai Strauss er firdobbelt vinder af German Blues Awards, men han nyder også international anerkendelse og har ud over de nævnte jævnligt spillet med blandt andre Lurrie Bell, Big Daddy Wilson og Matthew Skoller. Desuden har han optrådt med Sugaray Rayford, Duke Robillard, Otis Grand og mange flere.

Halvtreds års musikererfaring

Mr. Bo
Foto: Frank Nielsen

Svenske Bo Karlsson alias Mr. Bo har omkring halvtreds års musikererfaring og har også tidligere besøgt Danmark, for eksempel på Rampelys i Silkeborg i 2017 og på Randers City Blues Festival samme år (læs her).

Begge job var med bandet The Voodooers, som Mr. Bo har spillet med de sidste cirka tyve år. Bandet består af Mr. Bo (vokal og guitar), Bo Hansson (Hammondorgel), Johan Johansson (klaver), Lars Mellqvist (bas) og Roger Mörck (trommer). Med sig på Blues Heaven Festival har de desuden sangerinden Lollo Gardtman.

Lollo Gardtman
Foto: Frank Nielsen

Mr. Bo & the Voodooers’ seneste albumudgivelse er Going up north, der udkom sidste år. De spiller en egen blanding af soul, funk, blues og gospel, og den falder fint i tråd med, hvordan Lollo Gardtman definerer sin stil.

Den 42-årige Louise ”Lollo” Gardtman har tidligere været korsanger for blandt andre Tomas Ledin og Mando Diao. I 2017 besluttede hun at påbegynde en solokarriere og udsendte den r&b-påvirkede ep Chapter one.

Mr. Bo & the Voodooers & Lollo Gardtman har arbejdet sammen gennem det seneste par år og spillede for eksempel en rost koncert på den navnkundige norske bluesfestival Åmåls Blues Fest i 2019. Nu fører samarbejdet dem altså til Blues Heaven i Frederikshavn.

Jubilæum

Trickbag

Trickbag med svenske Tommy Moberg i den vokale forgrund kunne sidste år fejre 25-års jubilæum. Det gjorde de med udgivelsen af albummet 25 years of houserockin’ rhythm’n’blues! Der har været udskiftninger undervejs, men rygraden i Trickbag har siden slut-90’erne været Moberg og bassisten Lars Näsman.

Væsentlige i den blanding af blues, rhythm & blues og klassisk rock & roll, som Trickbag er eksponent for, er også den britiske mundharpemand Steve ”West” Weston og den finske guitarist Tomi Leino.

Steve “West” Weston
Foto: Peter Widmer

West Weston har både som solist og som sideman for Mud Morganfield (sammen med Ronni Boysen), Paul Lamb og Wilko Johnson markeret sig som en af Englands bedste mundharpespillere og en moderne mester udi Chicago- og West Coast blues. Han har tidligere besøgt Danmark, for eksempel på Blues Heaven og Blues Paradise 2018 (læs her).

Tomi Leino er også en hyppig gæst i Danmark, hvor han med sin Tomi Leino Trio flere gange har spillet med Big Creek Slim (læs f.eks. her). Trioen skulle i år have optrådt på Blues Heaven sammen med R.J. Mischo, men da amerikaneren måtte aflyse, ser vi altså nu Tomi Leino med Trickbag.

De to sidste medlemmer af Trickbag er pianisten Fredrik von Werder og trommeslageren Johan Svensson. Trickbag var sidst i Danmark i 2015, hvor de spillede på Horsens Blues Festival (læs anmeldelse her).

Husorkester

Joakim Tinderholt & his Band spillede som husorkester på Muddy Waters Blues Club i Oslo, indtil de formaliserede samarbejdet og indledte en turnévirksomhed, som bragte dem rundt blandt Norges mange bluesklubber såvel som til udlandet. Joakim Tinderholt besøgte således Lygten Station i København sidste år.

Joakim Tinderholt

I Tinderholts band spiller William ”Billy T” Troiani (bas), Håkan Høye (guitar) og Robert Alexander Pettersen (trommer), som alle desuden er medlemmer af det glimrende soul blues-foretagende Billy T Band. Den opmærksomme læser vil endvidere genkende Alex Pettersens højt respekterede navn fra Vidar Busk & the True Believers.

Pianisten Kjell Magne Lauritzen fuldender opstillingen, hvor Joakim Tinderholt selv står for vokal og guitar.

Joakim Tinderholts gebet er blues, rhythm & blues og rockabilly, som det senest er blevet dokumenteret på albummet Hold on fra 2017. Tinderholt er i øvrigt nevø til Norges store blues-søn, Kid Andersen, der i dag er et af West Coast bluesens vigtigste navne, og Joakim Tinderholt selv har spillet med West Coast-stjerner som Rick Holmstrom, Mitch Kashmar, Kirk Fletcher, Kid Ramos og The Mannish Boys.

Dansk islæt

Blues Heaven 2020’s eneste danske islæt er guitaristen Ronni Boysen, som udgør The Kokomo Kings sammen svenskerne Martin Abrahamsson (vokal og guitar), Magnus Lanshammar (bas) og Daniel Widerö (trommer).

The Kokomo Kings

Det er ikke første gang, at Ronni Boysen forsvarer de danske farver på Blues Heaven, for i 2018 var han en del af den multinationale ”Tribute to George ”Harmonica” Smith” (læs her). Og Ronni Boysen er da også en bluesguitarist af internationalt format (læs mere om Ronni Boysen her).

The Kokomo Kings har eksisteret siden 2012 og har tre album på samvittigheden. Det seneste udkom i 2019 og hed Fighting fire with gasoline (læs anmeldelse her). Her som på tidligere udgivelser demonstrerede bandet deres flair for skramlet blues, boogie og rockabilly med mere, og den flair har indbragt The Kokomo Kings adskillige priser og nomineringer.

Oldshool

The Komomo Kings udgiver deres plader på Rhythm Bomb Records, og det samme gør det norske band The Jelly Roll Men. Orkestret blev dannet i 2010 af de to brødre Kent Erik (leadvokal og mundharpe) og Thomas Grim Thorvaldsen (guitar og vokal).

The Jelly Roll Men

De to andre medlemmer af The Jelly Roll Men er Kai Evans på trommer og ”Big” Martin Rosten på kontrabas.

I begyndelsen bar bandet navnet The Nine Fingers Blues Band, og de lod sig inspirere af de store Chicago blues-kunstnere som Muddy Waters og mundharpespillende kapelmestre som Little Walter og Big Walter. Da debutalbummet Jelly roll shuffle udkom i 2017, var det nye navn samtidig på plads.

Pladen er indspillet i ”lo-fi mono”, og The Jelly Roll Men har som erklæret mission at genskabe lyden af oldschool-Chicago blues.

Spilleplanen

Spilleplanen for Blues Heaven 2020 ser, med forbehold for ændringer, ud som følger:

 

Traditionen tro optræder flere af Blues Heavens kunstnere på det lokale værtshus og spillested Freddy’s Bar i og omkring festivaldagene. Således kan man høre Travellin’ Brothers på Freddy’s Bar torsdag den 5. november klokken 20.

Fredag den 6. november klokken 13 spiller Kai Strauss & the Electric Blues Allstars på Freddy’s, mens Mr. Bo & the Voodooers kan opleves lørdag den 7. november klokken 12.

Læs mere om Blues Heaven på festivalens hjemmeside her, inklusive information om kunstnerne og praktiske oplysninger om billetkøb m.m.