I forlængelse af den 14. årgang af Danmarks største blues- og soulfestival Blues Heaven er der dagen efter festivalen en helt unik gospel-koncertoplevelse (læs mere om årets Blues Heaven her). Gospel Heaven-arrangementet kommer til at foregå søndag den 3. november klokken 16-18 i den smukke Frederikshavn Kirke, som i 1892 blev opført med domkirken i Aachen som forbillede.
Altertavlen er af skagensmaleren Michael Ancher, og antallet af siddepladser er over 1.100, kun overgået af Grundtvigskirken i København. Til denne koncert vil dog kun blive solgt 600 billetter, således alle har maksimalt udsyn.
De bedste stemmer
Koncerten vil være med de bedste stemmer fra weekendens Blues Heaven i Arena Nord: Curtis Salgado, Thornetta Davis, Tad Robinson og Kenny “Blues Boss” Wayne. Disse solister vil blive ledsaget af Joe Louis Walkers band og hornsektionen The Bender Brass, alle amerikanske kunstnere, der har en tæt tilknytning til gospeltraditionen.
I tillæg flyves et stort gospelkor ind fra London. IDMC – “Dedicated to the Ministry of Christ” – fejrer i år 25-års jubilæum. Koret tæller 15 medlemmer, ledet af den prisvindende musiker, dirigent og grundlægger John Fisher. Gruppen har udgivet ni album med gospel og soul.
IDMC-koret har turneret over hele Europa og har sunget med solister som den italienske tenor Luciano Pavarotti. De har optrådt ved åbningen af De Olympiske Lege i 2012 og ved Dronning Elizabeth II’s 60-års jubilæum som regent. Herhjemme har koret optrådt på Grøn Koncert og Tinderbox med Lukas Graham.
Blues Hall of Fame
Sanger og guitarist Joe Louis Walker (f. 1949) startede midt i tresserne med blues, men fra 1975-1985 spillede han udelukkende gospel med sin gruppe The Spiritual Corinthians. Her 35 år senere og med 30 pladeudgivelser bag sig betragtes Joe Louis Walker som en af de absolutte legender i branchen.
Joe Louis Walker har tilmed en plads i den eftertragtede, eksklusive klub Blues Hall of Fame. Hele 55 gange har denne virtuos været Blues Music Award-nomineret, og seks gange har Joe Louis Walker modtaget prisen.
Blues- og soullegende
Sangeren og mundharpespilleren Curtis Salgado (f. 1954) fra Portland er netop er blevet nomineret til sin 18. Blues Music Award i kategorien Album of the Year. Curtis Salgado har ni gange tidligere vundet BMA-priser ved den store prisuddeling i Memphis. Den 65-årige blues- og soullegende har gennem sin 45 år lange karriere fungeret som forsanger i Robert Cray Band, i Roomful of Blues og i Carlos Santanas band.
Thornetta Davis (f. 1963) er en blues- og soulsangerinde, der modtog prisen Outstanding Blues/R&B Vocalist i 2004, 2006, 2010, 2011 og 2014. Thornetta Davis har opnået stor berømmelse og vandt International Songwriting Competition (ISC) for Best Blues Song i 2018. Hun modtog den prestigefyldte franske La Academie du Jazz Award for Best Blues Album samme år.
Tad Robinson (f. 1956) fik sin musikalske opdragelse i Chicago og har gennem 30 år oplevet musikverdenens opmærksomhed med sine otte Blues Music Award-nomineringer og seks udgivelser på Delmark og Severn Records. Tad Robinson modtog heltestatus med sangen “Rained all night”, som var nomineret til Blues/Soul Song of the Year i 2011. Han er en gudsbenådet sanger, der er skolet af Al Green og Sam Cooke.
Ekvilibrisme
Ingen boogie-woogie/blues-klavermand rammer tangenterne med samme ekvilibrisme som Kenny “Blues Boss” Wayne. Den 50 gange prisbelønnede Kenny Wayne hedder ikke “Blues Boss” uden grund. Han blev født i 1944 og begyndte sin musikalske karriere som barnestjerne i 1960’erne. Han er fortsat med at blomstre i over 50 år inden for moderne bluespiano.
The Bender Brass er en creme de la creme hornsektion, der tilbydes alle bands, der kommer til Blues Heaven-festivalen. Gruppen er håndplukket og ledet af saxofonist Jimmy Carpenter, som medbringer trompetist Doug Woolverton og Mark Earley på baryton – alle topmusikere, der tilsammen har 90 års erfaring og har spillet med alt og alle inden for blues, soul, gospel, rock og jazz.
Internationalt anerkendt
Artisterne er hentet fra Blues Heaven, Danmarks internationalt anerkendte blues- og soulfestival, der i 2018 blev kåret som ”International Festival of the Year” af det hæderkronede franske online-magasin Zicazic. I januar 2019 blev Blues Heaven udnævnt som ”2nd Best Festival in the World” af det polske tidsskrift Twój blues’ læsere.
Tilmed vandt Blues Heavens arrangør Peter Astrup sidste år den nyoprettede pris under Danish Music Awards som ”Årets Hoochie Coochie Man”. I marts modtog Peter Astrup “Toneværk-prisen”, som bl.a. udløste kr. 20.000.
Sidste år tiltrak Blues Heaven publikum fra 17 forskellige lande, og samtlige af byens hoteller blev udsolgt flere måneder før festivalen.
Billetter til Gospel Heaven kan købes her.