Af Peter Widmer og Jakob Wandam
Den 3.-4. november er der bluesfest i Frederikshavn, når byens bluesfestival, der fra i år hedder Blues Heaven, finder sted i Arena Nord. Det er første gang, at festivalen er placeret her, efter at den i flere år er foregået i Det Musiske Hus tæt derpå.
Nu har Blues Heaven programmet klar, og der er både gengangere og bands, der debuterer på dansk grund, blandt de fjorten navne på plakaten.
Koncerterne foregår på to scener, ”Chicago Stage” og ”Mississippi Stage”, og fredag den 3. november starter løjerne på Chicago Stage kl. 19, hvor soul blues-sangeren og mundharpespilleren John Németh spiller med sin kvartet.
Varieret udtryk
John Németh bragede ind på bluesscenen i begyndelsen af årtusindet med den første af foreløbig ni plader og har siden slået sit navn fast som en af de førende soul blues-sangere, der desuden spiller glimrende på mundharpe.
Hans musikalske udtryk varierer fra funky soul til swingende, urban sammenspilsblues, hvilket han senest har bevist på den Luther Dickinson-producerede Feelin freaky, der udkom tidligere i år.
Albummet var det niende i rækken og det første, der blev udgivet på hans eget Memphis Grease Records. Tidligere har John Németh blandt andet været på kontrakt med det hæderkronede blues-pladeselskab Blind Pig.
Németh har en flok Blues Music Awards-nomineringer på samvittigheden og vandt i ”Soul Blues Male Artist of the Year”-kategorien i 2015. Han har tidligere spillet med blandt andre Junior Watson, Anson Funderburgh og Elvin Bishop, og som solist gæstede han Frederikshavn Bluesfestival i 2014.
Sensationelt comeback
Næste navn på Chicago Stage fredag er Wee Willie Walker All Star Soul Revue. Den 75-årige Wee Willie Walker trak fornemme anmeldelser for sit sensationelle comeback-album If nothing ever changes (2015), der var indspillet med blandt andre Kid Andersen, J. Hansen og Rick Estrin, alle fra Rick Estrin and the Nightcats.
Ved Blues Heaven er soul- og bluessangeren netop bakket op af et band sammensat af Kid Andersen, hvor den norske superguitarist suppleres af tangentspilleren Lorenzo Farrell fra The Nightcats, trommeslageren Derrick ”D’Mar” Martin og bassisten Bill Troiani. Hertil kommer blæsersektion og korsangere, så der skal nok blive knald på fredag aften.
Willie Walker begyndte at indspille southern soul tilbage i 1960’erne, men takket være en lang række kontraktmæssige problemer og andre uheldige omstændigheder fik han aldrig rigtig slået sit navn fast, selv om han fortsatte med at synge og indspille i forskellige konstellationer.
Det ændrede sig imidlertid, da Rick Estrin og Kid Andersen genopdagede ham, og han udsendte If nothing ever changes på Jim Pughs Little Village Foundation-label.
Blues i årerne
Ronnie Baker Brooks blev født som Rodney Dion Baker Brooks i Chicago, Illinois den 23. januar 1967. Som søn af den legendariske Chicago blues-sanger, guitarist og sangskriver Lonnie Brooks, der døde i april i år, fik han bluesmusikken ind i årerne fra først færd.
Allerede som niårig begyndte han at spille live med sin fars band, men fortsatte med at gå i skole, som han forlod i 1985. Det følgende år sluttede han sig til sin bror Wayne Baker Brooks og hans band som bassist. Imidlertid skiftede han til guitar i forbindelse med optagelserne til faderens 1988-album Live from Chicago – bayou lightning strikes.
I de følgende år turnerede Ronnie Baker Brooks ofte med sin far, sin bror og andre, og først i 1998 fik han sit først album i eget navn på gaden, det udmærkede værk Golddigger. I 2001 udkom så opfølgeren Take me witcha, der virkelig sparker røv og også indeholder soul-elementer i tilgift til hårdtpumpet Chicago blues.
Bluesnews.dk havde fornøjelsen af at opleve Ronnie Baker Brooks og hans forrygende band på Chicago Blues Festival i 2002. Her gav den fremadstormende orkesterleder og hans medmusikere en meget funky og aldeles fin koncert, der efterlod et publikum, som blev ved at råbe på mere musik.
Næste album fra Ronnie Baker Brooks var The torch, der så dagens lys i 2006. Ronnie Baker Brooks blev i de næste 10 års tid ved med at spille live – primært i Chicago-området. Indspilninger blev det dog først til igen med udgivelsen af bluesmandens fjerde album i eget navn – Times have changed – der udkom i år. Albummet er en hyldest til 1970’ernes funk-musik og til 1960’ernes sydstats-soul.
Flere prominente gæstemusikere medvirker, blandt andet den legendariske guitarist Steve Cropper, og alt lover godt for Ronnie Baker Brooks-koncerten i Frederikshavn.
Supertalent
Mississippi Stage åbnes fredag aften af det 26-årige amerikanske supertalent Marquise Knox. Efter at have stået i lære hos Henry Townshend og Sam Lay indspillede Marquise Knox sit første album, Man child, allerede i en alder af 16 år med hjælp fra nu afdøde Michael Burks, hvilket indbragte Knox en Blues Music Award.
Året efter, i 2011, fulgte Here I am, igen indspillet med Michael Burks’ band. Guitaristen og sangeren Marquise Knox turnerer lige nu med live-albummet Black and blue, og det bringer ham altså for første gang til Skandinavien.
Knox blev den 26. august august offer for et brutalt knivangreb uden for sit hjem i Bowling Green, Missouri. Marquise Knox blev stukket i halsen, men overlevede, da hans kraveben forhindrede kniven i at gå dybere. Ifølge hans Facebook-side er han gudskelov så meget i bedring, at han atter er tilbage på scenen efter et kort hospitalsophold.
Med sig i Frederikshavn har Marquise Knox sangerinden Kat Riggins fra Miami, Florida. Riggins beskriver sig selv som ”en bluesy sangerinde med hiphop-hjerterytme og rockstjerne-flair.” Hun har udgivet en ep og to album, hvor hun blander blues med elementer fra pop, rock, gospel og country. Hendes seneste udspil er Blues revival fra 2016.
Skandinavisk debut
Fredag aftens andet og sidste navn på Missisippi Stage er Zac Harmon Band, der ligeledes har skandinavisk debut. Zac Harmon skabte sig en karriere som studiemusiker og sangskriver for diverse soul- og r&b-kunstnere, inden han i 2002 sprang ud som bluesman med albummet Live at Babe and Ricky’s Inn.
Siden har han udgivet en god håndfuld plader og var i en periode blandt de mange fine kunstnere på det canadiske NorthernBlues Music (sammen med f.eks. Janiva Magness og Watermelon Slim), som udsendte From the root i 2009.
NorthernBlues ser dog ud til at være ophørt, og senest udgav Zac Harmon Right man – right now på Blind Pig Records i 2015. Her var der gæsteoptræden af bl.a. Anson Funderburgh og Bobby Rush.
Zac Harmon, der stammer fra Jackson, Mississippi, synger og spiller guitar m.m., og så skriver han sange, der kombinerer klassisk soul blues med moderne tekster og bidder af blandt andet reggae, rock, funk og gospel.
Legendarisk
Det californiske West Coast-, Chicago blues-, retro-rock- og jump blues-navn Rick Estrin & the Nightcats, der åbner lørdagens program på Chicago Stage, er en videreførelse af legendariske Little Charlie & the Nightcats. Sidstnævnte band blev grundlagt af Rick Estrin og guitaristen Little Charlie Baty i 1976.
I 2008 valgte Little Charlie Baty dog at lægge turnélivet bag sig og gå på pension.
Rick Estrin & the Nightcats består af indpiskeren og publikums-kommunikatøren, sangeren, sangskriveren og mundharpemanden Rick Estrin, organisten og bassisten Lorenzo Farrell, den solide norske trommeslager Alex Pettersen og den på flere planer store guitarist, nordmanden Christoffer “Kid” Andersen. Kvartetten har tre fine album bag sig, hvoraf det nyeste er det kritikerroste Groovin’ in Greaseland (2017).
Rick Estrin & the Nightcats giver den altid gas på scenen som det glimrende, ekvilibristiske blues-party band, de er. Desuden leverer disse fire musikanter altid varen med musikerskab på højt niveau, og det er i øvrigt ikke for ingenting, at Rick Estrin er blevet prisbelønnet flere gange.
Har man ikke oplevet dette glimrende orkester live, skal man absolut unde sig selv at gøre det, og har man allerede været til koncert med Rick Estrin & co., kommer man helt sikkert igen og igen. Rick Estrin & the Nightcats er nemlig et band, man sagtens kan høre flere gange, og så har de altid et nyt trick eller to med i deres fælles musik-godtepose.
Op- og nedture
Engelske James Hunter Six, som er næste navn på Chicago Stage, er leveringdygtige i sprudlende soul blues. Sangeren, guitaristen, sangskriveren og orkesterlederen James Hunter har haft en lang karriere med op- og nedture.
James Hunter er ofte blevet betegnet som en af Storbritanniens bedste hvide soul-sangere, og han har trofast holdt fast i blues/soul-idiomet hele vejen igennem, med elementer af rhythm & blues og rock ’n’ roll.
Karrieren startede i 1980’erne under navnet Howlin’ Wilf. Han fik fat på en bassist og en trommeslager, og Howlin’ Wilf & the Veejays var en realitet. Trioen pladedebuterede i 1986 med albummet Cry Wilf, der blev fulgt op af en ep og to fuldlængdeindspilninger, men sidst i 1980’erne var det slut.
James Hunter var derefter ude af rampelyset i nogle år, men spillede dog et par gange med selveste Van Morrison. I 1991 udkom James Hunters første album i eget navn, Believe what I say. Albummet blev dog ikke nogen kæmpesællert, mens efterfølgeren, den gedigne Kick it around fra 2001, vakte mere positiv genklang.
Kort efter udgivelsen af Kick it around spillede James Hunter med band i Danmark, hvor han blandt andet rundede Odense. Bluesnews.dk var på pletten og har den dag i dag kun positive erindringer om dén koncert.
James Hunter turnerede herefter flittigt, men fik også tid til at indspille 2006-albummet People gonna talk. Denne skive blev nomineret til en Grammy og blev således et gennembrud for James Hunter, der i øvrigt har det med at skrive sine numre selv.
Albummet blev fulgt af fuldlængdeudgivelsen The hard way to år senere. James Hunter holdt så en længere pause fra musikken grundet sin kones terminale sygdom, men dukkede op igen med band – The James Hunter Six – og i 2013 udkom albummet Minute by minute.
Masser af turné-arbejde fulgte, og endnu et album blev indspillet, nemlig Hold on! fra 2016, der har fået flotte anmelderord med på vejen. Er man til britisk soul blues med mere fra et hårdtarbejdende orkester, der ved, hvordan tingene skal skæres live, er The James Hunter Six et godt bud.
Eklektisk
Hæderkronede Sugar Ray and the Bluetones, der har kunnet opleves i Danmark flere gange, er et over-solidt, eklektisk bluesband med hang til soul-inspiration, som man ikke bør snige sig udenom.
Sugar Ray and the Bluetones formår også at tilføje deres bluesmusik et strejf af jazz og lidt country, og dét skal absolut ikke lægges dem til last, for også dét gør de godt. Fuldfed blues er det, de står for.
At orkesteret, der har bestået med samme besætning i flere år, gør det godt på plade, er én ting, men dette sprælske og yderst kompetente band bør også opleves live, og det kan de på lørdagens Chicago Stage.
Bluesnews.dk har haft den store fornøjelse at overvære et par af bandets Danmarkskoncerter gennem årene, og det har været en ære hver gang. Alle bandmedlemmer er yderst kompetente og har medvirket på andre prominente blueskunstneres indspilninger, som for eksempel Debbie Davies, Duke Robillard og Sugaray Rayford.
I år har Sugar Ray and the Bluetones i alt været nomineret til ikke færre end ti Blues Music Awards, bluesmusikkens Grammy, for eksempel for deres 2016-udgivelse, albummet Seeing is believing. Seneste – og tiende – album er Living tear to tear, som man nok kommer til at høre en del til i Frederikshavn.
Siden 2003 har orkesterets guitarist været ingen ringere end den formidable blues-troldmand Monster Mike Welch. Sådan er det ikke mere, for Welch er gået i ledtog med Mike Ledbetter, og sammen har de nu indspillet det Grammy-nominerede album Right time, right place.
En sensation er det imidlertid, at afløseren for Monster Mike Welch er ingen ringere end Little Charlie Baty, medgrundlæggeren af Little Charlie & the Nightcats, der åbenbart har droppet pensionisttilværelsen.
Med Little Charlie Baty ved guitar-roret er Sugar Ray and the Bluetones blevet et klart must see-emne, hvis ikke de var det i forvejen, så man kan godt begynde at glæde sig til deres sæt i det nordjyske.
Fyret op under kedlerne
Sugaray Rayford har skabt sig et navn på den amerikanske bluesscene ikke blot som solist, men også som en del af supergrupperne The Mannish Boys og The Knickerbocker All-Stars, der hver især tæller nogle af de fremmeste eksponenter for Chicago- og Texas blues lige nu.
På Blues Heavens Chicago Stage optræder han med sit syv mand store Sugaray Rayford Band & Horns, så der bliver fyret helt op under kedlerne med såvel Chicago- som soul blues.
Caron Nimoy ”Sugaray” Rayford begyndte med at spille trommer i kirkens gospelband, men udviklede sig til en energisk frontfigur med en stor og sjælfuld stemme. Han har været nomineret til en lang række Blues Music Awards, både i eget navn og med The Mannish Boys, og det lover godt for Blues Heavens gæster, at han har været i spil til prisen ”B.B. King Entertainer of the Year”.
I eget navn har Sugaray Rayford udsendt fire album på skiftende pladeselskaber, blandt andet den fremragende Dangerous på Delta Groove. Seneste udspil er den netop udgivne The world we live in.
Svær at komme udenom
Guitaristen, sangeren, sangskriveren og orkesterlederen Eric Gales er svær at komme udenom, hvis man da ellers er til Jimi Hendrix-påvirket powerblues-rock. Han er et fænomen blandt bluesguitarister. Allerede som fireårig lærte han at spille af to af sine brødre, der spillede guitar omvendt og venstrehåndet. Og den spillestil anvender Eric Gales stadig.
Eric Gales har fjorten album i eget navn med forskellige musikere bag sig. Produktionen er af varierende kvalitet. For eksempel bør man absolut undgå det totalt intetsigende album Good for sumthin’, som så dagens lys i 2014.
Allerstærkest i produktionen står albummet Relentless fra 2010, men også for eksempel Ghost notes (2013) og Transformation (2011) er værd at lægge øre til. På det seneste udspil Middle of the road (2017) er der flere godbidder at lytte til, der lover godt for Eric Gales-koncerten nordenfjords.
At Eric Gales er glad for det klassiske powerrock-trioformat, er tydeligt gennem hele hans karriere, og at bluesguitaristen Eric Gales er stærkt påvirket af Jimi Hendrix, er også klart. Imidlertid har Eric Gales udviklet en helt unik hybrid bluesrock-lyd, der også er påvirket af forskellige andre musikere så som Albert King og Eric Johnson.
Memphis-guitaristen spillede i øvrigt et par jobs i Danmark i november 2015, hvor han og hans band blandt andet gav en aldeles forrygende koncert i Vollsmose Kulturhus i Odense for et talstærkt, begejstret publikum. Gør Eric Gales og medmusikere det lige så godt i Frederikshavn som i Odense (det er samme besætning, bortset fra to korsangere, der ikke er med i Frederikshavn), er der virkelig noget at se frem til.
Eneste danske indslag
Mississippi Stage åbnes lørdag af Thorbjørn Risager & the Black Tornado, der er det eneste danske indslag på Blues Heaven 2017. Der er til gengæld også tale om et band af absolut international klasse, hvilket har manifesteret sig i en kontrakt med det store, tyske blues-pladeselskab Ruf Records. Her har Risager & co. indtil videre udsendt tre album, senest Change my game, der udkom i begyndelsen af 2017.
Thorbjørn Risager debuterede sammen med sit band Thorbjørn Risager Blue7 med et live-album i 2004. Det er blevet fulgt op af en række studie- og live-plader, som har givet ham et stadigt voksende publikum i ind- og udland.
Thorbjørn Risager er kendt for sin karismatiske sceneoptræden, elegant guitarspil og ikke mindst den imponerende vokal, hvis mørke kraft og pondus de færreste kan matche. Læg hertil et ualmindeligt tight spillende band med en svulstig og muskuløs soul blues-lyd, og der er garanti for en medrivende koncert, hvor der bliver rykket godt i danseskoene.
En sjælden gæst
Lørdagens andet navn på Mississippi Stage, den amerikanske tangentkvinde og sangerinde Doña Oxford med hang til både soul og boogie-woogie, er en sjælden gæst på vore breddegrader.
Dog har hun kunnet høres i koncertsammenhæng i Danmark med selveste blues-kometen Shemekia Copeland, der er et af de mange prominente navne, Doña Oxford har spillet og/eller indspillet med. Doña Oxford kan for eksempel høres på Shemekia Copelands album Wicked.
Af andre navne, Doña Oxford har indspillet med, kan nævnes Popa Chubby og New York-guitaristen Arthur Nielsen, som også har været med i et af Doña Oxfords bands. Desuden har hun haft en finger med i spillet hos blandt andre Van Morrison, Hubert Sumlin, Creams Ginger Baker og The Whos Roger Daltrey.
Selv har Doña Oxford seks cd’er bag sig, hvoraf den seneste er Live and loud, der udkom sidste år.
Spændende booking
Pascal Geiser Band er en spændende booking, som viser, at Blues Heaven også gerne støtter op om de nye navne og har en bred, international horisont. Det otte mand store orkester repræsenterede Schweiz ved European Blues Challenge i Horsens i april, og her imponerede de publikum og dommerpanel nok til at løbe med en tredjeplads.
Med tre blæsere og skarpe, bigband-influerede arrangementer bliver Pascal Geisers selvskrevne sange pakket godt ind, mens han selv har godt fat i publikum med sin raspende stemme, karisma og positive attitude.
Pascal Geiser og hans kapelmester, pianist Shanky Wyser, er netop vendt tilbage fra Los Angeles, hvor de har indspillet spor til et kommende album sammen med produceren Eric Corne.
West Side Chicago blues
Mississippi Stage lukkes af The Kilborn Alley Blues Band. De har eksisteret siden 2000 og har i de seneste ti år været nomineret til en bunke priser for deres fem albumudgivelser, hvoraf den seneste, The Tolono tapes, udkom tidligere i år. På dette album gæstes The Kilborn Alley Blues Band af notabiliteter som Henry Gray, Bob Corritore og Monster Mike Welch.
Bandet stammer fra staten Illinois og har fødderne solidt plantet i West Side Chicago blues-stilen, der domineres af elguitar og soul’et vokal.
Frontfiguren er Andrew Duncanson, som på denne turné deler spotlightet med guitaristen og sangeren Mike Ledbetter, der især kendes fra Nick Moss Band. Som nævnt overfor har han desuden p.t. stor succes med sit parløb med netop Monster Mike Welch. Ledbetter erstatter Kilborn Alleys sædvanlige guitarist Josh Stimmel, der venter barn i starten af november.
Læs mere om Blues Heaven 2017, herunder billetsalg, på festivalens hjemmeside her.