Blues Heaven udvider med gospelfest i Aalborg

Tekst: Jakob Wandam

Fra fredag den 12. til lørdag den 13. november finder landets største bluesfestival sted i Frederikshavn, når Blues Heaven 2021 løber af stablen i Arena Nord (læs mere her). I dagene omkring festivalen kan man desuden opleve mange af Blues Heavens internationale stjernenavne på det lille spillested Freddy’s Bar i Frederikshavn (læs mere her).

Men det er ikke alt. For lige som i 2019 inviterer Peter Astrup Blues Productions om søndagen til gospelfest, når flere af topnavnene fra Blues Heaven optræder ved Gospel Heaven 2021.

Ved den første Gospel Heaven for to år siden kæmpede arrangementet med lydforholdene i Frederikshavn Kirke (læs mere her). I år bliver det anderledes, for Gospel Heaven er nu flyttet til Aalborghallen. Denne er en del af Aalborg Kongres & Kultur Center, som ikke overraskende er beliggende i Aalborg, godt 60 km eller cirka tre kvarters kørsel fra Arena Nord.

Tidspunktet for koncerten er helt præcis søndag den 14. november klokken 14 til 16.

Britisk gospelstjerne

Dawn Thomas Wallace

Ud over en række navne fra Blues Heaven, som vi vender tilbage til nedenfor, har Gospel Heaven inviteret den britiske gospelstjerne Dawn Thomas Wallace, som optræder med sit eget band og korsangere. Dawn Thomas Wallace var med familieorkestret Trumpets of Zion en markant del af den britiske gospel-opblomstring i 1980’erne og 90’erne – en bølge, der også bragte for eksempel The London Community Gospel Choir succes.

Trumpets of Zion var inspireret af amerikanske navne som Andraé Crouch, James Cleveland og især The Clark Sisters. Bandet blev opløst i begyndelsen af 1990’erne, og Dawn Thomas Wallace begyndte stille og roligt at løbe en solokarriere i gang. Dén har bragt hende verden rundt, også til Danmark, hvor hun i 2004 kunne høres i Hella Joofs film Oh happy day og på den dertil hørende soundtrack-cd (hun synger lead på titelnummeret).

Dawn Thomas Wallace har udgivet flere cd’er, senest albummet med den enkle titel Dawn Thomas Wallace, der udkom i august i år.

Udklækningssted

Gospelscenen har været udklækningssted for mangen en bluesmusiker. Således har Blues Heaven-solisterne Nora Jean Wallace, Gaye Adegbalola og Kat Riggins alle en baggrund i den amerikanske baptistkirke. Ved Gospel Heaven får publikum mulighed for at høre de tre sangerinder tage livtag med gospelsange og spirituals.

Nora Jean Wallace
Foto: Donna Grass

Nora Jean Wallace har trods det fælles navn ingen relation til Dawn Thomas Wallace. Nora Jean, der tidligere brugte efternavnet Bruso, blev født i 1956 i Greenwood, Mississippi. Hendes mor var gospelsanger og præsenterede Nora Jean Wallace for blandt andre Mahalia Jackson, The Staple Singers og Shirley Caesars musik, mens Nora Jeans far og onkel begge ernærede sig som bluesmusikere og spillede plader og sange af for eksempel Muddy Waters, Howlin’ Wolf og Big Mama Thornton.

Nora Jean Wallace blev således eksponeret for både den kirkelige og verdslige musik fra barnsben. I teenageårene føjede hun soulsangere som James Brown, Ray Charles og Aretha Franklin til sine inspirationskilder. Det blev dog bluesen, der blev hendes løbebane, for som 19-årig flyttede Nora Jean Wallace til Chicago og påbegyndte en karriere som bluessangerinde. Her sluttede hun sig til Jimmy Dawkins’ band og medvirkede også på flere af hans indspilninger.

Fra 1991 valgte Nora Jean Wallace dog at hellige sig familielivet og trak sig fra blueskarrieren. Til gengæld sang hun hver søndag gospel i kirken og holdt dermed stemmen og musikken ved lige.

Efter et årti væk fra den professionelle musikscene lod Nora Jean Wallace sig lokke tilbage til blueslivet. Hendes første soloalbum Nora Jean Bruso sings the blues udkom i 2002 og sikrede hende en Blues Music Award-nominering i kategorien ”Best New Artist Debut”. I alt er det blevet til syv nomineringer, den seneste i ”Traditional Blues Album”-kategorien for 2020-abummet Blueswoman.

Musikalsk barndomshjem

Kat Riggins
Foto: Frank Nielsen

Også den 41-årige Kat Riggins voksede op med gospel som en af de mange musikformer, der blev spillet i det musikalske barndomshjem i Miami, Florida. Som ung sang hun og hendes søskende blandt andet ved forskellige kirkelige begivenheder, og som 23-årig fik Kat Riggins sit første job som blues- og jazzsangerinde i en klub i Sunny Isles Beach i hjemstaten.

Siden har Kat Riggins optrådt verden rundt med sine bluesnumre, hvor hun tilfører den traditionelle bluesmusik elementer af gospel, funk, rock, hiphop med mere.

Kat Riggins har udgivet to ep’er, og sidste år udkom så hendes første regulære album, Cry out. Allerede i 2019 kunne det danske publikum dog stifte bekendtskab med hende, for da optrådte Kat Riggins for første gang på Blues Heaven i Frederikshavn (læs her).

Bruce Katz

Ved Gospel Heaven bliver både Nora Jean Wallace og Kat Riggins bakket op af ingen ringere end Bruce Katz Band, som også er hentet fra Blues Heaven-plakaten. Bandet består af Bruce Katz på Hammond B3, Aaron Lieberman på guitar, Ray Hangen på trommer og Antar Goodwin på bas. Som en ekstra bonus medvirker desuden endnu en Blues Heaven-solist, Philippe LeJeune på klaver.

Bandet suppleres med blæsertrioen The Bender Brass, der består af tenorsaxofonisten Jimmy Carpenter, trompetisten Doug Woolverton og barytonsaxofonisten Mark Earley.

Tilblivelse og udvikling

Allerførst vil publikum i Aalborghallen dog kunne opleve sangerinden og guitaristen Gaye Adegbalola, som dels vil spille et nummer solo, dels kort vil indvie tilhørerne i historien om gospelmusikkens tilblivelse og udvikling.

Gaye Adegbalola

Gaye Adegbalolas forhold til kirken har ikke været gnidningsfrit. Således har hun blandt andet udtalt, at flere afroamerikanske kirkesamfund er homofobiske. Adegbalola er selv en aktiv forkæmper for blandt andet kvinders, sortes og homoseksuelles rettigheder i USA.

Det ændrer dog ikke på, at Gaye Adegbalola også er kirkegænger og har brugt gospelmusikken både som inspiration og som form for nogle af sine egne sange, for eksempel nummeret ”Let go, let God” fra hendes første soloalbum Bitter sweet blues (1999).

Rollen som formidler er ikke fremmed for Gaye Adegbalola, der både har undervist i naturvidenskab og kreative fag på skoler og afholdt workshops i blues og didaktik (hun besidder en bachelorgrad i biologi og en kandidatgrad i undervisning).

Bedst kendt er Gaye Adegbalola dog nok for den musik, hun har indspillet og optrådt med sammen med trioen Saffire – the Uppity Blues Women og som solist. Hendes seneste album hed The griot og udkom i 2018.

Konferencier

Paul Benjamin

Konferencier ved Gospel Heaven bliver den amerikanske promotor, festivalarrangør og meget mere Paul Benjamin. Benjamin, der gennem en årrække var formand for bestyrelsen i The Blues Foundation i Memphis, Tennessee, kommer i år for tredje gang til at styre løjerne ved Blues Heaven-festivalen, og han har altså også sagt ja til at styre slagets gang ved Gospel Heaven.

Paul Benjamin har blandt meget andet grundlagt den succesrige North Atlantic Blues Festival og har skrevet bogen Heart of blues, der udkom i forbindelse med festivalens 25-års jubilæum i 2018.

Hele programmet for Gospel Heaven 2021 ser således ud:

  • 13.00-13.55 Dørene åbner
  • 13.55-14.00 The Bender Brass gør entre
  • 14.00-14.05 Velkomst ved Paul Benjamin
  • 14.05-14.15 Gaye Adegbalola (solo)
  • 14.15-15.05 Dawn Thomas Wallace m. band & kor
  • 15.10-15.25 Kat Riggins m. Bruce Katz Band & The Bender Brass
  • 15.25-15.45 Nora Jean Wallace m. Bruce Katz Band & The Bender Brass
  • 15.50-16.00 Finale – Gaye Adegbalola, Kat Riggins, Nora Jean Wallace m. Bruce Katz Band & The Bender Brass

Læs mere om Gospel Heaven, herunder billetsalg, her.