Blues Heavens intimkoncerter på Freddy’s Bar flytter til Arena Nord

Ian Siegal
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

Spille- og udskænkningsstedet Freddy’s Bar har traditionelt været samarbejdspartner, når landets største bluesfestival Blues Heaven (og tidligere Frederikshavn Bluesfestival) er blevet afholdt i det nordjyske.

Selve festivalen løber af stablen i Arena Nord den 2. weekend i november, men på den nært beliggende Freddy’s Bar har der i forbindelse med Blues Heaven været arrangeret mindre ”juke joint”-koncerter med nogle af festivalens optrædende.

Middagskoncerter

Slam Allen

Også i år skulle det have været sådan, idet der var planlagt middagskoncerter med Ian Siegal og Slam Allen på Freddy’s Bar lørdag den 11. november. Imidlertid er Freddy’s Bar siden annonceringen blevet ramt af konkurs, og stedets nye ejer har ikke kunnet nå at få bevillingen igennem.

Derfor er middagskoncerterne med Ian Siegal og Slam Allen nu flyttet fra Freddy’s Bar til Arena Nord, hvor de vil blive afholdt på Cafe Scenen lørdag fra klokken 12 til 15.

Har man således købt billet til de to koncerter på Freddy’s Bar, kan den naturligvis stadig bruges på det nye sted. Vil man imidlertid hellere til lørdagens middagskoncert i Maskinhallen, tilbyder arrangørerne også at ombytte billetterne. Man behøver blot at møde op i Maskinhallen i Skolegade. Her er det Doug MacLeod samt Mitch Woods & his Rocket 88’s, der står for musikken lørdag fra klokken 12.

Gratis bus

Doug MacLeod

Selve festivalprogrammet for lørdagen begynder klokken 17. Middagskoncerterne er uafhængige af Blues Heaven, og har man ikke løst billet til festivalen lørdag, kan man gratis blive befordret fra Arena Nord og ind til centrum, når arenaen tømmes for publikum, og der gøres klar til, at musikken starter igen. Der er indsat en gratis bus, som kører fra Arena Nord til hotellerne på Tordenskjoldsgade og Havnepladsen fra klokken 14.45 til 15.15.

Du kan læse meget mere om Blues Heaven-programmet her, her, her og her, og intimkoncerterne er der mere om her.

Man kan stadig nå at købe billet til årets festival. Klik blot ind på Blues Heavens hjemmeside her, hvor der også er meget mere information at finde.