Med ny besætning er Delta Blues Band igen klar til at levere blues til Danmark.
Efter Troels Jensens triste bortgang i 2020 har bandet haft brug for en pause, men i løbet af 2022 er Delta Blues Band genopstået i en ny inkarnation og er udvidet med Danny Linde og Henning Verner, som sammen udfylder Troels Jensens plads.
Danny Linde er en klassisk low-down bluesguitarist og -sanger, hvor Henning Verner bringer sit jazz-touch ind i musikken, hvilket er nyt for Delta Blues Band.
Skandinaviens ældste
Delta Blues Band regnes som Skandinaviens ældste bluesband, og det er ikke første gang, besætningen ændrer sig. I forskellige setups har bandet eksisteret siden 1960’erne.
Bandet er en sammensat størrelse med dygtige musikere med hver deres historie. Med stor gensidig respekt indarbejder bandet alle medlemmer og leverer et bredt udsnit af bluesgenren, fra den originale delta blues-form på den ene side, over urban blues og frem til soul, fusion og jazz i den modsatte.
Det særlige ved Delta Blues Band er, at alle medlemmer fra deres plads bidrager til det fælles musikalske udtryk. Det giver en dynamik, som er sjælden og uundgåeligt appellerer, når de er på scenen og spiller live.
Udsøgt
Danny Linde er gammel elev af Troels Jensen og spiller en robust bluesguitar med en udsøgt slide-teknik. Danny Linde har været frontfigur i bluesbandet Junior’n Brown, duoen Mississippi Delta og kvartetten Miss Delta. I 1997 dannede Danny Linde Zididada (sammen med Jimmy Barcoll), som førte ham vidt omkring til store koncerter og festivaler i USA og mange andre lande. Herhjemme har Danny Linde blandt andet givet koncerter sammen med Jake Green.
Thomas Puggaard-Müller startede i 1966 med at spille akustisk blues og bluegrass i duoen Troels & Thomas. I 1968 dannede de Delta Blues Band, hvor Thomas som guitarist spiller enkelt og smukt og helt ind til benet. Han har gennem tiden spillet i bands som Pan, Culpeper’s Orchard og Survivors. Han har medvirket på en lang række pladeudgivelser med bandt andre Sunnyland Slim, Wild Bill Davidson og Jay McShann.
Knut Henriksen er en legendarisk bassist. Med stor kreativitet og åbenhed viser han altid stor musikalitet. Han er et kendt navn og har spillet i talrige sammenhænge, herunder i ”Den Benhårde Trio” sammen med Peter Thorup og Ken Gudman, og han har været flittig som studie- og sessionmusiker på bas og guitar for en lang række danske musikere og bands.
Bjergtagende
Bjergtagende og virtuost fortolker Jørgen Lang musikken med sit mundharpespil. Jørgen Lang har gennem et langt liv spillet sammen med mange og i meget forskellige sammenhænge (læs mere her). Her kan nævnes Musikorkestret med Paul Banks, Hugo Rasmussen og Martin Andersen og sammen med Champion Jack Dupree, Louisiana Red, Luther Allison og Bo Diddley.
Klaveret er i dag overtaget af Henning Verner med en rytmisk spillestil, der er formet af gospel, soul og jazz. Han er en åbensindet sideman, som altid søger at fremhæve solisten og stemningen i musikken. Henning Verner har blandt andet en fortid i Survivors, Pan og Kenn Lending Blues Band.
Asmus Jensen er en enestående swingende trommeslager. Underspillet og cool lægger han en fast bund under musikken og bandet. Asmus Jensen har levet et inspirerende musikalsk liv med ophold og turnéer i USA og har været i tæt kontakt med de amerikanske bluesrødder. Han turnerer i dag med Charles Burton og har spillet med blandt andre Lou Ann Barton, Gary Primich, Louisiana Red og Earl Thomas.