Den Blå Festival i Aalborg er skrumpet ind i år

Tekst: Peter Widmer

Den Blå Festival, der i mange år har serveret gratis jazz- og bluesmusik med både udenlandske og danske koncertnavne i august måned, blev aflyst i 2020 på grund af corona-situationen. I år er institutionen Den Blå Festival, som folk kender den, beklageligvis også aflyst, men i stedet kan man fornøje sig på Den Lille Blå Festival, der løber af stablen den 18., 19., 20. og 21. august 2021.

De to store scener på Tolbod Plads og på Gammeltorv i centrum af Aalborg er strøget – igen på grund af den usikre situation omkring corona. Der bliver i år således ikke noget, der hedder gratis musik i centrum på dé scener. I år er musikken derimod spredt ud på adskillige små steder på afløseren for Den Blå Festival – Den Lille Blå Festival 2021.

Heraf tager nogle steder entré, og andre kører gratis musik, og der er for eksempel flere værtshuse i spil som koncertsteder. Blandt andre er der John Bull Pub, Tempo og El Mariachi. Men der vil for eksempel også være levende musik på Salling Rooftop, og i Kulturcenteret i Fjordbyen.

Jesper Theis
Foto: Peter Widmer

På Salling Rooftop kan man blandt andre høre en af Danmarks fineste eksponenter for den akustiske blues, guitaristen, sangeren og sangskriveren Jesper Theis, der bliver akkompagneret af bassisten Kenneth Hove, torsdag den 19. klokken 16. Jesper Theis har et velanmeldt nyt album – The tide will turn again – under bæltet (læs anmeldelse her).

Glædeligt genhør

Albummet blev i øvrigt indspillet i Kenneth Hoves studie (læs interview med Jesper Theis her). Under 2019-udgaven af Den Blå Festival spillede Jesper Theis også på Salling Rooftop. Her blev han dog suppleret af kontrabassisten Søren Lindholt Hansen, der også er primus motor bag Den Blå Festival.

Big Creek Slim
Foto: Jakob Wandam

Jesper Theis kan også høres sammen med kollegaen Tim Lothar, der er yderst værdsat både i indland og i udland som en glimrende kurator for de akustiske blå toner. De to nordjyder spiller i Kulturcenteret i Fjordbyen fredag den 20. klokken 16. Man kan også høre Big Creek Slim Band, der gi’r den gas på AbZalon Event Factory. Her er der entré, og man skal bestille billet i forvejen. Dét kan man gøre via www.jespertheis.com/gigs eller via QR-koden på festivalprogrammet.

Tim Lothar & Jesper Theis

Der bliver lejlighed til et glædeligt genhør med, som tidligere nævnt, Jesper Theis. Desuden med duoen Jesper Theis & Tim Lothar og med Big Creek Slim. Alle spillede de på Den Blå Festival i 2019. Big Creek Slim kunne høres med bassisten Filip Dybjerg på Salling Rooftop. Angående Big Creek Slim får man som anført så i år lejlighed til at opleve ham med band (læs om en bid af 2019-udgaven af Den Blå Festival her).

”Skawbo”

Når man nu er i det nordjyske, er det vel også nærliggende at booke en kvalitets-blueskunstner som Chris Andersen. Chris Andersen, der er ”skawbo” – og altså har hjemme i Skagen – fik i 2019 albummet Hammer blues på gaden. Skiven trak gode anmeldelser efter sig (læs for eksempel her).

Chris Andersen
Foto: Thomas Ravn

Nu kan man så opleve Chris Andersen som den ene halvdel af Chris Andersen Duo. Chris Andersen Duo spiller på Salling Rooftop onsdag den 18. klokken 16.

John Bull Pub byder blandt andet på den spændende duo The DownShifters, der kommer fra Randers. Begge duo-medlemmer var med i det finurlige kvalitets-blues ’n’ roots-orkester The Cornfeds, men står nu på egne ben sammen, og dét gør de i utroligt fin stil (læs mere om The DownShifters her).

Den fabulerende færing, Terji Krossteig, der bor i Danmark, skriver gode, snirklede tekster til sine bluesnumre, som han synger og spiller guitar til. Terji Krossteig har et par fine album ude, og har efterhånden spillet sammen med mange forskellige bluesmusiker-kollegaer (læs for eksempel her og her).

Lokal saxofonstjerne

Terji Krossteig
Foto: Frank Nielsen

På Den Lille Blå Festival 2021 kan Terji Krossteig høres sammen med den tyske mundharpe-ekvilibrist Holger ”HoBo” Daub, som har spillet og indspillet med Tim Lothar. Terji Krossteig og Holger ”HoBo” Daub træder op på Kulturcenteret Fjordbyen torsdag den 19. august klokken 16 (læs interview med Terji Krossteig her og om Holger Daub & Tim Lothar her samt anmeldelse af deres fælles cd Blues from the North her).

På Salling Rooftop kan man fredag den 20. august klokken 16 høre en interessant musikalsk konstellation, nemlig den glimrende unge københavnske tangentspiller Chris Copen (hvis borgerlige navn er Christian Bundgaard) og Aalborgs lokale saxofonstjerne Jacob Mygind. Chris Copen har spillet i adskillige jazz- og bluessammenhænge for eksempel med Hans Knudsen med flere og med Big Creek Slim & co. (læs for eksempel her, her og her).

Chris Copen
Foto: Jakob Wandam

Jacob Mygind, der er internationalt kendt som mangeårigt medlem af Pierre Dørges New Jungle Orchestra, spillede i tidernes morgen i det aalborgensiske rock-fusions-orkester Coma. Bandets første – glimrende – lp, Financial tycoon fra 1977, var i øvrigt Danmarks første statsstøttede album.

Siden fulgte to fine lp’er mere, hvorefter Coma blev opløst. Coma rummede i øvrigt også den prominente guitarist og komponist Viggo Steincke Bertelsen og trommeslageren Klaus Thrane.

Sidstnævnte kan i øvrigt høres på Den Lille Blå Festival 2021 som en del af Chris Andersen Trio, der også omfatter den aalborgensiske slide-guitarmester Olav Poulsen. Trioen spiller på El Mariachi lørdag den 21. august klokken 22.

Blues & roots

Der bliver lejlighed til at høre en spændende musiker-sammensætning, nemlig Jesper Theis & Delta Roots Band, der spiller torsdag den 19. august klokken 19 på AbZalon Event Factory. Her er der entré, men denne blues & roots-koncert er sikkert alle pengene værd, for aftenens superhold består af Jesper Theis på sang, guitar og banjo, Tim Lothar på orgel, banjo og dobro, Søren Lykkegaard på trommer, Kenneth Hove på kontrabas og Holger ”HoBo” Daub på mundharpe.

The Cornbread Project
Foto: Frank Nielsen

Man kan også opleve sinds- og hjerneomvæltende, tillokkende futuristisk blues med det banebrydende, Danish Music Award-nominerede foretagende The Cornbread Project, der spiller på AbZalon Event Factory.

Dét sker lørdag den 21. august klokken 20. The Cornbread Project har en fornem fuldlængdeudgivelse – Catawampus – bag sig og begår sig glimrende på en scene. Kernen i The Cornbread Project er mundharpemanden, orkesterlederen og entreprenøren med mere Peter Nande og bassisten og superproduceren med mere Laust ”Krudtmejer” Nielsen.

Til denne koncert er der også entré, men pengene er givetvis givet godt ud (læs interview med Laust ”Krudtmejer” Nielsen her, og læs mere om The Cornbread Project her og her).

Jazz

Ovenstående er blot et par punktnedslag i Den Lille Blå Festival 2021’s omfangsrige program. At der i overvejende grad reklameres med blues, er der ikke noget at sige til. Det er jo primært de blå toner, Den Blå Festival drejer sig om.

Esben Kjær

At bluesmusikken så også er den musikform, som jazz er født af, afspejles retfærdigvis også i Den Lille Blå Festivals program, for der er også en del jazz at glæde sig over, som for eksempel storswingende It Isn’t Beethoven, Mama, der trykker den af på Ulla Terkelsen onsdag den 18. august klokken 19-21.30.

Ydermere er der for eksempel Wash med Esben Kjær, der står på sømmet i Duus Vinkælder lørdag den 21. august klokken 21, og Erik Michaelsen Kvartet, som hælder til 1950’ernes cool jazz og spiller i Langes Gård torsdag den 19. august klokken 16.

Center for Dansk Jazzhistorie afholder endvidere tre ret så forskellige jazz-arrangementer, nemlig torsdag den 19. august klokken 21: Jazzens Historie – Tobias Stavngaard Sextet – entre 95 kr., fredag den 20. august klokken 19.30: Advokatens New Orleans Jazz Band – entre 95 kr., og søndag den 22. august kl. 19.30: Jazzens historier – Undine Rolava Quartet – entre 95 kr.

Og der er mere, men tjek selv Den Lille Blå Festival 2021’s program her.