ROSA – Dansk Rock Samråd og roots-genreorganisationen Tempi har løftet sløret for dette års nominerede til Danish Music Awards (DMA) Blues, og vanen tro er det et felt, der indeholder overraskelser.
Sidste års DMA Blues-fejring gav anledning til en del diskussion i bluesmiljøet, både af nomineringerne og af den musikalske del af prisfesten (Bluesnews.dk’s udsendte blandede sig også i debatten; læs her). Big Creek Slim, der ellers har udgivet hele to meget roste album i valgbarhedsperioden, erklærede for eksempel på Facebook, at han ikke havde tænkt sig at lade sig indstille til priser.
Og også i år må det siges – hvad man så end måtte synes derom – at DMA Blues-nomineringerne kommer godt ud i hjørnerne af, hvad der kan betegnes som blues.
Årets Danske Bluesudgivelse
Tre af de fem album, der er nomineret til Årets Danske Bluesudgivelse har vi således slet ikke anmeldt her på siden – den ene dog efter ønske fra kunstneren selv. De nominerede er:
Trainman Blues: Live at the Station
Trainman Blues’ to studiealbum vandt begge DMA-prisen i henholdsvis 2018 og 2021. Om album nummer tre skrev Bluesnews.dk blandt andet: ”Trainman Blues har med Live at the Station atter leveret et yderst veloplagt musikalsk album-pletskud med masser af godbidder at glæde sig over, og man får virkelig lyst til at opleve en koncert med Trainman Blues efter at have hørt dette fine live-album” (læs hele anmeldelsen her).
The Mukherjee Development: Burnin’ time
The Mukherjee Development er guitaristen, sangeren og sangskriveren Oscar Mukherjees nyeste projekt. Mukherjee modtog sidste år nybrudsprisen Ud af det Blå ved DMA Blues, og han er også frontfigur i bluesbandet Mukherjee Blues. The Mukherjee Development er dog et mere americana- og singer/songwriter-orienteret koncept.
Side33’s Mads Kornum skrev blandt andet om Burnin’ time: ”På Burnin’ time er der ikke meget blues i det musikalske udtryk, men det er der til gengæld i hans billedrige historiefortælling … Jeg har fulgt Oscar Mukherjee i mange år. Jeg har hele tiden troet på hans talent, hvilket man blandt andet kunne læse ud fra min anmeldelse af hans seneste EP. Men at han allerede nu kunne lave et album i den her kvalitet, det havde jeg nu aldrig drømt om. Dette album er et brændemærke. Det er et gennembrud” (læs hele Side33‘s anmeldelse her).
Mike Andersen: Raise your hand
Også Mike Andersen kan i forvejen kalde sig DMA-prisvinder. Om Raise your hand skrev Side33 blandt andet: ”Elementer af soul, country og roots er også en del af hans virkemidler – og dem bruger han mildt sagt også klogt på dette hans nu niende album Raise your hand … Så jeg letter på kasketten og løfter hænderne i respekt over at Mike Andersen og hans faste band – samt gode gæster – med disse 10 numre for alvor sætter musikken fri – helt uden kassetænkning – men med masser af sjæl, fremsyn, kolorit og kant i de blå nuancer” (læs hele Side33‘s anmeldelse her).
Vestbo Trio: Reflector
Reflector er fjerde udgivelse fra Vestbo Trio, ikke indbefattet Doppler effect, som var et samarbejde med Uffe Steen Trio. Denne gang har trioen på fire af albummets skæringer allieret sig med sangeren Bjørn Fjæstad.
Om Reflector skrev Bluesnews.dk blandt andet: ”Her bliver man ikke skuffet, men får sig derimod en yderst positiv, ny og langtidsholdbar musikalsk oplevelse, for Vestbo Trios samarbejde med Bjørn Fjæstad og hans vokalkvaliteter har virkelig båret frugt. Desuden er der lige instrumentalnumrene. I forhold til trioens tidligere produktion er det melodiøse her tonet en kende ned til fordel for det mere lyd-eksperimenterende. Men i Vestbo Trios velklingende univers er den musikalske palet med Reflector virkelig blevet udvidet på bedste vis” (læs hele anmeldelsen her).
David Miilmann Group: Waiting for myself
David Miilmann Group debuterer med albummet Waiting for myself. Det er et instrumentalensemble, som i front har (slide-)guitaristen David Miilmann. Selv beskriver de sig som ”et ungt og sprudlende band, der spiller frisk og varieret jazzmusik.” De er dog ikke uden blå toner i deres udtryk, og David Miilmann nævner selv Derek Trucks og Duane Allman blandt sine inspirationskilder.
Vidtfavnende
Blues Liveprisen er måske knap så vidtfavnende i sit felt af nomineringer, selv der bestemt er tale om kunstnere med meget forskellige blues-udtryk. De nominerede her er i år Thorbjørn Risager & the Black Tornado, Mike Andersen, Sahra da Silva, Michelle Birkballe Band og Chris Grey & the BlueSpand.
Mike Andersen er således nomineret i to kategorier, og det samme kan siges om både Sahra da Silva og David Miilmann. De er nemlig begge med i opløbet, når det gælder dette års Ud af det Blå-pris.
De seks nominerede i denne kategori er Sahra da Silva, Lasse Storm, David Miilmann, Henrik Johannessen, Katrine Schmidt og The DownShifters. Blandt disse vil Sahra da Silva og The DownShifters være bekendte navne hos faste læsere af Bluesnews.dk (og ellers kan man læse mere om Sahra da Silva her og The DownShifters her).
Lasse Storm modtog i 2021 årets sangskriverpris på Nashville Nights International Songwriters Festival i Odense. Han er forsanger i rockbandet Dør Nr. 13 og albumdebuterede som solist i år med Holmegårdsvej og andre historier.
Henrik Johannessen udgav sidste år sit debutalbum, country- og americana-pladen Farm sessions. Han slår også sine folder som guitarist i Den Danske Mafia og har desuden spillet med blandt andre Bad Monday og Hillbilly Bones.
Singer/songwriter’en Katrine Schmidt udgav en række singler og en ep, inden hun sidste år kunne albumdebutere med Laying my burdens down. Hun karakteriserer selv stilen som ”county/roots/jazz m. blue undertoner”.
Ceremonien
Endelig skal der igen uddeles en ildsjælspris til Årets Hoochie Coochie Man/Woman. Her er der dog ikke offentliggjort noget felt af nominerede, og modtageren af hæderen afsløres naturligt nok først ved selve DMA Blues-ceremonien.
Denne finder sted i Ridehuset i Randers onsdag den 17. august. Her vil der naturligvis også være musikalsk underholdning. Arrangørerne skriver herom: ”Et stjernehold sammensat af hjemlige klassemusikere fra øverste hylde vil aftenen igennem tage bluesklassikere og egne favoritter under kærlig, blå behandling under overskriften “sange jeg ville ønske, jeg havde skrevet”.”
Husorkestret består af Jesper Bo på Hammondorgel og klaver, Tove Sørensen på bas, Joachim Svensmark på guitar og Anne Katrine Winkler på trommer. I front står sangerinden Sahra da Silva og sangeren og mundharpespilleren Nisse Thorbjørn, også kendt som Copenhagen Slim. Desuden vil der dukke et par special guests op undervejs.
Billetter til Danish Music Awards Blues den 17. august kan købes her.