Fest og overraskelser ved Danish Music Awards Blues 2023

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

”Bluesens store fætter-kusinefest,” Danish Music Awards (DMA) Blues, blev holdt i Ridehuset i Randers onsdag den 16. august fra klokken 20. Her skulle dansk blues traditionen tro fejre sig selv ved en festceremoni, hvor Thorbjørn Risager & the Black Tornado blev den store vinder med to af aftenens fem priser.

Danish Music Awards Blues har, siden bluesen fik sin egen, selvstændige prisfest i 2017, været en omdiskuteret størrelse (læs mere om DMA Blues’ historie her). Dels har der været den generelle diskussion af betydningen af disse kollegiale rygklap, dels har selve DMA Blues-ceremonien været debatteret for sin fortolkning af, hvad der er passende musikalsk underholdning ved en bluesfest. Og så har der naturligvis været den uundgåelige ballade om, hvorvidt det nu var de rigtige nominerede og vindere.

For så vidt angår den musikalske underholdning, har det syntes at være et mantra for arrangørerne (JazzDanmark, ROSA, Tempi og Turbinen), at publikum skulle have udfordret deres opfattelse af, hvad der kunne udgøre blues. Efter et stærkt kritiseret show i 2021 tog man skridt tilbage mod traditionerne i 2022 med optrædener af blandt andre Sahra da Silva, Copenhagen Slim, Thorbjørn Risager og Miriam Mandipira.

Gårsdagens prisshow, hvor Sahra da Silva i øvrigt debuterede i rollen som konferencier, bevægede sig rent musikalsk atter ud i bluesmusikkens grænseland – og nok også lidt længere.

Dobbelt gevinst

Men først til det, som aftenen handlede om, nemlig årets priser. Som nævnt var der dobbelt gevinst til Thorbjørn Risager & the Black Tornado, som først kunne hjemtage Blues Liveprisen. Spillestedsleder og booker med mere Bjarne Rask kunne overrække statuetten med juryens begrundelse, som blandt andet lød:

”Thorbjørn Risager & the Black Tornado er blandt landets førende roots-rockere og har i løbet af de sidste 20 år opbygget deres position på både den nationale og internationale bluesscene. Deres koncerter er højenergiske, og Risagers stemme er lidt af en naturkraft i sig selv. Man kan ikke undgå at blive bidt af den vaskeægte bluesstemning, når Risager og band er på scenen.”

Meget karakteristisk var Thorbjørn Risager & co. da også ude af stand til at hente prisen personligt, da de var på turné. Bandet var på vej til Keeping the Blues Alive at Sea III Mediterranean, et blueskrydstogt med Joe Bonamassa som primus motor (læs mere her), hvilket på aftenen virkede som en understregning af den internationale appel og live-succes, som Liveprisen netop anerkendte.

Thorbjørn Risagers forlægger Jacob ”Poe” Stærmose fra Crunchy Tunes tog imod statuetten på bandets vegne, og Thorbjørn Risager & the Black Tornado takkede for den i en præ-optaget videohilsen.

De øvrige nominerede til Blues Liveprisen var Sahra da Silva, Trouble Cats, Shades of Blue, Kenn Lending Blues Band og Nello & the Helping Hand Blues Band.

På pladefronten

Også på pladefronten har Thorbjørn Risager & the Black Tornado nydt succes i det forgangne år, og det blev afspejlet, da bandet også blev tildelt prisen for Årets Dansk Bluesudgivelse for deres album Navigation blues (læs anmeldelse her). Karoline Butdz fra Dansk Musiker Forbund fik æren af at overrække ”fuglen” og læste blandt andet fra juryens begrundelse:

”Endnu et pletskud fra Thorbjørn! Albummet er intenst og meget varieret og prøver nye grænser af i musikken. Med en meget karakteristisk vokal og en lige så karakteristisk ”rockende og drivende” stil. Et stærkt udspil, som både er blevet noteret herhjemme og i udlandet.”

Med i feltet af nominerede var også Pay Day: Getting there, Trouble Cats: Hard facts & poetry, The Manic Blues: Out of nowhere, Big Creek Slim & Rodrigo Mantovani: Stone in my heart og Uffe Steen Trio & Vestbo Trio: Grooves. Det var i øvrigt tredje gang, Thorbjørn Risager & the Black Tornado blev tildelt denne pris; de kunne også kalde sig vindere i 2013 (dengang blot under navnet Thorbjørn Risager) og 2014.

Jacob ”Poe” Stærmose måtte atter på scenen for at tage imod Thorbjørn Risager & the Black Tornados pris, mens bandet selv sagde tak via et videoklip.

Strålende talent

Inden da var der dog blevet uddelt en anden pris, nemlig nybrudsanerkendelse Ud af det Blå-Prisen. Som Mike Andersen forklarede, da han overrakte prisen, er der dels tale om en slags best new artist-hæder, men også en pris, hvor der lægges vægt på, at modtageren har ”et nyt og anderledes take på en blå musikalsk feeling” eller ”besidder et særligt talent, musikalitet og forståelse for bluesmusikken og dens beslægtede genrer.”

Derfor var det måske ikke så overraskende, at statuetten gik til en kunstner, som ikke har bluesen som sit primære virkefelt, men som til gengæld åbenlyst er et strålende talent inden for roots-musik som sådan. Det var singer/songwriteren Katrine Schmidt, der med tydelig glæde kunne tage imod sin statuette, som blandt andet blev begrundet således:

“En gudsbenådet sanger, der meget smagfuldt afholder sig fra al vokalakrobatik. Ikke overdrevet bluesy, men skriver virkelig fine og personlige sange og omgiver sig med klassemusikere.”

Det var Katrine Schmidts anden nominering til denne pris, som hun også var i spil til sidste år. I år var Katrine Schmidt nomineret sammen med Pay Day, Chris Copen, Las Palmeras og The Manic Blues.

Overraskende

Uddelingen af ildsjælsprisen Årets Hoochie Coochie Man/Woman var lagt i hænderne på festivalleder med mere Peter Astrup, som selv var den første modtager af prisen i 2018. I denne kategori var der ikke offentliggjort nominerede forud for ceremonien, og det blev da også på mange måder aftenens mest overraskende indslag.

Peter Astrup kunne annoncere Årets Hoochie Coochie Man, som blev musiker, producer, sangskriver og meget mere Laust ”Krudtmejer” Nielsen, kendt blandt andet fra Trainman Blues, The Cornbread Project og Mojo Blues Bars ugentlige bluesjams. Begrundelsen lød blandt andet:

“Laust er en sand ildsjæl, der arbejder med musikken på mange forskellige måder – både som musiker, producer og iværksætter. Han formår at skabe nye konstellationer på tværs af kommune- og landegrænser og forener nyskabelse med traditioner.”

Sangeren Renay (René Nielsen) modtog prisen på vegne af Laust ”Krudtmejer” Nielsen, da denne selv var forhindret i at deltage, og Renay kunne læse en takkebesked op fra den travle mand. Og så var det konferencierens tur til at blive overrasket, for DMA Blues havde uden fortilfælde valgt at hædre både en Hoochie Coochie Man og en Hoochie Coochie Woman.

Værtinden Sahra da Silva kunne således forbløffet se til, da Peter Astrup igen kom på scenen og bekendtgjorde navnet på Årets Hoochie Coochie Woman: Sahra da Silva. Det blev blandt andet begrundet således:

”Sahra har et imponerende publikumstække og et musikalsk overskud. Hun har spillet med de største navne herhjemme. Hun har repræsenteret Danmark ved European Blues Challenge her i sommer. Og i aften udfylder hun rollen som konferencier. Hun er i det hele taget et blåt es og en stærk kvindelig ambassadør for den danske blues.”

Stringband-tradition

Sahra da Silvas villighed til at indgå i mange forskellige samarbejder blev også demonstreret i aftenens musikalske underholdning, hvor hun var gæst hos det første band på scenen, Twang.

Twang er en folkemusiktrio, hvis musik er baseret på især den amerikanske stringband-tradition, hvis delelementer kan genkendes i blandt andet blues og bluegrass. Deres første nummer var en version af Steve Earles ”Hometown blues” (sangen kan også høres på Twangs album Live tapes, volume 1; læs anmeldelse her) med Thyge van Dassen på violin og kor, Peter Banks på kontrabas og kor og Spencer Gross på akustisk guitar og leadvokal. Hurtigt fik de selskab af Sahra da Silva, som bidrog med kazoo og ekstra leadvokal.

Nummeret lød af oldtime og bluegrass med et touch af gypsy jazz, der var fine små instrumentale soloer, og Twangs vokalharmonier sad bare lige i skabet.

Herefter kastede kvartetten sig ud i et arrangement af Sahra da Silvas single ”Break my heart in two” (læs mere her). Her var da Silva på elektrisk guitar, og hendes bluesakkorders samspil med van Dassens violin gav nummeret et cajun blues-præg. Kontrasten mellem sumpet blues og luftig folkemusik – eller Sahra da Silvas rå leadvokal og Twangs fine korharmonier – fungerede rigtig godt, men Sahra da Silvas noget rudimentære elguitarsolo blev på mindre flatterende vis sat i relief af Spencer Gross’ elegante akustiske ditto.

Twangs sidste to numre blev uden Sahra da Silva. Peter Banks tog over på leadvokal og skiftede samtidig til banjo på bandets egen komposition ”V.R.” Her var væsentlig mere folk og mountain music end blues, men atter imponerede gruppen med sine vokalharmonier og flotte, plukkende strengespil.

Så teknisk dygtige de var, lige så uhøjtidelige var Twang i deres sceneshow og præsentationer, som blev leveret med masser af lune og humor. Blandt andet argumenterede de med glimt i øjet for, at blues var opstået som mountain music overtaget af folk i lavlandet, som ikke kunne finde ud af spille i dur! Og så rundede de ellers af med et flot folk/bluegrass-medley (nu med Spencer Gross på kontrabas), hvor man blandt andet kunne identificere de traditionelle ”The cuckoo” og ”Jack of Diamonds”.

Blændende sanger

Hvis Twang udfordrede de mere snævre bluesopfattelser, måtte Kira Skov genremæssigt siges at være helt uden for skiven. Det ændrer naturligvis ikke på, at hun er en blændende sanger, hvilket hun gav gode prøver på ved denne sin anden DMA Blues-optræden.

Kira Skov optrådte med sin trio, hvor sangerinden fik selskab af Maria Jagd på violin og kor samt Silas Tinglef på guitar og kor, og sammen gav de et fire numre langt stemningsfuldt – nogen ville sige dystert – sæt.

De lagde ud med den folkemelodi-agtige ”We won’t go quietly”. Den korte, intense sang, som Kira Skov selv skrev med afsæt i drabet på George Floyd, findes indspillet som duet med Bonnie ”Prince” Billy på albummet Spirit tree (2021). Her var der imidlertid meget lidt, der kunne tage fokus fra Kira Skovs fortryllende vokal, og det var sættets stærkeste moment.

Den blev efterfulgt af hendes også meget intense ”Am I mad?”, der stammer fra Kira Skovs Billie Holiday-hyldestplade Memories of days gone by (2011). På Kira & the Kindred Spirits-nummeret ”King’s kitchen” blev der skruet op for den skramlede guitar og effektpedalerne til Maria Jagds violin, og så blev der rundet af med ”Girls” fra det nyeste album My heart is a mountain (2023).

Alt i alt et flot og meget stemningsmættet rocksæt med en imponerende vokal og spændende instrumentering, som dog nok ville være kommet mere til sin ret, hvis den ikke var fulgt lige efter en anden trio med violin.

Bluesorienteret

Aftenens tredje og sidste musikalske indslag var det dobbelt prisnominerede band Pay Day. Kvartetten har guitaristen og sangeren Oscar Mukherjee i forgrunden og er et mere bluesorienteret foretagende end hans andet orkester, The Mukherjee Development.

Pay Day består ud over Mukherjee af Jakob Holm (guitar), Asmus Jensen (trommer) og Søren Bøjgaard (bas). Sidstnævnte var dog udenlands, idet han også indgår i Thorbjørn Risager & the Black Tornado, og i hans sted havde Pay Day indforskrevet bassisten Jesper Haugaard, som også tidligere har siddet ind med bandet (læs for eksempel her).

Bluesorienteret eller ej, så havde Pay Day sammensat et sæt, som fremviste flere af bandets facetter og bestemt ikke var rendyrket blues. De begyndte med den tilbagelænede ”California (It’s been too long)”, der, som titlen antyder, var en luftig, California rock-påvirket sag. Oscar Mukherjee spillede med masser af ekko og whammy-bar, ja, det lød næsten hawaiiansk.

Tempoet blev sat op med den Chuck Berry-agtige ”Come on”. Den fik også gang i publikum, som klappede velvilligt i takt til Jakob Holms energiske rock & roll-guitar på dette ret fede nummer. Herefter var der slow blues-med-et-twist i form af den smukke ”Domino”, hvor en udstrakt guitarsolo af en i øvrigt også rigtig velsyngende Oscar Mukherjee var et af aftenens musikalske højdepunkter.

Så forlod Asmus Jensen og Jesper Haugaard scenen og overlod det til Jakob Holm og Oscar Mukherkee, nu på akustisk guitar, at lukke og slukke med det folk’ede titelnummer fra Pay Days album Getting there.

Snakken vil gå

Og så var det hele altså forbi efter blot en time og tre kvarter. Et musikalsk show, hvor der bestemt intet var at udsætte på kvaliteten, men hvor snakken utvivlsomt igen vil gå efterfølgende om, i hvor høj grad bluespublikummet blev trakteret, hvad der kan trække også nye og yngre publikummer til genren, og hvad der hører sig til ved en blues-prisuddeling.

En festaften blev Danish Music Awards Blues 2023 under alle omstændigheder, med hæder til nogle af bluesgenrens fremmeste repræsentanter herhjemme.