Af Jakob Wandam
Midt i København, på adressen Løngangsstræde 21 C, ligger Mojo Blues Bar. Det er landets eneste egentlige bluesbar og det spillested i Danmark, der afvikler flest koncerter. 365 dage om året byder Mojo på levende bluesmusik (nogle dage sågar flere koncerter!), og det har stedet gjort siden 1983 – de første ti år dog under det oprindelige navn Rådhuskroen.
Det er med til at gøre spillestedet til en helt enestående aktør på den danske såvel som den europæiske live-scene. Blandt andet derfor fik Kasper Rasmussen den ide at skildre Mojo Blues Bar i en dokumentarfilm, der har fået titlen Copenhagen roots.
Gennem interviews med blandt andre Kenn Lending og nu afdøde Troels Jensen fortæller Copenhagen roots kort historien om, hvordan Rådhuskroen genopstod som bluesbar og blev et samlingspunkt for musikere og bluesfans i alle aldre – en rolle, som Mojo Blues Bar i allerhøjeste grad stadig spiller.
Man får også betragtninger fra for eksempel Troels Jensen, Alain Apaloo og Joachim Svensmark om, hvad blues egentlig er for en størrelse. Og Sahra da Silva og Lea Thorlann giver deres besyv med om, hvordan det er at være kvinde i en mandsdomineret genre.
Mest handler Copenhagen roots dog om den helt særlige stemning, der hersker på Mojo. Flere af de interviewede, for eksempel Kenn Lending og Thorbjørn Risager, betoner, hvorledes Mojo Blues Bar er et fristed for mennesker af enhver type, fra alle samfundslag og aldersklasser. Og det er da også værd at nævne, at Mojo faktisk er et sted, der afviger fra den herskende tendens, at bluespublikummet er 50+.
Copenhagen roots giver smagsprøver på Mojo-stemningen i form af klip fra koncerter med blandt andre Kenn Lending Blues Band, Lea Thorlann og The Kokomo Kings, og man fornemmer virkelig den sveddryppende atmosfære, som hersker ud på natten på en fyldt Mojo Blues Bar.
Desuden er der musikalske performances lavet specielt til filmen med Lars Ringgaard, Alain Apaloo og Troels Jensen med flere. Filmen varer dog kun 32 minutter, og derfor må man nøjes med småbidder. Det havde ikke gjort noget, hvis selve musikken havde fået mere tid i Copenhagen roots.
Filmens instruktør og producent Kasper Osman Rasmussen er selv musiker – som forsanger i Mojo Makers har han spillet på Mojo Blues Bar masser af gange – og i Copenhagen roots han har valgt at fokusere på musikernes oplevelse. Det betyder, at man ikke hører fra det ”menige” publikum. Selv om mange af de medvirkende musikere også har haft deres gang som gæster på Mojo – og kan bevidne scenens betydning som arnested for dansk blues – kunne det have været rigtig interessant at høre, hvad Mojo betyder for bargæster, der ikke selv spiller. Karakteriseringen af Mojo Blues Bar som et fristed for alle kommer til at stå uunderbygget, trods de mange sigende stemningsbilleder.
Man skal heller ikke regne med at få en grundig indføring i Mojo Blues Bars historie. Dén del bliver overstået temmelig hurtigt. Som interesseret i dansk blueshistorie – hvor Mojo vitterligt står helt centralt – savner man vidneudsagn fra maskinrummet. Den nykårede Danish Music Awards-udpegede Årets Hoochie Coochie Man, Mojo-booker og -medejer Rasmus Vinther, kunne sikkert have budt ind med betragtninger om stedets historie, dagligdag og rolle i bluesmiljøet.
Det er naturligvis et kunstnerisk valg at holde filmens fokus andetsteds, og uanset hvad står den som et kærligt og koncist portræt af dansk bluesmusiks vigtigste spillested. Stamkunder vil kunne genkende stemningen, og andre bluesfans vil formodentlig og forhåbentlig blive ansporet af Copenhagen roots til at søge mod Løngangsstræde.
Copenhagen roots kan streames ganske gratis på Filmstriben her. Det kræver blot, at man er oprettet som låner på et folkebibliotek – og som dansk blueselsker må det være obligatorisk!