Den randrusianske bluesforening, der går under navnet Bluesnight Randers, har lagt planen for forårssæsonens koncerter i 2023. Der er fire navne på programmet, og der plukket både fra amerikansk og europæisk blues, inklusive den danske bluesscene.
Bluesnight Randers’ koncerter foregår på Underværket, som er beliggende i Stemannsgade 9C i det centrale Randers. Billetter til foreningens koncerter forhandles her, hvor de vil blive sat til salg i løbet af weekenden i uge 46.
Slægter faderen på
Sæsonens første koncert er med amerikanske Bernard Allison. Den 56-årige sanger og guitarist er aktuel med Highs & lows, det seneste af en snes album i eget navn. Som mange af pladerne er Highs & lows udsendt på tyske Ruf Records, der i sin tid blev grundlagt for at udgive Bernards far Luther Allisons musik.
Bernard Allison slægter faderen på med sin energiske, elektrificerede moderne Chicago blues, der også står i gæld til navne som Jimi Hendrix, Johnny Winter, Lonnie Brooks og Stevie Ray Vaughan. Allisons udtryk er således ikke rendyrket blues, men trækker ligeledes på rock, funk og soul.
Bernard Allison har turneret med både Luther Allison og Koko Taylor, men grundlagde samtidig en solokarriere i midtfirserne og pladedebuterede som solist med The next generation i 1990. Han har desuden haft duoen Allison Burnside Express sammen med Cedric Burnside, og han har medvirket på plader med blandt andre Ana Popovic, Walter Trout, Trudy Lynn, Vanja Sky og Mike Zito.
I 2018 turnerede han netop sammen med Vanja Sky og Mike Zito som dét års Blues Caravan. De besøgte også Danmark, blandt andet spillestedet Dexter i Odense (læs koncertanmeldelse her), og turnéen blev dokumenteret på cd/dvd-udgivelsen Blues caravan 2018.
Bernard Allison spiller på Underværket fredag den 27. januar.
Svensk foretagende
The Kokomo Kings blev dannet i 2012, dengang med danske Ronni Boysen på guitar. I dag er The Kokomo Kings dog et rent svensk foretagende og består af Martin Abrahamsson på vokal og guitar, Waldemar Skoglund på guitar, Magnus Lanshammar på bas og Daniel Winerö på trommer.
De er prisbelønnet flere steder rundt om i Europa (læs for eksempel her), hvor de har lagt festivalscenerne ned med deres skramlede Chicago blues, boogie, rock & roll, rockabilly og surf. Det gælder også i Danmark, hvor de blandt andet spillede på Køge Blues Festival i oktober i år (se her) og på Blues Heaven sidste år (læs her).
The Kokomo Kings har udgivet fire album: Artificial natural (2013), Too good to stay away from (2017) (læs anmeldelse her), Fighting fire with gasoline (2019) (læs anmeldelse her) og A drive-by love affair (2021) (læs anmeldelse her).
The Kokomo Kings kan opleves på Underværket fredag den 10. februar.
Makkerpar
Makkerparret Tony Vega & Kai Strauss har flere gange tidligere besøgt vore breddegrader. Første gang var i 2015, hvor de spillede tretten fælles koncerter på dansk grund. I 2018 var de to guitarister tilbage, nu under navnet Vega Strauss Band, og spillede blandt andet på Posten i Odense (læs her). Begge gange optrådte Tony Vega og Kai Strauss med dansk backing i form af Mads D. Andersen på trommer og Henrik Poulsen på bas.
Tony Vega er amerikaner, og Kai Strauss er tysk, men begge er de eksponenter for Texas blues-stilen, hvor guitaren ikke overraskende er det centrale element. Tony Vega har selv base i Texas, og han har spillet sammen med mange af statens store blues-eksponenter som Edgar Winter, Lou Ann Barton, Omar Dykes, Duke Robillard, Guy Forsyth, Eric Sardinas, Tab Benoit og Alan Haynes samt ovennævnte Bernard Allison og afdøde Clarence “Gatemouth” Brown.
Som den moderne Texas blues fordrer det, spiller Tony Vega ikke rendyrket blues, men tilsætter den gerne et skud rock-energi og inddrager gerne elementer af andre genrer i stil med ZZ Top, Arc Angels eller The Fabulous Thunderbirds. Med sit Tony Vega Band har han indtil videre udgivet ni album.
Den internationale blueselite
I 2015 medvirkede Tony Vega på Kai Strauss’ album I go by feel, i 2017 var han atter med på Getting personal, og seneste spillede han på Strauss’ The blues is handmade (2018). Kai Strauss har det i det hele taget med at gnubbe skuldre med den internationale blueselite. Han var i mange år guitarist hos Memo Gonzalez & the Bluescasters, og i 2013 debuterede han så som solist med Electric blues.
På Electric blues fik Kai Strauss selskab af prominente amerikanske bluesfolk som Sugar Ray Norcia, Darrell Nulisch og Sax Gordon samt den tyske stjernepianist Christian Rannenberg. På senere plader gæstede for eksempel Big Daddy Wilson og Mike Wheeler, og det siger noget om, hvor respekteret tyskeren er i internationale blueskredse.
Den 25. november udgiver Kai Strauss albummet Night shift. På førstesinglen ”Storming in Chicago” medvirker Chicago-bluesmanden Toronzo Cannon.
Det er fredag den 17. marts, at Tony Vega & Kai Strauss spiller på Underværket.
Danske indspark
Forårets danske indspark hos Bluesnight Randers er vestjyske Mojo Hands. Bandet blev dannet i 1995 af Henrik Hansen og Michael Nadolny, men har i dag en ganske anden sammensætning.
I front står sangerinden Zenia Levring Madsen, og beatet bliver lagt af trommeslager Erik Lodberg og bassist Lars ”Doc” Thomsen. Rasmus Grønborg er på orgel, mens Bo Møller (der også er en vigtig del af Jumpin’ Jacks) spiller guitar.
Hvor Mojo Hands oprindeligt spillede et charmerende små-skizofrent miks af Chicago blues, rock og country, fremstår de i dag som et mere strømlinet rhythm & blues-band. Det kan man forsikre sig om på deres seneste album, det velanmeldte High blood pressure fra 2019, der er det femte i rækken (læs anmeldelse her). Og de holder stilen live, hvilket Bluesnews.dk bevidnede samme år på Godset i Kolding (læs her).
Mojo Hands spiller på Underværket fredag den 12. maj.
Læs mere om Bluesnight Randers, inklusive information om medlemskab og rabatter, på foreningens hjemmeside her, eller besøg Bluesnights Facebook-side her.