Tekst: Jakob Wandam
Foto: Flemming Grøn
”No photography or recording of any kind is permitted,” lød det flere gange i højttalerne i Tivolis Koncertsal i København mandag den 30. juli.
Slide-guitarens dronning Bonnie Raitt skulle spille, og publikum og presse blev holdt i kort snor. Så kort, at Bluesnews.dk, en time før dørene blev åbnet for pressen, blev informeret om, at Bonnie Raitts management alligevel ikke havde godkendt landets eneste bluesmedie til at anmelde koncerten.
Bluesnews.dk’s udsendte fotograf måtte vende bilen og køre tilbage til Jylland, men i sne og slud (og tropisk varme) skal bluesen ud, så nærværende organ måtte investere i en billet til skribenten.
Koordineret affære
Så kunne man måske forestille sig, at koncerten også musikalsk ville være en stramt koordineret affære, men det blev heldigvis ikke tilfældet. Tværtimod var der en muntert afslappet stemning på scenen, og der blev da også både plads til tekniske problemer, rod i sætlisten og sågar en sang, der måtte stoppes på grund af et grineflip hos hovedpersonen.
Allerførst var der dog et ”opvarmningssæt” ved aftenens special guest. Det var ikke en hr. hvem-som-helst, for trods sin oprindelse i engelske Kent er Jon Cleary kendt som en af de allerstørste nulevende eksponenter for New Orleans-klaverstilen.
Cleary spillede et kort sæt solo ved elklaveret, hvor han blandt andet gav prøver fra sit netop udkomne album, Dyna-mite. Titelnummeret emmede af New Orleans, mens ”So damn good” snarere var boogie-woogie, og ”Frenchmen Street blues” var en blues-ballade.
Taj Mahal
Med Jon Cleary
Fra den nye cd fik vi også ”21st century gypsy singing lover man”, skrevet i fællesskab med Taj Mahal, og en forrygende version af Huey ”Piano” Smiths ”I’m not mad” (også kendt som ”Roberta”).
Desuden spillede Jon Cleary en jazzet, Bruce Hornsby-agtig ”When you get back” (fra sit 2002-album Jon Cleary and the Absolute Monster Gentlemen) og en fin, New Orleans-farvet version af Little Willie Johns “My baby’s in love with another guy”.
Jon Cleary er en troldmand ved et klaver og i øvrigt også en glimrende sanger med en stærk og udtryksfuld stemme. En koncertsal er dog næppe det rette element for Cleary, når han spiller solo. Han ville være perfekt i en klub eller et andet mindre spillested, men i Tivolis Koncertsal kom den varme glød i hans musik aldrig helt frem i solosættet.
Backingbandet
Der blev dog rig lejlighed til at høre Jon Cleary i bandsammenhæng, for da Bonnie Raitt indtog scenen, var Cleary med i backingbandet på Hammondorgel og klaver. Orkestret omfattede desuden de navnkundige session-musikere og Bonnie Raitt-veteraner George Marinelli på guitar, mandolin og vokal, James ”Hutch” Hutchinson på bas og Ricky Fataar på trommer.
Bonnie Raitts karriere har været lang og ikke uden svinkeærinder, fra hun albumdebuterede med bluespladen Bonnie Raitt i 1971, over en længere årrække med udgivelser af svingende kvalitet og vigende salgstal, indtil det store kommercielle gennembrud pludselig kom i 1989 med albummet Nick of time.
Efterhånden var den rendyrkede blues lagt på hylden til fordel for melodiøs voksen-poprock med strejf af country og soul og sange leveret af folk som Paul Brady, Randy Newman, John Hiatt og John Prine.
Blues-covers
Koncerten i Tivoli bekræftede imidlertid, at bluesen hele tiden har været til stede i Bonnie Raitts musik, primært i form af den bidende slide-guitar, men også i hele tilgangen til musikken og så naturligvis de udvalgte blues-covers, som altid har sneget sig ind i hendes sætlister.
I København drejede det sig om en helt sublim, akustisk solo-udgave af Skip James’ delta blues-klassiker ”Devil got my woman” og en overstadig version af The Fabulous Thunderbirds’ ”I believe I’m in love with you”.
Bonnie Raitt startede dog i det mere funky hjørne med ”Unintended consequence of love”, åbningsnummeret fra hendes seneste udspil Dig in deep (2016). Lige som på albummet fulgte hun op med ”Need you tonight”, hendes svedige og bluesy version af INXS’ hit.
Latteranfald
Det udløste et så begejstret tilråb fra en tilhører, at Bonnie Raitt brød sammen i et latteranfald så voldsomt, at hun måtte standse sangen.
Med George Marinelli
Men det var nu blot udtryk for den gode dialog, der var mellem Bonnie Raitt og tilskuerne, dels gennem deciderede ordvekslinger og dels gennem det afslappede nærvær, der kan opstå, når en turné nærmer sig sin afslutning.
John Hiatts ”No business” fulgte, inden Raitt skiftede til akustisk guitar på ”All alone with something to say”. Det gav George Marinelli muligheden for at brillere med en fin elektrisk guitarsolo.
Nick of time
På ”Nobody’s girl” – den første af tre sange fra Nick of time – blev Bonnie Raitt kun akkompagneret af sin egen akustiske guitar og en diskret bas-bund lagt af Hutch Hutchinson.
De øvrige numre fra gennembrudsalbummet var en reggae-vuggende ”Have a heart” samt den funky ”Love letter”.
Det sublime bottleneck-guitarspil, som er Bonnie Raitts varemærke, delte hun rundhåndet ud af aftenen igennem, og den smukke stemme med de karakteristiske fraseringer, der har inspireret så mange sangerinder fra Susan Tedeschi til Ida Bang, lød ikke spor formindsket af de 68 år, som hendes fødselsattest afslører.
Jubel
Det var derfor allerede et begejstret publikum, der kunne bryde ud i jubel, da bandet satte i med storhittet ”Something to talk about”.
Bonnie Raitt har aldrig været bange for at bruge sin platform til at tale politik, hvad enten det har drejet sig om atomkraft, apartheid eller miljø. Den aktuelle politiske situation i USA fik da også et par ord med på vejen, blandt andet i form af den rockede protestsang ”The comin’ round is going through” og dedikationen af John Prines smukke ”Angel of Montgomery” til immigrantmødre, der er blevet adskilt fra deres børn.
På sidstnævnte hørte man George Marinelli på mandolin og bluegrass-agtig andenstemme, og Bonnie Raitt selv tog en sjælden tørn ved klaveret på den efterfølgende ”What you’re doin’ to me”. Jon Clearys svulstige Hammond-spil gav sangen et gospelpræg.
Stående bifald
En hæsblæsende slide-solo fra scenekanten på den afsluttende ”I believe I’m in love with you” var med til at udløse den første af flere stående ovationer, som Bonnie Raitt virkede oprigtigt bevæget af. Hun kvitterede med tre ekstranumre, begyndende med kæmpehittet ”I can’t make you love me”.
Raitt sang den smukke ballade umådelig flot, mens Jon Cleary agerede stand-in for Bruce Hornsby i det berømte klaverakkompagnement.
Ligeledes smuk og elegant var en folk’et fortolkning af Richard Thompsons ”Dimming of the day”, inden Bonnie Raitt og co. lukkede og slukkede på behørig vis med Talking Heads-nummeret ”Burning down the house”, der ikke mindst bød på fremragende trommespil af Ricky Fataar.
Viste klassen
Bonnie Raitt og hendes musikere viste klassen i Tivolis Koncertsal, og dén var høj. Som sanger og som slide-guitarist er Bonnie Raitt nærmest uovertruffen, så selv om der var skønhedsfejl i både teknik og fremførelse – og selv om håndteringen af pressen var under al kritik – fik guitardronningen spillet, sunget og charmeret sig til en topkarakter i København.
