The Reverend Peyton’s Big Damn Band
Tekst og foto: Peter Widmer
Der var store forventninger til koncerten med The Reverend Peyton’s Big Damn Band på Posten i Odense torsdag den 8. august 2017.
Koncertlokalet var ikke helt fyldt op, men der var dog meget pænt fremmøde af et veloplagt publikum. Koncerten var berammet til at starte kl. 20:00, og med forbilledlig præcision var dette lige, hvad der skete.
Den aalborgensiske, meget unge duo Long Line Down, der består af Anders Holm på trommer/vokal samt Martin Christensen på guitar/vokal, varmede op med deres The White Stripes-inspirerede musik.
Som ved deres koncert på Randers City Blues Festival, hvor de gav den gas på Underværket fredag den 30. juni i år, udstrålede duoen både gåpåmod og ufortyndet spilleglæde.
Hyldest
Long Line Down
Long Line Down spiller numre af egen tilvirkning, og her fik man blandt andet en hyldest til Aalborgs herostratisk berømte party-plet, Jomfru Ane Gade.
Der var også en sang tilegnet Martin Kristensens kæreste, og der blev sluttet af med et cirkusmusik-agtigt, dissonant nummer med knald på – “Father’s words”.
Anders Holm og Martin Christensen skiftedes til at føre ordet gennem deres ca. 20 minutter lange sæt og demonstrerede både charme og afvæbnende humor.
Det lydhøre publikum var modtageligt og kvitterede med solid applaus.
Tryk på
Efter en behageligt kort pause entrerede så aftenens hovednavn scenen, og der var tryk på fra starten ved The Reverend Peyton’s Big Damn Band.
Sammes navn er lettere misvisende, for orkesteret er absolut ikke stort, da der er tale om en trio, men Reverend Peyton og hans hustru er dog store mennesker, såvel som bandets lyd er stor.
The Reverend Peyton’s Big Damn Band blev dannet i starten af indeværende århundrede, da Reverend Peyton og Breezy Peyton mødte hinanden og opdagede en fælles interesse for den musikform, de excellerer i, nemlig traditionel country blues.
Desuden har de suget til sig hos ældre eksponenter for traditionel country blues som for eksempel T-Model Ford, Robert Belfour and David “Honeyboy” Edwards.
Reverend Peyton og Breezy Peyton blev gift i 2003 og har siden spillet sammen uafbrudt med skiftende trommeslagere. Faktisk spiller The Reverend Peyton’s Big Damn Band ca. 250 jobs om året.
Flere udgivelser
De har siden 2004 indspillet ni fuldlængde-album og en ep, hvoraf seneste udspil er Front porch sessions, der udkom i marts i år.
I dag består det ganske lille, store band af:
Reverend Peyton på fingerstyle slide guitar, fingerstyle guitar og leadvokal og Washboard Breezy Peyton på kor, vaskebræt, tamburin, fingerknips og klappen.
Sidst, men ikke mindst er der den hårdtarbejdende Maxwell Senteney på kor, kuffert, tamburin, fingerknips, klappen og diverse andre former for slagtøj.
Denne aften betjente Maxwell Senteney sig dog af et fuldblods trommesæt, inklusive hvid plasticspand, og det med hårdtslående drive.
Og Reverend Peyton, der behersker et utal af strengeinstrumenter, hørtes for eksempel på National steel guitar, cigarkasse-guitar og økse(!). Der var her veritabel anskuelsesundervisning og opvisning i formidabel spilleteknik.
Varmet op
Uden mange ord høvlede The Reverend Peyton’s Big Damn Band sig igennem tre forrygende numre, hvor blandt andet Bukka Whites ånd spøgte i baggrunden, men så lød endelig et “Hvordan fanden har I det?” fra Reverend Peyton.
Samme opfordrede fluks publikum til at kommer nærmere, og dét gjorde de så.
Allerede inde i aftenens fjerde nummer havde orkesterlederen skiftet guitar to gange, og ved femte nummer – “Front porch trained” fra 2015-albummet So delicious – erklærede Reverend Peyton med et stort smil, at “Nu synes jeg, at jeg er ved at være varmet op!”
I det hele taget var der højt humør på scenen, god kommunikation mellem musikerne og mellem musikere og publikum koncerten igennem.
Spillestil
Som introduktion til aftenens sjette nummer, “Pot roast and kisses” – ligeledes fra So delicious – forklarede Reverend Peyton et par ting om sin spillestil og om bandets musik.
“Jeg bruger en meget gammel amerikansk country blues-fingerpicking-spillestil, spillet af ægte menneskehænder på ægte instrumenter, der bare er sat til en forstærker.”
“Vi bruger ingen effektpedaler eller anden elektronik. Min tommelfinger er min bassist, og med mine andre fingre spiller jeg leadguitar.”
Derefter fulgte nummeret “One bad shoe” fra Front porch sessions, fremført af Reverend Peyton alene.
Instrumentalnummer
Reverend Peyton skriver nogle fine, bemærkelsesværdige tekster, der ofte er af socialrealistisk tilsnit, men kapelmesteren og hans to medspillere er også leveringsdygtige i instrumentalnumre.
Eksempelvis fik man som næste nummer “It’s all night long”, også fra Front porch sessions.
Derefter fulgte Reverend Peytons efter eget udsagn “yndlingsnummer fra vores nyeste cd,” nemlig “We deserve a happy ending”.
Så var det tid til at hive cigarkasse-guitaren frem og nummeret “Easy come, easy go” fra 2012-albummet Between the ditches. Her var der opvisning i slide-guitarteknik til store, helt spontane klapsalver fra et aldeles lydhørt publikum.
Keglede rundt
Næste nummer var afslutningsnummeret fra Front porch sessions, nemlig “Cornbread and butterbeans”, og her keglede Breezy Peyton rundt på scenen, som hun i øvrigt gjorde det koncerten igennem. Og det virkede.
I det hele taget var der smittende glæde ved at spille og masser af medrivende showmanship over ægteparret Peyton, såvel som Maxwell Senteney også blev inddraget i løjerne fra tid til anden.
Og der var knald på. Eksempelvis spillede Reverend Peyton med guitaren på nakken, og senere agerede han tilmed træt godt stykke henne i koncerten. Han gik ned på scenegulvet, men blev ved med at spille, og sprang hurtigt op igen.
Som en bonus fik man atter et instrumentalnummer – “The bean blossom boogie”. “Dette nummer findes ikke på nogen af vores indspilninger,” sagde Reverend Peyton. “Det er kun for folk, der kommer til vores koncerter.”
Og her var der efter tur fokus på hver enkelt musiker, der således lige fik demonstreret en bid af, hvad de kunne.
Skrig og fodstamp
Herefter mente Reverend Peyton åbenbart, at publikum skulle på arbejde, så han opfordrede folk til at trampe i gulvet, klappe og skrige så meget, det kunne lade sig gøre.
Prøven – for sådan én var der – faldt dog ikke i helt god jord, når det gjaldt det at skrige.
“Hvad laver I? Det er ikke godt nok! Jeg vil have jer til at skrige den slags skrig, man udstøder, når nogen hælder benzin ud over jer og sætter ild til,” proklamerede Reverend Peyton.
Og så kan det nok være, at der blev skreget – og Reverend Peyton var tilfreds.
Gammel sang
Så var det tid til “en gammel sang,” nemlig “Plainfield blues” fra det allerførste album med The Reverend Peyton’s Big Damn Band, The pork ‘n’ beans Collection fra 2004, der blev leveret i en vellykket version.
Hvor trioens repertoire for langt den overvejende dels vedkommende består af egne numre, fik man dog Willie Dixons velkendte “You can’t judge a book by its cover”, der blev aftenens sidste nummer.
Og dog – for det velopvarmede, begejstrede publikum ville have mere, og dét fik de så, og her kom “økseguitaren” frem.
“Kom med øksen,” råbte Reverend Peyton til bandets roadie, der fluks gjorde som befalet.
Ild
Med “økseguitaren” om halsen – “Mon den i det hele taget er lovlig her til lands?” – gjorde Reverend Peyton opmærksom på, at samme instrument er båndløst.
Dette faktum – og instrumentets kun tre strenge – skulle i sig selv gøre det vanskeligt at få ret mange fornuftige lyde frem, men også dét mestrede Reverend Peyton i forrygende tempo.
Og for “lissom” diskret at understrege, at denne aftens musik, band og stemning var “hot,” satte Breezy Peyton nonchalant ild til sit vaskebræt.
En passende afslutning på en glimrende, ca. halvanden time lang koncert med et varmt, forrygende show fra den vel nok fremmeste eksponent for hyper-velspillet, håndspillet, traditionel, tidløs amerikansk musik – country blues.
The Reverend Peyton’s Big Damn Band lagde simpelthen Posten ned. Desuden var de ikke bange for at sige “Tak!” til publikum.
Mætte
Og publikum var mætte, glade og tilfredse.
Men mere end ca. halvanden time i selskab med aftenens hovednavn kunne dog nok blive en kende for ensformigt for de fleste.
Dette gælder sandsynligvis også selv yndere af traditionel country blues.
Trods dette er der klart en overhængende fare for, at Posten bliver proppet med publikummer, næste gang The Reverend Peyton’s Big Damn Band kigger forbi, hvilket de da forhåbentlig gør.