Hat Fitz and Cara – fremragende hill country blues fra down under

Af Jakob Wandam

Det var nok de færreste fynske koncertgængere, der havde hørt om duoen Hat Fitz and Cara, inden de dukkede op i programmet til 2017-udgaven af Jam Days, Odenses festival for jazz, blues og folk. Men efter Hat Fitz and Caras koncert på Kulturmaskinen lørdag den 5. august er det rimeligt at formode, at de har fået adskillige nye fans.

Duoen består af den australske guitarist, sanger og sangskriver Darren Fitzpatrick, alias Hat Fitz, og Cara Robinson fra Bangor i Nordirland, der synger og spiller trommer, vaskebræt, fløjte og diverse percussion samt ligeledes fungerer som sangskriver.

De to mødtes på en irsk musikfestival i 2008 og er nu gift og bosiddende i Australien. For tiden turnerer de med deres nyeste album under armen, After the rain, der udkom i slutningen af 2016.

Turnéen bragte dem altså også til Odense, og det udmøntede sig i halvanden times sublim hill country blues, gospel blues, delta blues, folk m.m. i selskab med et ualmindelig sympatisk og humoristisk par med stor sans for underholdning.

Træt af skrat

De lagde ud med ”Play me something new”, en sang af Hat Fitz om hans ekskone, der var træt af hans skrattende country blues-plader. Det resulterede altså i en ny, skrattende country blues-sang (om end den i lige så høj grad havde karakter af melodisk folk), men om det var det, der blev enden på ægteskabet, meldte historien ikke noget om!

Herefter fulgte ”Eliza Blue”, der var en atmosfærisk country blues med gospel-feeling om en irsk poet, der inspirerede Cara Robinson. Hun tog leadvokalen på dette nummer, og det blev den første af mange imponerende vokalpræstationer fra Caras side.

Hill country blues

I et setup med guitar og trommer som de dominerende instrumenter får musikken et udtryk, der lægger sig tæt op af den hill country blues, der spilles i det nordlige Mississippi, og hvis største eksponenter har været R.L. Burnside, Junior Kimbrough og Mississippi Fred McDowell. Det er en rå og intens musikform, som Hat Fitz and Cara mestrede til perfektion.

Hat Fitz demonstrerede en rå, raspende vokal og skiftede mellem elektrisk og resonator-guitar, indimellem spillet med bottleneck. Caras trommespil var varieret, medrivende og elegant og understøttede sangene uden nogensinde at stjæle unødvendigt fokus.

Deres flair for hill country blues viste Hat Fitz and Cara blandt andet på en version af “Go back to your used to be” af en anden af genrens store skikkelser, Jessie Mae Hemphill. Den blev leveret med march-tromme og en flot, mørk vokal af Cara.

Charme og glimt i øjet

Ind imellem numrene diverterede parret med små fortællinger om sangenes oprindelse og meget andet. De gav den som det småkværulerende ægtepar, alt sammen leveret med masser af charme og kærligt glimt i øjet.

Allerede fra koncertens begyndelse tilbød Cara at oversætte Hat Fitz’ drævende australske til engelsk – hvilket hun naturligvis gjorde med kvidrende irsk diktion.

Oversættelse var nu ikke nødvendigt, da Hat Fitz introducerede Bo Carters ”Twist it babe”. Hertil fremdrog Cara for første gang sit vaskebræt – med påmonteret koklokke med mere – hvilket udløste stor jubel hos publikum.

Hun betjente det da også på aldeles forrygende vis, mens hun ligeledes spillede bækken med fingrene, og det hele gik op i en højere enhed med Fitz’ vokal og guitar og skabte en festlig, jug band-agtig hokum-stemning.

Tempoet sænket

Så blev tempoet sænket til den mere alvorlige ”Going home” om Belfast efter våbenhvilen. Det var en flot, atmosfærisk ballade med endnu en blændende vokalpræstation af Cara, der her udviste Bonnie Raitt-kvaliteter i sin glød og timing.

Hat Fitz overtog vokalen på ”Absent eyes”, et hill country/delta blues-nummer fra 2012-albummet Wiley ways med hypnotisk guitarspil, der næsten antog ørkenblues-dimensioner.

At han også mestrer de fine, små detaljer, demonstrerede han på ”Hold on”, en meget smuk soul-sang, hvor man atter blev dybt imponeret af Caras stemmekraft og fraseringer.

Selvbiografisk

Hat Fitz’ resonator-guitar og vokal var i centrum på en selvbiografisk sang om at ”gå solo” – åbenlyst før duo-konstellationen blev etableret – inden Cara atter bragte vaskebrættet i spil og supplerede Hat Fitz’ slide-guitar på det herligt rå titelnummer fra Wiley ways. Også vokalen blev delt på denne sang om omrejsende romaer i Irland.

Blind Willie Johnsons gospel blues ”Nobody’s fault but mine” var næste punkt på programmet. Hat Fitz and Cara kanaliserede med stor succes den karakteristiske sfæriske kvalitet i Johnsons original og gjorde samtidig sangen til deres egen med nogle opfindsomme skift mellem det afdæmpede og det bragende. Hat Fitz spillede yderst elegant elektrisk slide, mens Cara leverede endnu en lamslående flot vokal.

Energisk trommespil

Energisk trommespil kunne hun også præstere på den rå delta blues ”Black cat bone” med Hat Fitz på leadvokal, inden der atter var gospel blues med nummeret ”Power” fra Wiley ways.

Her spillede Cara for første gang fløjte og trak således linjer tilbage til hill country bluesens rødder i fife and drum-musik, og det fungerede helt fantastisk. Hat Fitz krydrede med små, jazzede guitarlinjer, mens Caras forrygende gospel-vokal førte an i et call-and-response-forløb med et begejstret, rytmisk klappende publikum.

Ikke politisk

Herpå fulgte ”Won’t bow down” fra After the rain, inden Hat Fitz and Cara sluttede af med “Shakedown”, en livlig sang om at ryste verdens genvordigheder af sig.

– Så som Donald Trump, foreslog en stemme blandt publikum, hvortil Cara Robinson lo: ”Lad os ikke blive politiske – jeg er fra Nordirland! Let’s not go there!”

Til gengæld spillede hun gerne fløjte igen – denne gang en tværfløjte – og så overtog Hat Fitz trommerne, mens Cara dansede både på scenen og nede på gulvet foran publikum, til alles store jubel. Tilbage på deres respektive guitar og trommer kunne Hat Fitz and Cara derefter følge nummeret til dørs og høste tilhørernes stående applaus.

Fremragende

Det blev enden på en aldeles fremragende koncert. Hat Fitz and Cara var klar til at spille mere, men tiden var udløbet, så de efterlod et meget begejstret publikum på Kulturmaskinen hungrende efter mere. Lad os håbe, at dette charmerende, energiske par også en anden gang får lyst til at drage om på denne side af jordkloden. De er helt sikkert et gensyn værd.